Lars Trier Mogensen om Norge: Den tavse accept fra den borgerlige mainstream har delvist legitimeret og bekræftet de højreradikale besættelsesfantasier

Lars Trier Mogensen om Norge: Den tavse accept fra den borgerlige mainstream har delvist legitimeret og bekræftet de højreradikale besættelsesfantasier

24.07.2011


RÆSON spørger en række danske iagttagere om begivenhederne i Norge: Christopher Arzrouni, debatredaktør på dagbladet Børsen og herunder Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet på dagbladet Politiken:

Interview af RÆSONs chefredaktion

1. Har den offentlige debat om islamisme mm bidraget til den forbrydelse, vi har set i Norge?
LARS TRIER MOGENSEN: Ja, debatten om udlændinge er gradvist blevet så virtuel og verdensfjern, at det ikke overrasker mig, at en enkelt vanvittig person pludselig kan miste fatningen og begå et ideologisk motiveret terroranslag mod vores åbne samfund i Norden. Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk. Tilfældet Anders Breivik har tilsyneladende taget højrefløjsretorikken om ’frihedskæmpere’, ’borgerkrig’ og ’landsforrædere’ – som vi også kender fra Danmark – for pålydende. Hans ekstreme karakter findes der heldigvis ikke mange af i verden, men når tilpas mange anonyme bloggere og andre hadprædikanter på den yderste højrefløj får friløb til at overtrumfe hinanden som i et andet freakshow med stadig mere rablende dommedagsprofetier om Europas undergang, kan det jo, som tragedien viser, ende med, at en type som Breivik pludselig begynder at forveksle vrangbillederne med virkeligheden, og ser f.eks. unge socialdemokrater som angrebsmål.
      Det fundamentale princip om, at alle holdninger naturligvis skal kunne ytres i et frit samfund, og alle demokratiske strømninger selvfølgelig skal kunne repræsenteres i et demokrati, er i de senere år degenereret til en misforstået tolerance og blødsøden eftergivenhed over for totalitære tendenser. Desværre har politikere og meningsdannere fra det politiske centrum ikke turdet gå tilstrækkeligt hårdt op imod den højreradikale parallelvirkelighed, som Breivik bestemt ikke er alene om at udbrede, og som derfor har fået lov til at flytte grænserne for, hvad der er meningsfyldt at ytre. Den tavse accept fra den borgerlige mainstream har delvist legitimeret og bekræftet de højreradikale besættelsesfantasier. Som kontrast kan nævnes Socialdemokraternes historiske og ærefulde tradition for at lægge konsekvent afstand til enhver form for revolutionsromantik på den yderste venstrefløj, f.eks. Rote Arme Fraktion og andre bestialske forbryderbander. Desværre har borgerlige partier og politikere ikke i samme omfang turdet trække en klar grænse over for det galopperende vanvid.
Ingen andre end Anders Breivik, samt eventuelle medskyldige, kan og skal stå til direkte ansvar for massemordet. Men i den bredere offentlighed bør terrorangrebet i Norge mane til eftertanke og sætte gang i en selvransagelsesproces, hvor alle demokratisk-sindede debattører forholder sig til, hvordan det kunne komme så vidt, at Danmark og den danske VKO-regering hyldes af Breivik og hans meningsfæller. Her er ikke tale om et ’blame game’, ’guilt by association’ eller ’kollektiv skyld’, men ene og alene et krav om, at også borgerlige meningsdannere begynder at forholde sig til, hvorfor den nye højreekstremisme har fået lov til at vokse så stærkt frem – uden at møde samme hårde modstand, som venstreekstremismen heldigvis gjorde i 1970’erne og frem.

2. Zenia Stampe skriver på Politikens site (24/7): “Vi har i 10 år hørt moderate muslimer lavmælt bede os om at se den ekstremistiske terror som gale menneskers værk og ikke som en del af den muslimske tankeverden. Måske skulle vi have lyttet bedre efter. Fuldkommen på samme vis bør vi ikke forfalde til at acceptere dette som en politisk handling fra den kristne nationalistiske højrefløj mod det norske demokrati.” Har hun ret?
LARS TRIER MOGENSEN: Nej, for det var jo et ideologisk motiveret terrorangreb, der har hentet syg næring blandt hundredvis af bloggere og debattører på den yderste højrefløj. Selv om jeg godt forstår idealet om ikke at generalisere og dæmonisere, er vi nødt til at holde hinanden til ansvar for de holdninger, vi enten ytrer eller sympatiserer med. Og når man flirter, accepterer eller ligefrem støtter krigeriske og autoritære tanker, der tydeligvis medvirker til at opildne til vold, kan man ikke flygte fra ansvaret, når ordene pludselig bliver dødeligt alvor. Fordi Breivik er kristen nationalist, og han har begået et ubegribeligt massemord, kan man selvsagt ikke slutte, at alle kristne nationalister er terrorister. Det ville være absurd. Men ligesom dele af venstrefløjen – med rette – er blevet stillet til regnskab over for deres anløbne forståelse for og fascination af venstreekstremismen i 1970’erne, må også alle dem, der i de senere år har tordnet mod ’kultur-marxister’, ’dhimmier’ og ’kosmopolitter’, også stå til regnskab nu. Stå til regnskab for effekten af deres dybt reaktionære revolutionsromantik; konsekvenserne af den hallucinerede ’hate speech’, som de har været med til at sprede i syge menneskers hoveder. Ord er aldrig ansvarsfri. Og passivitet er også en måde at handle på.

3. Har vi i Europa undervurderet truslen fra det højre-ekstremistiske miljø?
LARS TRIER MOGENSEN: Ja, de norske myndigheder har i hvert fald. Det virker uforståeligt, at en tidligere lokalformand for Fremskrittspartiet, der i årevis har spredt højreradikal tankevraggods på nettet, kan få lov til at købe kunstgødning – uden at blive registreret, overvåget og opsøgt af politiet. Tragedien i Norge bør være et alarmopkald, der minder myndighederne i alle vestlige lande om, at de største trusler kommer indefra.

4. Vil begivenhederne i Norge generelt føre til mere overvågning, mere sikkerhed ved offentlige arrangementer m.v.?
LARS TRIER MOGENSEN: Ja, med god grund. Desværre er der en historisk tendens til, at ensomme tosser kan finde på at kopiere andres vanvittige gerninger, såkaldte ’copy cats’, og derfor kan man frygte, at der i de kommende måneder og år vil være psykopater, der kan finde på at angribe demokratiske symboler og personer. Sådan har mønsteret været med både den islamistiske og separatistiske terrorisme, og sådan risikerer det også at blive med den højreekstremistiske terror. Forhåbentlig har PET bedre tjek på situationen i Danmark, end det norske efterretningsvæsen havde i Norge. Dog er der grund til at erindre om, at terror fortsat er en statistisk set helt usandsynlig hændelse, og at ingen borgere derfor skal lade deres liv påvirke af gale menneskers ideologiske psykoser. Som den norske statsminister Jens Stoltenberg flot sagde efter terrorangrebet: ’Ingen skal få bombe oss til taushet. Ingen skal få skyte oss til taushet. Ingen skal noensinne få skremme oss fra å være Norge’«.