Niels Bjerre-Poulsen: Underskuddet er blevet republikanernes metafor for ’big government’

Niels Bjerre-Poulsen: Underskuddet er blevet republikanernes metafor for ’big government’

18.01.2011


Når republikanerne og Tea Party-bevægelsen himler mod USA’s voksende gæld er det mere motiveret af politiske hensyn end af bekymring for økonomien. Det er et led i det republikanske partis forsøg på at skabe et billede af sig selv som det økonomisk ansvarlige parti, der kæmper for at skrumpe den føderale regerings indflydelse. Men i virkeligheden er amerikanerne stadig ikke klar til at spare, mener USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs daglige redaktør

Mens Europa længe har kæmpet med en gældskrise og gennemført blodige besparelser og reformer, har de amerikanske politikere foreløbig undgået at tage stilling til den voksende gæld – selvom den vokser så hurtigt, at loftet for hvor meget den føderale regering må låne snart er nået, hvilket truer med at kaste USA ud i en betalingsstandsning, hvis ikke Kongressen hæver gældsloftet. Og trods de alvorlige konsekvenser af at ramle mod gældsloftet, er mange af de nyvalgte republikanske Kongresmedlemmer, særligt dem fra Tea Party-bevægelsen, i hvert fald i ord modstandere af at lade staten låne mere, da de netop blev valgt på ønsket om mindre stat, lavere gæld og mindre underskud.

RÆSON har talt med USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen fra Syddansk Universitet om, hvorfor amerikanerne ikke bekymrer sig mere om gælden, om hvorvidt den nye Kongres vil lave om på dette, og om hvad der vil ske, når Kongressen skal stemme om at hæve gældsloftet.

Her er, hvad han sagde…

… om hvorfor gælden er gledet i baggrunden
Republikanerne var i Bush-årene fuldstændigt ligeglade med underskuddet. Bush, der overtog et overskud fra Clinton-regeringen, forvandlede det til et kæmpe underskud gennem ufinansierede skattelettelser, kombineret med to krige og en utrolig dyr – også ufinansieret – udvidelse af Medicare-lovgivningen (Medicare Part D, som gav tilskud til ældre amerikaneres medicin, red.). Vicepræsident Dick Cheney sagde på et tidspunkt de berømte ord ”deficits don’t matter”. Det var erfaringen fra Reagan-årene, hvor republikanerne skabte rekordstore underskud, at det i sidste ende ikke kom til at spille en rolle. Andre republikanere talte ligefrem om ”strategiske underskud” – altså underskud som ville gøre det svært i fremtiden at lave nye føderale tiltag og vedtage nye velfærdsprogrammer. Således kunne et underskud bruges til at indskrænke de muligheder demokratiske præsidenter og demokratiske flertal i Kongressen havde for at skabe nye offentlige programmer.

Det var også i Bush-årene, at konservative brystede sig af, at de nu ikke længere var fiscal conservatives, men national greatness conservatives. Det var først og fremmest den nationale sikkerhed, der definerede Bush’ præsident-embede og underskuddet var mindre vigtigt. Derfor behøvede de heller ikke at finansiere forslag og kunne lave skattelettelser samtidig med en historisk forhøjelse af de militære budgetter efter 2001. Ud fra denne devise lykkedes det at overgå selv Ronald Reagans rekordstore underskud. Men hvor Reagans eftermæle blandt andet blev reddet af IT-revolutionen, så endte Bush-årene med den finansielle sektors nedsmeltning og en dyb økonomisk krise. I de sidste år med Republikanske flertal i Kongressen og George W. Bush i Det Hvide Hus, viste meningsmålinger, at et markant flertal af amerikanerne havde størst tillid til demokraterne når det gjaldt økonomisk ansvarlighed.

…om det nye republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, der vil begrænse gælden og underskuddet
Hvis man ser på de sidste 50-60 år, så tror jeg, der er fire år, hvor USA ikke har haft underskud på det føderale budget. Så USA har i årtier kunne leve fint med underskud. Derfor tror jeg først og fremmest, at man skal se på det som politisk begrundet, når det pludselig er blevet et tema. Noget af det har med det republikanske partis forsøg på at genskabe sig selv. Republikanerne led først et nederlag ved midtvejsvalget i 2006 og derefter et ved præsidentvalget i 2008. Der er mange republikanere, der vil genopfinde partiet som partiet, der er økonomisk tilbageholdende og kæmper mod Big Government.

Når alle Tea Party-aktivisterne render rundt og taler om underskud, så er det noget de fleste af dem aldrig har interesseret sig for før. Det er først og fremmest underskuddet som en metafor for Big Government, mere end det er en eller anden klar bevidsthed om, hvilke politiske begrænsninger det lægger på USA, at landet trækkes med en stor gældsbyrde. De fleste vil sige, at USA på trods af en sådan kæmpe gældsbyrde er i en anden situation end alle andre nationer. Det er stadig suverænt verdens største økonomi, den er stadig tre gange så stor som Kinas økonomi og det vil sige, at selv med enorme underskud år efter år kan USA blive ved med at have den bedste kreditvurdering, så de renter man skal betale for sin gæld bliver ved med at være favorable.

Det er ikke sådan, at økonomer ikke synes at gælden er et problem. Men arbejdsløsheden og den manglende økonomiske vækst er større problemer. Kommer der flere i arbejde, falder underskuddet også. Når der er republikanere, der fokuserer så meget på gælden, så er det først og fremmest et argument til at forhindre love som ”Obamacare” (sundhedsreformen, red.) – eller i hvert fald undergrave finansieringen af den. Så bliver det endnu et argument i arsenalet, at ”vi har ikke råd til det”. Selvom det neutrale Congressional Budget Office fastslår, at sundhedsreformen vil sænke de føderale udgifter over de næste årtier. CBO’s beregninger plejer at være guldstandarden for begge partier, når man diskuterer de økonomiske konsekvenser af lovgivning, men sidste år afviste den nye republikanske leder John Boehner med et skuldertræk denne beregning, og sagde, at ”CBO har ret til deres mening”, men at han ikke troede på, at deres tal passede.

…Om demokrater og republikaneres syn på underskud og gæld
Hvis man skal sige det meget firkantet, er det sådan, at demokrater historisk set har været parat til at foreslå udvidelser af velfærdsstaten uden at pege på, hvor pengene skulle hentes og omvendt har republikanere uden de store bekymringer foreslået at lave skattelettelser uden at pege på hvor pengene skulle hentes. Så det er en kombination af de to tendenser, der gør det meget svært at finde den politiske vilje til at gøre noget ved gælden.

Republikanere vil holde på, at hver gang der skæres ned i skatterne, så skal det ikke finansieres et sted. Skattelettelser kan godt være ufinansierede, det er bare penge, der aldrig når til den føderale regering, hævder de. Men det betyder jo samtidig at skattegrundlaget skrumper – og det er muligvis hele idéen med det fra mange republikanere -, men det gør også, at man kun kan nedbringe gælden ved at skære. I Clinton-årene håndhævede demokraterne et princip de kaldte ”PAYGO” – det begyndte faktisk allerede så småt under George H.W. Bush. Alle nye initiativer skulle finansieres, enten gennem besparelser eller nye indtægter til staten. Nu vil republikanerne indføre ”Cut-go”. Her er øgede indtægter gennem skatter og afgifter ikke længere en mulighed. Alle nye føderale programmer og tiltag skal finansieres ved af afskaffe eller reducere andre føderale programmer og tiltag.

Ser man på det føderale budget er langt den største del militærudgifter, entitlement spending – først og fremmest i form af de store programmer Social Security, Medicare og Medicaid (de to store offentlige sundhedsprogrammer, red.) – og så afdrag på gæld og renter. Det udgør vel 80-85 pct. af det føderale budget. Hvis ikke man vil skære der – og det har historisk været republikanernes holdning, at de ikke vil skære i de militære udgifter – så er der ikke ret meget tilbage. Så kan man sige til vælgerne, at vi vil skære ned på waste, fraud and abuse, men du kan slet ikke hente tilstrækkelige beløb på at skære ned på overflødige programmer – ikke nok til at balancere de føderale budgetter inden for et overskueligt antal årtier. Da republikanerne samtidig ikke er parate til at hæve skatterne – tværtimod har de lige gennemtvunget endnu en skattelettelse for de rigeste to procent af amerikanerne, en skattelettelse, der alene vil koste omkring 800 mia. dollar over de næste ti år – så er det svært at se deres vilje på skattesiden. Så hvis du spørger om den politiske vilje til at begrænse gælden, så ja, demokraterne har én slags politisk vilje til det, og republikanerne har måske en anden politisk vilje, men de to tilgange bliver svære at forene. Det kunne man også tydeligt se, da de første forslag dukkede op fra den gældskommission som præsident Obama har nedsat med repræsentanter fra begge partier. Deres forslag blev hurtigt skudt ned.

… om politikernes reelle bekymring for gælden
Jeg tror ikke endnu, at bekymringen for gældsbyrden er så rodfæstet hos amerikanske politikere, selvom de taler om det. Jeg tror, at de fleste af de republikanere, der taler om gælden som et stort problem gør det af strategiske årsager. Når man kan kæmpe hårdt for at de rigeste to procent også skal have skattelettelser på deres indtægter over 250.000 dollars, samtidig med at man fører to ufinansierede krige, så er man ikke så bekymret for gælden.

… Om at spare på militæret
Interessant nok så kommer forslaget om at spare på militæret fra forsvaret selv. Gates (forsvarsminister Robert Gates, red.) og andre har længe peget på våbensystemer, som militæret overhovedet ikke havde brug for og som altså ikke har noget at gøre med militærets behov men som udelukkende har noget at gøre med, at produktionen ligger i udvalgte kongresmedlemmers distrikter. Og derfor vil de ikke have, at de arbejdspladser bliver nedlagt.

F22 Raptor er et sindssygt dyrt, sindssygt avanceret, stealth fly, som USA vel i øjeblikket har omkring 200 af, og oprindeligt havde planlagt at bestille 650 af. Ingen af dem har så vidt jeg ved været brugt i Afghanistan eller Irak. De er alt for avancerede, når du har en modstander, der kæmper med Winchester-rifler og Kalashnikovs. Du har ikke noget at bruge sådan et fly til og alligevel har USA så rigeligt mange af dem. Fidusen ved de fly er, at stort set alle stater og virkelig mange enkelte kongresdistrikter producerer en eller anden del til det, så enormt mange medlemmer af Kongressen har en interesse i, at det våbenprogram ikke bliver nedlagt. Så det har været Pentagon selv, der har måttet sige ”vi har altså ikke brug for flere”. Det er bare ét af mange mulige eksempler på en politisk struktur, der gør det meget svært at spare de steder, hvor der faktisk vil være basis for at skære. De militære udgifter udgøre mere end 20 procent af det føderale budget, og USA bruger mere på militær end de næste 15-20 lande på listen over militære magter – tilsammen.

…. Om gældsloftet
Der er ingen chance for, at gældsloftet ikke bliver hævet. Præsident Obamas økonomiske rådgiver Austan Goolsbee sagde i et interview, at hvis det ikke blev hævet og USA gik i betalingsstandsning ville være første gang i USA’s historie det skete, og første gang nogensinde det var sket på grund af ”vanvid”.

Forud vil der imidlertid være et interessant politiske spil. Du har mange republikanere – ikke mindst af Tea Party-varianten -, som siger, at de vil stemme i mod. Men hele deres holdning til det er skabt ud fra, at de er i mindretal og ikke har politisk ansvar. Forudsætningen er, at det alligevel er demokraterne, der må påtage sig den kedelige rolle som ”de voksne” [og stemme for], for selvfølgelig kan man ikke lade være med at hæve gældsloftet. De vil gerne have det privilegium at de kan stemme i mod, så de kan gå hjem og fortælle deres Tea Party-støtter, at de ville skam ikke være med til, at den føderale regering skulle lade gælden vokse.

Problemet er bare, at nu har republikanerne flertal i Repræsentanternes Hus, så hvis demokraterne siger ”fint, vi har lyttet til vælgerne, og nu er det vores tur til at pudse glorien ved at stemme nej og jeres tur til at gøre det nødvendige”, så kan der opstå et taktisk spil om, hvor de nødvendige stemmer for at hæve gældsloftet skal komme fra. Det spil kommer vi nok til at se. Demokraterne vil sikre, at et stort flertal af republikanerne stemmer for, så det ikke er dem, der hænger på den i vælgernes bevidsthed.

Jeg hørte bl.a. Rand Paul, den nye Tea Party-senator fra Kentucky, som sagde, at han ville stemme imod en forhøjelse af gældsloftet. Og så bliver han spurgt, jamen det får jo frygtelige konsekvenser? Nå ja, der vil jo alligevel være et flertal for at hæve det, svarede han. Han mente, at der var meget sundt, at der er sådan nogle som ham, der symbolsk markerede, at man ikke kan blive ved med at hæve gældsloftet, så han havde tænkt sig at køre på frihjul og stemme symbolsk i mod. Det er jo demokraternes opgave at sørge for, at ikke ret mange republikanere får lov til det.

… Om fremtidsperspektiverne
Obama har som nævnt nedsat en gældskommission, der er kommet med sine anbefalinger, og de blev stort set fuldstændig skudt i sænk med det samme. Jeg tror, at debatten [om gælden] vil fortsætte. Det bedste nogen kunne sige om gældskommissionen og deres forslag var, at det var begyndelsen på en længere proces, en uddannelsesproces, hvor det skal stå klart for amerikanerne, at gældsbyrden på længere sigt er et problem, for dem så vel som for andre lande.

Men min påstand er fortsat, at selv de republikanere, der taler om det som den højeste prioritet, i bund og grund er af den opfattelse, at amerikansk økonomi fungerer på nogle andre betingelser end andre økonomier, og at gælden derfor ikke er så stort et problem for USA, som den er for de fleste europæiske lande. Derfor tror jeg det vil tage lang tid før man debatten for alvor udmønter sig i politisk handling.