Aktivist og skribent Poyâ Pâkzâd: Måske kan Mubarak overleve uden USA’s støtte

Aktivist og skribent Poyâ Pâkzâd: Måske kan Mubarak overleve uden USA’s støtte

29.01.2011


“Der er ingen tvivl om, at det vil svække regimet [hvis USA trækker støtten til Mubarak], men om det betyder, at regimet vil falde, er usikkert. Iran er ikke støttet af USA, men det er stadig i stand til at holde befolkningen nede med sparsommelige midler”. Sådan lyder vurderingen fra den danske aktivist og skribent Poyâ Pâkzâd, i et interview med RÆSON. Pâkzâd understreger, at demonstrationerne i Egypten nok er inspireret af udviklingen i Tunesien, men er fremkommet efter et par års “genopblussen af både nye og gamle demokratiske bevægelser” i landet: “Som udgangspunkt var det unge internet-aktivister, der inviterede gennem Facebook, men det udviklede sig hurtigt til andre sektorer. Senest har det Muslimske Broderskab, der i begyndelsen var afholdende, tilmeldt sig demonstrationerne. Det kan meget vel betyde regimets endeligt.”

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion

Tunesien: Forfatningen kræver at der skal afholdes valg. Hvad er udsigten til, at dette valg bliver demokratisk? Hvordan vil islamisterne klare sig? Vil dele af det gamle regime overleve?
Det er stadig uklart hvorvidt Ben Ali’s tilbagetrædelse vil lede Tunesien til et repræsentativt demokrati. Men der er, så vidt jeg kan forstå, ingen fare for at Tunesien falder i hænderne på islamister. Transitionsperioder er oftest domineret af dem, der er bedst organiseret, og islamisterne er ret svage i Tunesien. Demonstrationerne er ledet af kvinder, bønder, internetaktivister og arbejdsbevægelser. Det store spørgsmål er, om disse grupper kan få indflydelse i en kommende regering. Der er et politisk vakuum i landet, som det fremgår af den midlertidige regering, der hovedsageligt består af de samme ministre som før. Der er to problemer. Den ene er manglen på sikkerhed i byerne, der forhindrer et frit og fair valg, og det andet problem er, at det elitedrevne system er overraskende intakt.

Ægypten: Hvorfor kommer protesterne nu? Hvor samlet står oppositionen i landet?
Jeg tror, at man roligt kan sige, at demonstrationerne i Egypten er en tunesisk afsmitning. Dermed er det ikke sagt, at der er tale om et overfladefænomen. I de sidste par år har der været en genopblussen af både nye og gamle demokratiske bevægelser, herunder Kifaya-bevægelsen, der vil af med Mubarak-regimet. Da der er tale om et utal af begrædelser i befolkningen, er det også en broget masse, der befinder sig til demonstrationerne. Som udgangspunkt var det unge internet-aktivister, der inviterede til demonstration gennem Facebook, men det udviklede sig hurtigt til andre sektorer. Senest har det Muslimske Broderskab, der i begyndelsen var afholdende, tilmeldt sig demonstrationerne. Det kan meget vel betyde regimets endeligt.

Hvis USA trækker støtten til Mubarak, falder han øjeblikkeligt, mener professor Karim Makdisi (interview med RÆSON dd). Har han ret?
Der er ingen tvivl om, at det vil svække regimet, men om det betyder, at regimet vil falde, er usikkert. Iran er ikke støttet af USA, men det er stadig i stand til at holde befolkningen nede med sparsommelige midler. Den mængde penge, som Mubarak årligt modtager [fra USA], er mere en garanti for at Egypten holder sig ude af den israelsk-arabiske konflikt. Det var det bagvedliggende rationale bag Camp David-aftalen: at eliminere Egypten fra konflikten. Det egyptiske regime er et “prætoriansk regime” i forklædning, som Professor Juan Cole kalder det, og militærets undertrykkelse af oppositionen har egentlig ikke behov for amerikanske jagerfly til dette formål. Kongressen insisterer på, at den militære bistand til Egypten kommer fra amerikanske våbenproducenter, så det er i virkeligheden penge, som afsættes til at bevare det militær-industrielle kompleks i USA.

Dagen inden regeringens afgang i Tunesien havde Hillary Clinton i en tale i Doha opfordret til forandringer i regionen: “Each country, of course, has its own distinct challenges, and each its own achievements. But in too many places, in too many ways, the region’s foundations are sinking into the sand.” I sin State of the Union-tale bød Obama forandringerne i Tunesien velkommen og tilføjede at USA står bag alle, der ønsker demokrati – ifølge iagttagere en formulering, der sigtede på Ægypten. Har Obama/USA en klar Mellemøstenpolitik? Hvad er USA’s målsætninger – og hvad er USA’s muligheder overhovedet for at påvirke udviklingen?
USA’s politik i Mellemøsten er hovedsageligt drevet af to ting: bevarelsen af Israel som en strategisk allieret og kontrol over olieforekomsterne. USA støtter demokrati, hvis og kun hvis det fremmer økonomiske og strategiske prioriteter, men ellers er der ikke meget i vejen for støtten til autoritære regimer. I september kom det frem i en rapport til Kongressen, at Obama-administrationen havde reduceret det årlige beløb til Egypten fra 3 mia. dollars til 1,5 mia. dollars. Man havde reduceret den andel, som angiveligt afsættes til reform og demokratifremmende formål (læs: undertrykkelsen af radikale bevægelser). USA har en formidabel evne til at influere udviklingen, men det har ofte utilsigtede og vidtrækkende negative konsekvenser.

Demonstrationerne i Tunesien og Ægypten er blevet udlagt som et gennembrud for de sociale mediers politiske betydning. Ville protesterne have fundet sted uden internettet som kommunikationsform?
Jeg har længe været skeptisk over for stereotypiseringen af bloggere som dissidenter og aktivister, for internettet er i virkeligheden et tveægget sværd og en kult-generator, der kan ødelægge bevægelserne ved at afspore energien. En god bog herom er “Blogistan: The Internet and Politics in Iran,” der viser hvorledes regimet udnyttede netop disse muligheder med en vis succes. Ikke desto mindre er nettet et godt organiseringsværktøj, hvis man undgår infiltrering, og det har været tilfældet i både Egypten og Tunesien. Det er også en måde, hvorpå borgerne kan informere omverdenen og få solidaritet. Jeg tror, at de sociale medier har en positiv betydning, hvis de benyttes med samme omhu som det skriftlige medie. Bagsiden er atomisering og depolitisering, fordi folk ‘glemmer’ at forandring sker i fællesskab.

Libanon: Hezbollahs kandidat til premierministerposten, Najib Miqati, skal nu danne ny regering i Libanon; den tidligere premierminister Hariri har sagt nej til at deltage i en koalition. Har Hezbollah nu overtaget landet?
Det kunne det godt ligne, men sådan fungerer det konfessionelle politiske system ikke. Hezbollah deler magten med det største kristne parti og Miqati, der har insisteret på gode forhold med USA. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Hizbollah og Amal vil få mere indflydelse, og “dette vil strække systemet til sit yderste for at undgå voldelige og tragiske resultater” ifølge Nadim Shehadi.

Libanon vs. Israel: Israels vicepremierminister Silvan Shalom har kaldt den nye regering som “en iransk regering langs Israels nordlige grænse” men Israels tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Giora Eiland, mener at en krig mellem Israel og Libanon er blevet mindre sandsynlig. Som han forklarer det til RÆSON: takket være Hizbollahs kraftigere greb om Libanon er det klart at Israel næste gang ikke alene vil bekæmpe Hizbollah men staten Libanon – med ødelæggelser til følge, som Hizbollah/Libanon gerne vil undgå. Dermed bliver Israels afskrækkelse mere effektiv og en konflikt mindre sandsynlig. Har han ret?
Han har ret i, at Hizbollah gerne vil undgå en krig, og at en krig vil medføre massiv destruktion. Han har læst på lektien, og han ved, at samtlige israelske overgreb har efterladt Libanon i ruiner. Det har været en standardtrussel fra israelsk side, at man ikke alene vil gå efter Hizbollah, og man har i historiens løb heller ikke begrænset sig til angreb på Hizbollah alene. Der er i høj grad grund til at tage sabelraslen seriøst. Så farlig kan situationen potentielt blive, at The International Crisis Group advarer om, at en ny krig mod Hizbollah i værste fald, bortset fra at involvere USA og England, vil involvere Syrien og Iran, da “Involvement by one in the event of attack against another no longer can be dismissed as idle speculation.” Det ville være dårskab med katastrofale konsekvenser til følge.

Israel II: Efter at Ehud Barak forlod det israelske Labour og dannede et nyt parti, ser Netanyahu-regeringen ud til at være sikret et mere stabilt liv. Betyder det mere eller mindre gang i fredsprocessen med palæstinenserne? Er det korrekt, at Israels altoverskyggende bekymring er om Iran får en atombombe – og at fredsprocessen simpelthen ikke er prioriteret?
Fællesnævneren mellem forsvarsminister Barak og premierminister Netanyahu, er ifølge avisen Ha’aretz, ønsket om at angribe Iran militært. Barak, der i 2010 (uden opbakning i sit parti) forsøgte at orkestrere et angreb på Iran, har netop forladt Labour-partiet for at starte et nyt “midtersøgende, zionistisk” parti kaldet Atzmaut (Uafhængighed). Det er en udvikling, som potentielt har fjernet tre politiske forhindringer i Israel for et angreb på Iran: (1) udskiftningen af stabschef Gabi Ashkenazi med Yoav Galant, (2) eliminering af de elementer i Labour-partiet, som modstod et angreb på Iran og (3) en sikring af Baraks plads som forsvarsminister. Der findes ikke en fredsproces mellem Israel og Palæstina og jeg ser ingen kommende ændringer i den israelske afvisnings-politik vis-a-vis palæstinenserne.

Palæstinenserne: Lækkede dokumenter viser tilsyneladende, at palæstinensiske forhandlere tidligere er gået endog meget langt i forhandlinger med Israel, bl.a. på spørgsmålet om Østjerusalem – men lækagen betyder, mener iagttagere, at selvstyret vil holde sig yderligere tilbage i de allerede strandede fredsforhandlinger. Viser dokumenterne noget nyt om indholdet af fredsprocessen? Hvordan ser palæstinenserne pt. på forhandlingerne?
Der er intet nyt i lækagen. Bogstaveligt talt intet nyt. De såkaldte “afsløringer” var netop det, som man forhandlede for første gang i Taba efter Camp-David sammenbruddet i 2001 og fortsatte i Geneve i 2003. Jeg kan godt forstå, at Fatah er forsigtige, for det er en delikat situation, at skulle bære ansvaret for den arabiske verdens krav på Østjerusalem. Alt imens Israel hastigt optager det land, man forhandler om, er situationen for palæstinenserne under 44 års militær besættelse som følger: (1) voldelig modstand er mødt med international fordømmelse og uforholdsmæssig israelsk gengældelse, (2) ikke-vold er begrædt og voldsomt undertrykt, (3) diplomati er fejet af bordet, og (4) kompromiser uden historisk fortilfælde, som endda er internt uacceptable, er utilstrækkelige. Hvad er der så tilbage, andet end desperation?

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON.