Venstre: Oppositionen vil holde liv i tvivlen

Venstre: Oppositionen vil holde liv i tvivlen

02.11.2010


Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen svarer hér igen på John Dyrby Paulsens indlæg i RÆSON i sidste uge. ”John Dyrby Paulsen nyder ligesom sine partifæller at holde liv i usandheder, frem for nøgternt at vurdere, hvorvidt vores engagement udenfor Danmarks grænser rent faktisk har båret frugt”, skriver Aastrup Jensen.

Af Michael Aastrup Jensen, MF, udenrigsordfører (V)

Vores udsendte soldater gør en formidabel indsats i de lande, hvor de kæmper for vores sikkerhed, menneskerettighederne og international fred og stabilitet. De sætter livet på spil for at gøre vores hverdag mere tryg, og arbejder benhårdt for at forbedre tilværelsen for nogle af verdens mest forarmede mennesker.
     Overalt i verden høster vi stor ros for den indsats, vores soldater yder. Det kan vi med al mulig grund være stolte af. Internationalt engagement i verdens brændpunkter er farligt men også nødvendigt. Uden vores og vores allieredes tilstedeværelse i disse områder ville uskyldige være overladt til brutale tyranner, og fundamentalistiske terrorister ville have alle muligheder for at vokse sig stærke.
     Krigens regler og love skal respekteres. Det gælder for Danmark såvel som for alle andre nationer. Så kort og tydeligt kan det formuleres. I mange af de lande, hvor vi opererer i dag eller tidligere har opereret, er respekten for det enkelte individ og dets rettigheder meget lille. Derfor handler vores indsats ikke blot om at bekæmpe diktatorer og terrorister, men også om at arbejde for at kampen mod dem foregår i overensstemmelse med de internationale spilleregler.
     Venstre står 100 procent bag dette. Derfor er vi naturligvis også mere en almindeligt interesserede i en tilbundsgående undersøgelse af de såkaldte Wikileaks-dokumenter og de historier, der er fulgt i kølvandet på lækningen af den store mængde rapporter fra det amerikanske forsvar.
     Det er helt afgørende, at vi får en hurtig men også grundig afklaring af, hvad der er sket i de sager, der har været nævnt gennem det seneste stykke tid. Sager om irakiske fanger, der i myndighedernes varetægt angiveligt har været udsat for tortur.
     En hurtig og tilbundsgående undersøgelse vil gøre det klart, hvad der er op og ned i denne sag. Desuden vil den gøre det muligt at reagere hurtigt, hvis der skal ændres på procedurer eller lignende.
     Socialdemokraterne og resten af oppositionen kræver imidlertid en kommissionsundersøgelse, der skal bruge flere år på at udrede substansen i den verserende sag. En undersøgelse, der trækker i langdrag, vil ikke kunne give os de svar her og nu, som vi behøver for at gøre op med tvivlen, og om nødvendigt ændre på vores fremgangsmåde under internationale operationer.
     Til gengæld vil en årelang kommissionsundersøgelse give oppositionen mulighed for at holde liv i en sag alene for deres egen skyld, for hvem ellers har glæde af, at vi ikke får sandheden at vide så hurtigt som muligt?
     Det kan naturligvis ikke komme som en overraskelse at oppositionen indtager denne holdning. Deres jagt på ministertaburetter sættes højere end Danmarks internationale engagement og vores udsendte troppers arbejde for international stabilitet og sikkerhed.
     John Dyrby Paulsen (S) nyder ligesom sine partifæller at holde liv i usandheder, frem for nøgternt at vurdere, hvorvidt vores engagement udenfor Danmarks grænser rent faktisk har båret frugt.
     Her er Irak et godt eksempel. I sit indlæg her i RÆSON, forsøger Socialdemokraternes forsvarsordfører, at holde liv i historien om, at informationerne om, at Saddam Hussein besad masseødelæggelsesvåben, dannede grundlag for Danmarks deltagelse i det internationale samfunds invasion af Irak.
     Hvis John Dyrby Paulsen læser Beslutningsforslag 118, der danner grundlag for vores deltagelse, vil han erfare, at masseødelæggelsesvåben fyldte meget lidt i argumentationen for dansk deltagelse. Faktisk er masseødelæggelsesvåben slet ikke nævnt direkte i de 13 punkter, der lå til grund for Folketingets beslutning om at engagere Danmark i Irak.
     Sammenligner vi Irak anno 2010 med Irak under Saddam Hussein, er der sket væsentlige fremskridt. Dermed ikke sagt at sekterisk vold og overtrædelse af menneskerettighederne er ukendte fænomener i Irak. Det er desværre langt fra tilfældet.
     Livet under Saddam Hussein var imidlertid langt fra nogen lykke for landets befolkning som helhed. En lille elite styrede Irak med hård hånd og tusinder omkom hvert år som følge af regimets hårdhændede adfærd overfor de grupper, der ikke støttede landets diktator.
     Samtidig udgjorde Irak, også uden masseødelæggelsesvåben, en massiv trussel mod sine naboer såvel som mod den internationale stabilitet. Vi behøver blot at huske tilbage på krigene mod Iran og Kuwait såvel som invasionen af Saudi Arabien og missilangrebene mod Israel i 90’erne.
     Denne trussel er elimineret og dermed har det internationale samfund markeret at det er villigt til at agere, såfremt den globale sikkerhed trues af despoter. At dette signal opfattes seriøst, stod lysende da Libyens mangeårige diktator, Gadaffi, valgte at bøje sig for internationalt pres og indgå et samarbejde om afvikling af landets program for masseødelæggelsesvåben.
     Menneskerettigheder og efterlevelse af krigens love går hånd i hånd med international stabilitet og global sikkerhed. Dette arbejde fuldendes ikke på et par år, men er en langstrakt proces. Her er det vigtigt, at vi ikke forsøger at skyde genvej ved at give køb på vores idealer og de værdier, vi kæmper for.
     Dette gælder også krigens love. Derfor er det afgørende for vores videre engagement, at vi får en afklaring på, hvad der er op og ned i informationerne fra de lækkede dokumenter. Og hurtigst muligt frem for at lade spekulationerne og tvivlen nage i årevis, som oppositionen ønsker det.