Kommentar: Negative debatter og annoncer gavner demokratiet

Kommentar: Negative debatter og annoncer gavner demokratiet

26.08.2011


Venstres annoncekampagne mod S-SF i sidste uge markerer et skifte i den traditionelle udvikling af den negative kampagne. Før i tiden kom den slags angreb først sidst i valgkampen. Nu bliver vælgernes interesse vakt, inden valget overhovedet er udskrevet. Det er godt.

Af Klaus Kjøller

Demokrati uden negative kampagner er som krimi uden mord. Hvis man synes, at dette lyder provokerende, så skal man bare med et åbent sind iagttage en TV-debat i den kommende valgkamp. Glem, hvad skolebøgerne har fortalt dig om, hvordan en demokratisk debat bør være: nemlig som en række indlæg i en positiv kampagne. Lad i stedet den helt uopdragne virkelighed fylde dig – og bliv klogere.

Konceptet i enhver TV-debat er at angribe modstanderen. Og den negative kampagne gør TV-debatten kunsten efter og forsøger på samme vis at stille modstanderen i et dårligt lys. Derfor kan enhver TV-debat ses som en række af indlæg i en negativ kampagne. Debattens angreb er både rettet mod udvalgte ømme punkter i modstanderens politik og mod modstanderens figur i den politiske TV-føljeton. Men angrebene må aldrig blive så onde, at de skader den angribendes eget image. Derfor smiles der så meget og fortælles så mange sjove og pudsige anekdoter i danske politiske TV-debatter. Kunsten er at tømme modstanderen for alt indhold og pondus, samtidig med at man ser elskelig ud. Og modstanderen skal smilende tage mod alle hug uden at lade sig provokere. Had er strengt forbudt.

Det skyldes, at danske vælgere er verdens lykkeligste trygheds¬narkomaner i verdens mest homogene land. Vælgerne afskyr hadefulde fanatikere, fordi fanatikere har fikse ideer, som medfører selvskabte problemer. Ifølge tryghedsnarkomaniske vælgere er verden allerede propfuld af truende farer.

Derfor vil de altid fravælge en politiker, som de tror, vil skabe flere problemer, fordi han brænder fanatisk for en sag. Politikerne har, efter tryghedsnarkomanernes opfattelse, mere end nok at gøre med at indgå pragmatiske forlig for at afværge alle de trusler, som allerede kendes.
Foruden TV-debatter kan annoncekampagnerne også spille en stor rolle i de negative kampagner. Men annoncerne fungerer anderledes og er ikke kun negative ligesom debatterne på TV. Der er en tradition for, at danske partiers annoncer består i, at man positivt fremlægger sin politik. Først i en valgkamps sidste desperate fase kommer så den negative kampagne, således som man fx så i 1998, hvor Uffe Ellemann-Jensens rækkehus pludselig blev brugt i et angreb på Venstres skattepolitik.

Det nye ved Venstres negative annoncekampagne mod S og SF, som har fået stor mediedækning, er altså ikke, at den er negativ. Det nye er derimod, at den markerer valgkampens reelle start og ikke dens afslutning, som normalt er traditionen. Men det tidlige annonceangreb skyldes jo, at Venstre vil provokere S og SF til at konkretisere deres planers ømme punkter så meget, at det bliver muligt at angribe S og SF for andet, end at deres planer er luftige. Denne fremgangsmåde benyttede Claus Hjorth Frederiksen med succes i en TV-debat i foråret, hvor det lykkedes at få Ole Sohn gjort rasende ved at tolke nogle konkrete, provokerende tal ind i et ukonkret S-SF-forslag. Og med nøjagtig samme taktik er det i skrivende stund lykkedes for Venstres negative kampagne at få konkretiseret betalingsringen omkring København, som nu står højt på mediernes dagsorden som debatemne. Venstres negative kampagne har her altså produceret væsentlig politisk substans på trods af, at den flere steder har fået prædikatet ”skræmmekampagne”.

Det mest brændende spørgsmål er altså ikke, om Venstres negative kampagne har bidraget til demokratiet. For det har den. Derimod kan man spørge, om kampagnen er morsom nok. Den burde nok have været så morsom, at også den fotograf, som tog det glamourbillede af Thorning og Søvndal, som kampagnen gjorde grin med, havde leet med.

Klaus Kjøller (f. 1944) er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Han har for nyligt udgivet bogen ”Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen” (Forlaget Hovedland). Desuden er han med i Berlingske Tidendes Groft sagt-panel og forfatter til bogen ”Manipulation. En håndbog” (Borgen). ILLUSTRATION: Klaus Kjøller (af Ole-Martin Gangnes).