Lene Espersen om Syrien: BRIC-landene svigter – ingen indgriben uden dem

Lene Espersen om Syrien: BRIC-landene svigter – ingen indgriben uden dem

25.08.2011


”BRIC-landene må lære, at når man ønsker at være en økonomisk supermagt, så hører der altså også et politisk ansvar med, og det har de ikke påtaget sig endnu,” siger udenrigsminister Lene Espersen til RÆSON. Alligevel skal vi ikke gribe ind uden dem: ”Det eneste, vi kan gøre, er at lægge et pres på dem, for det er kun, hvis hele det internationale samfund lægger pres på, at jeg tror, al-Assad ender med at give op.” Hun vil ikke svare på, at om vi skal være med, hvis en gruppe arabiske og vestlige lande uden om FN griber militært ind for at stoppe overgrebene på civile.

Af Magnus Boding Hansen, RÆSONs ansv. chefredaktør

Er vi i starten eller slutningen af Det Arabiske Forår?
Det Arabiske Forår får konsekvenser for de arabiske lande, som ikke har været igennem en transformation. Vi ser det lige nu i Syrien. Der er et stigende internationalt pres for, at regimet må indse, at deres tid er slut. Og jeg synes faktisk, man kan se på de atypiske reaktioner fra en del af den arabiske verden, at Det Arabiske Forår har fået dem til ændre den politik, de ellers har ført i årevis. Det bedste eksempel er jo Saudi Arabien…

Og det værste eksempel er Syrien, så lad os lige holde fast i dem. De har ikke ændret adfærd på grund af nationalt og internationalt pres. Kan du forklare mig i én sætning, hvorfor Gaddafi skulle fjernes, fordi han planlagde massive drab på oprørere, mens al-Assad ikke skal fjernes, trods massive drab på oprørere?
Vi har meldt klart ud fra dansk side, at vi anser Assad for at være illegitim, og vi har været i den absolutte hardliner-kerne af EU-lande, der mente, at det simpelthen kun kunne gå for langsomt med at påføre sanktioner og politisk pres, og ikke mindst få Sikkerhedsrådet til at træde i karakter ligesom i Elfenbenskysten og Libyen.

Men det har jo tydeligvis ikke virket…
Problemet har været, at hverken Den Arabiske Liga eller regionens lande har haft mod og lyst til at forholde sig til Syrien. Men der arbejdes lige nu på en meget vidtgående sikkerhedsresolution. Den har vores fulde støtte. Jeg er da helt overbevist om, at også når det drejer sig om Syrien vil vi opleve, at nogle af de bagstræberiske lande med tiden vil mørnes så meget, at de indstiller sig på, at det internationale samfund må gøre noget mere for at hjælpe Syrien.

Der har været sanktioner i lang tid nu, og civile dræbes stadig, så de virker altså ikke. Hvor lang tid skal der gå, før vi gør noget andet, griber ind militært fx?
Sanktionerne virker sådan set. De sanktioner, vi startede med, var smarte, fordi de har haft den effekt, at dele af regimet i meget høj grad er klar over, at det internationale samfund er ved at vende dem ryggen. Vi har med vilje undladt at bruge de sanktioner, som rammer meget hårdt, men som også rammer civilbefolkningen. Men de seneste ugers begivenheder har gjort, at både USA og EU har valgt at sige, at nu tager vi også dem i brug. Det gør, at regimet inden for ganske få måneder i den grad kommer til at mangle penge. Det bliver både olieembargoer og sanktioner imod telefonselskaber og andet, hvor regimet har store ejendele. Men vi er alvorligt handicappede af, at Sikkerhedsrådet – og ikke mindst BRIC-landene – i meget høj grad har været med til at forhale tingene, og simpelthen har valgt at sige, at vi blander os ikke i andre landes interne anliggender; de har valgt at vende det blinde øje til i meget langt tid. Det eneste, vi kan gøre, er at lægge et pres på dem, for det er kun, hvis hele det internationale samfund lægger pres på, at jeg tror, al-Assad ender med at give op.

Det sker måske aldrig. Så hvis USA/Frankrig/England opgiver at overtale Sikkerhedsrådet til at give et FN-mandat til at intervenere, og vælger at give militær støtte til oprørerne på jorden uden om FN, fordi der ikke er andre muligheder for at stoppe al-Assads drab på civile, er Danmark så klar til at være med?
Det er meget afgørende for os, at det internationale samfund bakker op, herunder også Den Arabiske Verden, og Den Arabiske Liga bakker op om de initiativer, vi tager. Der er grundlæggende nogle store forskelle mellem Syrien og Libyen. En af dem er jo, at oppositionen i Syrien meget klart har sagt, at de under ingen omstændigheder ønsker nogen form for militær indgriben fra andre lande.

Hvis oppositionen ombestemmer sig, og de arabiske lande er med, er vi så også?
Jeg kan slet ikke forestille mig et scenarie, hvor det halve af verden vælger at sidde med armene over kors, mens civilbefolkningen bliver slagtet, og at nogen uden om FN så skulle tage sagen i egen hånd.

Det sker jo hele tiden: Rwanda, Darfur, Kosovo og lige nu på nubaerne i Sudan og Vestpapua i Indonesien. Jeg er med på, at situationen er hypotetisk, men den er ikke urealistisk. Hvis den opstår – hvis Sikkerhedsrådet ikke kan enes og en gruppe arabiske og vestlige lande udenom det griber ind – er Danmark så med?
BRIC-landene må lære, at når man ønsker at være en økonomisk supermagt, så hører der altså også et politisk ansvar med, og det har de ikke påtaget sig endnu. Så min holdning er bestemt ikke at begynde at tale om alternative scenarier, hvor der kun er en lille gruppe af lande, der skal rydde op. Jeg synes, hele det internationale samfund skal vise, ligesom med Elfenbenskysten og Libyen, at vi står sammen, når det rigtigt gælder.

Jeg får dig ikke til at svare?
Nej, for det er et hypotetisk spørgsmål, som jeg overhovedet ikke forholder mig til, fordi jeg faktisk er optaget af, at FN skal udfylde den rolle, som vi har tiltænkt FN.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør og redaktør for krig og fred. Kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Har skrevet til Information fra Sydsudan og Haiti og været praktikant på DR2 Udland.