Kommentar: Det kunne Fogh, som Helle ikke kan

Kommentar: Det kunne Fogh, som Helle ikke kan

20.11.2011


Anders Fogh – som vandt valget i 2001 for præcis ti år siden i dag – evnede at konstruere og kommunikere forskelle i den sociale og politiske virkelighed på baggrund af et ideologisk fundament. Og han vidste, at succes i den sproglige magtkamp forudsætter et ideologisk fundament til at give retorikken retning og troværdighed. Thorning-regeringen synes at mangle begge dele – især evnen til at kommunikere et appellerende projekt.

KOMMENTAR af Jan Maintz Hansen

Set i lyset af Anders Foghs berømte, berygtede og dagsordensættende erobring af statsministerposten for ti år siden fremstår venstrefløjens aktuelle indtog i regeringskontorerne unægteligt blodfattigt og retningsløst. Og kritikken af Socialdemokratiet og SF er siden magtskiftet 15/9 2011 vokset dag for dag: Hvad er det, de vil udover at sidde på magten? Kritikerne savner med andre ord en tidssvarende, veldefineret og revitaliseret ideologisk og visionær politik – de savner, hvad højrefløjen fik af Fogh: et visionært, ideologisk forankret projekt. Men hvad var det egentlig for et projekt, Fogh lancerede i 2001? Hvilken tænkning byggede det på? Og hvad kunne Fogh, som Thorning tilsyneladende (endnu) ikke kan -som magtovertager, ideolog og politisk kommunikator?

Folketingsvalget i 2001 udgør en markant milepæl i dansk politisk historie: For første gang siden 1920 var Socialdemokratiet ikke længere det største parti. Valget blev den største jordskredssejr til en opposition siden 1973. De borgerlige partier fik 53 procent af stemmerne, det højeste tal siden 1920. Og valgresultatet betød en fuldstændig ændring af styrkeforholdene mellem højre og venstre gennem trekvart århundredes dansk politik. Prægnante forklaringer på denne fuldstændige ændring i magtforholdene udpeger værdipolitikken som afgørende faktor. Ikke mindst indvandrerpolitikken. I bogen Kampen om sandhederne (2008) inddrager journalist på Information Rune Lykkeberg en mere langsigtet mentalitetshistorisk forklaring. Den angår udviklingen i to grupperingers kamp om velfærdsstatens formål og eksistentielle og demokratiske idealer, altså udviklingen i de sidste ca. 50 års kamp mellem på den ene side den særligt danske institutionaliserede alliance mellem en venstreorienteret kulturel overklasse og Socialdemokratiet og på den anden side en række borgerlige politikere og kulturkritikere. Lykkebergs tese er denne: 2001-valgets udfald var også et resultat af, at den borgerlige fløj lykkedes med at konstruere en dominerende, formynderisk venstrefløjsgruppering som folkets egentlige modstander i form af den kulturelle overklasses ”smagsdommere” og dens formynderiske, undertrykkende forsøg på at opdrage ’den almindelige dansker’. Foghs kulturkamp var altså i høj grad en magtkamp, der, ligesom så megen anden politisk kamp, foregik sprogligt.

Sådan konstruerede Fogh ’smagsdommerne’ som ’folkets’ modstander
Et særligt træk ved Foghs kulturkamp er dens varighed og ideologiske soliditet. Da Fogh i sin berømte nytårstale 1/1 2002 for alvor potenserede sit angreb på ”statsautoriserede smagsdommere” og ”såkaldte eksperter”, var det ikke opfundet spin til lejligheden, men kulminationen på en indædt kulturkamp, som meget konsistent udgør den samlet set mest enhedsskabende faktor i Foghs hele politiske karriere.

Kulturkampen handler ifølge Fogh om den demokratiske relation mellem borger og stat. Han pointerer i bogen fra Socialstat til minimalstat (1993), at hans grundtanke er, at ”liberalismen [er] udtryk for den samfundsopfattelse, at kun det enkelte menneske kan afgøre, hvad der konkret er et godt liv for hende eller ham”, hvorfor ”grundsynspunktet er, at vi kun kan leve som mennesker med værdigheden i behold, hvis vi i højere grad selv tager hånd om vort eget liv.” Dette bærende kulturkampargument udgør et organiserende princip i størstedelen af Foghs politiske taler og tekster. Frekvensen af det i varierende formuleringer er slående. Det kan konstateres ved en gennemlæsning af kronikker af Fogh, interviews og af hans bøger Opgør med skattesystemet (1979) (hvor den ideologiske motivation for et nyt skattesystem er ”det fællesskab, som er forudsætningen for den enkeltes frihed”), Kampen om boligen (1982), Fra socialstat til minimalstat (1993) og I godtvejr og storm – samtaler med Anders Fogh Rasmussen (2000) og bogen 30 taler – 30 år. Anders Fogh Rasmussen (2006) med 30 af hans taler. Og kulturkampargumentets fremherskende status er stærkt motiveret: Gentagende gange pointerer Fogh, at ”Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid.” (Weekendavisen 17.1.03). Eller mere bombastisk udtrykt i minimalstatsbogen: ”Vi kaster ikke slavesindet af os blot ved at afvikle socialstaten. Det er selve ånden i befolkningen, der skal ændres. […] Egentlig er der brug for kulturkamp. […] Vi skal helt fra bunden af gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige har fået ind med modermælken.”

Kulturkampens modstander er kondenseret i begrebet ’smagsdommerne’. Begrebets indhold er imidlertid ikke nyt stof i Foghs ideologi. Allerede i 1976 siger Fogh i en tale som VU-formand: ”I dag er en ny herrestand af tekniske og videnskabelige eksperter vokset frem. […] Stadig flere afgørelser træffes hen over hovedet på jævnfolk. De må blindt stole på eksperternes udsagn. Friheden er for dem blevet et begreb uden indhold. Deres sag skal vi tale. Vi opstod som og skal stedse være den lille mands parti.” Allerede her ses forsvaret for ”den lille mand” mod en magtelitær ekspertgruppe. Og selve smagsdommermetaforen bruger han mindst så tidligt som i en Grundlovstale i 1986 og i Fra socialstat til minimalstat, hvor han kritiserer ”statsansatte smagsdommere”. Men omkring årtusindskiftet stiger frekvensen af Foghs brug af smagsdommerbegrebet. Og i nytårstalen 2002 anvender Fogh for alvor og stærkt polemisk begrebet foran et stort publikum, og det får herefter en særlig offentlig status; ordet konnoterer fra da af unægteligt Foghs kulturkamp. At nytårstalen giver begrebet den status, underbygges af en søgning på ordet ’smagsdommer’ i artikeldatabasen Infomedia. Efter Foghs nytårstale i 2002 stiger forekomsten eksplosivt: fra 164 artikler i 2001 til 1297 i 2002, en stigning på 691%. Og denne frekvens fortsætter i årene efter. Resultaterne indikerer nytårstalens og generelt kulturkampens gennemslagskraft og dagsordensættende evne.

Hvorfor Foghs politiske kommunikation og angreb på ”smagsdommerne” lykkes
Fogh kunne på baggrund af et ideologisk fundament kommunikere og konstruere forskelle i den sociale og politiske virkelighed. Fogh kunne definere modsætninger mellem ham selv og sine politiske modstandere – og han kunne med sin retorik vinde tilslutning til opfattelsen af sine modstandere som dem, der er forkert på den. Han lykkedes med at appellere til og inkludere vælgere og betjente sig på én og samme tid af en ekskluderende strategi: Hans skabelse af en alliance fungerede ved også at konstruere en fjende, der truer alliancens interesser.

Nytårstalen 2002 kondenserer og tydeliggør strategien i Foghs politiske kommunikation og hans ideologi. Nytårstalen bygger på én gennemgående, organiserende modsætning: menneskelig frihed versus menneskelig undertrykkelse. Det tema grundlægges i en indledende international og historisk ramme for det kulturkritiske fokus på Danmark. Først taler han kort om 11/9, hvor modsætningen er terrorgruppers ”herskesyge tyranner” versus ”personlig frihed, demokrati”. Så berører han kort danske soldaters kamp for sidstnævnte ”værdier” i Afghanistan og på Balkan. Og i forlængelse heraf fremsætter han sin overordnede vision: ”Vi skal sætte nye mål for det 21. århundrede”, og han skaber en modsætning mellem det gamle århundrede som undertrykkelsens århundrede og det nye som frihedens århundrede. Modsætningen undertrykkelse over for menneskelig frihed strukturerer resten af talen. Et uddrag af talens vægtigste del:

”Ansvaret for medmennesket er ikke at gøre sig til det andet menneskes formynder […] Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”

Fjenden er skaberne af den socialdemokratiske, ’formynderiske’ danske velfærdsstat. I et interview ”indrømmer” Fogh, at smagsdommerne er tilhængerne af ”68-tænkning” i ”råd, nævn og institutioner”, ”en gruppe af eksperter, [der] altid støttede venstrefløjen” (Berlingske Tidende 5.9.02). Det er denne gruppe, Fogh fremstiller som frigørelsesprojektets modstander. Følgende opremsning angiver værdierne i den afgørende modsætning, som Fogh omkring magtovertagelsen i 2001 definerede og potenserede. På Foghs side finder vi frihed, personligt ansvar, individets værdighed, effektiv stat, sandt demokrati, fri debat, skattestop, lov og orden og en fast og fair indvandrerpolitik. På modstandernes side – venstrefløjselitens side – hersker ifølge Fogh antidemokrati, ufrihed, formynderstat, vildtvoksende stat, uværdighed, eksperter, smagsdommere, skatte-hop og kaotisk indvandrerpolitik. Man kan hierarkisere punkterne på Foghs værdiprojekts side og se, at det bærende ideologiske punkt er individets værdighed. Alle de andre punkter har dette punkt som mål.

Det politiske sprogs skabelse af nye virkelighedsopfattelser fungerer blandt andet ved at sammenblande allerede eksisterende begrebsbetydninger. Præcis denne strategi anvender Fogh. Ordet ’smagsdommere’ bruges to gange og begge gange i sammenhæng og sideordnet med ordet ’ekspert’. Herved sammenblandes og ligestilles smagsdommerbegrebets semantiske felt: det æstetiske, subjektive domme, normativitet – med ekspertbegrebets semantiske felt: videnskabelighed, objektivitet, værdifrihed, empirisk verifikation. At være smagsdommer eller ekspert er to sider af samme sag ifølge Foghs diskurs. Konsekvensen er, at Fogh gør enhver ekspertise og indsigt – herunder kunstnerisk, pædagogisk, eksistentiel, etisk indsigt – til noget subjektivt uden nogen grad af overindividuel, almen gyldighed. Han nivellerer og relativerer enhver forskel i intellektuel autoritet. Eksperter er således også ”såkaldte eksperter” (underforstået: de er ikke eksperter), der ”mener at vide bedst” (underforstået: de ved ikke bedst). Eksperters og smagsdommeres viden er reduceret til ”faktisk viden”. Både smagsdommere og eksperter frarøves enhver autoritet. De er uden autoritet og fungerer på subjektive præmisser og formynderisk. Derfor er deres dominans forkert.

Dernæst intensiverer Fogh metaforikken: ”I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder.” Den botaniske, organiske metaforik er stærk mht. betydningsdannelse hos tilhørerne. Velfærdsstatens udvikling gøres med den til noget irrationelt, selvgenererende, omsiggribende og ustyrligt.

Det er slående, at Fogh så gennemført ikke søger at overbevise befolkningen med rationelle argumenter. Hans metaforiske konstruktion af fjenden er ideologisk og manipulatorisk. Fogh vidste om politisk kommunikation, hvad allerede Aristoteles pointerede i sin bog Retorik: ”Tilhørerne vil altid have en tilbøjelighed til at gribes af de samme følelser som den, der taler følelsesbetonet, selvom der ikke er det mindste om det, han siger.” Den politiske retoriks effekt baserer sig langt hen på appel til følelser, ikke til fornuft.

Foghs konstruktion af den politiske venstrefløj og den kulturelle overklasse som den undertrykkende og følgelig onde fjende placerer endvidere Fogh i rollen som frigørende helt, og ondskabsfuldheden legitimerer og nødvendiggør uden argumentation Foghs projekt. Den amerikanske sprogforsker George Lakoff påpeger, at i politisk retorik om fjender og ondskab gælder følgende logik: ”Hvis du er svag, lader du ondskaben sejre, hvorfor svaghed i sig selv er en form for ondskab.” Altså: Ikke at bekæmpe ondskab er ondskab, og en modstander af ondskab er per definition god. Ved at udpege modstanderen som en ond undertrykker definerer Fogh sig selv som den gode frigører.

Foghs demokratisyn
Smagsdommerbegrebet, ekspertnivelleringen og undertrykkelsesretorikken har demokratiske implikationer, der også ekspliciteres i talen: ”Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat.” Et afgørende aspekt ved Foghs konstruktion af smagsdommerne som folkets fjende er netop det ideologisk funderede demokratibegreb, denne konstruktion hviler på. Demokrati er i Foghs diskurs først og fremmest et middel, der alene qua styreform er demokratisk. Demokrati er ifølge Foghs diskurs ikke – med Hal Kocks ord – ”en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem.” Demokrati er ikke noget, man skal bevidstgøres om eller opdrages til. Dets eksistens forudsætter f.eks. ikke et oplyst og aktivt deltagende folks fælles rationelle ræsonnementer, hvor det bedre arguments konklusion angiver fælles problemløsninger. Fogh er mere på linje med Danmarks anden ledende demokratiteoretiker, Alf Ross, for hvem en stat er ”demokratisk i det omfang, hvori staten tilkommer folket”. Foghs begrundelse for individets eksistentielle selvbestemmelse er denne: Mht. det gode liv ved ingen mere end andre: ”Når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter” (fra nytårstalen 2002).

Det er denne demokratiopfattelse, der gennemsyrer Foghs årelange kulturkampdiskurs, og som nytårstalen potenserer. Kernen i modsætningen mellem Fogh og den danske velfærdsstats virkemåde er i den optik og ifølge Foghs konstruktion forholdet mellem stat og borger. For begge poler i modsætningen er demokratiets mål realiseringen af individets sande frihed og mulighed for selvrealisering. Uenigheden handler om midlet hertil: statsligt autoriseret og institutionaliseret opdragelse og bevidstgørelse af individet eller individets personlige autonomi og ansvar for selv at vælge sin livsform? Foghs diskurs definerer ved sin metaforik og retorik den første løsning – kulturradikalt opdragelsesdemokrati, altså smagsdommernes løsning – som en løsning, der ikke befordrer individets sande frihed, men moraliserer og med sin formynderiske dominans undertrykker uden legitimitet hertil og med individets ufrihed og dermed uværdighed som konsekvens.

Uagtet enhver etisk vurdering af Fogh som politisk aktør og uagtet hans videre politiske resultater: Fogh vidste, at politik i høj grad også foregår sprogligt. Og at succes i denne sproglige magtkamp forudsætter et ideologisk fundament, som de sproglige indlæg i kampen kan retningsbestemmes af og hente troværdighed fra. Thorning-regeringen synes – i modsætning til Fogh – at mangle begge dele. Eller i hvert fald at mangle evnen til at kommunikere et appellerende projekt.

Jan Maintz Hansen (f. 1979) er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur og Filosofi fra Aarhus Universitet i 2007. Han har bl.a. undervist på Aarhus Universitet, på lærerseminariet i Odense og på Testrup Højskoles politiske sommerkursus. Han har skrevet litterære artikler og anmeldt filosofi og litteraturteori i forskellige tidsskrifter. Han underviser på Silkeborg Gymnasium og læser samfundsfag ved Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Anders Fogh Rasmussen (foto af Tom Flemming Elowsson).