KOMMENTAR: Terrorismen, ideologien og Dansk Folkeparti

KOMMENTAR: Terrorismen, ideologien og Dansk Folkeparti

05.08.2011


Den norske terrorist handlede ikke spontant. Har Dansk Folkeparti bidraget til at skabe det verdensbillede, han dyrkede – hvor nationen er truet og dialogen umuliggjort? Sådan ser det ud.

Af René Karpantschof, ph.d.

MANGE DISKUTERER i disse uger om man kan tillade sig eller om man netop bør inddrage Dansk Folkeparti (DF) i debatten om Breiviks terror. Jeg mener det sidste, og det gør jeg fordi DF måske har fremmet det særlige verdensbillede, der har inspireret Breivik. Jeg siger udtrykkeligt ’måske’, og selv hvis DF har en andel, er den under alle omstændigheder indirekte. Men det er noget, der bør debatteres åbent og fordomsfrit i den danske offentlighed – uanset om det gør ondt på DF og andre. En meget væsentlig grund til at tage den debat er, at terror med afsæt i en eller anden form for højrenationalisme ikke er uden fortilfælde i efterkrigstidens ellers demokratiske Vesteuropa. Ligesom diverse socialistiske strømninger har affødt terrorgrupper som det tyske RAF og de italienske Røde Brigader, så har også højrefløjen måtte se nogle af sine tilhængere gå til yderligheder i et angiveligt forsvar for nationen og andre borgerlige idealer. I 1960erne stod det antikommunistiske og nationalistiske franske OAS bag utallige blodige bombeangreb i Algeriet men også i selve Frankrig. Samme årti påbegyndte italienske fascister en terrorkampagne, der kulminerede med Bologna-attentatet 1980, hvor 85 tilfældige mennesker blev dræbt; og i 1990erne omkom hen ved 100 flygtninge, indvandrere, venstreorienterede og andre i en nynazistisk og fremmedfjendsk voldsbølge i Tyskland. Højrefløjsterror har med andre ord fundet sted før, og vi kan derfor ikke automatisk gå ud fra, at Oslo-tragedien var en enkeltstående begivenhed, der aldrig vil gentage sig eller ikke kan ske herhjemme. Slet ikke når to danske højregrupper netop er blevet afsløret i at træne kamp med skydevåben.

Såvel på venstre som på højre fløj er mennesker og grupper i bestemte historiske situationer blevet så radikaliserede, at de har grebet til våben og drab. Selv har jeg et ret personligt forhold til radikalisering, idet jeg som mangeårig BZ-aktivist selv gennemgik en udvikling fra pacifist til militant. Senere har jeg som forsker i mere end ti år arbejdet professionelt med emnet, hvorfor jeg håber at kunne kvalificere debatten. Den politiske radikalisering, som jeg altså kender på flere planer, kan defineres som en proces, hvor grupper og enkeltpersoner i stigende grad accepterer brugen af vold i politisk øjemed som noget legitimt og nødvendigt. Ord kommer i den henseende før handling, fordi accepten af vold og hvem man retter volden imod er et resultat af en bestemt radikal måde at italesætte og fortolke den omgivende verden på. Vold af den planlagte karakter, som Breivik udøvede, er netop ikke spontan. Den udspringer af en sammenhængende verdensopfattelse, som han har tilegnet sig på en endnu uvis måde gennem kommunikation i virtuelle men også almindelige sociale netværk på højrefløjen. Alle politiske verdensopfattelser rummer et kognitivt og retorisk problem-diagnose-løsning skema. Politiske verdensopfattelser definerer, hvad der er væsentlige samfundsproblemer, de diagnosticerer og forklarer hvem, der er skyld i problemet, og slutteligt kommer de med deres bud på løsningen.

Det særlige ved radikale verdensopfattelser er, at de fremstiller problemerne som fatale, eksistentielle og helt ubærlige, de karakteriserer de ansvarlige som antagonistiske modstandere, man ikke kan gå i dialog med, og de peger følgelig på uforsonlig kamp herunder vold som løsningen. Som når venstrefløjsaktivister fremstiller klimaforandring som en trussel mod menneskeheden, der skyldes uforbederlige kapitalister og handlingslammede politikere, hvorfor angreb på miljøtopmøder er legitim og nødvendig. På højrefløjen indeholder det problem-diagnose-løsning skema, der har begrundet den føromtalte højreterror, typisk en forestilling om, at det er selve nationens overlevelse, der er truet, at landsforrædere herunder venstrefløjen samt eventuelt etniske fremmedelementer er årsagen og at de regerende politikere og demokratiet som sådan hverken vil eller kan fjerne truslen, hvorfor løsningen er vold af den ene eller anden art.

Er det så et skema, en verdensopfattelse, som DF har bidraget til at fremme? Ja, det er det, er mit umiddelbare svar. Det er således ingen afsløring, at en række fremtrædende DF-medlemmer gentagne gange har fremført, at den danske nation er truet. I hvert fald dele af DF’s verdensopfattelse fremstiller truslen som fatal og udpeger nogle skyldige, som det er umuligt at gå i dialog med. Som når Pia Kjærsgaard har talt om ”vor egen undergang som kristent folk”, ”sammensværgelsen mod det danske folk”, at ”ingen muslim med respekt for sig selv ønsker integration med det kristne-danske samfund” og danskhed og islam som ”simpelthen uforenelige.” Eller når Søren Espersen afviser islam med ”hvorfor skulle vi frivilligt tillade etableringen af et brohoved for en religion, som har til formål at komme vor egen tro og levevis til livs?” Dette er løsrevne og i den forstand manipulerede citater, men det ser ud som der fra DF er udgået en retorik, der egner sig til at skabe en radikal verdensopfattelse om den truede nation, uforsonlige modstandere og dialogens umulighed. Og de pågældende citater rummer ingen legitimering af endsige opfordring til vold som politisk middel. Tværtimod er radikal samfundskritik af denne karakter ofte et tiltrængt indspark og en innovativ drivkraft i den politiske debat, der har det med at stivne i konsensus. Desuden kan radikale synspunkter jo godt være sande eller noget der ligner. Danmark er for eksempel tydeligtvis forvandlet gennem de sidste årtiers indvandring – hvorvidt det så er en trussel og mod hvad skal naturligvis debatteres.

Men måden at italesætte indvandringen på skal også debatteres. Ikke mindst fordi andre fremtrædende DF-medlemmer har koblet ovenstående samfundskritik med udsagn, der åbenlyst egner sig til at legitimere vold som løsning. Som når Mogens Camre taler om, at ”repatriere muslimerne”, ”de islamiske parallelsamfund i EU må opløses med den fornødne magtanvendelse” og ”islam ¶skal] sendes ud af Europa.” Mere udtalt er Søren Krarups retorik om at ”enhver tro på, at ’dialogen’ kan skabe fred og fordragelighed, er kun et andet ord for uvidenhed og naivitet” og ”etnisk ligestilling i et land som Danmark er den lige vej til udslettelse af det danske folk”. Følgelig betragter Krarup ”Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne” og ser os i ”en modstandskamp, der måske er dybere og mere indgribende end under den tyske besættelse, for det, vi gør modstand imod, er slet og ret en udslettelse af den danske frihed, det danske folkestyre, den danske kultur.”

Hvad skal man lægge i Krarups ord? Jeg tillader mig at spørge på grund af udbredte synspunkter i Den Danske Forening, som Krarup var medstifter og mangeårig medlem af – ligesom andre DF-politikere som Jesper Langballe og Søren Espersen. Det er en forening, hvor man har taget det med modstandskamp helt bogstaveligt. Således foreningens daværende formand, Ole Hasselbalch, der i 1992 beskrev den tids opsigtsvækkende vold og ildspåsættelser mod især flygtninge som ”folkelig modstand mod Danmarks kolonisering af fremmede”. Langt senere har foreningens fremtrædende ideolog, Peter Neerup Buhl, plæderet for ”koncentrationslejre” og ”etnisk rensning” i kampen for et ”muhamedanerfrit Danmark” og for nylig sat trumf på med en frydefuld forestilling om, at muslimer i Danmark snart ”bliver massakreret”. Søren Krarup meldte sig ud af Den Danske Forening i 2002, fordi foreningen nogle gange ”dummede sig”. Alligevel mødte Krarup op som gæstetaler til 20 års jubilæet i 2007, hvor han overfor Ritzaus Bureau kaldte Den Danske Forening ”vor tids frihedskæmpere”.

Nu spørger jeg så igen: Er der noget i de synspunkter, som kendte DF-politikere har fremført, der kan støtte og inspirere mere radikale opfattelser af voldens legitimitet og nødvendighed? Ja, det er der i hvert fald grundlag for at tro. Dét kalder på mere undersøgelse, debat og en helt konkret stillingtagen fra andre politiske partier, så der ikke ude i befolkningen opstår en opfattelse af, at sådanne synspunkter ikke skal modsiges.

René Karpantschof (f.1965), ph.d., tidligere BZ’er, forfatter og tilknyttet Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

TAG DEL I DEBATTEN: ALLE FORSLAG TIL ARTIKLER SENDES TIL: REDAKTIONEN@RAESON.DK

ILLUSTRATION: Arkivfoto