Jonas Parello: Kim Jong-ils død sender den unge leder på scenen

Jonas Parello: Kim Jong-ils død sender den unge leder på scenen

19.12.2011


“Det skaber på kort sigt usikkerhed, men på lidt længere sigt er en ny og yngre Kim en mulighed for USA til at prøve forhandlinger af.” Det siger Jonas Parello-Plesner – Asienekspert ved European Council on Foreign Relations og Asienredakør for RÆSON – om Nordkoreas leder Kim Jong-Ils død, som blev kendt i dag. Jong-il overtog magten fra sin far i 1994. Sønnen Kim Jong-un ventes at tage over nu, men det er uvist om den unge Kim bliver en kransekagefigur og den reelle magt kommer til at ligge hos stærke militærgeneraler.

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Læs også
Burmesisk Forår: Hillary Clinton vil hjælpe det på vej
Hvad Nordkorea har lært af Libyen-krigen: Hold fast på bomberne
Den koreanske halvø: Genforening i stedet for krig?
Ingen løsning på vej i Nordkorea: Kina har nøglen, men kommer ikke til at bruge den
Nordkorea: Fra Kim til Kim

RÆSON: Er der overhovedet nogen, der VED, hvad der sker i Nordkorea lige nu?
PARELLO: Det er sparsomt med oplysningerne. Men vi ved, at verden er blevet en diktator fattigere med Kim jong-ils død. På trods af at Kim var syg, kommer hans død i dag lidt pludseligt, og en efterfølger er nok udpeget, men ikke helt kørt i stilling. Hans søn Kim Jong-un bliver nok den nye leder i Nordkorea, men han kommer til at være afhængig af stærke kræfter i militæret, partiet og i sin egen familie for at kunne regere. Kim den yngre er et uprøvet kort. Man kan ikke udelukke, at dele af militæret vil bruge lejligheden til at øge deres magtposition. Derfor forholder omverden og særligt naboerne sig afventende. Kan Nordkorea finde på noget skørt i sådan en situation?
RÆSON: Det, vi ser derfra lige nu i alle medier, er nordkoreanere, der græder som piskede. Ved vi, om de virkelig er kede af det, eller om det bare er skuespil?
PARELLO: Det strømmer jo ikke ind med kondolancebreve fra udlandet, så det kompenserer man for indenlandsk. Selvfølgelig er det også iscenesat og indoktrineret. Men nordkoreanerne er opdraget til at elske Kim-familien. Hele Nordkoreas eksistens som nation er sammensmeltet med Kim-familien. Så der er nok et element af ægthed. Kim’erne er for mange lig med tryghed og national stolthed.

RÆSON: Både Sydkorea og aktiemarkederne har reageret med utryghed. Men omvendt kan skiftet måske også åbne nye muligheder – for hvem især?
PARELLO: Det kommer an på, hvem der reelt overtager; om Kim Jong-un bliver en kransekagefigur eller den reelle magthaver. For modsat sin far, der blev trænet til det i 15 år af sin far, er han uprøvet. Kim Il-sung var Den Store Leder [ved magten 1948-94, red.]. Kim Jong-il var Den Kære Leder [ved magten 1994-2011, red-], og nu bliver Kim Jong-un så Den Unge Leder. Militæret er rygsøjlen i Nordkorea og vil sikre sig indflydelse. Ligeledes med garvede medlemmer af kommunistpartiet og andre medlemmer af Kim-familien som Kim jong-ils søster og hendes magtfulde mand, Jang, der allerede har en nøglerolle. I forhold til det storpolitiske bliver det interessant at se, om USA vil række hånden frem, ligesom med Burma. De vil jo kunne begrunde det med lederskiftet.
RÆSON: Vil det ske?
PARELLO: På kort sigt skaber Kims død lidt usikkerhed. Der var allerede nye forhandlinger om atomprogrammet under opsejling. De kan blive udskudt lidt, indtil USA ved, hvem der sidder for den anden bordende. På lidt længere sigt giver det mulighed for at teste, om Kim Jong-un også kan blive en forandringens mand for Nordkorea. Kim Jong-un har opholdt sig i udlandet, hvilket måske gør, at han er mere åben over for nye impulser og en mere moderne måde at styre Nordkorea på.
RÆSON: Hvad taler for og imod, at USA rækker hånden frem?
PARELLO: Det taler imod, at man er påpasselig med at belønne dårlig opførsel. Nordkorea skal jo helst vise noget konkret vilje til at rulle atomprogrammet tilbage, før det giver mening at forhandle på ny. På den anden side taler det, at der nu kommer en ny leder, for at teste hans reform- og forhandlingsvilje. USA bør prøve af, om den nye Kim kan blive den, der bryder årtiers selvvalgt isolation.
RÆSON: Vil det udløse et Nordkoreansk Forår?
PARELLO: Det er ikke sandsynligt. Men ok, vi er 2011, som jo er året, hvor vi igen og igen er blevet overrasket – se bare Det Arabiske Forår – men der er ikke nordkoreansk Twitter og Facebook, så det er fortsat nemmere at holde befolkningen i lykkelig uvidenhed.
RÆSON: Hvad bør EU gøre?
PARELLO: Som de fleste andre I omverden er EU kommet med afventende udtalelser. Det er også nabolandene og USA, som betyder mest. Det er måske heller ikke det, der optager sindene mest her. Europa sørger jo lige nu over, at en stor statsmand – tjekkiske Vaclav Havel, der var en skrap kritiker af diktaturets eksistens – også lige er død. Paradoksalt nok samtidig med, at en af verdens store diktatorer også forlod denne verden.

RÆSON: Den vigtigste nabo er Kina. Hvad betyder det for dem?
PARELLO: Kina søger stabilitet. Ustabilitet i Nordkorea kan føre til flygtningestrømme. Kina er på vej ind i et år, hvor man også skifter ledere, så man har brug for ro i nærområdet. Men et svagere styre under Kim jong-un kan også give Kina større mulighed for indflydelse. Kinas ledere har allerede opdyrket gode relationer med Kim Jong-un.
RÆSON: Hvad vil de helt præcis med den indflydelse?
PARELLO: Holde Nordkorea som en stødpudestat mod USA’s styrker i Sydkorea. Nordkorea er nok et råddent æble, der hænger på træet, men det betyder noget, hvilken baghave frugten falder ned i. Kina er villig til at give en del kunstigt åndredræt for at holde Nordkorea i live som selvstændig stat.
RÆSON: Men er der slet intet internt pres i Kina for, at dets styre også bekymrer sig lidt for den nordkoreanske befolkning, som jo har det helt forfærdeligt?
PARELLO: På Weibo, det kinesiske internet- og blogunivers, kan man se indlæg, der kalder Kim Jong-il for en diktator. Andre skriver, at det klart er falsk, at folk sørger for hans død og kalder styret forfærdeligt. Men lidt rumlen på nettet ændrer ikke Kinas politik.

RÆSON: Og Sydkorea, hvad kan og bør de gøre nu?
PARELLO: Lige nu er de nervøse for, at Nordkorea kan finde på noget uforudsigeligt. Det er kun et år siden, Nordkorea beskød en sydkoreansk ø. Så man afventer nervøst, hvad der nu sker.
RÆSON: Og det er vel stadig totalt udelukket – på grund af Nordkoreas atomvåben og store stående hær – at de, sammen med USA, angriber Nordkorea?
PARELLO: Totalt.
RÆSON: Hvorfor egentlig? Det er et primitivt styre. Kan man ikke overvåge dem, vide præcis, hvor alle atomvåben er og så udføre koordinerede præcisionsangreb?
PARELLO: De har artilleri i stilling til at lægge millionbyen Seoul, hvor der er en stor amerikansk base med tusindvis af amerikanske soldater, fuldstændig øde på ret kort tid. Clinton er vist den eneste, der – i 1994 – har fået lavet en o-plan [operativ plan for et muligt angreb, red.]. Selv Bush og Cheney var aldrig rigtig i nærheden af at overveje det.

RÆSON: Dit bedste bud: Er Nordkorea stadig et diktatur om 10 år?
PARELLO: Nej, det håber jeg bestemt ikke.
RÆSON: Hvor længe vil der gå?
PARELLO: Det er ikke til at sige. Men det kan lige pludselig gå hurtigt. Allerede nu sker der hele tiden forandringer, som styret ikke ruller tilbage. Nordkoreaneren begynder at få adgang til mobiltelefoner og sydkoreanske film, ofte smuglet ind over grænsen fra Kina. På markederne kan man købe udenlandske varer. De ser, at der findes en anden virkelighed udenfor. Det er den slags små skridt af forandringer ligeså meget som et lederskifte, der uundgåeligt bringer det 21. århundredes verden ind i Nordkorea.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør og redaktør for krig og fred. Kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Har været praktikant på DR2 Udland og rapporteret til Information fra Haiti og til Information og Deadline 22.30 fra Sydsudan. ILLUSTRATION: Nu afdøde Kim Jong-il til højre og hans forventede afløser som Nordkoreas leder, sønnen Kim Jong-un (foto af PicHunting via FlickR).