Analyse: Den nye kulturministers fem vigtigste opgaver

Analyse: Den nye kulturministers fem vigtigste opgaver

04.10.2011


Uffe Elbæk (R) vil få mange kritikere som kulturminister. For kulturen mangler altid midler ifølge kulturen selv, og der er næppe flere penge på vej.

ANALYSE af Lars Theil Münster

Læs også
Analyse: Den nye finansministers fem vigtigste opgaver
Uffe Elbæk (R): Sådan konfronterer vi Danmarks kriser

Elbæk har mulighed for at sætte en selvstændig markant værdipolitisk dagsorden, som Brian Mikkelsen gjorde med sine kanoner. Om han gør det, er selvklart stadig uvist. Men uanset hvad, er disse fem kulturpolitiske opgaver presserende for den ny minister.

1. Økonomien
VK-regeringens finanslovsforlag for 2012 lagde op til, at Kulturministeriet skulle spare 160 mio. kr. Nu er en ny regering naturligvis ikke forpligtet af den forgangnes forslag, men det er ikke til at komme udenom, at der skal spares på kulturområdet. Det er i sig selv en udfordring på et område, hvor de berørte parter er flittige til at fare i blækhuset og har en privilegeret adgang til den offentlige debat. Især de klassiske kulturbærende institutioner som Nationalmuseet, Kunstakademiet, Det Kongelige Musikkonservatorium og Det Kongelige Bibliotek har indtil videre været ramt. Man kan forvente, at de vil lægge et stort pres på ministeren for at fremhæve netop deres vitale rolle i den danske kulturarv med krav på bevillinger. Så den største og første udfordring for Elbæk bliver at balancere udgifterne, mens kulturens aktører forsøger at presse ham.

2. Det Kongelige Teater
En tung opgave. Den største planlagte enkeltbesparelse i den daværende regerings finanslovsforslag ramte nemlig Det Kongelige Teater, som skulle spare 48 mio. kr. Dertil kommer en mildest talt miserabel økonomi med et underskud på 8,8 mio. for 2010 og en gæld på 30 mio. kr. Den økonomiske situation er allerede ved at sætte sit præg på den store institution, som ser sig nødsaget til at skære i antallet af forestillinger og fravælge de største opsætninger. Problemet for Det Kongelige Teater er kort sagt, at alt for mange penge går til at finansiere de mange imponerende bygninger som fx Operahuset. Det betyder, at der er for lidt penge tilbage til at lave scenekunst for. Udviklingen er ikke holdbar. I takt med at Det Kongelige Teater sænker sit kunstneriske ambitionsniveau, mister institutionen løbende sin status som kulturbærende omdrejningspunkt. Dermed forsvinder berettigelsen af den kolossale post på statens kulturbudget, som institutionen sidder på. Spørgsmålet, kulturministeren må stille sig, er derfor, hvad han først og fremmest vil støtte: Det Kongelig Teaters bygninger eller scenekunsten, der kan udfolde sig mange andre steder end på nationalscenen.

3. Et nyt kunstinstitut
Et ny fordeling af støttemidler i kunstverdenen bliver også en vigtig opgave for ministeren. For lidt over to uger siden afleverede Kunststøtteudvalget sin rapport med anbefalinger til en omlægning af det statslige kunststøttesystem. Udvalget anbefalede, at Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Kunststyrelsen nedlægges og samles i et nyt såkaldt Kunstinstitut. Argumentet for at samle støtteuddelingen ét sted er, at det vil lette den bureaukratiske og komplekse struktur, der kendetegner det nuværende støttesystem, der endvidere jævnligt beskyldes for at være præget af lukkethed og kammerateri. Hverken kulturlivets organisationer eller kulturordførerne fra R, S og SF er imidlertid begejstrede for ideen om et nyt kulturpolitisk superorgan. Og udvalget bag rapporten kunne ikke selv mønstre enighed om anbefalingen. Fælles for kritikken er en frygt for en topstyret struktur, hvor instituttets bestyrelse får for meget magt og er under for lidt politisk kontrol. Den nye kulturminister må imidlertid forholde sig til, at det nuværende kunststøttesystem har været genstand for kritik i snart mange år. På sigt er der ingen vej uden om en reformering af måden, støttekronerne fordeles på.

4. Omlægning af mediestøtten
Kulturministeren kan se frem til at læse en del rapporter. 1. oktober udkom mediestøtteudvalgets forslag til udformningen af fremtidens mediestøtte. Mediefolk har spekuleret på, om man fra Christiansborg ikke burde ryste posen og undersøge, om statens årlige mediestøtte på 6,4 mia. kr. kunne fordeles mere hensigtsmæssigt og mere i tråd med den mediemæssige virkelighed. Udvalgets anbefaling var ventet med stor spænding, men rapporten lægger ikke op til revolutioner på området. Det væsentligste forslag fra udvalget går på at støtte redaktionelt indhold uanset medieplatform, hvor der bl.a. afsættes 353 mio. kr. til ”seriøse” internetmedier. Traditionen for medieforhandlingerne er brede forlig, hvilket forhindrer de store ændringer af mediestøtten. En ny kulturminister kan dog ikke lukke øjnene for, at digitaliseringen og medieforbrugsvanerne udvikler sig langt hurtigere, end politikernes initiativer kan følge med. Spørgsmålet er, om kulturministeren tør at føre en progressiv mediepolitik, hvor statsstøtten til medierne tages op til en principiel overvejelse, og som i endnu højere grad, end hvad udvalgets anbefalinger lægger op til, medtænker internettet i kultur- og mediepolitikken.

5. Frie eller faste bogpriser
Internettet er også en indirekte årsag til endnu en forestående opgave for kulturministeren: at beslutte, om de faste bogpriser skal genindføres. Forlagene fastsætter i så fald prisen på udvalgte titler i en tidsperiode, før de sættes fri på markedet til ugens slagtilbud. Den forretningsmodel er i stigende efterspørgsel fra boghandlerne i takt med e-bøgernes fremmarch og den stigende internethandel med fysiske bøger. Forlæggerne og forfatterne er heller ikke afvisende. Men der ville være tale om en opsigtsvækkende politisk manøvre, hvis liberaliseringen af bogmarkedet fra 00’erne laves om. Dilemmaet for kulturministeren er derfor at prioritere mellem tilfredse parter i bogbranchen eller fri konkurrence.

Manglen på politiske udfordringer bliver ikke et problem for kulturministeren. Tværtimod. Ud over de fem nævnte kan ministeren også glæde sig over den nye museumslov, der skal vedtages i løbet af efteråret, teatermiljøets utilfredshed med den teaterlov, der blev vedtaget i sommer, og den stadig stigende bekymring i musik- og bogbranchen for piratkopiering. Det er ikke opgaver, den nye kulturminister kommer til at mangle – kun pengene.

Lars Theil Münster (f.1983) er cand. mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig i forlagsbranchen. Skriver for RÆSON om kulturpolitik. ILLUSTRATION: Uffe Elbæk (pressefoto).