Kommentar: Margrethe i statsministeriet og mediernes andre ikke-historier

Kommentar: Margrethe i statsministeriet og mediernes andre ikke-historier

03.09.2011


Valgkampen er præget af journalisternes uafladelige forsøg på at skabe historier, der ikke eksisterer. Hold nu op! Mediernes brug af kontraktpolitikken som instrument til at skabe ’den gode historie’ – hvor politikerne afsløres i at sige noget andet i dag, end de sagde i går – gør det umuligt for politikerne, der konkurrerer på tillid, at ændre standpunkt. Dermed forhindres forandring i dansk politik i en tid, hvor forandring er nødvendig.

Af Lasse Marker

I ET INTERVIEW med Hans Engell 29/7 spurgte RÆSON, om Søvndal og Barfoed burde kopiere de Hans og Holger-møder, som K og SF førte under valgkampen i 1993 for at markere sig over for de to store partier V og S. Det var godt set, mente Engell, der også foreslog en Vestager-Barfoed-parløb. Og netop den nye RK-akse har givet de to partier langt mere opmærksomhed, end deres partistørrelse ellers berettiger til. Den har skabt ny spænding på midten af dansk politik. Tilbage i 2007 prøvede Naser Khader og Ny Alliance at skabe et andet slags nybrud mellem blokkene. Men R og K har ikke ladet nogen i tvivl om, hvem de ønsker som statsminister – i modsætning til Khader, der i 2007 skabte usikkerhed om Alliancens tilhørsforhold og utvivlsomt mistede mandater på nøleriet. Men trods de klare meldinger fra R og K prøver journalisterne at lokke dem i Khader-fælden. I den første partilederrunde på DR1 26/8 skyder Kim Bildsøe Lassen de første 21:30 minutter med spredehagl for at finde en Khader-historie og spørger:

(til Vestager): ”Bliver du støtte for en borgerlig regering?”. ”En statsgaranti. Du er ikke parlamenta-risk grundlag for de her to?” (Løkke og Barfoed, red.)
(til Barfoed): ”Hvis man stemmer på V og K, sikrer man så, at Pia Kjærsgaard stadig skal være den mest magtfulde kvinde i Danmark?”.
(til Thorning): ”Hvem skal være din finansminister?” ”Synes du ikke, det er rimeligt at få at vide?”
(til Johanne Schmidt): ”Vil du kræve for at støtte en rød regering, at man løsner udlændingepolitik-ken?” ”Har du en nedre bundlinje, hvor du siger, der vi du altså ikke være med længere. Så vil du ikke være med og eventuelt vælte en rød regering?”
(til Per Ørum): ”Efter et valg vil du også pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister?”. ”Det er Lars Løkke Rasmussen, du peger på?”
(til Pia Kjærsgaard): ”Kunne man forstille sig en situation, hvor du sagde, jeg vil gerne ind at arbejde sammen med Thorning og være parlamentarisk grundlag for hende?”

Det lykkes ikke Bildsøe Lassen at finde en Khader-historie, men Cecilie Beck ledere videre med lys og lygte på TV2’s første partilederrunde to dage efter (på fotoet) og spørger:

(til Barfoed): ”Vi regnede med, at VKO-samarbejdet fortsatte, men vil du hellere over til Magrethe at stå?”.
(til Thorning): ”Føler du, at du kan stole på hende (Vestager, red.)?”
(til Søvndal): ”Hvordan har du det med at danne en regering med en, der har lovet at skaffe Barfoed indflydelse?”
(til Johanne Schmidt): ”Får du kolde fødder i forhold til at pege på Thorning, når du ser Barfoed komme snigende direkte ind fra højre.”

HVORFOR alle disse spørgsmål? Der er ingen tvivl om partiernes støtte – EL, LA, DF, K, R har alle meldt klart ud. Mest vedholdende er jagten på historien om Vestager i Statsministeriet – en tanke, der blev rejst af BT allerede 29. maj. Scenen minder om forløbet, hvor Dyremose (K) i 1993 tilbød Marianne Jelved (R) statsministerposten for at forhindre Nyrup i at tage magten. I interviewet med RÆSON 29/7 afviser Engell scenariet kategorisk: ”Det har ingen gang på jorden”, siger Engell (se citatet i sin helhed nederst i artiklen) og fortsætter: ”Alene af den grund, at de radikale aldrig ville drømme om at sige ja.” I bogen Farvel til Slotsholmen skriver Engell, at havde R spillet med musklerne i 1993 og gjort Jelved til statsminister, ville det være blevet en kort, trøsteløs omgang. ”Det ville det også blive denne gang”, siger han.

NÅR VESTAGER siger, at hun støtter Thorning som statsministerkandidat, er det fordi, det sikrer de Radikale størst mulig indflydelse. Selv under de mest pessimistiske antagelser om politikernes motiver som egennytte- og magtmaksimerende er det ikke rationelt at underkaste Vestagers støtte til Thorning for mistillid. Valgkampen har indtil nu stået i skyggen af Khader, og tv-klip-rækken ”Her er partiernes valgløfter” på TV2’s hjemmeside og Cecilie Becks ja/nej-runde i partilederrunden på TV2 vidner om, at medierne arbejder ud fra et paradigme, der hedder at aftvinge politikerne kontraktpolitik og underkaste dem mistillid. I 2001 indføres kontraktpolitikken af Fogh – og med den kampen om medianvælgeren. Det indskrænkede politikernes mulighed for at konkurrere på forskellige politikker, og valgkampen er derfor i højere grad blevet en kamp om vælgernes tillid. Derfor ser vi en stigende grad af negative kampagner, og det er dét, som mange oplever som ’mudderkastning’. Men kontraktpolitikken har også foræret journalisterne et instrument til let at skabe ’den gode historie’. Kan man fange politikerne i at sige noget andet i dag, end de sagde i går, så kan man afsløre dem som utroværdige, og dét er en god historie.

”POLITIKERNE FÅR den dækning, de fortjener” skriver Henrik Qvortrup i Helle eller Løkke. Han har en pointe: Konkurrerer politikerne på tillid, og fører de kontraktpolitik, så forsøger journalisterne at bringe politikerne i mistillid og aftvinge dem valgløfter, der kan gennemhulle kontrakterne. Se blot Jersild, der Møder Partierne på DR. I tirsdags – 29/8 – talte Jersild i over otte minutter af en samlet samtale på under 22 minutter med Liberal Alliance. Jersild nåede at sige, ”hvad nu hvis I ikke lykkes” seks gange. Og det, LA ikke skulle lykkes med, var at ”få bureaukratiet til bare at forsvinde på magisk vis”, hvilket var en lige så usaglig betragtning, som da Jersild to gange fremhævede, at LA’s plan betyder, at der er ”over 13 offentlige ansatte om dagen i otte år, der skal fyres – også juleaften”. Også Lars Barfoed har en pointe, når han i slutningen af partilederrunden på TV2 siger, at ”nu har vi sådan en debat her i aften, som bliver lagt op fra din side også [Cecilie Beck, red.], så vi kommer til at stå og komme med korte, rappe bemærkninger, og det kommer nok til at virke lidt som en børnehave.” Journalisterne spiller det samme spil som politikerne, og ligeså vel som politikernes kontraktpolitik og negative kampagner skader demokratiet, således skades demokratiet også af journalisternes jagt på at underkaste politikerne mistillid og aftvinge dem valgløfter.

DEN ØKONOMISKE KRISE, vi befinder os i, er den største siden 1930’erne, og hele det økonomiske system trues med at blive omstyrtet. Økonomer taler om faren for et double dip, EU er i krise, regimerne i Nordafrika falder, USA er på fallittens rend, og klimaet trues fortsat, selvom politikerne har glemt det. Det er nu, der er behov for nye standpunkter. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, sagde Jens Otto Krag engang. Men ændrer man standpunkt i dag, kaldes man for Villy Vendekåbe, og i en arena, hvor der kæmpes på tillid, er ’kovendinger’ politisk selvmord. Kontraktpolitikken efterlader ingen plads til nye standpunkter, og journalisternes udnyttelse af kontraktpolitikken holder dansk politik i et jerngreb. Hvis det er vælgernes tillid, der afgør, hvem, der vinder valget – og hvis ens tillid skades, hvis man ændrer standpunkter – er resultatet åbenlyst. Det er politisk selvmord at tage nye standpunkter, og ingen magtmaksimerende politiker vil derfor nogensinde gøre det. Tiden kræver nye standpunkter, men kontraktpolitikken – opfundet af politikerne og udnyttet af journalisterne i jagten på ’den gode historie’ – forhindrer en nødvendig udvikling i dansk politik.

ENGELL OM VESTAGER SOM STATSMINISTER: ”Det har ingen gang på jorden, Alene af den grund, at de radikale aldrig ville drømme om at sige ja. Og hvorfor ville de ikke det? Det ville de ikke af to årsager. For det første fordi, at det så bliver Løkke og Pia Kjærsgaard, der bestemmer, hvornår proppen skal trækkes ud af den regering. Det bliver ikke Vestager, der bestemmer, hvor længe regeringen sidder – det bliver de borgerlige partier. Og for det andet vil stemningen mellem R og S-SF blive så giftig, at det vil blive en regering uden venner. Den regering vil kun få fjender, og det ved de radikale godt. Ligesom de ved, at det forslag – hvis det overhovedet er et forslag – ikke er båret af venlighed over for de radikale, men båret af at ville genere rød blok så meget som muligt. Dengang jeg selv var konservativ partileder, legede vi og Venstre med nøjagtig de samme tanker i 1993, hvor vi tilbød Jelved statsministerposten. Men det ville de radikale ikke røre ved med en ildtang, og det vil de heller ikke denne gang. Så forslaget har slet ingen realiteter i sig – det kan overhovedet ikke lade sig gøre”.

Lasse Marker skriver og arbejder for RÆSON. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Fra partilederrunden “De Ni Bud” på Tv2 28/8 – til højre: vært Cecilie Beck. (Tv2).

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk