Kommentar: Der bliver ingen ny udenrigspolitik

Kommentar: Der bliver ingen ny udenrigspolitik

04.10.2011


Intet afgørende nyt vil ske på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske front. Danmark vil fortsat gå i krig, primært for at høste indflydelse på den internationale scene. Vi vil fortsat ”intervenere”, når det er bekvemt, og vi vil fortsat begå overtrædelser af krigens regler. Søvndal, som samtidig skal agere partiformand, kan og vil ikke sprælle for meget. Og han kommer til at kæmpe hårdt for at undgå indre flodbølger i baglandet, når de idealistiske bekendelser, som altid, vil vige for realpolitikken.

KOMMENTAR af Poyâ Pâkzâd

DANMARKS nye udenrigsminister, Villy Søvndal, får en ”decimeret” stilling. Han skal fortsætte med at være partiformand for SF, men hans ansvar ’aflastes’ betragteligt af fire øvrige ministre i Udenrigsministeriet, samt to spindoktorer. Dertil kommer en minister for ”nordisk samarbejde”, Manu Sareen (R). Søvndals beslutningskapacitet som udenrigsminister er derfor godt begrænset og jævnt fordelt mellem regeringspartierne i hver deres afgrænsede men overlappende områder. Nicolai Wammen (S), som er kendt for at være ”konsensussøgende og pragmatisk”, får den nyoprettede post som Europa-minister. Det betyder, at han får ansvaret for Danmarks EU-formandskab, hvor han får rigeligt at se til, både i forhold til de danske EU-forbehold, den raserende gældskrise, og den uendelige udfordring at strømline det fælles økonomiske samarbejde. Wammen skal videreføre bestræbelserne på den europæiske doktrin – ”speaking with one voice” – i den udenrigs- og handelspolitiske EU-strategi, samt dets relationer til USA, Kina og MENA, og ikke mindst den israelsk-palæstinensiske konflikt. Eksport- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) skal stå for udenrigshandlen. Hun skal varetage danske interesser i bl.a. nye vækstmarkeder i Sydamerika og Asien, dels for at hjælpe mindre og mellemstore virksomheder ind i den globale samhandel, og dels for at efterkomme en afsætningskrise i lyset af den tyske vækstopbremsning (BNP-vækst på 0,1 procent i 2. kvartal). Hendes tidligere virke i CARE og Danmarks Naturfredningsforening kan tyde på, at hun har et højt personligt ambitionsniveau, når det kommer til buzz-ordene fair trade, CSR og etisk globalisering. Samme gælder udviklingsminister Carsten Friis Bach fra Nordsjællands storkreds. Han har også har en fortid i NGO-verdenen som tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp, og aktiv i et væld af organisationer fra Amnesty International til WWF Verdensfonden. Han bydes varmt velkommen af Mellemfolkelig Samvirke, som forventer, at han skruer ambitionen for udviklingsbistanden op fra de 0,7 til 1 % af BNI, og at han – sammen med Wammen – arbejder for ”at hensyn til udviklingslande bliver skrevet ind i EU’s kommende landbrugspolitik…”. En del af embedet består formentligt i varetagelsen af danske interesser i udviklingslandene, særligt Afrika. Den nye forsvarsminister, Nick Hækkerup, som tidligere har sagt, at han er imod værnepligten, har i overensstemmelse med tidligere varslinger fra bl.a. Holger K Nielsen, iværksat suspenderingen af værnepligten. Det bydes velkommen af forsvaret mod oprettelsen af en professionel hær. Dette, er der trods en vis jamren fra den veritable yderlighed (DF), ikke noget nyt i. Det hænger sammen med ”grundlaget for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik”: NATO og alliancens transformation, medlemsstaternes militære modernisering/effektivisering, samt revision af alliancens operationelle praksis til en international interventionsstyrke, der skal kunne indsættes globalt.

NÅR man sådan skræller løget, står der ganske lidt tilbage til Villy. Han skal nok deltage i en række prestigefyldte topmøder, hvor Danmark trods megen intern selvidealisering har dårlig indflydelse. Også skal han være synlig og engageret i forhandlingerne om Arktis’ fremtid og samarbejdet mellem de 5 kyststater. Hans løfter om en undersøgelseskommission af Irak-krigen og de selvtjenende hensigtserklæringer om anerkendelse af Palæstina er prisværdige og rigtige fra et normativt synspunkt, men i grunden også omkostningsfrie. Hvor den tidligere regering hang fast i sit puddelhundsforhold til USA, kan det nye udenrigsministerium slå sig ind i den virkelige verden, hvor det ”amerikanske århundrede” har sakket mod enden de sidste 20-30 år, og med særlig hast siden finanskrisens begyndelse i det 21. århundrede.

REGERINGSGRUNDLAGETS løfter om udenrigspolitisk ”fornyelse af Danmark” skal læses som en fornyet tilpasning til potentielt systemomstyrtende magtforskydninger. Det betyder ikke, at vi som nogen frygter, vender tilbage til ”fodnotepolitikken”, men at dansk udenrigspolitik fortsat vil følge NATO, dog i højere grad under europæiske referencerammer – og her er Søvndals tyskkundskab vigtigere end hans engelske mangler på samme. Siden jerntæppets fald har udenrigspolitikken, som politolog Peter Viggo Jacobsen fortæller Ritzau, ”været båret af en stor, fed konsensus… med Irak-krigen som undtagelsen, der bekræfter reglen”. Vi kan således ikke forvente en grundlæggende ny udenrigstjeneste, men forsikre os om en fortsat ”aktivistisk udenrigspolitik” under nye omskiftelige salgstaler. Intet afgørende nyt vil ske på den udenrigspolitiske front, som SF skrev sig ind i under forsvarsforliget for 2010-14. Søvndal, som samtidig skal agere partiformand, kan og vil ikke sprælle for meget. Og han kommer til at kæmpe hårdt for at undgå indre flodbølger i baglandet, når de idealistiske bekendelser, som altid, vil vige for realpolitikken. Danmark vil fortsat gå i krig, primært for at høste indflydelse på den internationale scene. Vi vil fortsat ”intervenere”, når det er bekvemt, og vi vil fortsat begå overtrædelser af krigens regler. Intet nyt under solen.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON. [Foto: SF]