Forsker: Frygten for Iran er overdrevet

Forsker: Frygten for Iran er overdrevet

08.04.2011


Journalisters og politikeres frygt for Iran er langt større end den reelle trussel. Det fastslår RUC-professor Ali Rahigh-Aghsan i en ny videnskabelig rapport. Iran er ikke en fremstormende stormagt i Mellemøsten – hverken militært eller kulturelt.

Interview af Anders Engrob

Ali Rahigh-Aghsan er tilknyttet professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet med særligt fokus på iranske forhold og har sammen med Peter Viggo Jakobsen skrevet artiklen The Rise of Iran: How Durable, How Dangerous? som for nyligt blev udgivet af The Middle East Journal. Han siger, at frygten for Iran er overdrevet.

Inden hans argumenter for, at frygten er overdrevet, nævner han fire grunde til, at mange ser Iran som en kommende stormagt i regionen: 1. Blandt OPEC-lande er Iran det næstmest producerende land. 2. Dets økonomi målt i BNP er i løbet af de seneste 10 år vokset med 5 procent. 3. Landet har en stor befolkning på 71 millioner. 4. Endelig står det ifølge internationale eksperter klart i sol og måne, at Iran pønser på at blive en atommagt. Dette bekræfter Iran dog ingenlunde.

Af disse grunde anses Iran i forsker-, medie- og politikerkredse for at være en trussel for stabiliteten. Det er det, Ali Rahigh-Aghsan forsøger at gøre op med. For selvom vi fortsat må vise Iran opmærksomhed, er der ingen grund til at overdrive frygten. Derfor har han forsøgt at gøre opmærksom på de fordomme og myter, der hersker omkring Iran.

Myte 1: Irans hard power
”Iran anses ofte for at være en stærk militærmagt, og det er de på sin vis også; men hvis vi husker at sammenligne med andre lande i regionen, så har Golfens Samarbejdsråd (GCC), altså Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og De forenede Emirater i højere grad haft spenderbukserne på. Fra 1988 – 2007 har disse lande investeret over 15 gange så meget i deres forsvar som Iran,” siger Ali Rahigh-Aghsan til RÆSON.

”Det er kun få måneder siden, Saudi Arabien sendte en ordre på over 300 milliarder af sted til USA, som i tilgift skal sende moderne militærudstyr tilbage til deres arabiske samarbejdspartner. Hvor Iran har 55 kampfly og 730 tanks har golflandene 495 kampfly og 1816 tanks og mønstret fortsætter. Iran har til gengæld et stort antal soldater, men mange er dårligt uddannede og har modtaget begrænset træning. Golflandenes soldater er mere professionelt trænet.”

Myte 2: Irans soft power
Ifølge Ali Rahigh-Aghsan er der intet, der tyder på en kulturel og religiøs spredning fra Iran: ”Skræmmescenariet har ellers været, at flere lande vil få præstestyrer og radikale konstitutioner. Der er dog intet, der peger på, at shiitterne i Iran har held med at sprede deres variant af Islam til Irak og resten af Mellemøsten, hvor flertallet er sunni-muslimer. Siden revolutionen i 1979 har Iran, med undtagelse af Hizbullah i Libanon, ikke haft held med at sprede den iranske doktrin. Globalt set er det kun 10-15 procent af alle muslimer, der er shiitter, og af den andel er det kun en ubetydelig del, som ønsker at følge den Iranske model med at give politisk magt til et præstestyre.”

”Iran er på gadeplan populær blandt arabere på grund af deres militante opposition til USA og deres støtte til anti-israelske grupper. Men samtidig står landet i stor kulturel kontrast til andre lande i Mellemøsten, hvad angår sprog, religion, etnicitet og kultur. Selv på medieområdet har Irans store transregionale tv-kanal Al-Alam ikke nær samme popularitet som sine arabiske konkurrenter Al-arabiya og Al-Jazeera.”

Ali Rahigh-Aghsan giver en hurtig stribe af eksempler på, at frygten for Iran som stormagt er overdrevet: De store interne stridigheder mellem Revolutionsgarden, Præsterne og Den Grønne Bevægelse; økonomiske vanskeligheder; skattemæssige problemer; besvær med at producere mere olie.

”Kort sagt: Iran er ikke en stat, der er i stand til mobilisere sig som stormagt i regionen.”

Både Bushs og Obamas strategier over for Iran er forfejlede
RÆSON: Meget tyder på, at Iran arbejder på at få atomvåben. Er det ikke en trussel?
Ali Rahigh-Aghsan: Jo, det er en trussel. Selv om Iran er mindre magtfuld end mange antager, bør regimet i Teheran stadig tages alvorligt. Iran spiller en destabiliserende rolle i Irak, Libanon, Palæstina og Bahrain, og landet har helt sikkert kapacitet til at forsætte med at gøre det fremover.
RÆSON: Okay, men bør Vesten så ikke sætte alle kræfter ind på at stoppe udviklingen af den bombe, når nu Iran destabiliserer så store dele af Mellemøsten?
Rahigh-Aghsan: Det er klart, at noget skal gøres, men ikke gennem forhandlinger som Obama-administrations Engagement Strategy eller bombning, som var Bush-administrations strategi i Iran. Begge metoder vil på kort sigt næppe medføre en signifikant ændring i præstestyrets atomprogram.
RÆSON: Det var så, hvad der ikke skal gøres. Hvad bør så gøres?
Rahigh-Aghsan: Regimet bør presses internt og eksternt. Internt ved at balancere inden for landets grænser og eksternt ved en inddæmningspolitik fra verden omkring. Det kræver en fælles indsats fra Vesten og golflandene på et økonomisk, militært og politisk plan.
RÆSON: I forhold til det interne, hvordan bør Vesten forholde sig, hvis Den Grønne Bevægelse rører på sig igen? Bør vi støtte den mere aktivt?
Rahigh-Aghsan: Ja, for støtte til Den Grønne Bevægelse er i mine øjne én af måderne at skabe balancering på, og det vil medvirke til at ændre regimet.

Overvurdering af Iran kan blive selvopfyldende
En god grund til ikke at overvurdere Irans magt er, ifølge Rahigh-Aghsan, at det kan blive selvopfyldende.

”Det er væsentligt, at USA, Israel og resten af verden ikke hopper i en fælde, ved at behandle Iran som hegemon og muskuløs storebror i Mellemøsten. Faktisk behøver verdenssamfundet ikke at gøre en stor kunst ud af at reducere Irans magt, da det siden præsidentvalget i 2009 har vist sig, at Irans evne til at forme og bestemme politiske resultater er blevet reduceret i takt med den interne politiske splittelse. Derfor vil en fortolkning af Iran som stormagt skabe en risiko for, at landet får for meget ved forhandlingsbordet, siger Ali Rahigh-Aghsan.

”Til syvende og sidst kan det ende med, at Iran beslutter at blive atommagt, da de på forhånd kan se, hvor mange politiske fordele det giver, at verdenssamfundet frygter dem. Den værste konsekvens vil være, at frygten får høgene i Washington og Tel Aviv til at gennemføre et præventivt angreb mod Irans atomprogram og mod Revolutionsgarden. Alt dette vil ikke være godt.”

Foto: Ligefremme: Irans gamle Udenrigsministerium. Til højre bag træerne: Irans nye Udenrigsministerium (commons.wikimedia.org).

Anders Engrob (f.1984) kandidatstuderende på Global Studies, hvor han i 2010 lavede politisk forskning i Egypten. Anders har været praktikant på DR2 Udland. Desuden har han som fotograf holdt udstillinger om sin Himalaya-serie. Website: www.andersengrob.dk.