Eldad Beck: Israel angriber ikke Iran – de ville aldrig true først

Eldad Beck: Israel angriber ikke Iran – de ville aldrig true først

22.11.2011


”Et militært angreb fra Israels side på Iran virker usandsynligt, for så ville israelerne slet ikke have snakket så meget om det.” Det siger den israelske avis Yedioth Ahronoths anerkendte Mellemøstreporter Eldad Beck – som dog tror, den israelske sikkerhedstjeneste står bag de mange cyberangrib på Iran. Beck bor i Berlin og udgav i 2009 den meget solgte bog ”Beyond the Border: Travels to forbidden Lands” om sine rejser i arabiske og muslimske lande, hvor israeleres normalt er forbudt indrejse.

INTERVIEW af David Jano

Læs også
Irans atomplaner: Passivt USA vil øge risikoen for israelsk soloangreb snart

Både Israels præsident Shimon Peres og Israels mangeårige forsvarsminister Ehud Barak har sagt, at et angreb på Iran fra Israels side er meget sandsynligt. Vil det ske?
Lad mig starte med at sige, at et angreb på Iran allerede er i gang fra Israels side. Her taler jeg ikke om en militær intervention, men om de mange cyberangreb, der har ramt Iran den seneste tid og markant har forværret deres nukleare program. Disse angreb kommer uden tvivl fra den Israelske efterretningstjeneste. Jeg mener dog, at der er tale om retorik, når Peres og Barak kommer med disse udtalelser. Det er gjort for at lægge pres på det internationale samfund, så man kan skabe endnu mere vished om, hvor alvorlig situationen er ved at blive i Iran. Det er også vigtigt at notere sig, at situationen var den samme for fire år siden, hvor et nært forestående valg til det iranske parlament ligesom nu lå lige om hjørnet. Israel gik også dengang ud og kritiserede Iran offentligt, så man forhåbentligt kunne få befolkningen i Iran til at stemme på andre ledere til deres parlament.

Men i 1981 angreb Israel Osirak-reaktoren i Irak og i 2007 angreb Israel militære installationer i Syrien. Så Israel HAR vist, at man ikke er bange for at angribe andre lande i Mellemøsten, uden det kommer til krig. Hvorfor skulle man så ikke angribe Iran?
Et evt. militært angreb fra Israels side på Iran virker usandsynligt, for så ville israelerne slet ikke have snakket så meget om det. I de to tilfælde, som du nævner, der kom angrebene ud af den blå luft. Der var ingen, der havde set dem komme, og ingen i den israelske elite, hverken regeringen, parlamentet eller hæren havde luftet tanker om dette. Derfor tror jeg ikke, at et angreb på Iran er nært forestående, for så ville man forsøge at fjerne al opmærksomhed fra dette emne i modsætning til, nu hvor alle israelske politikere snakker om Iran hele tiden.

Mange eksperter har været ude og sige, at Israels mange problemer med Iran har skabt bedre relationer mellem Israel og andre lande, der også står stejlt mod Iran, heriblandt et dominerende land i Mellemøsten, nemlig Saudi Arabien?
Jeg har godt hørt denne tese flere gange. Det er også helt hen i vejret. Saudi Arabien har på ingen måde nogen som helst interesse i at bløde forholdet op mellem sig selv og Israel. Kongen og prinserne i Riyadh hader stadig Iran som pesten, men synes bare det er skønt at Israel laver alt det beskidte arbejde.

Forholdet mellem Europa og Israel er blevet forværret efter Israel fremstod noget isoleret ved FN’s Generalforsamling i september. Er du enig?
Jeg synes faktisk ikke, forholdet mellem Europa og Israel er så slemt igen. Man bliver nødt til at kigge tilbage i tiden for at sammenligne, og i 1970erne og 1980erne var EF’s position over for Israel langt mere kritisk, end EU’s er i dag. Egentlig er der tale om stor uenighed inden for EU, da store lande som Tyskland og Frankrig faktisk stod på Israels side ved generalforsamlingen. Mindre lande som de skandinaviske og Irland er langt mere kritiske over for Israel end de store lokomotiver i EU.

Hvorfor tror du, et lille land som Irland kritiserer Israel så kraftigt?
I Irland har man en falsk følelse af, at man som historisk lillebror over for Storbritannien kan relatere til palæstinensernes situation over for Israel, men sammenligningen er helt forkert da virkeligheden i Mellemøsten er en hel anden.

Hvad så med Skandinavien og Israel?
Når jeg siger Skandinavien, så mener jeg navnlig Norge og Sverige og til dels også Finland. Politikere i Skandinavien har en tendens til at betragte hele verden med det samme livssyn, som man har i sin egen andedam. Man kan ikke kigge med idealistiske briller på virkeligheden i Mellemøsten, da tingene simpelthen ikke er kompatible med politik på den skandinaviske scene.

Du nævner selv, at forholdet mellem Israel og Tyskland virker mere eller mindre stabilt. Er dette ikke bare, fordi Tyskland med al den historie, det har i bagagen, ikke har lov til at kritisere Israel?
I de sidste ti år har hele intelligentsiaen i Tyskland beskæftiget sig med det samme tabu – og her taler jeg både om politikere, pressen og akademikere – nemlig at man i Tyskland ikke kan tillade sig at kritisere Israel uden at blive konfronteret med tanker om antisemitisme. Det er simpelthen ikke rigtigt, at man ikke kan kritisere Israel i Tyskland. Det har man gjort til alle tider siden staten Israels oprettelse. Kigger vi på det tidligere DDR, så var det nærmest statspolitik, at man skulle kritisere Israel. Mange af disse politikere er stadig aktive efter Murens Fald i 1989 og genforeningen i 1990. Også i hvad der var det tidligere Vesttyskland har man haft tradition for nuanceret kritik af Israel, og i dagens Tyskland er disse traditioner ført videre. For nylig har man endda set Angela Merkel – en politiker, der altid har været en varm fortaler for Israel – kritisere Israel for de mange bosættelser. Alligevel er det rigtigt, at Israel og Tyskland har tætte historiske relationer, men som i alle andre demokratiske alliancer er der også plads til intern kritik i forholdet mellem Israel og Tyskland.

I dine øjne er forholdet mellem Israel og Europa altså ikke så slemt igen. Hvordan ser det så ud på den lange bane mellem Israel og EU?
Der er alt for mange israelere, der er stærkt kritiske over for den israelske regerings politik, der får utrolig meget taletid i europæiske medier. Disse individer og organisationer modtager en masse finansiel støtte fra vestlige lande, noget der er helt forkert. Europa bliver nødt til at gøre op med sig selv, hvem man vil støtte på længere sigt. Men EU kan alligevel aldrig fremstå med en samlet stemme, da man ikke kan opnå enighed om, hvordan man skal stå over for Israel. Og som sagt er forholdet slet ikke så slemt igen mellem Israel og EU. Bare se på al den handel, der foregår mellem Israel og EU i kraft af den associeringsaftale, der tråde i kraft allerede i 1996 mellem Israel og EU; en aftale, der giver Israel fuld ret til det interne marked i EU.

David Jano (f. 1985) har en MA i Moderne Mellemøstenstudier fra Syddansk Universitet og en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: USA’s vicepræsident Joe Biden (t.v.) og Israels premierminister Benjamin Netanyahu, november 2010 (pressefoto, Netanyahu).