21.11.2011

RÆSON giver fire røde og fire blå tænkere 10 minutters fri taletid til at præsentere én idé, som politikerne har overset. CEVEA-direktør Kristian Weises idé: et opgør med ”finansialiseringen” af økonomien. CEPOS-direktør Martin Ågerups idé: at lade private virksomheder drive kæder af skoler, ligesom i Sverige.

INTERVIEWS af Lasse Marker

Kristian Weise: Skab kontrol med finansverdenen

Kristian Weise mener, at det er et problem, at verdens finansielle aktiver udgør en stadig større andel af den globale økonomi og handel. For finansverden skaber ikke selv værdi. Derfor opfordrer han politikerne til at gøre op med ”finansialiseringen”. Det vil ikke kun skabe en mere stabil og bæredygtig økonomi, men vil også generelt udvikle vores økonomi.

Vi skal have gjort vores samfund og økonomi mindre afhængig af den finansielle sektor og finansmarkederne. Luften skal tages ud af den stadig oppustede finansverden, og dens indflydelse skal mindskes. Det er en pointe, der ikke har fået nok opmærksomhed – på trods af finanskrisen, protester mod bankerne verden over og flere tiltag til ny finansiel regulering. For én ting er, at finansdominerede økonomier er mere sårbare over for kriser. Men hvad der er mindst lige så slemt, er, at sådanne økonomier skaber mindre vækst, færre gode jobs og dermed mindre social fremgang. De er således både en økonomisk og social katastrofe.
Udviklingen har været undervejs de seneste par årtier, men er blevet helt tydelig nu: forholdet mellem realøkonomiens virkelige produktion og finansøkonomiens papirpenge er simpelthen blevet vendt på hovedet. I dag er det finansielle begivenheder, der sætter dagsorden for økonomien. Ikke omvendt. Den globale økonomi trækker således vejret i takt med udviklingen på alverdens børser. Det er ikke genopretningen af eksport, produktion, beskæftigelse og forbrug i de enkelte lande, der afgør den økonomiske skæbne, men risikoen for et nyt aktiekrak eller faldende tillid til amerikanske og europæiske obligationer. Rent finansielle forhold bestemmer, om vi havner i en ny akut krise eller ej. Det så vi tydeligst i august i USA, hvor rygterne om en fremtidig nedvurdering af USA’s kreditværdighed alene var ved at sende den amerikanske økonomi til tælling. Og det er det, vi har været vidne til de sidste par måneder, hvor EU’s stats- og regeringsledere har gjort utallige krumspring for at tilfredsstille de finansielle markeder. Finansverden afgør verdens gang og monopoliserer den politiske debat. Vores økonomier er simpelthen blevet ”finansialiseret”. Både private virksomheder og økonomien som helhed dikteres i stigende grad af finansmarkedernes krav. Og som konsekvens heraf har vi skabt et nyt finansielt monster. Det er tydeligt, hvis man kaster et blik på et par nøgletal.
De seneste årtier er værdien af verdens finansielle aktiver steget meget hurtigere end den globale økonomi har udviklet sig. Fra at udgøre nogenlunde det samme som verdens BNP i 1980 til svimlende 212 trillioner dollars, eller 3,4 gange verdens BNP, ved udgangen af 2010. Og himmelflugten fortsætter. Det anslås således, at handlen med finansielle aktiver stiger 50 procent hurtigere end handlen med andre varer og tjenesteydelser.
Finanssektoren er også vokset og har særligt skærpet sin evne til at rage stadig større dele af værditilvæksten i økonomien til sig. I USA er finanssektorens andel af virksomhedernes overskud eksempelvis steget fra gennemsnitligt 15-20 procent af de samlede overskud i starten af 70’erne til 35-40 procent i tiåret op til krisen. Det endda i en periode, hvor de samlede overskud som andel af USA’s BNP steg betragteligt.
Men det er altså ikke, som mange ellers påstår, et tegn på succes for en økonomi, at den finansielle sektor bliver ved med at vokse. Og det er bestemt ikke smart, at den finansielle sektor bliver den mest profitable del af erhvervslivet. For mens den finansielle sektor er afgørende for, at andre sektorer kan skabe værdi, velstand og velfærd, så gør den det ikke selv. Det gentager jeg gerne: finansverden skaber ikke selv værdi. Den kan få resten af økonomien til at glide. Og det er dens opgave. Men den skaber ikke selv hverken økonomisk vækst eller udvikling. Så når den finansielle sektor trækker flere og flere ressourcer til sig og koncentrerer en stigende del af økonomien hos sig selv er det et problem. Det svarer til en parasit, der suger stadig mere næring til sig fra sin værtsorganisme. Det risikerer simpelthen at reducere den økonomiske vækst. Det skyldes, at pengene – modsat hvad teorierne ellers siger – har en tendens til at blive i det finansielle system, og ikke komme ud og arbejde i realøkonomien. Samtidig med, at finansialiseringen har taget fart, er investeringerne i ny teknologi, produktion og lignende således faldet. Finansialiseringen af vores økonomier har simpelthen en tendens til at redistribuere indkomst og indtægter fra produktive aktiviteter til ikke-produktivt finansielt hokuspokus. Det taber hele økonomien på. Men det går særligt ud over middelklassen og de fattige. For det betyder, at der ikke skabes tilstrækkeligt med nye gode jobs. Når der ikke kommer nye produktive aktiviteter hos præsten, er der ikke noget, der kan dryppe på degnen.
Så længe finansverden spiller den rolle, den gør, kan vi derfor heller ikke forvente andet, end det vi ser i dag, hvor arbejdsmarkedet i stigende grad består af dårlige servicejob, som folk tager på korttids-kontrakter uden pension, efteruddannelse og andre fordele. Så der er al mulig grund til at få gjort op med finansialiseringen. Det vil ikke kun skabe en mere stabil og bæredygtig økonomi, men generelt udvikle vores økonomi, så den kan understøtte det, der må være dens formål: at sikre social fremgang og bedre livsmuligheder for stadig flere mennesker.

Martin Ågerup: Lad private virksomheder drive kæder af skoler

Martin Ågerup mener, at problemet ved folkeskolen er manglende vidensdeling. Et profitorienteret frit marked vil sikre, at ’best practice’ bliver bredt ud til flere skoler. Det vil styrke uddannelsessystemet. Så politikerne tillade private virksomheder at drive kæder af skoler.

I Danmark har vi en stolt og lang friskoletradition, hvor man som forældre kan vælge at sætte sit barn i en anden skole end den lokale folkeskole, for eksempel en privatskole. Man kan endda få sine skolepenge med sig. Dermed har vi i Danmark faktisk et meget mere frit skolevalg end i de fleste andre lande, hvor det for eksempel ikke er normen, at man kan få sine offentlige skolepenge med sig, hvis man vælger en privat skole, eller at man kan vælge en folkeskole uden for sit eget skoledistrikt. I Sverige indførte man først frit valg i begyndelsen af 90’erne, men man gik samtidig et skridt videre og overhalede Danmark ved at tillade, at private profitorienteret virksomhed kan drive skole og endda kæder af skoler. Den største kæde hedder i dag Kunskapsskolan. Man har noget lignende i Chile og i dele af USA. Det bør vi lade os inspirere af. Det er tankevækkende, at man i Danmark kan starte en friskole – men hvis det viser sig, at man er rigtig dygtig til at drive skole, så er der én ting, man ikke må: nemlig at oprette endnu en skole et andet sted i landet. Det ville ellers være ganske oplagt. Vi kan i dag være glade for, at Lars Larsen fik lov til at åbne mere end én sengetøjsbutik.
Alt tyder på, at der er både gode og dårlige måder at drive skole på. Det er værd at se, om gode erfaringer, best practise, kunne blive spredt hurtigere ud til flere børn, hvis man lod markedet virke. Det primære problem, som folkeskolen har, er at gode erfaringer ikke bliver spredt. Man kan se, at der er stor forskel på, hvor gode skoler er. Og det afhænger ikke af, hvor mange penge man bruger på det. Der er ingen sammenhæng mellem, hvor mange kroner, der bliver brugt per elev i forskellige kommuner, og hvor gode resultater man opnår. Men nogle skoler opnår væsentlig bedre resultater end andre, når man tager højde for deres sociale baggrund. Vi ved, at man nogle steder opnår fremragende resultater med tosprogede børn, og med tidligt at fange børn med læsevanskeligheder. Og så kan der være andre skoler – selv i samme kommune, som ikke tager disse erfaringer til sig. Det, mener jeg, er et det største problem ved den danske folkeskole. Vi har al den viden, som vi har brug for, men den bliver ikke spredt.
Det er ikke en ny tanke, at man skal sprede de gode erfaringer – det har man talt om i årtier, men det er ikke lykkedes særlig godt. Måske skulle man afprøve nogle andre måder: for eksempel markedet. Mange tager afstand fra profitmotivet, når vi taler uddannelse. Men hvis man tænker over det, så har vi profit på andre følsomme områder, for eksempel er den medicin, vi tager, produceret af virksomheder, der tjener penge til aktionærerne. Vi skal tillade, at profitmotivet bringes ind i skoledrift. Også sådan, at man kan få en mere professionel overordnet ledelse af skolerne. Jeg synes friskoletraditionen med skolebestyrelser bestående af forældre er en fin ting, men hvorfor ikke også tillade skoler, som drives af professionelle bestyrelser? Så kan de to systemer eksistere side om side.
Virksomheder, der driver kæder af skoler, vil have et større incitament, når de fungerer ud fra et profitmotiv, til at sikre sig, at best practise kommer videre til hele kæden. Når man har en kæde, har man et navn at beskytte. Man kan sammenligne det med McDonalds. McDonalds kan ikke acceptere, at der ligger en filial et eller andet sted, der ikke lever op til McDonalds standard, for det skader hele brandet.
Den enkelte kæde vil forsøge at hemmeligholde sin viden og erfaring i konkurrencen med de andre private kæder af skoler – men erfaringer viser, at det faktisk er ganske svært at gøre. Der sker blandt andet det, at ny skoler startes op af lærere, der har taget erfaring med sig fra succesfulde skoler. Eller at lærere flytter arbejdsplads og ansættes på andre skoler og på den måde spreder viden. Det er kun i det omfang, at man kan tage patenter på noget, at man kan beskytte den slags viden særlig effektivt. Det kan man måske forestille sig, kunne ske på skoleområdet. Men det ville være en fantastisk god ting. For hvis der er et incitament til at udvikle noget, der er så originalt, at man kan tage patent på det, så har vi en chance for, at det overhovedet bliver udviklet. Jeg ser for eksempel et kæmpe potentiale for at bruge IT til at lave fundamentalt om på den måde, vi indretter undervisningen på. Det er tankevækkende, at vi har haft en IT-revolution i løbet af de sidste 20 år, som kun marginalt har påvirket den måde, vi laver undervisning på. Det, tror jeg, blandt andet skyldes, at det er meget svært for folkeskolen at tænke i innovation og investeringer. Nytænkningen ville blive styrket, hvis vi tillod private virksomheder at drive kæder af skoler og gav dem tilpas meget frihed til at udvikle nye skolekoncepter.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. ILLUSTRATION: Helle Thorning og Lars Løkke i duel under valgkampen (foto af DR).