13.04.2011

Kinas opstigning kan ske fredeligt, men udfordringerne står i kø. Kineserne mangler blandt andet en klar forestilling om, hvad de vil med deres nye udenrigspolitiske magt. Det siger Barry Buzan til RÆSON. Buzan er professor i internationale relationer fra London School of Economics og udgav sidste år den debatskabende artikel ’China in International Society: Is Peaceful Rise Possible?’.

Af Lene Winther

RÆSON: Sidste år oplevede vi et stadigt mere frembusende Kina, som blandt andet er kommet på kollisionskurs med resten af Sydøstasien og USA ved at gøre suverænt krav på det strategisk vigtige Sydkinesiske Hav. Kan det påvirke Kinas mulige fredelig opstigning?
Barry Buzan: Ja. Det er bekymrende og lidt dumt, da kineserne jo har brugt meget tid på at skabe sig en bedre position i Østasien. Nu bliver det af en eller anden årsag alt sammen smidt væk. Det gælder også relationen til Indien, som er gået ned af bakke på det seneste.
RÆSON: Kina og Japan tørnede også sammen, da Japan sidste år tilbageholdt en kinesisk kaptajn på en fiskerbåd i Det Østkinesiske Hav, som begge lande gør krav på. Du argumenterer i din artikel for, at netop Kinas forhold til Japan kommer til at spille en uhyre vigtig rolle ved en mulig fredelig opstigning. Kan du uddybe det?
Buzan: Hvis Japan og Kina har et dårligt forhold, hvordan kan Kinas opstigen så blive fredelig? Hvis Japan føler sig truet af Kinas opstigen, hvad det i stigende grad gør, så skubber det Japan mod USA og mod andre, der føler sig truede af Kina. Hvis den fredelige opstigning skal fungere både regionalt og globalt, skal hovedfokus være på Japan. For hvis Japan bliver bange for Kina, kan det ødelægge Kinas fredelige opstigning både regionalt og globalt.
RÆSON: Hvorfor Japan?
Buzan: Fordi Japan danner en stærk alliance med USA. Hvis Japan droppede USA og blev enten neutral eller rykkede sig mod Kina, så ville det underminere USA’s position i det vestlige Stillehav fuldstændigt.
RÆSON: Er ledelsen i Beijing overhovedet klar til at spille den nye indflydelsesrige rolle på den internationale scene?
Buzan: Nej. For de har ingen idé om, hvad de vil være, eller hvilket slags internationalt samfund, de ønsker at være en del af. De spiller et taktisk spil, der handler om at bibeholde vækst i deres egen økonomi, så de selv kan blive ved magten.
RÆSON: Kan du uddybe, hvad den kinesiske forvirring går ud på?
Buzan: Ligegyldigt om du kan lide amerikanerne eller ej, så har de en klar forestilling om, hvem de er, og hvad deres plads i verden er. Og kineserne har ikke klare svar på nogle af disse spørgsmål. Og det sætter dem i en forfærdelig ugunstig situation. De ved, at de spiller et taktisk spil af årsager, der handler om deres egen udvikling og om at holde dem selv ved magten. Derudover er de stadig slavebundet af Dengs (Deng Xiaopeng, red.) ideer om at holde lav profil, om ikke at vise styrke og indtage rollen som leder. De vil ikke spille nogen større rolle, og de prøver at holde fast i deres slogan om harmoni. Det er en meget karakterløs måde at forholde sig til andre på.
RÆSON: Ser du nogensinde Kina avancere til supermagtsstatus?
Buzan: Jeg tror ikke, at nogen som helst har potentialet til at blive en supermagt. Magtfordelingen er ved at udjævne sig. Der er en lang historisk forklaring for dette, men roden skal findes i det 19. århundrede, da en stor magtkløft åbnede sig mellem de lande, hvor der skete en industrialisering og de, hvor der ikke gjorde. Vi har taget det for givet, at det er naturligt, at 1-2-3 lande skal være store globale magter. Det var aldrig sådan før det 19. Århundrede, og jeg tror ikke, det bliver sådan efter det 21. Århundrede. For de industrielle, politiske og sociale revolutioner, der gav anledning til den magtkløft, nu alle er blevet spredt ud, og det er, hvad opstigningen af resten af verden handler om. Så kineserne kommer aldrig til at få hverken den materielle eller sociale position til at blive en supermagt i den forstand, som USA er en supermagt, eller som også Sovjetunionen var.

Foto: Hu Jintao, Kinas præsident.

Lene Winther (f. 1979) er bachelor i litteraturvidenskab og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2007 med masterstudier i kinesisk politik på Fudan Universitet i Shanghai. Hun har været korrespondent for Ritzaus Bureau i Kina, pressechef for den danske pavillon til EXPO 2010 i Shanghai og har blandt andet rapporteret for Politiken, Aftenposten Innsikt i Norge, P1 Orientering og Berlingske.