Grønland: Kan olie bringe økonomisk selvstændighed til grønlænderne?

Grønland: Kan olie bringe økonomisk selvstændighed til grønlænderne?

27.01.2011


Efter overgangen til selvstyre i 2009 kæmper Grønland nu med også at skabe en selvstændig bæredygtig økonomi. Men hvordan gør man det, når en tredjedel af det offentlige forbrug finansieres fra Christiansborg? Olie og turisme kan være svaret. Men det rummer samtidig store udfordringer for de grønlandske politikere – netop som et generationsskifte er på vej i grønlandsk politik.

Af Christian Hjerrild Ovesen

Der sker store politiske og økonomiske forandringer i Grønland i disse år. Og samtidig står landet over for en række dilemmaer i forhold til, hvordan man sikrer den fremtidige økonomiske vækst. På den ene side rummer Grønland et stort potentiale med en rig undergrund og et stort turist-potentiale. Men på den anden side lurer udfordringer for de grønlandske politikere og det grønlandske folk, når det handler om at tackle de problemer, som for eksempel et muligt olieeventyr fører med sig.

Og så er der spørgsmålet, der hænger over det alt sammen: Hvordan kan Grønland opbygge en bæredygtig økonomi, når landet fortsat er afhængig af et dansk bloktilskud på 3,2 mia. kr. ud af samlede offentlige udgifter – i 2009 – på 9,2 mia. kroner?

Olie eller turisme?
For at skabe en bæredygtig grønlandsk økonomi er der fortsat et stykke vej endnu. Men ikke mindst på grund af undergrunden sporer man alligevel en række muligheder. Og et potentielt stort oliefund giver optimisme.

Alene i 2010 ansøgte 17 selskaber om lov til at bore efter olie i Grønland og i sensommeren bredte der sig næsten en sand klondike stemning, da det skotske selskab Cairn Energy annoncerede, at man havde fundet spor af olie og gaser i en boring ud for den grønlandske vestkyst nær byen Aassiat (Egdesminde). Cairn Energy planlægger op til fire oliefterforsknings offshore-boringer i Grønland i år. Man venter dog fortsat på den helt store gevinst.

Men også på landjorden er der en jagt efter værdifulde mineraler og metaller. I Sydgrønland har man længe diskuteret, hvorvidt man bør udvinde metaller fra Kvanfjeldet, som ligger nær den lille idylliske by Narsaq. Her har det australsk-ejede selskab Greenland Minerals and Energy fået koncession på at efterforske sjældne jordarter i bjerget. Men det er fortsat et kontroversielt og omdiskuteret politisk emne om den store mængde uran i bjerget må udvindes til kommercielle formål. Længere mod nord i midtvest Grønland arbejdes der fortsat på, at den verdensomspændende virksomhed Alcoa kan etablere et aluminiumsværk ved byen Maniitsoq.

En anden potentiel indtægtskilde er de meget omtalte isbjerge, der årligt tiltrækker turister i tusindvis. Godt nok har antallet af turister været faldende de sidste par år, men det kan blandt andet forklares med den generelle økonomiske afmatning i verdensøkonomien. Ser man tilbage på de seneste ti år har Grønland oplevet stor vækst i turismen og ifølge Grønlands Statistik besøgte 36.000 flypassagerturister og 27.000 krydstogtpassagerer Grønland i 2009. Et tal som forventes at stige i de kommende år.

Og der er rigeligt med is at kigge på. Sermeq Kujalleq (Jakobshavn Isbræ) er den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle og producerer årligt mere end 25 km3 is. Disse enorme masser bliver skubbet ud igennem den 50 km lange Ilulissat isfjord og ved fjordens udmunding blokeres de af en morænebanke. Herfra flyder isbjergene ud og danner det smukkeste landskab af isbjerge i Diskobugten lige udenfor Ilulissat by. Ilulissat og hele Diskobugten har allerede en veludbygget turismeindustri men mulighederne for at udbygge industrien i dette område er fortsat enorme.

Men ikke kun de store isbjerge i nord gemmer et potentiale. I Sydgrønland er der et grønt og frodigt landskab med et mildt klima, hvor der er alverdens muligheder for turistbranchen. Den gode infrastruktur i Sydgrønland med de relativt korte afstande giver gode muligheder for at arrangere vandre- og kajakferier i området. Og allerede nu er der da også en voksende industri i området.

En politisk udfordring
Alle disse store muligheder indenfor henholdsvis råstoffer og turisme er vældig interessante men for at det skal gavne Grønland er det vigtigt, at politikerne i de kommende år træffer de rigtige beslutninger. Hvordan håndterer man et større antal turister i forhold til at sikre den oprindelige kultur og dagligdag i et samfund med kun 55.000 indbyggere? Og hvad gør man i dilemmaet mellem at bygge store minebyer og kraftværker tæt på byerne og samtidig opretholde et sundt og normalt samfundsliv i disse byer. Og helt centralt er spørgsmålet om, hvordan man politisk vil håndtere situationen, når eller hvis man en dag begynder at gøre store fund indenfor råstofsektoren.

Da flere af aktørerne på markedet er udenlandske selskaber er det afgørende at sikre at indtægterne i et vidst omfang vil gå til det grønlandske samfund. Men dernæst ligeså væsentligt er, hvordan indtægterne anvendes. Afgørende er det, at man bruger indtægterne på en måde så Grønland ikke omdannes til en oliestat uden egen produktion. Indtægterne skal derfor investeres fornuftigt og eftertænksom. De første tiltag fra de grønlandske politikere tyder på, at man tager opgaven alvorligt, og man har allerede oprettet en fond svarende til den norske oliefond i tilfælde af et grønlandsk olieventyr. På den måde håber man på at kunne fastholde roen og forhindre et masseforbrug såfremt milliarderne skulle vælte ind.

Det er ret sikkert at såfremt de økonomiske muligheder opstår, vil man kappe båndene til Danmark og blive et selvstændigt land. Men det interessante er, hvordan indtægterne skal indgå i en opbygning af landet. De grønlandske politikere står nemlig også overfor at tage stilling til hele den grønlandske samfundsmodel, som er en speciel skabning. Man har en stor offentlig sektor, som kun overlever via støtte fra det danske bloktilskud. Denne model gør at man kan holder liv i nogle ikke rentable erhverv og mindre udkantssamfund i Grønland. Det spørgsmål, som politikerne må stille sig selv er, om man også i fremtiden vil fastholde denne struktur.

Desuden er der flere eksempler på, at den store offentlige sektor har medført misbrug og udkonkurreret private aktører på markedet. Faren er, at de store indtægter fra råstoffer blot vil gå ind og erstatte det danske bloktilskud og dermed fastholde den nuværende samfundsstruktur, så man ikke får opbygget en bæredygtig økonomi med egen produktion. Omvendt skal man, som dansker, huske på at et land som Grønland med en så speciel geografi, nødvendigvis må have en anderledes samfundsmodel end den danske. Nogle taler endda om at der findes en særlig form for arktisk økonomi.

Store politiske forandringer
I 2009 tog man skridtet fra Hjemmestyre til Selvstyre. Det betyder, at det grønlandske folk nu officielt anerkendes fra dansk side, som et eget folk i forhold til folkeretten. Desuden hjemtog man flere områder, herunder retten til undergrunden og har nu retten til frit at hjemtage de politiske områder man ønsker eller helt at løsrive sig fra Danmark. I samme omvæltning har man gennemført reformer og effektivisering i form af kommunesammenlægning og fusion af centraladministrationen. På få år er man gået fra at have 18 kommuner, til nu at have 4 ”super” kommuner. Disse kommuner er geografiske gigantenheder, hvoraf Qaasuitsup Kommunen i Nordgrønland med sine 660.000 km² er verdens største kommune.

I centraladministrationen har man nu igennem en længere årrække forsøgt at forenkle og effektivisere ved at sammenlægge flere departementer og styrelser til færre enheder. I forhold til den politiske udvikling blæser der også nye vinde da man for første gang siden hjemmestyrets indførsel i 1979 fået en regering hvor partiet Siumut, ikke har landstyreformandsposten. Den nuværende regering i Grønland er ledet af landsstyreformand Kuupik Kleist og består af partierne Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Kandidatforbundet – en bred koalition bestående af både et borgerligt og socialistisk parti.

Samtidig er et generationsskifte er på vej i grønlandsk politik. Mange af de garvede politikere, som igennem en menneskealder har domineret grønlandsk politik er efterhånden ved at overlade scenen til en ny generation. Som eksempel har det nuværende folketingsmedlem Lars Emil Johannesen for nylig annonceret, at hans tid i politik snart er forbi. I kulisserne lurer en række nye Grønlandske politikere, som har stor kærlighed til og store ambitioner for deres land. To af de unge politiker-spirer man bør holde øje med er det 26-årige nuværende folketingsmedlem for den Nordatlantiske Gruppe Juliane Henningsen og den 29-årige Niels Thomsen, som er politisk ordfører for et af de regeringsbærende partier i det Grønlandske parlament.

Christian Hjerrild Ovesen er PhD Studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Christian er tidligere fuldmægtig ved Grønlands Hjemmestyre og tidligere turistguide i Grønland.