Efter Davos: Euroens fremtid er stadig usikker

Efter Davos: Euroens fremtid er stadig usikker

01.02.2011


Økonomerne er bekymrede for gælden i Irland og Grækenland. Men årsmødet i World Economic Forum, Davos, kastede ikke meget ny lys over euro-krisen. Sarkozy og Merkel garanterer højtideligt, at Euroen ikke får lov at kollapse. Men viser de blot en smule usikkerhed, kan projektet kollapse af sig selv. Derfor ved vi ret beset ikke, hvad de i virkeligheden mener – og hvor langt særligt Merkels tålmodighed med de kriseramte lande rækker.

ANALYSE af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske redaktør

Der gælder to naturlove om det årlige World Economic Forum-komsammen i schweiziske Davos; det er djævelsk dyrt at deltage og der kommer sjældent mere ud af mødet, end det, der bliver snakket om i korridorerne udenfor de egentlige møder. For det officielle program er præget af en vis grad af forudsigelighed. Banklederne – som Jamie Dimon, CEO for storbanken JP Morgan Chase – beklager sig over politikernes strammere greb om banksektoren. Europæiske politikere – som den franske præsident Sarkozy og den græske præsident Papandreau – understreger, at euroens overlevelse er vigtig, at man er på rette spor og at den fælles mønt nok skal klare skærene. Og virksomhedsledere – der lever af vores andres optimisme og spender-lyst – forsøger at puste optimismen større ved at tale om den økonomiske genopretning med salighed i stemmen. Hvad skulle de ellers sige?

Europ-peoptalk
Medierne hang længe i, at Sarkozy i sin tale erklærede: ”vi vil aldrig lade euroen gå ned” og tilføjede, at ”vi” er Merkel og ham selv. Merkel sagde et par dage senere fra topmødets talerstol: ”Falder euroen, falder Europa. Vi vil forsvare euroen.”
     I en paneldebat understregede den græske præsident Papandreau, at det egentlige græske problem er korruption og snyd – gældsproblemet er mere et symptom. Han garanterede, at grækerne nu har grebet om problemerne, at retningen er rigtig, og at alting nok skal blive bedre.
     Reelt kan man ikke læse meget ud af erklæringerne fra Merkel, Sarkozy og Papandreau. Papandreau sætter selvsagt sin lid til, at EU rykker sammen og hjælper Grækenland gennem krisen. For ikke at svække EU-ledernes og markedets tillid til den græske knaphedskur, er han nødt til at tale stålsat optimistisk. Endnu mere hårdnakket er Sarkozy og Merkel nødt til at love at forsvare Euroen og garantere dens eksistens. Viger de blot en smule fra de bemærkninger, og får markedet blot den mindste flig af en usikkerhed, kollapser projektet af sig selv. Derfor ved vi ret beset ikke, hvad hverken Merkel eller Sarkozy mener – og hvor langt deres, særligt Merkels, tålmodighed med de kriseramte lande rækker. Deres eneste mulighed er at tale optimistisk og uden antydningen af tvivl.

Økonomerne: Gælden må bygges om
Mens politikerne holdt deres euro-peptalk, talte økonomerne den anden vej. Godt nok føler super-investoren George Soros sig sikker på, at euroen vil hænge sammen, men ”man kan ikke vente til 2013 med at restrukturere noget af gælden”. Og netop en omlægning af gælden i de mest kriseramte lande – det vil sige Grækenland og Irland, der allerede har modtaget hjælpepakker – lader til at være, hvad økonomerne er enige om være udkommet på gældskrisen. Det betyder forenklet, at landene fortæller deres kreditorer, at de ikke kan betale hele deres gæld og beder om tilgivelse. En bestemt ikke udramatisk løsning.
     Konsekvenserne kan blive en ny finansiel krise, fordi europæiske banker holder en god bid gæld fra de kriseramte økonomier. Et i forvejen mere end almindeligt nervøst finansmarked vil ikke vide om de nogensinde får deres penge at se igen.
     ”Det er for mig svært at betragte [eurozonen] med det [nuværende] gældsniveau og tro, at en restrukturering af gælden kan undgås,” sagde Carmen Reinhart, professor ved Maryland University, og en af USA’s mest sobre økonomer.
     Nok tror de fleste økonomer, at politikernes vilje til at redde euroen rent faktisk er så stor, som de siger, men når de så ser på gælden, tvivler de alligevel på, at alt går så let, som de samme politikere påstår.
     Det betyder, at hele spektret fra overlevelse til et helt eller delvist kollaps fortsat er i spil. Politikerne tror på overlevelse. Økonomerne har svært ved at forestille sig, at Irland og Grækenland undgår at ende som dårlige betalere – men det afhænger af Merkel og Sarkozys vilje til at holde de kriseramte lande flydende.