Analyse: Den nye finansministers fem vigtigste opgaver

Analyse: Den nye finansministers fem vigtigste opgaver

16.09.2011


Siden Lykketoft i 90’erne har finansministeriet været det mest magtfulde ministerium i Danmark. Og efter en valgkamp, der har handlet mere om økonomi end noget andet, får den nye finansminister travlt. Væksten er sløv, ledigheden steget og statskassen har hul i bunden.

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske kommentator

Vi ved ikke, hvem det bliver. Endnu sidder Helle Thorning-Schmidt og blander ministerkortene. Finansministeren er uden tvivl et af de kort, hun overvejer særligt nøje. Økonomien har været valgkampens store tema og med valget afgjort, skal den nye regeringen – med den nye finansminister i spidsen – til at levere på den økonomiske plan.

Derfor får den nye finansminister travlt fra dag 1. Her er de fem vigtigste opgaver:

1. Finanslovsforslag for 2012
VK nåede lige før valget at præsentere deres finanslovsforslag – med et underskud på 85 mia. kr. Den nye finansminister får travlt med at færdiggøre den nye regerings finanslovsforslag, så det kan præsenteres efter Folketingets åbning i oktober. Den centrale udfordring bliver at strikke et husholdningsbudget sammen, der både rummer en kickstart af dansk økonomi – med blandt andet fremrykkede offentlige investeringer – og som samtidig ikke beviser Venstre og De Konservatives påstand om, at den nye regering er økonomisk uansvarlig.

2. Kickstart
Er der noget, Helle Thorning-Schmidt har sagt mange gange i valgkampen, så er det, at dansk økonomi har brug for en kickstart. I mere end et år har hun rejst rundt med budskabet om, at der skal fremrykkes offentlige investeringer for 10 mia. kr. i 2012. Det skal eksekveres nu som et led i finansloven.

De fremrykkede offentlige investeringer skal over finansministerens bord i en fart, da de både skal formes og planlægges hurtigst muligt, hvis de skal have effekt i 2012 – og inden, vi er nået længere ud af krisen.

Samtidig vil den nye regering som et led i sin vækstpakke give virksomheder mulighed for at straksafskrive på investeringer i nye maskiner. Den del hører dog til skatteministeriet.

3. Forhandling med arbejdsmarkedets parter
De berømte 15 mia. – S-SF elskede og hadede 12 minutter – skal findes og gøres konkrete i forhandling med arbejdsmarkedets parter. Hvad den nye regering gør her, kommer dog til at afhænge af, om efterlønsreformen kører igennem. Gør den det, så slipper finansministeren for at skulle finde de 15 mia. kr. sammen med arbejdsmarkedets parter, som klart har sagt, at deres medlemmer ikke skal betale to gange.

Skulle Dansk Folkeparti få kolde fødder, eller beslutter oppositionen sig for at drille den nye regering, så bliver det finansministerens opgave at hente de 15 mia. kr. ved at forhandle med arbejdsmarkedet parter, da det er kronjuvelen i den røde økonomiske plan.

Det bliver sandsynligvis knudrede forhandlinger, der siden skal føres ud i livet i overenskomstforhandlinger. Så det bliver – under alle omstændigheder – en besværlig øvelse med masser af mediefokus.

4. Boligpakke
VK og S-SF slog boligmarkedet halvt ihjel ved at foreslå at give skatterabat ved bolighandler og så udskyde beslutningen til efter valget. Hvem køber en bolig, når et flertal i folketinget er parat til at give en skatterabat, der gør købet billigere, så snart politikerne har fået snøvlet sig sammen til at beslutte det.

Derfor må og skal S-SF meget, meget hurtigt enten få samlet et flertal bag en boligpakke eller afblæse alle spekulationer om, at der kommer en. Ellers bliver boligkøberne ved med at lurepasse, aktiviteten falder og boligpakke-snakken får den modsatte virkning af, hvad boligpakken skulle. Nemlig understøtte et sårbart marked.

5. Genoprette tilliden til embedsmænd
Dette er ikke en af de sager, som den nye finansminister vil få lagt på sit skrivebord. Men måske er det alligevel en af hans allervigtigste opgaver.

Socialdemokraterne og SF har flittigt kaldt alle regnestykker fra finansministeriet for politisk bestillingsarbejde. Og lige så effektivt det har været til at tage kraften af regeringens argumenter om S-SFs økonomiske politik, ligeså så dårligt et udgangspunkt er det at møde embedsmændene i ens nye ministerium med.

Selvom økonomi langt fra er nogen specielt præcis videnskab, så er hele idéen om, at man kan regne på flere måder forfejlet. Finansministeren har helt uden tvivl bedt embedsmændene om at regne på nogen ting, som han har ville bruge som politisk skyts. Men det er meget langt fra det samme som, at finansministeriet er en utroværdig afsender af økonomiske beregninger. De styrer trods alt statens økonomi i finansministeriet – så tag ikke fejl, de kan godt regne.

Og er der nogen, der husker beskyldningerne om ubrugelige regnestykker og politisk bestillingsarbejde, så er det de embedsmænd, der har lavet dem. Og som nu skal arbejde for kritikerne.

Finansministeriet er centraladministrationens magtcentrum, og regnedrengene holder alle andre ministerier i ørene og har langt mere magt, end de fleste er klar over. Alle penge ind og ud af kassen går gennem finansministeriet. Det kræver en stærk minister med et fast greb om sine embedsmænd.

Kenneth Praefke (f. 1987) er økonomisk kommentator for RÆSON. Kenneth er kandidatstuderende i økonomi ved Københavns Universitet. Tidligere både økonomisk og daglig redaktør på RÆSON. I foråret 2010 økonomisk praktikant ved den danske ambassade i Washington DC. ILLUSTRATION: En glad ny statsminister, Helle Thorning-Schmidt (foto af Jonathan Nackstrand).