Kommentar: Glem USA – den store trussel mod verdensøkonomien er Europa

Kommentar: Glem USA – den store trussel mod verdensøkonomien er Europa

05.08.2011


Verdensøkonomiens sundhed er blevet gjort til et spørgsmål om den amerikanske jobvækst. Og ja, selvom fredagens jobrapport overraskede positivt, er farten taget af USA’s økonomi. Men bevægelsen er glidende – ikke knald-eller-fald. Det, der pt. kan få verdensøkonomien til at nedsmelte ved et fingerknips, er fortsat den europæiske gældskrise.

Af Kenneth Praefke

DÈN amerikanske jobrapport, der blev offentliggjort for få timer siden, skulle be- eller afkræfte flere ugers panik. Hvilken vej skal de vestlige økonomier? Heldigvis viste tallet sig bedre end forventet og det økonomiske armageddon er for nu afblæst. Wall Street Journals internet-tv kørte i breaking news-mode – i første omgang fordi de europæiske aktiemarkeder var ved at synke på frygten for en dårlig jobrapport, bagefter fordi Wall Street Journal ikke rigtig ville give slip på historien. De sidste to dage har været en tur i radiobilerne for økonomiske journalister. Drama og panik. Billeder af frustrerede aktiehandlere. Snak om den forestående undergang.

Men glem USA – katastrofen er i Europa.

Man kan næppe snyde hele verdens hær af økonomer til at interessere sig for jobrapporten, hvis den ingen betydning havde. Men analysen af, at jobrapporten var knald eller fald er mildt sagt overdrevet. USA kan glide ind i endnu en krise, men vælter næppe med et brag. Det eneste, der med en enkelt nyhed kan få økonomien til at eksplodere i finanskrise-dimensioner, er gældskrisen i Sydeuropa.

Selv helt inde i maven af den danske centraladministration er opfattelsen, at Grækenland må gå bankerot før eller siden. Lige nu forsøger man bare at dosere elendigheden, så ikke Italien og Spanien også kommer i uføre. Dåsen bliver foreløbig sparket ned ad vejen. Men hvis Tyskland og kompagni bliver ved med at betale grækernes overforbrug, så giver det ikke megen mening for Irland og Portugal at følge deres spareplaner. Nu handler det bare om at finde det rigtige tidspunkt at lade grækerne synke. Det kommer til at gøre ondt. Men det kommer til at ske. Senest i 2013, hvor den nuværende hjælpemekanisme udløber. Det vil være et økonomisk jordskælv, der vil udløse langt mere panik. Skal verdensøkonomien få et hjertestop, er det Europa, der skal råbe bøh.

Hvad betyder det for Danmark? De danske aktier handles i høj grad på udenlandske nyheder. Og en god amerikansk job-rapport er en god nyhed for de danske aktier. Også selvom det kun er en flot perle efter en lang række af grimme. Den værste panik er forsvundet – men kigger man på realiteterne, er der fortsat grund til at være bekymret.
For Danmark er i recession, selvom ingen fortsat lader til at være synderligt bekymret over det. Godt nok med den mindst mulige margin, men hvis man læser tallene bogstaveligt, så er den første store recession blevet fulgt af en mindre.

Tallene for den danske vækst i andet kvartal af 2010, som Danmarks Statistik offentliggør den 31. august, bliver den næste milepæl for dansk økonomi. Nærmest uanset udfaldet vil det blive effektivt kasteskyts i valgkampen, der må komme lige om lidt. Sammen med den tikkende gældsbombe i Sydeuropa er vores egne vækstproblemer det største problem lige nu. Gældskrisen har potentialet til at lægge verdensøkonomien fladt ned igen. Mens væksten i Danmark er den faktiske indikator for den økonomiske udvikling, vi rent faktisk går igennem. Hvad begge dele angår, er udsigterne ikke opmuntrende.

Kenneth Praefke (f. 1987) er kandidatstuderende i økonomi ved Københavns Universitet og ved at skrive speciale om gældsbyrden i euro-zonen.

ILLUSTRATION: Kansler Merkel til EU-møde 21. juli 2011 (foto: European Council)