Palæstinensisk selvstændighed: Det vil ikke løse de historiske forviklinger

Palæstinensisk selvstændighed: Det vil ikke løse de historiske forviklinger

09.09.2011


Den seneste forbrødring mellem Fatah og Hamas efterlader Israel med store udfordringer i forhold til, hvordan de diplomatisk skal forholde sig til en eventuel udråbelse af staten Palæstina til september i FN.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af David Jano

PALÆSTINA – SUVERÆN STAT? FN’s medlemslande skal 20.-23. september vurdere det palæstinensiske selvstyres ansøgning om anerkendelse som suveræn stat og medlem af FN. RÆSON belyser i denne serie spørgsmålet.

DEN PALÆSTINENSISKE LEDER Mahmoud Abbas rejser i øjeblikket jorden rundt for at søge støtte til sin idé om at udråbe en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne. Ifølge Abbas har alle hidtidige forhandlinger med Israel vist sig at være nyttesløse, hvilket gør at denne unilaterale handling uden om Israel er den eneste tilbageværende løsning for palæstinenserne.

DEN ISRAELSKE FORSVARSMINISTER Ehud Barak rejser ligeledes jorden rundt, men for at overbevise lande om det præcis modsatte: at man ikke skal støtte det palæstinensiske forslag. Over sommeren har han afholdt møder med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton og den nyudnævnte amerikanske forsvarsminister Leon Panetta. Den seneste forbrødring mellem Fatah og Hamas efterlader Israel med store udfordringer i forhold til hvordan man diplomatisk set skal forholde sig til en eventuel FN-anerkendelse af staten Palæstina til september.

DEM, DER STEMMER FOR en palæstinensisk stat i FN, vil anse den kommende stat for værende én enhed med områder både på Vestbredden og i Gaza. Virkeligheden vil dog være en ganske anden: nemlig to enheder, Fatah på Vestbredden og Hamas i Gaza, der på trods af den seneste imødekommenhed over for hinanden sjældent samarbejder. Anerkendelse af palæstinensisk territoriel suverænitet inden for 1967-grænserne vil inkludere områder med jødiske bosættelser og israelske militærbaser på Vestbredden. Det vil gøre enhver israelsk tilstedeværelse ulovlig ifølge international lovgivning. Indtil nu er hvad der bliver betegnet som ”okkupation” lovlig, da der officielt i FN-regi er tale om en våbenhvilelignende tilstand mellem de stridende parter, på trods af at denne våbenhvile nu har varet 44 år. De seriøse juridiske argumenter omhandler aspekterne ”okkupation” og forholdet mellem Israel og den arabiske befolkning, og hvem der følger eller overtræder reglerne baseret på Geneve-konventionen fra 1949.

MANGE ISRAELERE SER Vestbredden og – på trods af den fulde israelske tilbagetrækning i 2005 – for så vidt også Gaza, som værende ”omstridte territorier”. Det skyldes, at mange mener, at palæstinenserne sammen med resten af den arabiske/muslimske verden annullerede deres ret til disse områder i 1947, da man sagde nej til FN-resolution 181. Denne resolution advokerede for en to-statsløsning mellem jøderne og araberne efter de voldsomme uroligheder i det britiske mandatområde Palæstina. Ydermere er disse områder i en religiøs jødisk sammenhæng en del af det historiske bibelske jødiske Israel. Efter den første krig mellem Israel og de arabiske lande i 1948 blev Vestbredden besat af Jordan og Gaza af Egypten og først 19 år efter erstattede Israel disse lande.

HVORDAN VIL ISRAEL REAGERE på en mulig international FN-anerkendelse af en palæstinensisk stat? Hvordan kan man undgå en optrapning af den væbnede konflikt? Hvad skal Israel forlange af palæstinenserne, og skal man behandle Vestbredden og Gaza som en samlet palæstinensisk stat? Israel bliver formentlig tvunget til at betragte den nye mulige palæstinensiske stat som stadig værende to geografiske enheder. Dette bliver man tvunget til, hvis der som vanlig opstår ballade i det Hamas kontrollerede Gaza og vedbliver med at være roligt på Vestbredden. Kommer der nye raketangreb fra Hamas fra Gaza, så svarer Israel formentlig som altid med militær intervention. På trods af formaliteterne og forbrødringen mellem Hamas og Fatah, så har sidstnævnte stadig ingen reel magt i Gaza. Politisk og internationalt må Israels politik over for en kommende palæstinensisk stat være ensartet. Det må være et krav fra Israels side at en kommende Hamas/Fatah enhedsregering accepterer to-statsløsningen og at samtlige aftaler mellem Israel og det Palæstinensiske Selvstyre (PA) bliver overholdt. Samtidig må Israel insistere på at man fra palæstinensisk side anerkender Israels ret til at eksistere og ikke bare som tidligere accepterer Israels blotte tilstedeværelse.

HVAD MED FLYGTNINGESPØRGSMÅLET? Med en eventuel palæstinensisk stat er det ikke muligt for palæstinensiske flygtninge at vende tilbage til områder, der en gang var palæstinensiske, men som vil ligge uden for den kommende palæstinensiske stats grænser. Hele situationen med de palæstinensiske flygtninge er desuden ganske anderledes end flygtningespørgsmål andre steder i verden. Efter Anden Verdenskrig blev det fastslået, at en flygtningestatus skulle kunne afvikles efter to år og flygtningestatus ikke kunne videregives til ens børn. Kun i palæstinensisk sammenhæng har man i FN afveget fra denne praksis, hvor man stadig anerkender palæstinensisk flygtningestatus, på trods af de mange år der er gået og at nye generationer er kommet til FN-resolution 194 åbner for at yde økonomisk kompensation til de mange palæstinensere, der har lidt under mangeårig rodløshed – det ligner den mest oplagte kompensation. Desuden bør de palæstinensiske flygtninge sættes i udsigt at kunne vende tilbage til nye områder i en eventuel kommende palæstinensisk stat. Samtidig må jøder, der blev tvunget til at forlade arabiske lande efter Israel blev oprettet i 1948 få den samme ret, nemlig at søge erstatning og modtage eventuel kompensation. I en mellemøstlig optik glemmer man ofte disse flygtninge, men de har også lidt ligesom palæstinenserne, da det for alle er umenneskeligt at blive rykket op med rode og tvunget mod et nyt hjemland.

ENDNU ET VANSKELIGT SPØRGSMÅL er de anti-israelske og antisemitiske passager i Fatahs og Hamas’ chartere. Alle passager der omhandlede Israels endeligt i Fatahs charter skulle blive fjernet efter den daværende amerikanske præsident Bill Clinton besøgte Israel og de palæstinensiske områder i 1998. Det er dog stadig ikke sket. På samme måde må det også være et krav fra Israels side, at alle anti-israelske og antisemitiske ytringer fjernes fra Hamas’ manifest. Det er snarere reglen end undtagelsen i den arabiske verden, at støtte til religiøse eller politiske grupperinger har forrang for støtte til staten. Den arabiske verden anser Israels fredsaftaler med Egypten og Jordan for aftaler mellem regeringer, ikke mellem folk. Dette kan ikke accepteres og gentages over for palæstinenserne, både PLO/Fatah og Hamas må acceptere Israels legitime ret som det jødiske folks stat. Israel skal samtidig anerkende Palæstina som de palæstinensiske araberes stat.

SOM ALLEREDE AFTALT i de Clinton-ledede forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, må en kommende palæstinensisk stat være demilitariseret, og Jordan-floden skal fungere som Israels sikkerhedsbarriere mod øst. Det er den eneste måde, hvorpå Israel kan garantere sin sikkerhed. Israel må på sigt forsøge at koordinere med USA og EU i implementeringen af ”Fase 2” i ”Køreplanen for fred”. Denne plan, som tidligere er fremlagt af USA, EU, FN og Rusland, forestiller sig en palæstinensisk stat med midlertidige grænser, men anerkender samtidig palæstinensernes formelle rettigheder som stat. Derefter vil Israel og Palæstina forhandle om de faste rammer for en to-statsløsning, hvor begge parter fuldt ud accepterer hinandens ret til at eksistere.

AT DØMME PÅ STEMNINGEN I FN vil Mahmoud Abbas få held med sit foretagende til september. Israel bliver derfor nødt til at koordinere med resten af verden, hvordan man undgår en konflikt og sammenstød med palæstinenserne. Enhver krise kan hurtigt resultere i et sammenstød mellem Israel og Hamas, hvilket underminerer Fatah og muligvis vil også Hizbollah og Syrien så gå ind i konflikten for at gyde olie på vandene. Det er vigtigt, at palæstinenserne husker, at Vestbreddens institutionelle og økonomiske fremgang de seneste år hurtigt kan blive erstattet af tider, der minder om de korrupte dage under Arafat – en periode, der var præget af konstant konflikt, væbnede opstande, ustabilitet og konkurrerende palæstinensiske fraktioner, hvilket vil erstatte den form for stabilitet, som den nuværende palæstinensiske premierminister Salam Fayad succesfuldt har skabt i det seneste år. For Israel er det vigtigt, at man finder allierede i jagten på at undgå en væbnet konflikt, samtidig med at man bekæmper det formentligt uundgåelige udfald af afstemningen i FN’s generalforsamling til september: FN-anerkendelse af staten Palæstina.

David Jano (f.1985) har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har læst på University of Haifa i Israel og er i øjeblikket ved at afslutte en kandidat i Mellemøstenstudier på Syddansk Universitet, hvor han skriver speciale om det mangeårige komplekse forhold mellem Israel og Tyrkiet. ILLUSTRATION: Israels forsvarsminister Ehud Barak.

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk