Erik Holm: Euroens – og Europas – nedtur

Erik Holm: Euroens – og Europas – nedtur

01.01.2011


EU må etablere et disciplineret monetært valutasystem, som giver nationalstaten råderum til som en absolut sidste mulighed at få devalueret sin valuta inden for snævre grænser – for ellers vil euro-projektet falde fra hinanden på grund af interne politiske spændinger. Det skriver Erik Holm, direktør i den London-baserede Eleni Nakou Foundation og tidl. ansat i IMF, statsministeriet og EU-kommissionen.

Af Erik Holm

Det har i mange år været et dogme, at det europæiske projekt i EU udvikler sig gennem kriser. Disse kriser har alle haft rod i den konflikt, der er mellem den politiske model, som kendes som nationalstaten og som er en særegen europæisk opfindelse, og Rom traktatens klart udtrykte målsætning, en stadig tættere union. Denne konflikt blev klart illustreret, da den blev personificeret af præsident de Gaulle i 1960erne og af premierminister Thatcher i 1980erne.

Det lykkedes ikke at fjerne konflikten mellem nationalstat og union i 2000erne med den såkaldte forfatningstraktat, der led en ynkelig skæbne, da franskmænd og hollændere nedstemte den i 2005. Tyskerne søgte at samle stumperne op, og resultatet af disse bestræbelser blev den ubehjælpsomme Lissabon traktat, som trådte i kraft for et år siden.

Den internationale finansielle og økonomiske krise har haft virkninger i Europa, som har ført EU ud i en eksistentiel krise, som har rod i den fundamentale konflikt mellem nationalstat og union. Projektet hænger ikke længere solidt sammen, hverken politisk eller økonomisk. Krisen kommer til udtryk i den frygt, der i det sidste par måneder er slået igennem, for at den fælles mønt og dermed måske EU, som vi kender det, skulle bryde sammen.

Penge er politik
Såvel den internationale som den europæiske krise skyldes en manglende forståelse for penge og penges rolle i politik. ”Kongens mønt” har altid været anset for et symbol på staten, i moderne tid på linie med nationalflag og nationalsang. EU-kommissionen har søgt at tage lære heraf. Men den fælles mønt er langt mere end et symbol. Ganske enkelt: Penge er udtryk for magt. Penge er politik. Internationale penge er udenrigs- og sikkerhedspolitik. De europæiske ledere lige så lidt som deres finansministre og centralbankguvernører synes at have forstået det i 1991-93, da Maastricht traktaten blev udformet og vedtaget. Måske er de nu ved at blive klar over det.

I sikkerhedspolitisk henseende undgik vi i de fyrre år fra 1949 til 1989 en altødelæggende konflikt gennem magtbalance, atombombens terrorbalance. Men siden Sovjetunionen forsvandt, har den atlantiske alliance, NATO, haft svært ved at finde en identitet. Den har brug for en fjende, den kan definere sig i modsætning til.

Noget lignende er tilfældet med det europæiske projekt EF/EU. Det blev iværksat omkring 1950 for at afmontere den århundredgamle konflikt mellem de europæiske lande, primært Tyskland og Frankrig. Målsætningen var at skabe fred og velstand i Vesteuropa. Freden blev sikret af USA gennem NATO, og da traktatudkast til såvel et forsvarsfællesskab som et politisk fællesskab kuldsejlede i 1953-54, koncentrerede de seks lande sig om velstand, økonomisk vækst. Målet blev nået i løbet af 1980erne. Men Fællesskabet formåede ikke at skabe sig en ny identitet efter Murens fald. Det fortsatte ad de spor, der blev lagt i 1950erne under helt andre omstændigheder.

Man har i EU tilstræbt at udforme en fælles sikkerhedspolitik uden at det er lykkedes. Nu prøver man at etablere en fælles udenrigstjeneste for at nå dette mål. Sandsynligvis bliver det blot til et dobbelt bureaukrati, fordi der ikke er en entydig regeringsmagt. Tanken om en Europahær synes opgivet. I givet fald burde det jo føre til afskaffelse af det nationale forsvar. En umulig tanke. Men man har kastet sig ud i et projekt om at afskaffe den nationale mønt.

Politisk økonomi – og økonomisk politik
Økonomisk politik bliver tilrettelagt inden for nationalstaten af en entydig autoritet, regeringen, understøttet af centralbank og parlament. Men politisk økonomi, i modsætning til økonomisk politik, relaterer sig til det internationale samfund, og her er der ingen entydig autoritet, heller ikke i det europæiske fællesskab, som i Maastricht var blevet omdøbt til union. Derfor er politisk økonomi helt afhængig af inter-regeringsmæssigt samarbejde. Derfor kan der ikke føres en europæisk økonomisk politik, for Europa er ikke en politisk union.

Der er økonomer, selv vismænd, der hævder, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den finansielle krise og euroens krise. Det kan kun skyldes, at de ikke sondrer mellem økonomisk politik og politisk økonomi. De mener tilsyneladende, at det vil være muligt at føre europæisk økonomisk politik De forskellige regeringer bør blot føre en fornuftig økonomisk politik. Så vil ’summen’ selvfølgelig blive europæisk. Men her er det, nationalstaten står i vejen for fornuften.

De samme økonomer burde overveje, hvorfor grækerne ikke fører en lige så fornuftig økonomisk politik som tyskerne. Det skyldes ikke, at der ikke er gode græske økonomer. På de bedste af verdens universiteter er der fremragende græske økonomiske professorer. Andreas Papandreou, faderen til den nuværende græske premierminister, var i 1940erne professor i økonomi på flere universiteter i USA, bl.a. Harvard og Berkeley. Da han var landflygtig i årene 1969-74, blev han professor på Stockholms universitet.

Det enkle svar på spørgsmålet er, at grækerne er ’spenders’ (forbrugere) og tyskerne er ’savers’ (opsparere). Derfor har de svært ved at leve i samme monetære hus. Mere præcist så skyldes euroens mulige sammenbrud, at der er betydelige forskelle mellem den økonomiske kultur i de forskellige eurolande.

Politisk og økonomisk kultur
Politisk kultur er et nogenlunde velkendt begreb. I Europa har vi en politisk kultur, der er kendetegnet ved liberalt demokrati, specielt efter at det socialistiske demokrati mod øst brød sammen. Man kan dog stadig diskutere, hvad demokrati egentlig er, og der er dem, der hævder, at vor udgave er ikke helt så liberalt, som det burde være. Men der er i hvert fald mange udgaver af det i Europa.

Økonomisk kultur er et mindre velkendt begreb. EU-landene forsøgte i 1993 at hævde, at deres økonomiske kultur var liberal markedsøkonomi. Tyskerne burde have protesteret, for begrebet social markedsøkonomi er forankret i den tyske forfatning som landets økonomiske kultur. Men begrebet økonomisk kultur kan ikke aflæses på en skala mellem liberalisme og socialisme.

Det omfatter hele den samfundsøkonomiske struktur og dens dynamik, lige fra uddannelsessystem og arbejdsmarkedsforhold over den finansielle og erhvervsmæssige struktur til den administrative kultur i både den private og offentlige sektor. Er denne økonomiske struktur moderne og smidig, har landet en høj konkurrenceevne og får derved overskud på betalingsbalancen. Tyskland har utvivlsomt den stærkeste økonomiske kultur i Europa, Grækenland nok den svageste.

Noget tilsvarende kan utvivlsomt siges om regioner, udkantsområder, inden for nationalstaten. Men her er der en betydelig grad af solidaritet indbygget i den social-liberale markedsøkonomi gennem social og regional udligning og strukturpolitik, som afhjælper de spændinger, som forskellene udsætter den politiske kultur for. Det er kun i meget ringe grad tilfældet i den monetære union, eurozonen. Derfor trues den af sprængning.

Tyskland nægter pure at finansiere det græske underskud. De er nødtvungent gået med til at EU- landene garanterer, at de vil stille enorme kreditter til rådighed, hvis det skal være nødvendigt for at formindske den risiko, som de finansielle internationale investorer antager, der er ved at låne grækerne euro-penge. Tyskland stiller voldsomme krav til hurtige og dybtgående ændringer i den svage økonomiske kultur, som den skrøbelige græske politiske kultur umuligt kan opfylde. Men en delegation af økonomer fra den internationale valutafond IMF, EU-kommissionen og den europæiske centralbank ECB er blevet installeret i Athen for at påse at ændringerne gennemføres. Grækenland er blevet monetært-økonomisk besat. Det minder dem om tidligere besættelser.

Europa i verden
Der er, til trods for at økonomer benægter det, en sammenhæng mellem den store recession siden 2008 og den europæiske euro-krise forstået på den måde, at den ene er et politisk vrængbillede af den anden. Recessionen kan kun i begrænset omfang lægges europæerne til last. Det er primært den amerikanske regering og centralbanks skyld. De førte en politik, som i 2000erne bevirkede, at verden blev oversvømmet med internationale penge (amerikanske dollars), som dels blev samlet op af de smarte, moderne kinesere, dels anvendt af store internationale investeringsbanker til helt uansvarligt at låne ud gennem mere eller mindre rådne obligationer (derivatives) til ivrige forbrugere og boligkøbere i såvel USA som Europa.

Konsekvensen har været, at USA har bragt sig i et afhængighedsforhold til Kina, som bevidst holder sin valutakurs i forhold til dollaren absurd lav for dermed at fremme sin egen økonomiske vækst. Der har ikke været politisk vilje og kraft til at etablere et stabiliserende internationalt monetært system i lighed med det, som de dominerende økonomiske magter, USA og Storbritannien, i 1942-45 søgte at blive enige om på baggrund af den store depression i 1930erne.

Om det overhovedet vil være muligt at etablere noget lignende under de nuværende vilkår med multipolaritet i det internationale system, kan man tvivle på. G-20 mødet i Seoul for nylig bremsede måske tendensen til valuta og/eller handelskrig, men kom ikke længere end til at forslå, at man søgte frem mod ”markedsbestemte valutakurssystemer” mellem de større økonomier, mens mindre økonomier måske danner valutablokke, som europæerne har gjort det.

EU-landene har dårlige erfaringer med markedsbestemte valutakurssystemer. De havde derfor i 1990erne skabt en monetær union, og de har været glade for den lige til nu. Det er utvivlsomt rigtigt, at hvis ikke der havde været en monetær union mellem de 16 eurolande i 2008-2009, så havde der udviklet sig et valutarisk kaos mellem de nationale valutaer fremkaldt af salg/køb af valutaer, som valutaspekulanter forventede ville blive devalueret/revalueret inden for få dage eller uger. Dens slags transaktioner kan af sig selv gå i selvsving og er i så fald umulige at bremse ved centralbankernes renteændringer. Men de er ødelæggende for international handel og samkvem.

Konsekvensen for euro-zonen af den oversvømmelse af internationale penge, som verden blev udsat for, var at de internationale banker blev mere end villige til at lån penge ud til euro-lande. Et land kan jo ikke som en virksomhed gå fallit og blive opløst, og hvis det heller ikke kan devaluere, er der jo ingen risiko ved at låne det penge. Euroen var skruet sammen, så man følte sig sikker på, at den ikke kunne gå i stykker. Den skulle holde for evigt. En dristig påstand, hvis man gør sig klart, at det eneste grundlag for penges værdi er noget så skrøbeligt som tillid mellem mennesker. De mange billige penge gjorde, at store underskud på offentlige budgetter let kunne finansieres, da recessionen slog igennem, og de gav tilsvarende anledning til boligbobler og storforbrug i den private sektor.

Uligevægt
Europa er derfor kommet i vanskeligheder, fordi lande og borgere med en svag økonomisk kultur blev lokket ud ind i en gældsklemme, som de umuligt kan komme ud af. De bliver tværtom med en spændetrøje pålagt at ændre deres økonomiske kultur her og nu, og kan derfor ikke få gang i en økonomisk vækst, som kunne skabe højere indkomst og dermed opsparing til at afdrage gælden. Det tager tid at ændre et lands økonomiske kultur, lang tid. Og i det lange løb er vi alle døde, som Keynes sagde.

For at undgå det kaos, der vil opstå i et markedsbestemt valutakurssystem ved hyppige og gensidigt konkurrerende devalueringer, må der etableres et internationalt system, hvor alle lande animeres til at tilstræbe ligevægt. Der må være en klar symmetri i det. Systemet bliver ustabilt, hvis et eller flere lande har vedvarende overskud, som logisk set er en afspejling af andre landes underskud.

Et underskud betyder i sig selv mindsket suverænitet, for landet bliver afhængig af de betingelser, som den omgivende verden stiller for at låne dem penge til finansiering af underskuddet. Et vedvarende underskud resulterer i en stor gældsbyrde, som helt kan true landets suverænitet. Det var den afgrund, som Knud Heinesen i 1979 kunne se, og den som Grækenland og Irland nu er faldet i. For et fuldt suverænt land kan der i den situation kun være et at gøre, at devaluere sin valuta for derved at øge eksport og bremse import, så der skabes et overskud.

Udover at tilstræbe ligevægt på betalingsbalancen har et lands regerings også som målsætning for sin økonomiske politik at holde lav inflation, skabe fuld beskæftigelse og fremme økonomisk vækst og velfærd. Dertil har man på relativt kort sigt to instrumenter, pengepolitik og finanspolitik. De er velkendte i den politiske debat. Strukturpolitik er der først i de sidste relativt få år kommet fokus på. Det er et meget kompliceret og sammensat instrument, som omfatter bl.a. uddannelse- og arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik i bred forstand, infrastruktur og finansielle institutioner.

Strukturpolitik danner grundlag for produktivitet og konkurrenceevne og dermed for økonomisk vækst og velstand. Det er meget langsigtet og kan ikke kvantificeres som pengepolitik og finanspolitik og kan derfor heller ikke indbygges i kortsigtede økonomiske modeller.

Maastricht traktaten lagde op til en afskaffelse af valutakurspolitik i EU. Det viser sig nu at have været en skæbnesvanger fejltagelse. Det var et naivt forsøg af forbundskansler Kohl og præsident Mitterrand på at skabe en politisk union, uden de rigtig vidste hvilken. Ingen af dem havde megen forstand på økonomi, endsige international økonomi, men de troede, at en politisk union kunne fremstå af det gyldne æg, de kaldte en økonomisk og monetær union. Derfor satte de økonomer til at udklække det æg, som en gruppe af centralbankguvernører med Jacques Delors i spidsen havde lagt med en rapport i 1989, og som blev anset for at være slutstenen på Delors’ store projekt fra 1986, ét marked – én mønt. Lidt respektløst kan man sige, at der ikke kom en svane ud af ægget. Det synes nu snarere at blive til æggekage.

EU må nødvendigvis internt etablere et disciplineret monetært valutasystem, som giver nationalstaten råderum til som en absolut sidste mulighed at få sin valuta devalueret inden for snævre grænser. Ellers vil projektet falde fra hinanden på grund af interne politiske spændinger. Det vil være en uhyre vanskelig proces at genetablere de nationale valutaer. Det vil kræve eminent dygtigt politisk lederskab i de nuværende euro-lande. Ulykkeligvis er der intet steds ledere, som har tilstrækkelig kompetence og erfaring i politisk økonomi til, at man kan tro på, at noget sådant vil ske.

Erik Holm (f.1933), politisk økonom. ph.d, ansat som economist i IMF i 1960erne, som rådgiver i europæisk politik i statsministeriet i 1970erne, og som conseiller principal i EF kommissionen (DGII) i 1980erne. Har siden 1990 været direktør for Eleni Nakou Foundation, London.