Trine Mach: Ingen vej tilbage for Egypten – Mubaraks tid er forbi

Trine Mach: Ingen vej tilbage for Egypten – Mubaraks tid er forbi

29.01.2011


”I mine øjne er Egypten forbi det punkt, hvor oprøret kan slås ned og tingene vende ’tilbage’ til udgangspunktet. Det store spørgsmål er, hvor langt regimet er villig til at gå i magtanvendelsen.” Sådan siger mellemøsteksperten Trine Mach, der pt. har orlov fra sin post som formand for Mellemfolkeligt Samvirke og sidder i Folketinget for SF som suppleant for Ida Auken. Hun stiller spørgsmålet: ”Er USA villige til at acceptere, at et demokratisk valg i Egypten vil give store indflydelse til Det Muslimske Broderskab?” Og hun forudser, at en krig mellem Israel og Libanon: ”Ja, der kommer uundgåeligt en krig – spørgsmålet er hvornår.”

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion

1. Tunesien: Forfatningen kræver at der skal afholdes valg. Hvad er udsigten til, at dette valg bliver demokratisk? Hvordan vil islamisterne klare sig? Vil dele af det gamle regime overleve?
Det står rimeligt klart, at den tunesiske befolkning ikke stiller sig tilfreds med et skin-valg; allerede nu lyder svaret på udskiftningen i toppen jo “Ikke Ben Alis regering uden Ben Ali”. Man skal næppe regne med, at brød og skuespil til folket er nok; valget er nødt til at være reelt – og det vil betyde et farvel til den gamle garde. Nok er der flere forskellige retninger i oppositionen – og en del er slet ikke organiseret – men man skal holde fast ved, at det hele i høj grad startede som en frustration mod social og økonomisk elendighed – det var dét, der fik det til at boble over. Befolkningen vil ha reelle forandringer.
Det er centralt for forståelsen af revolutionen i Tunesien, at der i hele processen har været et totalt fravær af religiøse slogans og islamistiske organisationer. Det islamiske parti, Al Nahda, har ikke været førende – men støtter protesterne – og har bebudet, at de vil stille op som parti ved det kommende demokratiske valg. Det er lidt svært at forudsige, hvordan de vil klare sig i et reelt demokratisk valg (de har været forbudt af regimet), men de er ikke et toneangivende parti.

2. Egypten: Hvorfor kommer protesterne nu? Hvor samlet står oppositionen i landet?
Protesterne får afløb nu som en direkte inspiration fra Tunesien, men der er også en ægyptisk historik, der rækker langt tilbage. Massiv utilfredshed og uroligheder har ulmet i et års tid; bl.a. i forbindelse med, at priserne på fødevarer steg, valget og sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.
Det interessante nye er imidlertid, at der er tale om en bredere protest, hvor folk, der ikke før var med i protestaktioner (Kifayabevægelsen havde stor bevågenhed men stak ikke så dybt rent socialt), pludselig er til stede.
Oppositionen er ikke samlet; den etablerede opposition er knap nok med på protest-siden og Det Muslimske Broderskab spiller heller ingen central samlet rolle. Der er altså ikke nogen samlet organisatorisk ’enhed’, blandt andet fordi såkaldt helt almindelige mennesker pludselig melder sig på banen. Årsagen – fattigdom, forarmelse, arbejdsløshed, manglende perspektiver for fremtiden, brutalitet og tortur – har de tilfælles, ligesom kravet om at komme af med regimet. De er ikke nødvendigvis enige om, hvad der så skal ske efterfølgende.
Formentlig er der én figur, der kan skabes konsensus om som leder i en overgangsperiode, nemlig Mohamed Baradei.
At Mubarak nu har fyret sin regering løser intet; ægypterne lader sig ikke narre af den manøvre, men kræver hans afgang, alt imens de trodser udgangsforbuddet i indeværende døgn og evner at bryde gennem uhørt massive politi- og sikkerhedsstyrkeblokader. Mubaraks dage er under alle omstændigheder talte; det er fortsat mere åbent, hvorvidt det her koster regimet sit endelige liv. I mine øjne er Egypten dog forbi det punkt, hvor oprøret kan slås ned og tingene vende ’tilbage’.
Det store spørgsmål er, hvor langt regimet er villig til at gå i magtanvendelsen; Egyptens sikkerhedspoliti er ikke kendt for sin blødsødenhed, men det helt afgørende er militærets holdninger til protesterne (det er værd at erindre, at de ikke er pro-Gamal Mubarak). Indtil videre har de holdt sig meget tilbage – og der udtrykkes oven i købet glæder hos nogen af demonstranterne for dets tilstedeværelse.

3. Dagen inden regeringens afgang i Tunesien havde Hillary Clinton i en tale i Doha opfordret til forandringer i regionen: “Each country, of course, has its own distinct challenges, and each its own achievements. But in too many places, in too many ways, the region?s foundations are sinking into the sand.” I sin State of the Union-tale bød Obama forandringerne i Tunesien velkommen og tilføjede at USA står bag alle, der ønsker demokrati – ifølge iagttagere en formulering, der sigtede på Egypten. Har Obama/USA en klar Mellemøstenpolitik? Hvad er USA’s målsætninger – og hvad er USA’s muligheder overhovedet for at påvirke udviklingen?
USA spiller som bekendt en noget dobbelttydig rolle i Mellemøsten. Det store spørgsmål er, om ‘stabilitet’ står højere end demokratiske valg med hvad dertil måske hører af uroligheder og ikke mindst perspektiver for reelt regimeskifte (hvilket på den kortere bane kan betyde ustabilitet). Er USA f.eks. villige til at acceptere, at et demokratisk valg i Egypten vil give store indflydelse til Det Muslimske Broderskab? Sagen er, at USA er mindre interesserede i om Mubarak fortsætter, end i om Egyptens rolle i Mellemøsten, især ift .Palæstina, ændrer sig. Det afgørende for, hvad der kommer til at ske i resten af Mellemøsten, er hvad der kommer til at ske i Egypten den kommende tid.

4. Demonstrationerne i Tunesien og Egypten er blevet udlagt som et gennembrud for de sociale mediers politiske betydning. Ville protesterne have fundet sted uden internettet som kommunikationsform?
Der er næppe tvivl om, at de sociale medier har haft en ganske særlig betydning, fordi de er en scene for mobilisering, politisk diskussion og organisering. De har – sammen med medierne generelt – været garanten for, at protesten har kunnet overleve og udvikle sig i hele regionen. Men den var kommet under alle omstændigheder; det interessante er den spirende regionale samhørighedsfølelse, som disse medier i særligt grad understøtter.

5. Libanon: Hezbollahs kandidat til premierministerposten, Najib Miqati, skal nu danne ny regering i Libanon; den tidligere premierminister Hariri har sagt nej til at deltage i en koalition. Har Hezbollah nu overtaget landet?
Nej. Hizbollah og deres kristne allierede (Tayyar, den største repræsentant for Libanons kristne) har været en reel opposition til regeringens sociale og økonomiske politik, og pegede på bl.a. Miqati (de øvrige to var også sunnier – det skal premierministeren være ifølge forfatningen, der også stipulerer at præsidenten skal være kristen og parlamentsformanden shia), som er en af Libanons rigeste mænd efter Hariri-familien.

6. Libanon vs. Israel: Israels vicepremierminister Silvan Shalom har kaldt den nye regering som “en iransk regering langs Israels nordlige grænse” og den pensionerede General Giora Eiland har tidligere opfordret til at Israel i en ny konfrontation med Hezbollah også fører krig mod Libanon (dvs. i modsætningen til konflikten i 2006 som af nogle både på Hezbollahs og Israels side blev oplevet som ‘uafgjort’): “Hvis Hezbollah står bag regeringen, bliver det meget lettere at forklare det internationale samfund hvorfor vi må kæmpe mod den libanesiske stat”. Er der en ny krig på vej mellem Israel og Hezbollah/ Libanon? Hvem vil vinde?
Ja, der kommer uundgåeligt en krig; spørgsmålet er hvornår. Krigen gør alle til tabere; Israel vil for alvor mærke, at det ikke er nok at være militært overlegen, det koster også på hjemmefronten. Israel kan ikke leve med ikke at vinde – selv en ‘uafgjort’ krig som i 2006 var et nederlag for Israel og landets selvopfattelse, samt i forhold til jødernes opfattelse af Israel som et sikkert sted at søge til.


7. Israel II: Efter at Ehud Barak forlod det israelske Labour og dannede et nyt parti, ser Netanyahu-regeringen ud til at være sikret et mere stabilt liv. Betyder det mere eller mindre gang i fredsprocessen med palæstinenserne? Er det korrekt, at Israels altoverskyggende bekymring er om Iran får en atombombe – og at fredsprocessen simpelthen ikke er prioriteret?

Jeg tvivler på, om Baraks nye parti får nogen større positiv betydning for fredsforhandlingerne – som stort set er ikke-eksisterende, i øvrigt – hans primære fokus er sin egen og regeringens overlevelse. Han ville formentlig, forlyder det, alligevel indenfor kort tid være blevet væltet af Arbejderpartiets centralkomite, der ønskede, at partiet trak sig fra regeringen i utilfredshed med, at fredsprocessen er gået helt i stå og at den nuværende regering skader landets anseelse internationalt, især i USA.
Det korte svar er, at fredsprocessen ikke har prioritet, hvorimod Iran har.

8. Palæstinenserne: Lækkede dokumenter viser tilsyneladende, at palæstinensiske forhandlere tidligere er gået endog meget langt i forhandlinger med Israel, bl.a. på spørgsmålet om Østjerusalem – men lækagen betyder, mener iagttagere, at selvstyret vil holde sig yderligere tilbage i de allerede strandede fredsforhandlinger. Viser dokumenterne noget nyt om indholdet af fredsprocessen? Hvordan ser palæstinenserne pt. på forhandlingerne?
Der er ikke noget grundlæggende nyt i dokumenterne, andet end at de fortæller mere detaljeret om fredsforhandlingerne og hvad der er foregået i kulisserne – og været alment kendt blandt mellemøstiagttagere. Det er primært til fare for den palæstinensiske enighed internt på Vestbredden og forholdet mellem befolkningen og Selvstyret. Palæstinenserne ser, at den palæstinensiske ledelse er gået temmelig meget ind i forhandlingerne og har givet temmelig store indrømmelser siden Arafats død – men har måttet indse, som resten af verdenssamfundet, at Israel blokerer uanset, på bosættelses-spørgsmålet.