20.10.2011

Det var en taktisk fejltagelse, da Mahmoud Abbas i slutningen af september søgte om palæstinensisk medlemskab af FN. Det siger TIME-redaktør, Tony Karon, og Alon Ben-Meir, som er professor og mangeårig rådgiver for både Israel og Palæstina, til RÆSON. De mener, det kan få store konsekvenser for fredsprocessen.

Af Martin Wøldike, RÆSONs USA-redaktør, NEW YORK

Læs også
– Overblik: Alle RÆSONs artikler om Palæstinas ansøgning til FN

RÆSON: Hvad var det egentlig, der skete i FN i september?
Tony Karon: Set fra palæstinensernes side, var det en massiv mistillidserklæring til den amerikansk-ledede fredsproces i Mellemøsten. Det her er dybest set en slags ”Kejserens nye klæder”, hvor Abbas langt om længe kom frem og sagde, at USA har forlangt et monopol på fredsprocessen over de sidste 20 år, og at den ingen vegne kommer. Mest fordi Israel ikke vil efterleve de grundlæggende krav, det internationale samfund har stillet gennem FN. Det eneste palæstinenserne reelt er blevet tilbudt de sidste par år, er fredsforhandlinger sideløbende med, at de israelske bosættelser fortsætter. Og derfor er det, at Abbas beder andre lande komme frem i lyset. Hvis man vitterlig ønsker at standse Israels besættelse, bliver man set med palæstinensernes øjne nødt til ikke blot tage USA’s løfter om en løsning for gode varer.
Alon Ben-Meir: Abbas valgte den sværeste vej ved at gå til Sikkerhedsrådet, velvidende at USA ville nedlægge veto. Men det betyder også, at hele sagsbehandlingen i Sikkerhedsrådet kan trække ud i flere måneder eller måske endda år, og at USA derfor ikke behøver at nedlægge veto lige med det samme. Derfor er det også muligt, at han valgte den mulighed, fordi han vidste, at det kan trække ud, og at der i mellemtiden kunne finde nye forhandlinger sted om at genoptage fredsforhandlingerne. Skulle det imidlertid ikke lykkes at opnå noget i Sikkerhedsrådet, så har palæstinenserne stadig mulighed for at gå direkte til Generalforsamlingen, hvor de vil kunne ansøge om FN-medlemskab, omend det kun vil være som observatør og ikke permanent medlemsland. I Generalforsamlingen er de sikre på at kunne få flertal, så det er højst sandsynligt deres plan som minimum at affinde sig med observatørstatus.

RÆSON: Vil Abbas lykkes med sin FN-ansøgning?
Karon: Nej. Palæstina bliver ikke medlem af FN.
Ben-Meir: USA vil nedlæge veto mod en resolution i Sikkerhedsrådet. Det bedste amerikanerne kan gøre nu, er at arbejde tæt sammen i kvartetten med Rusland, EU, og FN for at komme frem til en løsning.

RÆSON: Hvorfor gør Abbas så, som han gør?
Karon: Han har indset, at palæstinenserne er fanget i en fastlåst fredsproces. Det eneste, han laver, er at stille op til fotografering og forhandlingsmøder med Netanyahu, som ikke kommer nogen vegne, og som ikke ændrer på noget, alt i mens bosættelserne vokser. Abbas slår i virkeligheden bare ud med armene og siger: ”Se engang, hvad det er, der foregår!” Han er også ved at genopbygge forholdet til sit eget folk, som han aldrig har formået at have et tæt forhold til gennem hans 20 år på bagsædet af en amerikansk limousine. Abbas’ politiske popularitet blandt sit eget folk har været meget dårligt, men nu har han pludselig fået medvind ved simpelthen at sætte ord på deres frustrationer. Abbas ved godt, at spillet er ved at være slut for hans eget vedkommende. Så det her var ligesom hans måde at sige til sit folk på, at han ikke har tænkt sig blot at overgive sig.

RÆSON: Er USA ved at miste sin magtfulde rolle i Mellemøsten?
Karon: Jeg tror ikke, der er nogen i det internationale samfund, udover Israel, der mener, at USA spiller en brugbar rolle i fredsprocessen. De europæiske lande støtter stadig USA, men er forbitrede over, at det går så langsomt. De europæiske lande havde besluttet ikke at stemme ja til palæstinensisk FN-medlemskab i Sikkerhedsrådet på grund af de problemer, det ville give. Men samtidig har de ladet palæstinenserne vide, at de ville støtte dem, hvis det kom til en afstemning i generalforsamlingen.
Ben-Meir: Den amerikanske indflydelse er måske svækket en smule. Men tag ikke fejl: USA er stadig den mest betydningsfulde aktør i regionen. Ikke mindst på grund af dets unikke forhold til golfstaterne, indflydelsen i Jordan, forholdet til Tyrkiet og mere end noget andet: det bilaterale forhold til Israel. Intet andet land i verden kan påvirke Israel mere end USA. Og det bør man holde sig for øje. Det betyder også, at uanset hvor svækket USA’s indflydelse i regionen måtte være, så vil de stadig være en helt afgørende aktør. Og hvis Israel på nogen måde forventes at skulle komme med nogen som helst indrømmelser, skal det ske efter pres fra USA.

RÆSON: Var ansøgningen om FN-medlemskab Abbas’ eneste anden mulighed end at overgive sig eller ty til vold?
Ben-Meir: Nej, det er jeg ikke enig i. Men jeg mener, han har en legitim grund til at kræve et stop for byggeriet af nye bosættelser som en forhåndsbetingelse for nye forhandlinger. Men han kunne også bare have foreslået, at man til at begynde med forhandlede om grænserne. Hvis israelerne vil fortsætte med at bygge bosættelser, mens der forhandles, så lad dem om det, men hvis man ønsker en to-statsløsning, så bør man fokusere på grænserne. Det ville havde taget Israel på sengen. For hvis israelerne siger, at de er villige til at forhandle om en to-statsløsning, så er den bedste løsning at begynde med grænserne. Det ville have givet mere mening. Men Abbas var låst fast i problemet med bosættelserne, fordi selv Obama krævede et bosættelsesstop af israelerne. Så det han sagde til sine folk var sådan set, at han ikke kunne gå med til noget, der var dårligere, end hvad Obama havde tilbudt Israel. Ved af fokusere forhandlingerne på grænserne, kunne man have løst 70-80 procent af spørgsmålet om bosættelserne inklusiv spørgsmålet om Israels sikkerhed, som er utrolig vigtigt set med israelernes øjne.

RÆSON: Mener du, at Israel er direkte modvillig til at diskutere grænsespørgsmålet?
Ben-Meir: Lige netop. Hvis israelerne siger, at man accepterer en to-statsløsning, som Netanyahu har sagt, så burde palæstinenserne udnytte dét, og sige, at en to-statsløsning i så fald begynder med grænsespørgsmålet, og ikke acceptere alle mulige andre forklaringer. Dermed ville Abbas kunne tage Netanyahu på sit ord for øjnene af det internationale samfund. For hvis ikke Israel accepterer en aftale om grænserne, viser de til hele det internationale samfund, at de ikke mener, det de siger, alvorligt. Men palæstinenserne røg i den samme fælde ved at fokusere på et stop for bosættelserne. I lyset af at Obama-regeringen har opgivet at standse byggeriet af flere bosættelser, burde de have skiftet taktik – hvilket de ikke gjorde tidsnok. Så ja, Abbas havde afgjort andre muligheder end at gå til FN. Det havde begge sider sådan set. Men ingen af parterne var interesserede i andre muligheder på grund af spørgsmålet om, hvorvidt den israelske ledelse overhovedet ønsker en palæstinensisk stat. Og omvendt, om palæstinenserne er parate til at acceptere en jødisk, israelsk stat. Det er sådan set de to grundlæggende spørgsmål, der optager mange folk. Der er desværre mange – på begge sider – der seriøst tvivler på intentionerne hos begge parter.

RÆSON: Hvorfor valgte Abbas i sidste ende at gå til Sikkerhedsrådet frem for Generalforsamlingen, hvor han havde haft bedre muligheder?
Karon: Ved en taktisk fejltagelse ganske enkelt. Jeg tror ikke, de rigtig havde tænkt det igennem, for i Generalforsamlingen kunne de jo sådan set have fået en kæmpe sejr, der ville have sikret international støtte til den palæstinensiske sag baseret på grænsen fra 1967. Men i stedet gik de til Sikkerhedsrådet, hvor der er stor risiko for, at det kører fast, og hvor Abbas ikke engang var sikker på at få de ni stemmer, han har brug for. Jeg tror simpelthen ikke han kunne overskue det komplekse i sagen, og han endte på en måde med rent faktisk at gøre det nemmere for USA ved at gå direkte til Sikkerhedsrådet.

RÆSON: Du har tidligere sagt, at dette var en ”klassisk Abbas”, fordi han ”ikke var i stand til fuldstændigt at bryde med sine amerikanske sponsorer”. Mener du stadig det?
Karon: Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over, hvor stærk hans tale i Generalforsamligen var. Men jeg ved også, fra de folk jeg har talt med, at han var nervøs i begyndelsen og ikke havde lyst til at gå til Generalforsamlingen. Han afleverede sin ansøgning, og så tog han hjem. Han havde den her ide om at gå til FN for at presse Israel og USA til at tilbyde en mere troværdig forhandlingsplan, men de gennemskuede ham sådan set, og så var han nødt til at gennemføre det. Så han befandt sig pludseligt i en position, hvor han ikke var særlig godt tilpas.

RÆSON: Tidligere mellemøstrådgiver for flere amerikanske regeringer, Aaron David Miller, har sagt, at ingen af parterne vinder på dette…
Ben-Meir: Det er jeg enig i. For der er mange flere alvorlige spørgsmål i konflikten, der er blevet mere eller mindre negligeret. Der er hele den psykologiske del af konflikten, traumerne som både israelere og palæstinensere historisk set har gennemlevet. Der er hele spørgsmålet om tillid – de to parter stoler ganske enkelt ikke på hinanden – som der også bør tages hånd om. Der er spørgsmålet om religiøs overbevisning: Jerusalem har vigtig religiøs betydning for begge sider, og det bør også løses, men er sådan set blevet overset. Der er en tendens til at negligere virkeligheden. Alle parter ved jo godt, hvordan den optimale løsning ser ud: Ombytning af landområder ud fra 1967-grænsen, palæstinensiske flygtninge skal have mulighed for at vende tilbage til deres områder, eller have kompensation, og Jerusalem skal deles mellem de to stater. Det er folk enige om. Men med mindre de to parter begynder at kommunikere direkte med hinanden, begynder at forholde sig til hinandens bekymringer og genopbygger tilliden, så vil det blive utrolig svært at nå til enighed om noget. Uanset hvor om denne konflikten fortsætter i 10-20 år ud i fremtiden, så er to-statsmodellen med en jødisk og palæstinensisk stat side om side ikke til diskussion.
Karon: Optrinnet i FN i september viste med klar tydelighed, at vi ikke får en fredsproces at se inden for den nærmeste fremtid. Netanyahu sagde det ret direkte, at han ikke anerkender FN’s legitimitet, hvilket naturligvis er bemærkelsesværdigt. Hvis man læser begyndelsen på den tale, han holdt i Generalforsamlingen, siger han dybest set, at FN er en flok slynger, tosser og terrorister og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal noget som helst, FN siger, alvorligt. Men hans tale var slet ikke rettet mod det internationale samfund. Den var rettet mod den republikanske vælgerbase i USA, som jo sådan set, i stort omfang tror på den slags sludder. I bund og grund gav han FN fingeren. Dermed hjalp han også Abbas, fordi han også gjorde det klart, at han slet ikke har i sinde, at trække sine styrker tilbage fra Vestbredden, og at han desuden ikke betragter det som besat område. Så vi kommer nok ikke til at se en fredsproces inden for den nærmeste fremtid, men nok snarere at palæstinenserne hele tiden vil forsøge at finde nye måder at presse Israel på. For eksempel boykot af varer fra israelske bosættere. Det er svært at sige, hvad der rent faktisk kommer til at ske. Den palæstinensiske ledelse er blevet en så stor del af status quo i dag, at når de mest hårdkogte politikere i Knesset og deres fans i den amerikanske kongres, falder over hinandens fødder i forsøget på at finde måder at straffe palæstinenserne på, ved f.eks. at skære i støtten osv. så er der israelske politikere der forsigtigt prøver at sige, ”Det kan I altså ikke gøre. Hvis I gør det, så sætter i Israels sikkerhed på spil.” fordi den palæstinensiske ledelse i bund og grund er med til at beskytte Israel. Hvem er det egentlig, de palæstinensiske sikkerhedsstyrker beskytter i dag? Er det palæstinensere, der skal beskyttes mod israelske kampvogne? Nej, de beskytter naturligvis Israel mod palæstinensiske terrorangreb men også mod palæstinensiske demonstrationer. Internt i den palæstinensiske ledelse bliver der talt om, hvorvidt man måske bør opløse ledelsen. Men jeg tror desværre, der er mange, der efter mange år i magtens centrum er blevet glade for at sidde der, så det må tiden vise. Jeg tror til gengæld, at hele folkestemningen omkring det arabiske forår også vil sætte sit præg i de palæstinensiske områder, og at den ledelse, som Abbas repræsenterer ikke vil beholde magten i ret lang tid ind i fremtiden. På tv-billederne fra talerne i FN kunne man se, at alle de palæstinensiske repræsentanter var ældre, gråhårede herrer i 70’erne, og alle de fremtrædende folk i den israelske delegation, såsom Netanyahu, Lieberman osv., var 10-15 år yngre. De palæstinensiske mænd var stort set alle sammen både arkitekter men også dem der havde nydt godt af Oslo-aftalen [hvor Israel og palæstinenserne for første gang anerkendte hinanden, og blandt andet indledte økonomisk samarbejde, red.], og på den israelske side var det folk, der stort var vokset op med modstanden mod Oslo-aftalen. Virkeligheden er altså , at Israel for længst er kommet videre fra fredsprocessen, som vi kender den. Sådan har det ikke været på den palæstinensiske side før i september, hvor det var som om, de endeligt indså, at de også måtte se at komme videre og ikke bare fortsætte med nye forhandlinger, der alligevel ikke ser ud til at løse noget. De ved udmærket, hvad israelerne er villige til at tilbyde, og kan ikke acceptere det.

RÆSON: Er det et problem for USA, at de europæiske lande ser ud til at ville støtte palæstinenserne, hvis det kommer til en afstemning i generalforsamlingen?
Ben-Meir: Ikke rigtig. Det har man vidst længe. For flere måneder siden, så vi listen med de 130 lande, der sagde, at de ville stemme for en palæstinensisk stat. Men selvom de højst sandsynligt opnår observatørstatus, så vil det stort set ikke ændre noget som helst for palæstinenserne i praksis. Den israelske besættelse vil fortsætte og det vil kun føre til endnu større frustrationer hos palæstinenserne, der havde fået meget store forventninger til en palæstinensisk stat men i stedet må indse, at det i virkeligheden ikke rigtig har ændret ved noget. Det kan udløse store og måske meget voldelige demonstrationer, som måske kan påvirke den internationale opbakning og for eksempel få amerikanske kongresmedlemmer til at fastfryse den økonomiske støtte til palæstinenserne. Så det er ikke et kønt scenarie, der vil kunne udspille sig. Ingen af parterne, og jeg gentager: Ingen! Hverken israelere eller palæstinensere, og i særdeleshed ikke amerikanerne, vinder noget i sådan en situation. Og jeg er derfor fuldstændig enig i det synspunkt, at forhandling er den bedste måde at opnå et resultat på. Men USA begår også en kæmpe fejltagelse, alene ved at nedlægge veto mod resolutionen i Sikkerhedsrådet. Frem for at nedlægge veto, burde de i stedet fremlægge deres eget forslag og opfordre begge sider, til at indlede forhandlinger – i første omgang om grænserne. Hvis sådan en resolution bliver enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet, vil det presse Israel enormt. For så vil Netanyahus regering ikke have noget andet valg, end at begynde at forhandle om grænserne. Det er snart valgår i USA. Det skal man også huske. Der er et enormt indenrigspolitisk pres – ikke kun fra den israelske lobby – men også fra store dele af det amerikanske vælgerkorps, der støtter Israel fuldstændigt blindt. Det Republikanske Parti har været meget dygtigt til at spille Israel-kortet og dermed tvinge Obama og demokraterne til at gå med af frygt for at tabe både magten i Senatet og Det Hvide Huse. USA er derfor låst fast i et indenrigspolitiske spil, og jeg tror desværre ikke, det vil ændre sig meget før efter næste præsidentvalg.

MARTIN WØLDIKE (f. 1983) er RÆSONs USA-redaktør. Han er BA i Journalistik fra Syddansk Universitet fra 2008 og MA i International Affairs fra The New School i New York fra 2011. Han har tidligere arbejdet på TV2 Nyhederne, TV Avisen og Deadline. Martin bor i New York. TONY KARON er senior editor på TIME.com, for hvem han også siden 1997 blandt andet har dækket konflikten i mellemøsten. ALON BEN-MEIR er senior fellow ved New York University’s Center for Global Affairs. I de seneste 17 år direkte involveret i forhandlingerne mellem Israel og Palæstina – som rådgiver for begge sider. Skriver en ugentlig klumme i Jerusalem Post. ILLUSTRATION: Obama og Netanyahu.