Del og hersk: Sådan overlever monarkierne det arabiske forår

Del og hersk: Sådan overlever monarkierne det arabiske forår

26.05.2011


Det arabiske forår vælter diktatorer på stribe. Men ikke i de autokratiske monarkier som Marokko og Jordan. Paradoksalt skyldes dét netop monarkiet som styreform: ”Fordi de ikke er en del af det partipolitiske spil, har de nemmere ved at føre del og hersk-politik.” Det siger PhD og DIIS-forsker i politik i Mellemøsten Julie Pruzan-Jørgensen til RÆSON. ”Og hvis del og hersk-politikken lykkes, fremstår monarken endda både som reformvillig, som garant for stabilitet og sikkerhed og som den, der samler nationen.”

Interview af Lola Bruun Jørgensen

RÆSON: Den arabiske verdens monarkier ser mere robuste ud over for folkelige oprør end republikkerne.
Julie Pruzan-Jørgensen: Ja. Med Bahrain som den markante undtagelse har der været mere voldsomme folkelige oprør i republikkerne. Dermed ikke sagt, at regimetypen er den eneste forklarende faktor. I vidt omfang står monarkierne stærkere, fordi mange af dem har kontrol over store naturressourcer. Men der er ingen tvivl om, at regimetypen også kan forklare noget. Da de fleste arabiske lande blev uafhængige i 50’erne, var der en udbredt tro på, at monarkierne ville uddø, at de var en anakronistisk størrelse. Men de senere år har vist, at dem, der klarede uafhængighedsbølgerne har siddet meget stærkere på tronen, end vi havde regnet med.

RÆSON: Hvor henter monarkierne legitimitet fra?
Pruzan-Jørgensen: I tillæg til mange af monarkiernes store rigdomme, kan mange af dem også trække på en historisk og religiøs legitimitet. Derudover har især de mindre rige monarkier i Marokko og Jordan de sidste par år eksperimenteret med politisk liberalisering og har været foregangslande i forhold til at åbne for politiske reformer. Monarker har den fordel, at de ikke er en del af det partipolitiske spil, hvilket gør det nemmere for dem at føre del og hersk politik. Med politisk liberalisering åbner man for gensidig uenighed, hvilket giver mulighed for at spille segmenter i befolkningen ud mod hinanden: islamister mod venstrefløjen, land mod by etc. Hvis det lykkes, fremstår monarken både som reformvillig, som garant for stabilitet og sikkerhed og som den, der samler nationen.

RÆSON: Er Vestens støtte til monarkierne ikke dobbeltmoralsk, når vi har haft travlt med at udbrede demokrati i regionen?
Pruzan-Jørgensen: Det er ikke som sådan mere dobbeltmoralsk at støtte autoritære monarkier end at støtte autoritære republikker. Det dobbeltmoralske var efter min mening, at man ikke gjorde noget for at støtte op om opstanden i Bahrain. Det var relativt ’billigt’ for Vesten at støtte eksempelvis Tunesien og Libyen, som er forholdsvis små spillere i regional politik.

RÆSON: Men vi har støttet monarkierne i Jordan og Marokko…
Pruzan-Jørgensen: Spørgsmålet er, hvilken reformvej der fører til demokrati: revolution eller gradvise reformer? Vi ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske med revolutionerne i Egypten og Tunesien. Det kan stadig blive rigtig grimt, blodigt og besværligt. Hvis der derimod er tilstrækkeligt folkeligt pres på monarkierne, og presset støttes af Vesten, kan der komme reelle politiske forandringer ud af de nuværende reformprocesser. Uden at man skal igennem et blodigt forløb som i Algeriet, hvor landet bagefter går i stå. Her er der faktisk potentiale for fredelige demokratiske transitioner. Som vi i øvrigt, uden for megen sammenligning, også har kendt det i Europa. At have en samlende figur kan være vigtigt for den nationale kontinuitet og bane vejen for gradvise, demokratiske reformer. Men man skal have en realistisk analyse og ikke tro, at regimerne vil underminere sig selv. Forandring kræver, at der er et reelt og massivt reformpres, både udefra og indefra.

RÆSON: Hvorfor har vi set oprør i Bahrain, der jo er et monarki?
Pruzan-Jørgensen: En mulig forklaring er, at konge-familien i Bahrain ikke har samme mulighed for at tegne nationen som mange af de øvrige monarkier, fordi kongefamilien dér er sunnimuslimsk, mens flertallet af befolkningen er shiamuslimer.

Foto: Mohammed VI, Kongen af Marokko.

Lola Bruun Jørgensen (f. 1986) er kandidatstuderende i Statskundskab på Københavns Universitet. Lola har i foråret 2010 været tilknyttet Danmarks ambassade i Paris og har tidligere været ansat som student i Udenrigsministeriet.