Haqqani-netværket: Fra ven til fjende

Haqqani-netværket: Fra ven til fjende

13.11.2011


Haqqani-netværket udgør en slagkraftig del af oprørsbevægelsen i Afghanistan, men har hidtil stået i skyggen af Taleban og al-Qaeda. Netværket opererer uhindret fra Pakistans bjergrige stammeområder og har tætte forbindelser til den pakistanske militære efterretningstjeneste. RÆSON tegner et portræt.

ANALYSE af Mona Kanwal Sheikh

Læs også
Talebans strategi: Underminér regeringen og skræm befolkningen (GRATIS)

Haqqani-netværket sættes i forbindelse med flere af oprørernes succesrige angreb på vigtige mål i Afghanistan, herunder angrebet på den amerikanske ambassade i Kabul. Men på trods af, at Haqqani-netværket har været en særdeles aktiv del af oprørsbevægelsen siden invasionen af Afghanistan i 2001, er gruppen fortsat et ubeskrevet blad sammenlignet med Taleban og al-Qaeda. Hvad er Haqqani-netværket egentlig, og hvad vil de?

Fælles fjender
I modsætning til de talrige Taleban-grupperinger, der opstod i kølvandet på invasionen i 2001, er Haqqani-netværket ikke en ny bevægelse. Gruppens rødder stikker endda dybere end den oprindelige Taleban-bevægelse, der overtog kontrollen med store dele af Afghanistan i midten af 1990’erne. Jalaluddin Haqqani, netværkets hovedperson, var blandt de første mujahideen, som allerede inden Sovjetunionens invasion i 1979 havde opfordret til oprør mod den siddende præsident i Afghanistan, Sardar Mohammed Daud. Haqqani tilsluttede sig bevægelsen Hizb-e-Islami ledet af Yunis Khalis, som var en af de første, der erklærede jihad mod præsident Daud på grund af dennes kommunistiske loyaliteter over for Sovjetunionen. Haqqani og mange andre modstandere af det pro-kommunistiske regime i Afghanistan fik asyl i Pakistan og vendte senere tilbage for at drive russerne ud af Afghanistan. Disse mujahideen fik massiv moralsk, finansiel og logistisk støtte til kampen mod Sovjetunionen af både USA, Pakistan og Saudi Arabien. Jalaluddin Haqqani blev under Den Kolde Krig uhyre populær hos den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, fordi han i stor stil formåede at rekruttere krigere fra den arabiske verden – herunder Osama bin Laden – til kampen mod den fælles kommunistiske fjende.

Taleban-minister
Haqqani-netværkets leder tilhører den generation af mujahideen, der efter russernes retræte bekrigede hinanden for at få magten i Afghanistan. Det oprindelige Taleban opstod som en reaktion på de blodige interne afghanske stridigheder. Samtidig var Talebans tilhængere drevet af en trang til at udbedre det moralske og religiøse forfald, som de mente, at den første generation af mujahideen repræsenterede. Taleban var en gruppe studenteraktivister fra den pakistanske madrassa Darul Uloom Haqqania (hvor Jalaluddin Haqqani også selv havde studeret og fået ærestitlen ”Haqqani”), som tilsluttede sig Mullah Omars fordømmelse af mujahideen-gruppernes dekadence. Efter Taleban havde nedkæmpet de vildfarne mujahideen og overtaget magten i Afghanistan, blev de af mujahideen-lederne, som ikke ansås for at være moralsk korrupte, inviteret med i regeringen. Jalaluddin Haqqani var blandt disse og fungerede i en årrække som minister for grænse- og stammeanliggender i Talebans regering.

Uafhængig og decentraliseret
Efter USA’s invasion af Afghanistan i 2001 vendte Jalaluddin Haqqani sig hurtigt mod sine tidligere vestlige velgørere. Han har siden stået i spidsen for væbnede oprørsaktiviteter koordineret fra det nordlige Waziristan, som er en del af Pakistans stammeområder. Haqqani-netværket spiller i dag en nøglerolle, fordi det har været i stand til at indtage en koordinerende position mellem det oprindelige Taleban og de hidkaldte udenlandske krigere, herunder al-Qaeda. Betegnelsen ”netværk” er yderst rammende, ikke kun på grund af Haqqani-netværkets mange bånd til andre militante bevægelser, men også på grund af organisationsstrukturen. Selvom ledelsen er organiseret omkring Haqqani-familien, er operationerne decentralt styret og de enkelte enheder kun løst forbundet. Haqqani-netværket antages også at have et sæde i det Mullah Omar-ledede Quetta Shura – det råd, som udgør lederskabet af det afghanske Taleban. Alligevel bliver Haqqani-netværket opfattet som en operationelt uafhængig enhed, navnlig fordi gruppen hovedsagelig kæmper i det østlige Afghanistan, mens det afghanske Taleban er koncentreret i den sydlige del af landet. Hertil kommer, at Haqqani-netværket og de andre militante grupperinger i Afghanistan og Pakistan er bygget op omkring stærke stammeledere eller familier, som har deres helt egne autoritetsrelationer og traditionsbetingede magtstrukturer. Selvom der er væsentlige ideologiske og etniske overlap mellem Haqqani-netværket og Taleban er en decideret fusion utænkelig.

Erfarne krigere med magtfulde venner
Med mere end 30 års erfaring i bagagen har Haqqani-netværket udviklet en høj grad af ekspertise inden for væbnet modstandskamp. Det betyder, at gruppen er meget vanskelig at uskadeliggøre. På grund af solide historiske alliancer har netværket desuden tætte forbindelser til det afghanske Taleban, al-Qaeda og Pakistans magtfulde militære efterretningstjeneste. Selvom lederskabet nu er overdraget til Jalaluddin Haqqanis sønner, Sirajuddin og Badruddin, har Haqqani-netværket tydeligvis bevaret evnen til at slå hårdt og målrettet til. Netværkets inderkreds består ifølge rapporter af nogle hundreder, mens antallet af krigere, der opererer i Haqqanis navn, udgør mellem 10.000 og 15.000.

Derfor tøver Pakistan
Pakistans tøven med at slå ned på Haqqani-netværket vækker kritik og sår tvivl om Islamabads motiver. Den allestedsnærværende militære efterretningstjeneste får mange offentlige smæk og lægger ryg til gentagne beskyldninger om, at de støtter eller freder bevægelser, der kæmper mod de allierede styrker i Afghanistan. I et vidneudsagn foran det amerikanske senat insisterede den amerikanske admiral Mike Mullen eksempelvis meget bramfrit på den pakistanske efterretningstjenestes uhellige alliance med Haqqani-netværket. Udover de tætte historiske bånd mellem Haqqani-netværket og efterretningstjenesten kan Pakistan også have væsentlige indenrigspolitiske grunde til at holde sig på god fod med Haqqani-netværket. Siden 2007 har den største pakistanske Taleban-gruppe, Tehrik-e-Taleban Pakistan (TTP), vendt skytset indad og anset den pakistanske hær og regering for at være legitime mål. Haqqani-netværket derimod nøjes med at føre væbnet kamp i Afghanistan. Det passer Pakistan udmærket, eftersom det sidste, Islamabad har brug for, er flere indre fjender. Motivationen til en målrettet pakistansk militæroperation for at få ram på Haqqani-netværket er derfor yderst begrænset. Samtidig er efterretningstjenestens forbindelser til Haqqani-netværkets nøglepersoner en oplagt mulighed for at forhandle med de Taleban-grupperinger, som har vendt sig mod Pakistan. I dette delikate spil er Haqqani-ledelsens medierende rolle værdifuld for Pakistan.

Den etniske faktor
En yderligere årsag til, at Pakistan gerne vil være på god fod med Taleban er, at Islamabad har en stærk interesse i en pashtun-domineret ledelse i Kabul. Faktum er, at Pakistan ønsker at svække magtmulighederne for de etniske grupperinger, hvis loyalitet ligger hos andre end Pakistan, herunder tajikkerne, uzbekerne og hazaraerne. Skrækscenariet for Pakistan er, at landet ender som den indeklemte bøf mellem et fjendtligt indstillet regime i Kabul på den ene side og ærkefjenden Indien på den anden. I hvilken grad Pakistan aktivt bevæbner og træner Haqqani-netværket og andre Taleban-grupperinger er uklart. Men Islamabads strategi er under alle omstændigheder at lade de militante oprørsbevægelser være i fred, så længe de blot kæmper mod de internationale styrker i Afghanistan og ikke gør oprør mod den pakistanske stat, som har problemer nok i forvejen.

Klar til forhandling – men om hvad?
Meget tyder på, at Haqqani-netværket er i regelmæssig dialog med den pakistanske militære efterretningstjeneste. Et af resultaterne er tilsyneladende, at Mullah Omar råder de pakistanske Taleban-grupperinger til at koncentrere sig om kampen i Afghanistan og lade Pakistan være. Haqqani-netværkets ledelse har heller ikke været uvillige til dialog med pakistanske regeringsrepræsentanter i tidens løb. Også under Taleban-regimet i Afghanistan så Jalaluddin Haqqani mulighederne i samarbejde frem for sololøb. Dog skal man huske på, at Haqqani-netværket netop er et netværk med mange løst tilknyttede personer og selvstændige undergrupper, der alle kan være mere eller mindre enige i idéen om en forhandlet fredsaftale i Afghanistan. Haqqani-netværket står angiveligt bag den nylige likvidering af den tidligere afghanske præsident og mujahideen-leder, formanden for Afghanistans fredsråd, Burhanuddin Rabbani. Det har fået både USA og præsident Karzai til at stille sig meget kritisk over for muligheden for at forhandle med Haqqani-netværkets ledelse. Under Den Kolde Krig stod Rabbani i spidsen for de tajikiske styrker, og formåede kort efter russernes tilbagetrækning at indtage Kabul. Det faldt ikke i god jord blandt de pashtun-dominerede mujahideen-grupper som Taleban og Haqqani-netværket. Attentatet repræsenterer derfor ikke blot entydig modstand mod forhandling – men er også en manifestation af Rabbanis manglende legitimitet som forhandlingsleder blandt de pashtun-dominerede militante grupper.

For Pakistan er Haqqani-netværket en oplagt samtalepartner. Ikke blot fordi gruppen hidtil har fredet Pakistan, men også fordi netværket har forhandlet fredsaftaler på plads mellem Pakistan og væbnede Taleban-grupper samt internt mellem Taleban-fraktioner, der bekriger hinanden på grund af sekteriske og strategiske forskelle. Således har Haqqani-netværket faktisk vist sig at være en vigtig allieret i Pakistans bestræbelser på at sikre indenrigspolitisk stabilitet – samtidig med, at netværket af al magt bekriger de internationale styrker i Afghanistan. Det centrale spørgsmål er derfor ikke, om man kan tale med Haqqani-netværket eller ej, men snarere om hvad.

Mona Kanwal Sheikh er projektforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hendes hovedekspertise er militante bevægelser i Pakistan, herunder særligt bevægelser knyttet til det pakistanske Taleban. Hendes forskning fokuserer på religiøse legitimeringer af, og mobilisering til, vold. ILLUSTRATION: Afghanske sikkerhedsstyrker på udkig efter Haqqani-krigere i Waliuddin Bak (foto af maniac-x).