KRONIK: Hvorfor bliver vi ikke klogere?

KRONIK: Hvorfor bliver vi ikke klogere?

10.05.2011


af Jacob K. Nielsen

Det, der foregår i den politiske offentlighed, er ofte dumt. Alligevel accepterer vi, at det ikke er i politikernes reelle interesse at forandre offentlighedens vilkår. Vi accepterer, at den demokratiske sportslogik, der tæller stemmer og anskuer tiden i turneringsmoduler á cirka fire år, står i vejen for den ikke mindre demokratiske interesse i større, fælles sammenhænge. Politikernes dumhed kan ikke tilskrives enkeltstående personer. De viser os, at vores samfund og vores institutioner har bemærkelsesværdigt svært ved at forfølge langsigtede interesser – uanset hvor åbenlyse de er – fordi vores kortsigtede løsninger kommer i vejen.

Klimapolitikken er et oplagt eksempel. Klimaet er en kompliceret sag; men der er ikke berettiget tvivl om, at vi bør have meget travlt med at kompensere for den globale varmeudvikling og ressourceafvikling, der er intensiveret i løbet af det 20. århundrede. Som bekendt er politikerne – verden over – alligevel nølende, fordi kompensationsarbejdet i første omgang er bekosteligt. Alle ved, at det selvfølgelig er meget dyrere at udsætte det; men den politiske vilje er bundet til interesser, der begrænser udsynet, for eksempel tragikomiske nationale hensyn og konkurrenceparametre. Ved den tv-transmitterede høring fra afslutningen af det frygtelige klimatopmøde i København 2009 kunne man som helt almindeligt gulvskrab korse sig over at iagttage præsidenten fra Maldiverne – der sad med sin reelle angst for både befolkningens og nationens udslettelse – blive ignoreret af den underordnede embedskvinde, Kina havde nedladt sig til at deltage med, fordi hun var mere optaget af at skaffe arbejdspladser til sine provinser end af øgruppernes nedtur i Stillehavet.

Alle kan stille spørgsmålet om, hvad der skal blive af kinesernes økonomiske mirakel, når det støder mod afviklingen af naturressourcerne, ligesom man kan spørge sig, hvad der skal blive af alle os andre. Problemet overskrider som bekendt nationale særinteresser. Alligevel cirkler de globale magter om hinanden og spørgsmålet om, hvem der skal betale. De såkaldt nye økonomier, som Kina og Indien, hævder Vestens historiske skyld (et tvivlsomt fænomen, i øvrigt), mens Vesten fokuserer på de andres vækstprognoser og kommende skyld. Den reelle skyld ligger imidlertid i selve udsættelsen, der udtrykker magternes paradoksale og sært selvvalgte magtesløshed.

Eksemplerne er utallige, men pointen er den samme: alle kan forstå, at det, der foregår er meget dumt; men forståelsen er tilsyneladende hjælpeløs overfor snæversyn og mere eller mindre symbolsk vold. Altså dumhed. Ikke uskyldig uvidenhed, men dumhed mod bedre vidende. Man kan spørge, om politikere er værre end andre mennesker? Altså onde? De er selvfølgelig ofte slet motiverede, når de søger administrativ magt over livs- og samfundsområder, de ikke ved noget om og meget sjældent får sat sig tilstrækkeligt ind i, fordi de i hovedsagen er på valg og til salg. Spillere. Som bekendt er det embedsværkets opgave at balancere de skiftende politiske vilkår ved at garantere for en kulturel vidensbasis, men hvis embedsværket er domineret af lige så dumme og karrierestrategiske kampe om ”adgang til ministeren” og sociale privilegier i øvrigt, kan det gå helt galt.

Selvom det lader sig gøre at konkludere, at politikere og administratorer er nogle forfængelige opportunister, der skøtter snævre egeninteresser og koster død og ødelæggelse mod bedre vidende, betyder det næppe, at de er meget værre end andre mennesker. Vi har alle sammen et problem med at internalisere og omsætte ”bedre viden.” Den finansielle sektor er åbenlyst styret af grådighed. Italienerne vælger selv Berlusconi den ene gang efter den anden. Vi aktualiserer alle sammen et tåbeligt, socialt udskilningsløb om tilegnelse af forbrugsgoder – og vi opdrager vores børn til det. Krig og undertrykkelse fra Vestafrika til Fjernøsten handler i hvert fald delvist om olieinteresser, selvom både mål og middel er en håbløs, kulturel investering. Og her var man gennem to verdenskrige, før man tog et første, nogenlunde seriøst livtag med den vesteuropæiske nationalisme. Selv er jeg ryger. Dumhed mod bedre vidende betegner simpelthen arten.

Det bibelske arvesyndsbegreb – om menneskets fundamentale iboende svaghed – må stamme fra selviagttagelse: vi er lige så dumme som Adam og Eva, og over det faktum skinner solen i Paradis såvel som i nutiden. Både dumhedens generelle gentagelighed som dens specifikke funktioner i det politiske, teknologiske og kulturelle liv udpeger, at vi ikke skal håbe på, at vi kan løse problemet ved at blive mere intelligente. Hvis intelligens defineres som evnen til at tænke sig til funktionelle ting, er vi alligevel ikke blevet bedre siden Aristoteles, cirka, selvom Kant eller Einstein selvfølgelig trænger sig på. I hvert fald er udvikling af intelligens ikke en fortløbende, progressiv proces. Men sagen er måske også, at dumheden – forstået som destruktiv forfængelighed mod bedre vidende – er et aspekt af intelligensen.
I den metafysisk undersøgende bibelfortolkning hos filosoffer som Walter Benjamin og Jacques Derrida, handler arvesyndsbegrebet i grunden om en mangel i historiens ophav, altså Gud, som viser sig i hans dialektiske spasmer mellem generøs skabelse og rasende ødelæggelse. Dumheden og (selv)destruktionen stikker altså dybt – uanset bevidsthedsniveauet i øvrigt. Gud er som bekendt alvidende og ufatteligt intelligent, men altså ikke desto mindre nem at tirre.

Hvis man udelukker Guds eksistens, og søger en naturvidenskabelig forklaring på dumheden, bliver problemet hverken mere bevægeligt eller nemmere at løse. Det ser ud som om menneskearten træder sin egen overlevelseskamp over tæerne. Det er en hård forenkling at forklare sociokulturelle præferencer med genetiske dispositioner, men ligesom celleudviklingen foregår hinsides enhver bevidsthed eller moral, ser det alligevel ud som om vores snævre hensyn til statuskampe, parringsmuligheder og tilegnelsen af de livsmidler, der skaber tryghed i sociale tilhørsforhold, afvikler muligheden for både anerkendelse, kærlighed og tryghed, uanset bevidsthedens videre interessehorisont.

Det ved vi også alle sammen: demonstrationen af subjektiv magt over kampens kortsigtede vilkår udtrykker på langt sigt en mere objektiv afmagt. Tænk på Anders Fogh Rasmussen, der vandt den ene kamp om den politiske dagsorden efter den anden, blot for at efterlade riget i en jammerlig forfatning (det være sig finanserne, miljøet, kulturlivet, uddannelsesniveauet eller krigsindsatsens historiske rationale).

Overlevelseskamp ligner et tankeløst spil med de til rådighed stående midler, hvor individer tilpasser sig omgivelserne for at gøre dem til ressourcer. Naturen rummer som bekendt både rovdyr og dovendyr, elefanter og sommerfugle i samtidighed og selvgenererende kredsløb – alligevel kan det sagtens lade sig gøre, at en art sejrer af helvede til og undergraver sine egne ressourcer. Kræftceller er et oplagt eksempel. De går under med værten, som også vi risikerer at gå under med verden.

Sådan set fortæller Det Gamle Testamente og Arternes oprindelse den samme historie: vi er dumme, fordi vi er.

Men hverken myter eller natur tilbyder mere end forskellige versioner af den samme dystre diagnose. Det efterlader et stadigt behov for en dynamisk, kulturel forskydning af ur- og naturgrundlaget. For selvom kulturhistorien i sig selv er en lang historie om grumme relationer mellem udvikling og afvikling, har vi ikke mulighed for at investere håb i andet end netop kultiveringen af såvel vores teknikker som vores selvbevidsthed, det vil sige innovationskraft, videnskab og (selv)kritik. Der er jo en grund til, at vi kan vide at vi er for dumme.

I en analyse af Casper Christensen og Frank Hvams Klovn udtalte Rune Lykkeberg 18. januar 2011 til – en metaironisk version af – P1s Agenda, at det generationstypiske træk ved karaktererne i Klovn er, at de lever med en forestilling om, at alt i den nære verden – det være sig etikken, pardannelsen eller social status – er hypermobilt, mens alt i den store, omgivende verden er ubevægeligt (det være sig kapitalismen eller pardannelsens og statuskampens strukturerende værdiparametre). Altså: individet kan alt inden for en meget snæver horisont, men alligevel intet i en større kontekst. Det kan ligne en forklaring på elendigheden i det aktuelle, politiske liv. Politikerne forsøger at erobre det, de kan, nemlig en lokal og kortsigtet magt, mens de lever med forestillingen om, at intet i den større, globale og historiske sammenhæng lader sig påvirke væsentligt.

Indsnævringen af det menneskelige mulighedsrum til små og lokale sammenhænge udtrykker som bekendt filosoffen Jean-Francois Lyotards postmodernistiske idé om, hvad der blev af kulturen, da det 20. århundredes ideologiske fortællinger sank i legitimitetskrise og overlod banen til de små fortællinger, som i Klovn er blevet til Casper og Franks småtskårne spil om kynisk eller ængstelig dumhed mod bedre vidende. Det er som bekendt pinligt, og herpå beror et vist håb, for der er vel grænser for, hvor megen skam vi kan bære uantastet. Det er en indforstået præmis for Klovns kulturkritik, at Lyotards postmodernisme er ganske præcis i sin beskrivelse af et mentalt forestillingsunivers hos den vestlige middel- og overklasse, men magtesløs overfor de store sammenhænge, som faktisk består og forløber, uanset deres eventuelle legitimitetskrise. Lyotards pointe er, at nutidsmennesket ikke kan have tillid til store fortællinger, fordi deres ideologiske forankring er påståelig og tom. Det er der måske noget om. Men selve denne kritik har selv deltaget i etableringen af en mere fejlagtig forestilling om, at der ikke eksisterer nogen store, sammenhængende fortællinger, men bare en tilfældig distribution af historiske begivenheder, som det postmoderne menneske ikke behøver interessere sig for, mens det fortaber sig i sine konsumerende mikrosystemer. Manglende ideologisk legitimitet er bare ikke det samme som betydningsløshed. Om man så accepterer, at såkaldt ’store fortællinger’ ikke kan legitimeres i klassiske definitioner af sandhed, frihed og retfærdighed, udfolder de sig jo alligevel. Økonomi, biologi, økosystemet, politik, religion og kulturel refleksion og opfindelse: der er ikke noget af det, der ikke hænger sammen. Problemet er selvfølgelig, at sammenhængene er indviklede, vanskelige at overskue og risikable at pille ved. Det påkalder en særlig forholdsmåde, når vi alligevel er nødt til at agere i denne stort skalerede uoverskuelighed, som dels påvirker os, dels påvirkes af os – også, når vi lader som om, den ikke gør det.

Måske forholder det sig sådan, at det er blevet nemmere at føle ligegyldighed i forhold til ”bedre viden” i takt med, at vores viden om verdens kompleksitet har nået et niveau, der unddrager sig nogen overskuelighed – for gid fanden havde det. Men som sociologen Ulrich Beck har sagt, handler det 21. århundredes store, fælles projekt om at undgå katastrofer. Dermed insisterer fordringen om kultivering – der til alle tider handler om, at vi skal blive bedre til at undgå fejl – mod vores tilbøjelighed til forfængelig dumhed. Nok har vi reelle vanskeligheder med at overskue konsekvenser under de givne vilkår; men så må vi jo prøve at være selvbevidste og varsomme i vores omgang med kompleksiteten, altså dumme på en klog måde.

Jacob K. Nielsen er lektor ved Ørestad Gymnasium

Skriv til RÆSON: Forslag til artikler, interviews, kommentarer og kronik sendes til redaktionen@raeson.dk