Kommentar: Wall Street-protesterne varsler det næste årtis værdikamp

Kommentar: Wall Street-protesterne varsler det næste årtis værdikamp

12.10.2011


Protesterne på Wall Street, som langsomt er ved at sprede sig til resten af verden, sætter gang i en ny værdikamp. En kamp mod ulighed og mod finanssektorens grådige og uansvarlige hærgen. Også i Danmark giver Wall Street protesterne mening, og der er meget at råde bod på efter finanskrisen.

KOMMENTAR af Peter Hummelgaard Thomsen

Læs også
Video: ‘Mr Obama, tear down this Wall (Street)!’

”Vi er de 99%”, lyder det gennemtrængende budskab i ’Occupy Wall Street’ protesterne, som i flere uger har slået lejr i parkerne omkring finansverdenens absolutte hovedsæde i New York. Når de protesterende siger, at de repræsenterer 99% af amerikanerne, refererer de til fordelingen af velstand i dagens dybt ulige USA. Den allerrigeste procent af befolkningen sidder i dag på 23,5 procent af den samlede indkomst i USA. Det er det højeste siden 1928, og mere end dobbelt så højt som i 1970.

Da finansmarkederne brød sammen, var det et fundamentalt sammenbrud, som kastede selv de største markedsfundamentalister ud i selvransagelse. De fleste troede, at der ligesom efter Det Store Krak i 1929, ville blive en betydelig omorganisering af vores økonomier, at finansmarkederne ville blive udsat for betydelig regulering. Intet af det skete. I stedet skulle de amerikanske skatteydere betale for at redde finanssektoren.

Obamas Wall Street Reform var en tynd kop te, og i store dele af hans administration har han folk ansat som bliver anset for at være finanssektorens folk, med udnævnelsen af finansminister Timothy Geithner som det bedste eksempel. I finanssektoren har firmaer som Goldman Sachs, AIG og JP Morgan svimlende overskud, og det er alment kendt at finansverdenen er tilbage til ”business as usual”.

Jeg har i længere tid frygtet, at Obama og resten af verdens ledere havde ladet krisens udbrud passere som mulighed for at regulere finansmarkederne, og for at skabe en mere retfærdig økonomi.

Men Wall Street protesterne giver næring til mit håb om, at denne krise kan bruges konstruktivt og skabe retfærdighed i fordelingen af samfundets velstand og de byrder krisen har givet os. Håbet er i høj grad et nyt finansielt system, som ikke igen om få år kaster os ud i endnu en omfattende krise. Politikerne svigtede deres ansvar da krisen brød ud. De benyttede sig ikke af muligheden for at tøjle en grådig og enevældig finanssektor.

Protesterne har i løbet af den seneste uge har bredt sig til de fleste amerikanske byer, og langsomt begyndt at brede sig til Europa. Occupy Wall Street er mindst lige så relevante i Europa og i Danmark, som de er i USA.
I Europa er det – ligesom i USA – de unge, de lavest uddannede og lavest lønnede, som betaler omkostningerne for krisen. Flere end 20 millioner unge mennesker er i dag arbejdsløse indenfor EU. Reallønnen falder for Europas arbejdende befolkninger. Europas ledere – alle konservative eller liberale – forsøger at genoprette økonomierne ved at spare på uddannelse, sundhed, pensionsrettigheder og offentlig ansatte. Alt i mens smæsker eliten sig videre, og finanssektoren fortsætter sin hærgen.

Forhåbentlig kan protesterne starte en ny værdikamp i USA, i Europa og Danmark. En værdikamp der kan skabe den folkelige opbakning til reelt at lære af den værste økonomiske krise i en menneskealder. Kampen kommer til at stå mellem dem på den ene side, som mener finanskrisen er en anledning til at tage ved lære og foretage en gennemgribende reform af den måde vores økonomi er skruet sammen på i dag, hvor finansmarkederne har enorm stor indflydelse på samfundsøkonomien, og hvor nogle få grådige spekulanter kan spille hasard med vores fælles velstand.
Og dem på den anden side, som mener finanskrisen blot var en parentes, der skal glemmes, så vi hurtigst muligt kan vende tilbage til tiden før 2008.

I Danmark bør Wall Street-protesterne også give anledning til en fornyet debat om regulering af finanssektoren. Da finanskrisen ramte Danmark, valgte et bredt flertal i folketinget at holde hånden under bankerne. I første omgang ved at garantere for indlån, senere ved at stille 100 milliarder til rådighed for bankerne gennem fordelagtige lån.
Det var en unik mulighed for at stille skrappe krav til bankerne. Men bortset fra lidt højere solvenskrav og indskrænkede muligheder for aktieoptioner fulgte der ikke strengere betingelser med statens redningspakker. Troen på, at bankerne vil vise lige så meget ansvar over for fællesskabet, som fællesskabet viste over for bankerne, er desværre naiv. Det kom tydeligst til udtryk i foråret, da Danske Bank snød statskassen for 3 milliarder kroner, ved at sende sit overskud i skattely i Irland.

I Danmark skal værdikampen derfor have fokus på stærkere regulering af bankerne, så de fremover opfører sig mere ansvarligt og solidarisk i forhold til samfundet. Grundlæggende handler det om at vende tilbage til en tilstand, hvor finansmarkederne er underlagt den reelle økonomi, ikke omvendt. Markederne skal være vores tjenere, ikke vores herrer. Jeg mener, der kan gøres en lang række ting fra politisk hold. Noget kan gøres i Danmark, andet på europæisk plan. Fx ved at sætte det på dagsordenen, når Danmark til januar overtager formandskabet for EU. Blandt det vigtigste ting kunne være

• Skat på finansielle transaktioner, så alle handler med finansielle produkter pålægges en skat på fx 0,05 eller 0,1 % af handlens værdi. Det vil både minimere incitamentet til hurtige handler, og give et økonomisk provenu.

• Opsplitning af banker efter Glass-Steagell-forbillede [amerikansk lov fra 1933, der splitter banker, så de ikke kan have kommerciel bankdrift og investeringsbankdrift i samme selskab, red.], så ind- og udlån til private adskilles fra de dele af banken, der beskæftiger sig med investering og spekulation. Det er ikke almindelige borgere, som skal hænge på regningen, når spekulationen slår fejl.

• Et forbud mod aktieoptioner, så ledelsen ikke har et direkte økonomisk incitament til at løbe store risici med bankens penge for egen vindings skyld.

• Et stærkere finanstilsyn, der kan overvåge og gribe ind over for usund bankvirksomhed

• Højere solvenskrav, så bankerne er bedre rustet til at klare krisetider

• Regler som sikrer mere gennemsigtighed og åbenhed med kapitalfonde

• Mere samarbejde om at lukke skattehuller, så virksomheder som fx Danske Bank ikke kan snyde skatteyderne for store pengebeløb.

Endelig er vi også nødt til at starte en større diskussion af, hvad vi stiller op med de store finansielle virksomheder, som er ”too big to fail”. Jeg mener grundlæggende det er uacceptabelt, at finansvirksomheder kan opføre sig ekstremt uansvarligt og samfundsskadeligt, vel vidende at skatteyderne er nødt til at holde hånden under dem, fordi det vil have uoverskuelige konsekvenser hvis de går nedenom og hjem. Med Bankpakke III og Bankpakke IV er der lagt op til, at bankerne hæfter for hinanden i tilfælde at konkurs. Det kan måske gå, når det er Max Bank i Næstved der krakker, men næppe hvis det er Danske Bank.

Wall Street protesterne giver glød til en ny værdikamp om fordelingen af vores samfunds ressourcer, og fordelingen af krisens byrder. Indtil nu er regningen for krisen udelukkende blevet sendt til de borgere i samfundet, der havde allermindst at gøre med, at krisen i det hele taget opstod. Der er brug for at rydde op i finanssektoren, og der er brug for en mere fair fordeling af velstand og krisens byrder. Velkommen til 2010’ernes værdikamp!

Peter Hummelgaard Thomsen er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). ILLUSTRATION: Peter Hummelgaard Thomsen