Hverken Helle eller Løkke har svaret: Hvad hvis væksten udebliver?

Hverken Helle eller Løkke har svaret: Hvad hvis væksten udebliver?

15.09.2011


Enten får vi 5-7 års lavvækst eller også gør vi ikke. Begge dele er realistisk. Det optimistiske scenarie har både Helle og Løkke klare svar på. Til det pessimistiske har de slet ingen. Det er et problem.

KOMMENTAR af Magnus Boding Hansen, ansv. chefredaktør

RØD OG BLÅ PLAN tager udgangspunkt i, at væksten kommer igen. Helle og Løkke låner penge for at skabe vækst og betaler lånet tilbage med væksten. Det gør økonomiske planer altid. Det holder. Men hvis væksten ikke kommer tilbage, så holder det ikke. Det står de ved: “Der er ingen af de her planer, der hænger sammen, heller ikke regeringens, hvis vi ikke får vækst,” sagde Helle Thorning i interview med Clement Kjersgaard på DR 9.september. Løkke siger det samme. Så vidt: ærlig snak fra begge. Men hvad hvis væksten, som vi kender og elsker den, ikke kommer tilbage? Det vil de ikke svare på.

DET ER REALISTISK. Det er derfor et svar er rimeligt. “5-7 års lavvækst vil jeg tillægge en sandsynlighed på 60-70 procent,” vurderer chefanalytiker i Sydbank Michael H. J. Stæhr til RÆSON. ”Det er svært med baggrund i de seneste års økonomiske udvikling ikke at være bekymret for vækstpotentialet i dansk økonomi fremadrettet.” Harvard-professor og tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond, Kenneth Rogoff, spår en L-formet recession i USA. Med det mener han, at væksten – modsat tidligere V-formede kriser – ikke vender hurtigt tilbage. Stadig flere tror det samme. Og Danmark får næppe blomstrende vækst, hvis USA og Europa er i krise. Det er udsigterne. De er dystre.

POINTEN ER IKKE, at det går så galt. Fx sætter Torben M. Andersen i et mailsvar til RÆSON kun sandsynligheden for, at vi får ti års lavvækst, lig Japans i 90’erne, til 20 procent. Jeg ved ikke, om han eller Rogoff og Stæhr får ret. Det er der ingen, der ved. Pointen er, at sådan kan det meget vel gå – og at det derfor er et problem, at Helle og Løkke ikke vil sige, hvad de i så fald vil gøre. Det efterlader jo kun to muligheder: 1. De har ikke en plan for det. 2. De har en hemmelig plan for det. Det første er foruroligende, det andet er udemokratisk.

HVORFOR VIL DE IKKE SVARE? 5-7 års lavvækst vil sparke hul i både Helle og Løkkes planer. Når det hul vil skulle lukkes, vil det blive meget mere blodigt end efterløn/dagpenge/effektiviseringer/millionærskat/12 minutter. Deres analyse: Det er selvmord overhovedet at forestille sig dét blodbad. Min analyse: Vælgerne er trætte af, at der bliver talt udenom. Vælgerne vil have en rå og ærlig leder. Vælgerne kan godt forstå denne korte sætning med to led (især hvis dens to nøgleord som her skrives med versaler): “HVIS væksten ikke vender tilbage, SÅ vil vi spare på xx”.

HVAD KAN DE SVARE? Dét har jeg spurgt en række økonomer om. Torben M. Andersens svar: “Det vil sætte en anden dagsorden både i forhold til arbejdsmarkedet og de offentlige finanser. De eksisterende planer for at få de offentlige finanser til at hænge sammen er alle baseret på en relativ hurtig tilbagevenden til “normal” vækst , og skulle dette ikke blive tilfældet vil det stille større krav til at få de offentlige finanser til at hænge sammen.” Med andre ord: Der vil skulle skæres markant. Det bliver grimt.

DER ER TO REALISTISKE SCENARIER for dansk økonomi. Det ville være mest demokratisk, at en ny statsminister havde svar på begge. Også på det grimme af dem.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør og redaktør for krig og fred. Kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Har skrevet til Information fra Sydsudan og Haiti og været praktikant på DR2 Udland. ILLUSTRATION: Helle Thorning-Schmidt i valgkamp i Odense (foto: Socialdemokraterne).

KOMMENTARFORSLAG TIL RÆSON?
Send det til: redaktionen@raeson.dk