KOMMENTAR: Krisen er politisk

KOMMENTAR: Krisen er politisk

13.09.2011


KOMMENTAR af Faheem Hussain

NÅR man har gravet sig dybt ned i et hul, er det første man skal gøre at holde op med at grave. Den nemme løsning er at fortsætte – for ideen om at holde op med at grave virker fjern og mærkværdig.

DANMARK befinder sig i en krisetid. I en vækstkrise, i en gældskrise, i en produktivitetskrise, i en konkurrenceevnekrise. Men mest af alt, så befinder vi os i en politisk krise. Partierne lider af manglende politisk talent, af manglende politisk udvikling, manglende politisk vilje og af politiske ambitioner, der ikke har længere perspektiv end næste valgperiode. Spørger man ind til deres længerevarende visioner, får man standard-svaret: ”Det er ikke det vi går til valg på”. Det bedste eksempel er SF’s holdning til 24-års reglen for familiesammenføring, som de har meldt ud, at de ikke ønsker at ændre på i denne valgperiode. Man fokuserer på de kampe som kan vindes, lyder partiets forklaring. Ofte er partiernes politiske ambitioner er så svagt formulerede, at de dårligt overlever negationstesten – dvs., at det er ikke logisk at være for det, de er imod. De Radikale vil have ”mere tillid”, Dansk Folkeparti ”mere tryghed”, som om de andre partier arbejder for at skabe mistillid eller utryghed i samfundet.

ALLE politikerne burde kunne svare befolkningen i søvne på, hvordan de mener Danmarks skal se ud i fremtiden. De burde kunne stille sig op og sige: ”Giv os magten, og så vil vi i 2030 være det bedste land i verden på alle punkter og i 2020 skal vi være blandt top 5. Sådan her gør og vi har brug for din hjælp til at nå målet.” For at kunne fortælle os om deres langsigtede vision for, hvordan Danmark skal se ud i 2030, vil der naturligt følge en stillingtagen til de problemstillinger, Danmark forventes at skulle stå overfor i mellemtiden. Det lange perspektiv gør, at vi kan tage de rette beslutninger på den korte bane og samtidigt være på ret kurs. Det nytter for eksempel ikke at have visionen om et Danmark frit af fossile brændstoffer, hvis ikke man også rent faktisk arbejder sig hen imod målet og blot skubber det videre til næste valgperiode. Det vil også kunne retfærdiggøre overfor befolkningen, at man på det korte sigt tager upopulære beslutninger for at løse problemer her og nu, fordi det står klart for befolkningen, at der kun er tale om midlertidige løsninger, som et et led i at fuldføre visionen.

VI HAR politikere, der ikke har turdet tale åbent om de fremtidige udfordringer Danmark står overfor. Den demografiske udvikling i Danmark, med et skrumpende arbejdsmarked og en stigende ældrebefolkning, har været alment kendt i mere end et årti. Men politikerne har ikke turdet for alvor træde sig i karakter og tage diskussionen åbent og fordomsfrit. I deres higen efter meningsmålinger tør de ikke at stå frem og acceptere, at årsagen til visse offentlige ydelser ikke nødvendigvis eksisterer længere. Forudsætningerne har ændret sig, samfundet har udviklet sig og så må politikerne og politikken må også udvikle sig. Efterlønnen blev eksempelvis indført i sin tid for at imødekomme ungdomsarbejdsløsheden, men med tiden ændrede opfattelsen af den karakter.

DET vil være forkert at anklage partierne for at være visionsløse. De har visioner. Nogle vil sikre individet på bekostning af fællesskabet, andre fællesskabet på bekostning af individet. Nogle arbejder for at udvikle Danmark i en international retning, mens andre arbejder for at mindske denne udvikling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at partierne har visioner. Men deres visioner er enten alt for kortsigtede, for ukonkrete eller for uambitiøse. Hvordan er det, at S-SF’s 12 minutter skal hentes? Hvordan skal det hjælpe at sænke skatten, når det hjalp minimalt før? Hvilken gavn gør en reduktion af landbrugsstøtten, når andre lande stadigvæk subsidierer? Hvordan skal det hjælpe at sænke selskabsskatten, når vi allerede ligger under OECD-gennemsnittet?

ET er, at visionerne er mangelfulde. Et andet er, at den politiske debat er overfladisk. De politiske debatter på TV har især været præget af afbrydelser fra debattørerne, mundhuggeri og tal-fetichisme. Eksempelvis er hele debatten om udlændingepolitikken et miskmask af asyl- og flygtningepolitik blandet med familiesammenføringspolitik samt tiltag, der forholder sig til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. De partier, der ønsker at øge skatterne, skjuler det bag udtryk, formuleret af en spindoktor, som ”øgede indtægter for staten” eller, når snakken går på lettelser i skatten, ”tabte skatteindtægter”. Udlægningen er, at det er staten og fællesskabet der har mistet noget, ikke den enkelte som har fået. S-SF’s plan for at befolkningen skal arbejde mere er uklar og bliver med rette angrebet for dette af de andre partier. Problemet er såmænd blot, at de partier, der anklager S-SF for rod i regnskabet, ikke er synderligt meget bedre selv, idet deres egne tal om udbyttet af efterlønsreformen bygger på usikre fremskrivninger af hvor mange, der skal tildeles seniorførtidspension og hvor mange, der vil hæve deres efterlønsopsparing. Frem for at erkende, at planerne baserer sig på meget konkrete forudsætninger, der skal være opfyldt før at de hænger sammen – og frem for en diskussion om styrkerne og svaghederne i deres finanspolitiske tilgange og frem for en konstruktiv dialog om fremtidens Danmark – vælger politikerne i stedet at slynge anklager mod hinanden.

VI trænger til at vores politikere tør finde vejen op af hullet, så vi andre kan se op til dem, føle os inspirerede og hjælpe dem med at realisere deres vision for vores Danmark.

Faheem Hussain (f.1987) er uddannet cand.merc.(dat.) ved Copenhagen Business School. Følg ham på Twitter under @FaheemH. ILLUSTRATION: Statsministeren under valg-rally hos Venstre (foto: Venstre/Jens Astrup)

KOMMENTARFORSLAG TIL RÆSON? Send det til: redaktionen@raeson.dk