16.12.2011

Det bliver et dæmpet dansk arbejdsformandskab, der 1. januar sætter sig for bordenden i EU. Det siger EU-ekspert Marlene Wind til RÆSON. Danmark skal ikke gå efter egne mærkesager og store overskrifter, men sørge for at holde sammen på et presset.

INTERVIEW af Sidsel Korsgaard

RÆSON: Hvilken politisk betydning har EU-formandskab normalt?
Marlene Wind: Der er ikke noget, der hedder normalt endnu, for vi har fået en ny traktat for to år siden [Lissabontraktaten, red.], som fuldstændig har ændret på, hvad det vil sige at være formandsland. Tidligere var det en meget tung post, hvor man profilerede sit eget land rigtig meget og havde nogle mærkesager, man gerne ville have fyret af. I dag er det noget helt andet. Det er et arbejdsformandskab, hvor man ikke prøver at positionere sig selv og tage de store overskrifter. I stedet handler det om at levere varen på alle detaljerne og køre EU’s budget igennem.

RÆSON: Lige nu taler alle om eurokrisen, traktatændringer og så videre. Hvor frie hænder har Danmark til at definere en dagsorden for sin formandskabsperiode?
WIND: Vi har ikke særlig frie hænder, for sandsynligvis kommer vi til at håndtere en økonomisk krise, som vi dog ikke får hovedrollen i at håndtere. Det, forventer alle, bliver overladt til eurozonen. Men eurokrisen og traktatdebatten kommer til at fylde meget i al EU-politik de næste seks måneder, det er der overhovedet ingen tvivl om. Alene det juridiske i en traktatændring bliver en jungle at finde ud af. For eksempel er spørgsmålet om, hvordan en mellemstatslig aftale kan sanktioneres af overnationale institutioner fuldstændig uklart, og noget man vil komme til at drøfte. Samtidig skal de ni lande, der står udenfor, melde ind om de vil være med. Dét vil komme til at tage overskrifter og fylde meget i medierne. Og dermed bliver der ikke særlig meget plads til dét, som Danmark egentlig gerne ville have sat på dagsordenen. Der vil selvfølgelig komme fokus på de punkter, Danmark lægger frem, men de vil bare ikke tage dagsordenen, og de kan være vanskeligere at forhandle på plads.
RÆSON: Hvordan skal vi læse de prioriteter for formandskabsperioden, som regeringen har lagt frem i disse dage?
WIND: Vi har set dagsordener om klima, grøn vækst, at genskabe vækst i EU, klima, energi, miljø, fødevarer, retspolitik, integration, EU i verden og forhandlingerne om EU’s budget (de finansielle perspektiver, red.). Det er det, man har tænkt sig at fokusere på, og det kommer man også til at fokusere på. Men formandskabet handler i høj grad om krisestyring, og det regner man med vil fylde meget det kommende halve år. Så derfor er man ikke meget for at lægge alt for detaljeret frem, hvad man skal måles på. Jo mere uspecifikt det er, jo lettere er det bagefter at sige, at man har nået det, man satte sig for.

RÆSON: Regeringen har ventet helt indtil nu med at melde endeligt ud, hvilke prioriteter den har for formandskabsperioden. Hvad siger det om den måde, Danmark kører sit EU-formandskab?
WIND: Det er klart, at ministeriet har ventet med en udmelding, fordi man hele tiden holder hesten og venter på at se, hvad der sker. Hvor lander krisen? Hvordan skal man i sidste instans skrue det sammen og lancere Danmarks program, når vi nærmer os 1. januar? Det har man ventet med, fordi der er så mange usikkerhedsparametre – og det tror jeg egentlig er meget klogt. Til gengæld er der en masse journalister, der har spurgt mig, hvorfor den danske regering ikke allerede melder ud nu, hvad vi mener om traktatændringer og euroobligationer. Men her er det i hvert fald klogt at lade være. Det viser faktisk, at vi har med en professionel håndtering af formandskabet at gøre. Hvorfor? Fordi Danmark ikke allerede før formandskabet – og især ikke når vi står uden for eurozonen – skal komme med alle mulige gode råd og meninger om alt mellem himmel og jord, der i princippet angår eurozonen. Vi skal holde os tilbage, og så må vi så tage stilling til, hvad vi mener, når de andre har lagt sig fast på, hvad det er, der skal ske. Sådan er det bare, når man ikke er med i eurozonen, og når man samtidig er formandsland. Så er den primære opgave at holde lav profil og prøve at få enderne til at mødes. Det er allerede meldt ud for længe siden, at det er et arbejdsformandskab. Der kommer ikke engang et topmøde i København, men i Horsens, så vidt jeg har forstået.
RÆSON: Hvad betyder det, at det er i Horsens og ikke i København?
WIND: Det betyder, at man ikke prøver at sælge det som en stor begivenhed i København eller som en dansk begivenhed, hvor man ser cortager af biler komme kørende. Det bliver slet ikke en medieevent, som det var i 2002, da Danmark var formandsland sidste gang.

RÆSON: Nu taler du om, at Danmark får en meget underspillet rolle som EU-formandsland. Gør det overhovedet nogen forskel, at vi har fået en ny regering for kort tid siden?
WIND: Jeg synes for det første, at vi har at gøre med nogle meget professionelle politikere med meget stor EU-erfaring. Margrethe Vestager er en dreven tidligere minister, og Helle Thorning-Schmidt kan skilte med et meget internationalt CV, som langt overgår, hvad den tidligere statsminister kunne vise frem. Alene det, at Thorning har en tung international ballast – hun taler flydende fransk, osv. – vil alt andet lige stille hende langt bedre end rigtig mange andre danske og også flere europæiske statsledere. Det, tror jeg, vil komme til at gøre en forskel. Og hvad angår dagsordenen, kan man også se på de punkter, der er lagt frem, at der selvfølgelig vil komme fokus på bl.a. beskæftigelse og grøn vækst. Men hvad man konkret kan gøre, er selvfølgelig et spørgsmål. Det er ikke sikkert, at man kan gøre ret meget, når det kommer til stykket, fordi alle skal spare. Men hele omlægningen til investering i forskning og teknologi, der kan være med til at udvikle og understøtte arbejdspladser inden for grøn vækst, vil være noget af det, man vil have allermest fokus på. Og så kommer der også rigtig meget fokus på retspolitikken, hvor der ligger en kæmpestor bunke lovforslag i EU, der er på vej igennem møllen. Der vil Danmark skulle sidde for bordenden, selvom vi har forbehold. Det vil blive et stort arbejde, sammen med selvfølgelig EU’s budget, som også kommer til at fylde rigtig meget.

RÆSON: Efter aftalen ved sidste EU-topmøde sagde Jørgen Ørstrøm Møller sagde til Ræson, at dét at stå uden for euroen ikke bare mindsker Danmarks indflydelse på eurosamarbejdet, men også på andre dele af EU-samarbejdet. Er du enig i denne vurdering?
WIND: Jeg tror, at det fremadrettet bliver et stort problem, fordi vi får et Europa i to-tre hastigheder – det har vi jo allerede fået med det dramatiske topmøde i Bruxelles 8-9. december. Der vil det blive eurozonen, der kommer til at tegne samarbejdet udadtil. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at være et land, der kun er med i anden eller tredje division. Så det får Ørstrøm Møller på længere sigt ret i, tror jeg. Nu kommer det nok til at betyde noget, om Danmark går med i den nye finanspagt eller ej. Men helt overordnet tror jeg stadigvæk, at Danmark har et godt omdømme, i hvert fald på det lavpraktiske – at få forhandlet tingene på plads til tiden, logistikken, osv. Vi er gode til at undlade hele tiden at ”flagge” vores egne synspunkter åbenlyst, hvilket dog ikke betyder, at vi ikke har nogen og ikke arbejder for dem. Vi vil have stor indflydelse på meget af det, vi skal forhandle igennem i det kommende halve år, men på længere sigt tror jeg, at Ørstrøm Møller har ret i, at det bliver meget vanskeligt for et lille land, der står uden for eurozonen, at få ret meget indflydelse på rigtig mange områder. Så der vil man cementere den her opdeling i første, anden og måske tredje division. Der bliver et Kerneeuropa, hvor der er nogen, der fører an, og så nogen, der halter bagefter.

RÆSON: Hvad, vurderer du, bliver den vigtigste opgave for Danmark at løse under formandskabet?
WIND: Jeg tror faktisk, det bliver at holde sammen på et EU med – hvis ikke 27 medlemmer, da Storbritannien nu har kørt sig selv ud på et sidespor, så i hvert fald 26. At sørge for, at det her Europa i to-tre hastigheder ikke går fuldstændig amok. Det bliver en vigtig opgave at sørge for at de 9 lande plus UK, der er uden for eurozonen, stadig føler, at de bliver lyttet til, selvom vi altså har en gruppe på 17 eurolande, som har nogen helt særlige interesser og ikke nødvendigvis er interesseret i at involvere de 10 ikke-eurolande, der står udenfor. Så den vigtigste opgave bliver at holde linjen varm mellem de to eller tre grupper.
RÆSON: Hvordan kan Thorning gøre det?
WIND: Det kan hun gøre ved konstant og hver eneste gang, hun er sammen med Merkel og Sarkozy og de andre topledere fra eurozonen, at understrege, at vi skal have information: Vi vil gerne briefes, vi vil gerne involveres, vi vil gerne være med. Hun skal huske de andre på, at det trods alt stadig er ét Europa for 27 lande. Vi skal blive ved med at insistere på det og sætte foden ned hver gang, der er den mindste tendens til, at eurolandende kører deres eget løb. De 17 eurolande deler et skæbnefællesskab og vil have en helt naturlig tendens til at holde kortene tæt ind til kroppen, hvis det bliver nødvendigt. De kæmper for at få euroen til at overleve – til alles bedste, for hele eurozonen vil opleve en økonomisk nedsmeltning, hvis euroen bryder sammen. Så det er fair nok, at de har deres egen dagsorden, og det siger Helle Thorning-Schmidt også. Men min opgave er bare, siger hun, at det er 27 lande der er med, og at de 10 ikke-eurolande ikke bliver glemt.

Sidsel Korsgaard (f.1986) kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet på DR Nyheder og været i praktik hos en dansk interesseorganisation i Bruxelles. For øjeblikket under uddannelse til fagjournalist på Journalisthøjskolens tillægsuddannelse. ILLUSTRATION: Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt og EU-præsident Herman van Rompuy (pressefoto).