Mchangama og Jens Jonatan Steen: Den bedste idé, politikerne har overset

Mchangama og Jens Jonatan Steen: Den bedste idé, politikerne har overset

04.12.2011


RÆSON giver fire røde og fire blå tænkere 10 minutters fri taletid til at præsentere én idé, som politikerne ikke har skænket nok opmærksomhed. Chefjurist i CEPOS Jacob Mchangamas idé: Tilbagerul de sidste 10 års lovgivning, der har forringet retssikkerheden og den personlige frihed. Analysechef i CEVEA Jens Jonatan Steens idé: Styrk det deltagende demokrati.

INTERVIEWS af Lasse Marker

Læs også
Kristian Weise og Martin Ågerup: Den bedste idé, politikerne har overset (GRATIS)
Kurrild-Klitgaard og Per Kongshøj: Den bedste idé, politikerne har overset (GRATIS)


Jacob Mchangama: Vi har forsømt retsstaten

Den personlige frihed er afgørende i et liberalt demokrati, men de sidste 10 år har VK-regeringen indført de mest drastiske forringelser af retssikkerhed og personlig frihed siden retsopgøret efter 2. Verdenskrig, siger Jacob Mchangama, der er chefjurist i CEPOS.

Det er ikke en nytænkning som sådan, men jeg synes, at retsstaten har været groft negligeret af det borgerlig-liberale Danmark. I løbet af de sidste 10 år er der under en VK-regering blevet indført de mest drastiske forringelser af retssikkerhed og personlig frihed siden retsopgøret efter 2. Verdenskrig. Med ganske få undtagelser som mindre brug af isolationsfængsling og Foghs forsvar af Muhammedtegningerne, så har der ikke været fokus på personlig frihed og retssikkerhed. VK-regeringen kom til lige efter 9/11, så det er klart, at man blev nødt til at indføre nogle tiltag mod terrorisme. Man blev nødt til at give efterretningen flere ressourcer og beføjelser, men det burde være blevet fulgt op af stigende parlamentarisk og retslig kontrol med efterretningstjenesten. Det er ikke sket. Lande som Norge, Storbritannien, Tyskland og USA har et langt mere effektiv kontrol med efterretningstjenesten end i Danmark. Man har indført tiltag i forhold til overvågning og en for bred definition af terror – og man har bredt ting fra terrorlovgivningen over på andre områder – eksempelvis i forhold til bandekriminalitet. Man har vedtaget en politilov, der giver politiet ret til at foretage administrative frihedsberøvelser, som vi så under COP15, hvor man anholdte flere 100 personer, som byretten senere fandt uberettiget – ligesom man har indført visitationszoner, hvor man kan stoppe borgere uden konkret mistanke.
Et andet område er indsatsen mod socialt bedrageri. Et borgerligt projekt havde måske været at nedbringe antallet, der er på offentlige ydelser, snarere end at indføre en meget vidtgående kontrol- og overvågningssystem i forhold til dem på overførselsindkomster. Det har for eksempel medført, at pensionister skal melde sig på kommunen, når de rejser ud af landet i længere tid, og melde det, når de kommer tilbage. Man har oprettet kontrolteams i udlandet, der skal tjekke danske borgere. Kommuner har oprettet websides eller hotlines, hvor man kan angive hinanden. På det område er retssikkerheden bedre for en mistænkt terrorist end for en almindelig dansker – eksempelvis en pensionist, hvor offentlige myndigheder uden retskendelse og uden begrundet mistanke kan kigge på deres økonomiske oplysninger.
Der har været en tendens – godt nok i det små – til at indføre internetcensur, for eksempel i den nye lægemiddelstyrelseslov og i forhold til den nye spillelov, som snart træder i kraft. Modsat af, hvad VK lovede, da de kom til magten, hvor man lovede at styrke grundlovens paragraf 72, der beskytter privatlivets fred, har vi under VK-regeringen set en markant stigning i antallet af love og regler, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom. Der er under VK kommet flere regler og love – og de er blevet længere og mere omfattende. Og man har ikke gjort op med tendensen til forbud. Man har snarere været meget villig til at indføre forbud og påbud i lovgivningen. Skadesprincippet er for længst blevet forladt. VK har for eksempel indført en rygelov, hvor ejendomsretten tilsidesættes af staten, der går ind og bestemmer, om en ejer af en cafe eller resturent må tillade sine kunder at ryge – uanset at man som gæst bare kunne finde et andet sted. Man har også brugt symbollovgivning, for eksempel med knivlov, hundelov osv.
24-årsreglen har trods alt været et mere acceptabelt indgreb – men der er bedre løsninger: eksempelvis at afskære den, der kommer til landet for offentlige ydelser i et langt stykke tid og sørge for, at den herboende ægtefælle økonomisk kan forsørge sin ægtefælle, der kommer til landet.
Man kunne have forventet, at en borgerlig regering ville have styrket en række områder. For eksempel ytringsfriheden: her har man ikke gjort op med blasfemiparagraffen, racismeparagraffen eller ændret injurielovgivningen. Selvfølgelig med den klare undtagelse med Muhammedtegningerne, hvor man stod fast.
Den personlige frihed er vigtig, fordi præmissen i et liberalt demokrati er, at staten er til for borgernes skyld og ikke omvendt. Grunden til, at vi har en stat i det hele taget, er, at den skal beskytte vores frihed mod de overgreb, som vi ellers muligvis ville begå mod hinanden. Men ikke at den skal krænke vores frihed. Der skal gælde nogle klare principper for, hvad staten kan udsætte os for. Og den grænse er blevet rykket de sidste 10 år, hvor retsstaten er blevet forsømt.


Jens Jonatan Steen: Styrk det deltagende demokrati

De sidste 50 år er det deltagende demokrati blevet reduceret til en abstrakt tanke, som Danmark kun har været villig til at kæmpe for på udebane. Med inspiration fra udlandet – fra det canadiske borgerinddragelsesprojekt ”Civic Lotteries”, Fagforbundets bottom-up tilgang i Norge og ”London Citizens” i England – bør vi kæmpe for at igen at styrke det deltagende demokrati, siger Jens Jonatan Steen, der er analysechef for Cevea.

Noget brugt, noget glemt, noget rødt og noget nyt. Sådan kan man med en let omskrivning af bryllupstraditionen beskrive den danske venstrefløjs forhold til det langsomt falmende demokrati. BRUGT fordi venstrefløjen har taget demokratiet for givet. GLEMT fordi venstrefløjen ikke længere kræver demokratiets udvidelse. RØDT fordi demokrati var grundpillen i den oprindelige demokratiske socialisme. NYT fordi vi mere end nogensinde har brug for at styrke demokratiet til at gøre op med den stigende magtkoncentration i finanssektoren, den vedvarende teknokratisering af det politiske system og den hastigt voksende ulighed. De udfordringer kræver mere og ikke mindre demokrati.
Den grundlæggende udvidelse af demokratiet er sandet til de sidste 50 år. I den periode er det deltagende demokrati blevet reduceret til en abstrakt tanke, som nationen Danmark kun har været villig til at kæmpe for på udebane, når vi har forsøgt at sætte skub i det arabiske forår eller redde den tredje verden.
For det første, har venstrefløjen selv svigtet ved at overlade kampen for det demokratiske medborgerskab og opgøret med den globale kapitalisme til staten. Det blev staten, der fik ansvaret for at redde os alle sammen. Det betød at budskabet på arbejderbevægelsens gamle røde faner blev droppet; det var ikke længere ’pligt før ret’. Det blev i stedet til rettigheder og krav over for velfærdsstaten. Netop denne pointe beskrev Svend Auken i sit politiske testamente: ”Udbygningen (af velfærdsstaten, red.) var rigtig. Men man kan diskutere, om det med bare at fylde mere på de eksisterende systemer var den rigtige metode. Om ikke man skulle have taget en meget mere kritisk vurdering af hvert eneste tiltag”. Den kritiske tilgang til staten blev erstattet af en stærk professionalisering og teknokratisering af velfærdsstaten, som betød at embedsmænd fjernt fra alminelige menneskers hverdag skulle lede vores samfund og fra skriveborde på Slotsholmen beslutte hvad der var de objektivt rigtige løsninger. Staten begyndte gradvist at tjene sine egne interesser.
For det andet, så har de borgerlige kræfter svigtet ved at afvikle og underminere de demokratiske institutioner, som tidligere har holdt det fri marked i hævd. Konservative og især liberalistiske kræfter vil ud fra deres dogmatiske udgangspunkt altid sætte de frie markedskræfter over de demokratiske beslutninger. Markedstænkningen gør demokratiet til et nødvendigt onde, der altid skal holdes nede i den mest begrænsede form. Som vi har set på det seneste, har frimarkedstænkerne haft stor succes med at skabe en ’Leviathan’ af en finanssektor, som i dag er afkoblet fra almindelige mennesker hverdag. Dette marked tjener udelukkende egne økonomiske interesser.
Kort fortalt har troen på staten og det frie marked betydet, at medborgerskabet, civilsamfundet og det deltagende demokrati er blevet skubbet i baggrunden. Alt det, vi tidligere har brystet os af i Danmark, er ved at blive lavet om til en støvsamlende udstilling på Nationalmuseet. Men selvom venstrefløjen har svigtede denne opgave og har trådt vande i forhold til at genoplive det levende demokrati, så er og bliver det vores opgave. Den folkelige forankring, der skabte fagbevægelsen, kooperative bevægelse, foreningslivet og andelsbevægelsen viser det enorme historiske potentiale i inddragelse. Men samtidig skal vi også trække på en lang række internationale eksempler, som kan bidrage til at vække det deltagende demokrati til live.
En første inspirationskilde kunne være det canadiske borgerinddragelsesprojekt ”Civic Lotteries”. Det canadiske projekt har haft til formål at inddrage en række repræsentativt udvalgte borgere til at få medindflydelse på budgetlægning for en række sygehuse i Toronto-området. Borgerne deltog i et forløb med både læring, dialog og konkret interaktion omkring mulige budgetscenarier. Resultatet blev ny retning, nye visioner, nye prioriteringer og ny legitimitet for de regionale sundhedsorganisationer.
En anden relevant inspiration kunne være modelkommunerne fra Norge. I Norge har landets største fagforening ’Fagforbundet’ sat sig i spidsen for en række forsøg med en bottom-up tilgang til udviklingen af den lokale og borgernære velfærd. Modelkommunerne tager udgangspunkt i et ligeværdigt tre-partssamarbejde på lokalt niveau mellem kommunalpolitikere, forvaltning og medarbejdere. Her er løsningerne ikke givet fra centralt hold, men skabt i samarbejde. Forsøget har fra starten været et svar på de nyliberalistiske styringsparadigmer, som f.eks. New Public Management. Derfor har man ønske at sætte medarbejderne og borgerne i centrum. De videre skridt i forsøgene er nu udbredt til nationalt plan og satser på udvidet borgerinddragelse.
Et tredje eksempel på udvidelse af demokratiets rammer kunne være London Citizens. Projektet fra London har været meget orienteret mod lokale kampagner og nye former for aktivt medborgerskab. London Citizens samler fagforeninger, skoler, religiøse institutioner, borgergrupper og studenterorganisationer i en fælles bevægelse for bedre sociale levevilkår. Ved senest kommunalvalg gennemførte de tusindvis af lyttemøder med mennesker, der aldrig før havde været engageret i politik, men fik mulighed for at stille krav til politikerne før de stod i stemmeboksen. De arbejdede mod grådige arbejdsgivere og gennemførte en permanent kampagne ”SafeCities”. Kampagnen forsøgte i opgøret med den stigende kriminalitet at etablere et alternativ til øget overvågning og mere politi, hvor man engagerede især unge og butiksindehavere i lokale initiativer. Befolkningen tog direkte ansvar for egne løsninger.
Generelt viser de utallige eksempler lige fra ’Occupy Wall Street’ i New York over 3F’s indsats i Tingbjerg under valgkampen til ’Tag gaderne tilbage’ på Nørrebro, at det folkelige medborgerskab lever, og at danskerne fortsat er villige til at tage ansvar for samfundsudviklingen. Det er disse borgere, deres organisationer og deres engagement, som det politiske flertal i Danmark skal realisere.
Det deltagende demokrati har potentiale til at udgøre den stærkt påkrævede fornyelse af venstrefløjen og samtidig sikre en mere rimelig fordeling af magten i samfundet.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Claus Hjort (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) i debat under valgkampen (foto af Kubulus).