Christian Friis Bach om Somalia: Når ørkenen spreder sig

Christian Friis Bach om Somalia: Når ørkenen spreder sig

03.08.2011


”Bistanden til landbrugsudvikling har været faldende de sidste 15 år, fordi det er bøvlet og besværligt. Her har regeringer og det internationale samfund svigtet. Klimaforandringerne vil ramme Afrikas Horn hårdt, og tørken rejser en række komplicerede dilemmaer: Hvornår skal vi erkende, at store befolkningsgrupper må flytte fra områder, der omdannes til ørken og – primært – ind til de store byer?” Sådan spørger Christian Friis Bach, tidligere chef for Folkekirkens Nødhjælp, folketingskandidat for de Radikale.

Interview af Malthe Rasmussen

RÆSON: I et interview til RÆSON argumenterer Linda Polman for, at hjælpeorganisationer grundlæggende er ligesom virksomheder i et konkurrencepræget marked, hvor de internt kæmper om donorpenge. Hun mener, at dette er et strukturelt problem, der fordrejer organisationernes prioriteter, således at det humanitære arbejde må træde i anden række efter organisationens overlevelse. Har hun ret?
Christian Friis Bach: Linda Polman har ret i at organisationerne kæmper for penge til egen overlevelse og vækst. Alt for mange organisationer har helt sikkert været alt for optagede af, at være ansvarlige overfor donorerne eller offentligheden i stedet for at være ansvarlige overfor de befolkninger, de ville hjælpe. Alt for mange organisationer har været optaget af egen profilering frem for internationalt samarbejde og effektivitet. Den del af kritikken er vigtig og rigtig, og her har både donorerne og organisationerne et stort ansvar. Men det er forkert, at det er de offentlige penge der er problemet, mens private penge er uskyldsrene, og at de organisationer der får flest private penge gør det bedst. Tværtimod. Private penge er dyre at indsamle – ofte går over 25% af pengene til indsamlingen selv – og gør organisationerne stærkt afhængige af den offentlige mening. Det var f.eks. meget nemt at skaffe penge efter Tsunamien, hvor billederne fra kendte feriesteder strømmede ind, mens det var langt sværere efter jordskælvet i Pakistan. Det kan skævvride indsatsen. Dertil kommer, at private penge opfordrer organisationerne til selvpromovering frem for samarbejde. Konkurrence mellem organisationer er sundt. Men under en indsats som i Somalia skal der stilles benhårde krav til organisationerne: De skal samarbejde, de skal være ansvarlige overfor de mennesker, de hjælper, og de skal være ekstremt åbne omkring indsatsen og problemerne. Ellers skal de ikke have penge. De krav har offentlige donorer bedre muligheder for at stille, og det sker i stigende omfang, om end langt fra stærkt nok. Her er stadigt meget at gøre for både organisationer og regeringer. Det vigtige er ikke hvor pengene kommer fra, men hvordan de anvendes.

RÆSON: Er det tilfældet, at de offentlige donorer i nogle tilfælde misbruger denne mulighed for at stille krav, som fx når donationer mere eller mindre indirekte knyttes til en promovering af donorlandets udenrigspolitiske egeninteresse, således at hjælpeorganisationerne ikke har frie handlemuligheder?
Christian Friis Bach: Amerikanerne har været mest markante i sammenblandingen af udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og humanitær hjælp og krav om alt fra terrorbekæmpelse til afholdenhed i stedet for kondomer i kampen mod HIV/AIDS. Men der er også stribevis af europæiske og danske prioriteter, og en bekymrende sammenblanding af sikkerhedspolitik og udviklingspolitik i lande som Irak og Afghanistan. Samtidig har mange nationale og internationale donorer et ødelæggende krav om national synlighed og selvstændige støtteprogrammer for organisationerne. Der skal være danske, franske og europæiske flag på indsatsen. Det er med til at sprede hjælpen og ødelægge samarbejdet mellem organisationerne, når alle donorlande kører egne NGO-programmer og støtter egne organisationer. I stedet for de tusindvis af nationale og internationale støttepuljer til hjælpeorganisationerne burde landene gå sammen, give større rammebevillinger og friere tøjler til de store internationale folkelige organisationer, så de kan hjælpe hvor nøden er størst, men samtidig stille benhårde overordnede krav om effektivitet, ansvarlighed, gennemsigtighed og ikke mindst om samarbejde.

RÆSON: Specifikt om Somalia siger Linda Polman, at FN’s Fødevareprogram er lige så meget en del af problemet som af løsningen på grund af organisationens lange historie i Somalia og af dens ordninger med lokale, hvorigennem resurser bliver bortledt til f.eks. oprørsgruppen al-Shabaab. Har nødhjælpsorganisationerne været med til at fastlåse Somalia i den situation, landet er i?
Christian Friis Bach: Nej. Somalia er i den nuværende situation på grund af en dybt kompliceret konflikt. Det er dog uden tvivl rigtigt at nødhjælpen i Somalia har påvirket den konflikt. Det er yderst vanskeligt at operere i konfliktlande uden at dét sker, selv om de internationale organisationer efter store interventioner som Biafra, Cambodja, Etiopien og Rwanda lærte meget om nødhjælp i konfliktsituationer og gik sammen om en række principper for indsatsen. Det har hjulpet. Men problemet i Somalia er, at der strømmer en række nye aktører ind – uden tid til at lave de analyser, aftaler og forhandlinger der skal til for at undgå at blive en del af konflikten. Jeg håber dog, at den nuværende situation kan give organisationerne langt bedre adgang til Somalia og dermed på sigt øge presset på både oprørsgrupper og regeringen for en fredelig løsning og for respekt for menneskerettighederne. Den effekt er nemlig også tilstede – som i Burma – og det glemmer Polman. Sammenhængene mellem konflikt og nødhjælp er mere komplicerede og nuancerede end Polman skitserer det. Nødhjælp kan også bidrage til at skabe fred og løse konflikter, hvis det gribes rigtigt an.
RÆSON: Folkekirkens Nødhjælp, hvor du indtil sidste år var international chef, har aldrig arbejdet i Somalia. Hvad er det for kompromisser, andre organisationer må acceptere for at kunne arbejde i Somalia?
Christian Friis Bach: Vi vurderede dengang, at omkostningerne ved at operere i Somalia var for store. Både de økonomiske og de sikkerhedsmæssige omkostninger. Derfor valgte vi at prioritere andre – men stadigt komplicerede – områder, som Sudan, Congo og Burma. Det betyder ikke, at vi ikke respekterer de organisationer der forsøger at gøre en indsats i Somalia.

RÆSON: En tørkesituation som den på Afrikas Horn netop nu er en relativt forudsigelig begivenhed. Er det et tegn på svigt fra hjælpeorganisationer, medier og politikere, at der ikke er skredet ind i tide med forebyggende arbejde? Hvem bærer i så fald skylden?
Christian Friis Bach: Stort set samtlige advarselslamper har blinket i over et år, men først nu kommer der fokus på den akutte nødhjælp. Endnu mere alvorligt er det, at bistanden til landbrugsudvikling har været faldende de sidste 15 år, fordi landbrugsudvikling er bøvlet og besværligt. Her har regeringer og det internationale samfund svigtet. Først de sidste par år, er der igen kommet fokus på landbrugsudvikling. Det er der massivt brug for – især på Afrikas Horn hvor klimaforandringerne vil ramme hårdt. Tørken rejser samtidig en række komplicerede dilemmaer: Hvor langt skal vi gå for at hjælpe folk, der hvor de bor med hjælp udefra? Hvornår skal vi erkende, at store befolkningsgrupper må flytte fra områder, der omdannes til ørken og – primært – ind til de store byer? Kan vi fastholde den livsstil ,som de 20 millioner nomader på Afrikas Horn har – eller skal vi arbejde for at mange af dem bliver fastboende, så de nemmere kan få hjælp og uddannelse, men samtidig acceptere de store menneskelige omkostninger, den slags kulturelle forandringer har? De etiske dilemmaer har vi været for dårlige til at diskutere.

RÆSON: I hvilken udstrækning kan og skal en cost-benefit-analyse indgå i hjælpearbejdet i sådan en sammenhæng? Er det altid sandt, at vi skal altid bruge bistandskronerne der, hvor det redder flest liv?

Christian Friis Bach: Ja, vi skal forsøge at bruge bistandskronerne, og især nødhjælpen, der hvor den redder flest liv – og får flest ud af nød og fattigdom. Og vi skal blive langt bedre til at bruge cost-benefit analyser. Men samtidig skal vi erkende, at cost-benefit analyser kun giver os en flig af svaret. Jeg har selv både lavet cost-benefit analyser og undervist i det, og ved det er umuligt at indfange alle effekter. Det er f.eks. yderst vanskeligt – både etisk og praktisk – at sætte pris på et menneskeliv. Skal vi sætte prisen på ældre og børn, der skal forsørges, lavere end prisen på unge i den arbejdsduelige alder? Hvordan sætter vi pris på demokrati, fred, frihed, menneskerettigheder? Det er yderst vanskelige spørgsmål, der ikke kan besvares ved simple beregninger. I Folkekirkens Nødhjælp arbejdede vi i Congo og Sudan, og jeg har selv besøgt programmerne. Det var dyrt, besværligt, landene er dybt korrupte og veje og broer brudt sammen. Vi kunne sikkert have fået mere for pengene andre steder. Men når man står i en pygmæ-landsby i Congo med ekstremt fattige og fejlernærede børn eller ser børn i Sudan grave efter vand med hænderne i et udtørret flodleje, så forstår man, at en lille hjælp til mennesker, der er tæt på at dø af sult, tørst og sygdomme kan gøre en helt, helt afgørende forskel – og være langt vigtigere end hjælp til langt flere, der er knapt så fattige og bor i mere velfungerende lande. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan i Somalia.