Tyskland: Tabuerne kommer til overfladen

Tyskland: Tabuerne kommer til overfladen

15.10.2010


”Hvad gør man, hvis der 65 år efter forbuddet mod Mein Kampf dukker et nyt raceteoretisk skrift op, som ryger til tops på de tyske bestsellerlister?” Sådan spurgte en debatredaktør i den tyske avis Der Tagesspiegel for nylig. For ophavsmanden til den kontroversielle bog ”Tyskland afskaffer sig selv”, Thilo Sarrazin, blev konsekvensen fratrædelse fra bestyrelsesposten i den prestigefyldte Tyske Bundesbank og undsigelse fra det samlende politiske establishment. Mange af Sarrazins teser er blevet sat i videnskabelig miskredit, men bogen overbeviser store dele af den tyske befolkning. Med sin Tysklandsapokalypse har den 65-årige provokatør ramt en betændt nerve i det tyske samfund.

Af Jacob Søndergaard

Var dette indslag kommet fra højre-nationalistisk side, var det utvivlsomt gået ubemærket hen med henvisning til en forvirret politiker med småracistisk agenda. Imidlertid kommer socialdemokraten Sarrazin, som tidligere finansminister i delstaten Berlin, og (nu tidligere) medlem af toppen i Bundesbank, helt og afdeles fra magtens midte. Tilsvarende eskalerede opmærksomheden til mediestorm og ryddede snesevis af forsider.
      Den betændte nerve, som Sarrazin har ramt, har flere rødder. Først og fremmest sprang filmen for mange, da Sarrazin i et interview udtalte, at ”alle jøder deler et bestemt gen”. Selvom Sarrazin senere forklarede, at det var taget ud af sammenhængen, er en sådan udtalelse i et land, der gennemførte Holocaust på baggrund af racebiologiske teorier om jøders bestemte genealogi, hård kost, og der straffes med bred fordømmelse. Endvidere er det Sarrazins synspunkt, at muslimske indvandrere med deres høje fødselstal og manglende evne og vilje til integration snart vil erobre Tyskland og gøre tyskerne fremmede i sit eget land. Hertil kommer, at intelligensniveauet vil falde, da det hos muslimske immigranter qua deres kultur skorter på kvotienterne.
      Den betændte nerves anden rod fæstner sig i et misforhold mellem, på den ene side, mediernes og politikernes manglende evne til at sætte integration på dagsordnen, og på den anden side, den del af befolkningen, der ser integrationsproblemer ude i samfundet, og som mener emnet kalder på handling. Ugemagasinet Spiegel kaldte i kølvandet på bogens massesucces Thilo Sarrazin for en folkehelt, men indvendte samtidig ”hvorfor så mange tyskere falder for en provokatør?”
      Rundspørgeundersøgelser viser at tyskerne generelt tager afstand fra Sarrazins bombastiske retorik, men ligeledes at mange mener, han peger på et reelt eksisterende problem. På den måde balancerer Sarrazin mellem prædikaterne tabubryder og folkehelt.

Integration er et tabu
For både medier og politiske partier har integrationsproblemer været et tabuemne, som hellere end gerne undgås. Den berøringsangst, der har ledsaget integrationsspørgsmålet og holdt det fra dagens lys, skal ikke overraskende ses i relation til nationalsocialismens spøgelse og den efterfølgende problematiske tyske selvforståelse.
      I det 21. århundrede er der blandt de etablerede politiske partier konsensus om, hvordan man skal forstå fortiden. Der går årtiers politiske og intellektuelle diskussioner forud for denne konsensus omring fortiden, men diskussionerne er stadig med i bagagen, hvilket har medvirket til en tabuisering af integrationsemnet. Nok taler man om integration, men at adressere integrationsproblemer er et ømtåleligt emne, og noget man af frygt for anklager om racisme og antisemitisme, kun berører med fløjlshandsker. I baggrunden lurer historien og diskussionerne om håndteringen af nationalsocialismes arv, og stilles der krav til minoriteter eller ytrer politikere sig kritisk om tyskere med anden etnisk baggrund, kommer det på baggrund af de historiske diskussioner let til at lyde skingert. Man ængster sig bl.a. for, at der skabes associationer til de nationalkonservative røster, der i større eller mindre udstrækning argumenterede for ideer om ensretning af kultur og samfund med det formål at opbygge en ny nationalstatsbevidsthed. Frygten for dette har problematiseret det politiske establishments forhold til at kritisere og at adressere integrationsproblemer.
      Det var bl.a. op igennem 1980’erne, og i forbindelse med genforeningen, at det blev diskuteret hvilken rolle nationalsocialismens arv skulle spille. På den ene side talte nationalkonservative meningsdannere for at fortolke Anden Verdenskrigs forbrydelser, som en gal mands værk, hvor det tyske folk var blevet både forført og forrådt. Skylden blev her placeret hos enkelte højtstående nazister, og som sådan var den tyske befolkning uskyldig og selv offer for krigen. En sådan tolkning skulle skabe fundamentet for at etablere en ny og positiv selvbevidsthed, løsrevet fra forestillinger om ”skyld” og ”kollektivt ansvar”. I stedet skulle den nye selvbevidsthed i linjerne af en nationalromantisk tankegang baseres på en fælles kultur, historie og sprog. Det var tanken, at kun et Tyskland med en positiv national selvopfattelse, som et etnisk og historisk skæbnefællesskab, havde tilstrækkelig indre sammenhængskraft til at værne om Tysklands fremtid. De nationalkonservative stillede sig i opposition til hvad de dengang betragtede, som et venstreorienteret debatklima og meningstyranni, der brugte Holocaust og Auschwitz som middel til at give tyskerne skyldfølelse, så snart der blev argumenteret for behovet for en ny national selvbevidsthed.
      Den anden fløj, bl.a. anført af Jürgen Habermas, kritiserede den nationalromantiske ide om enheden mellem stat, nation og folk for at være farlig og utidssvarende. For det første, fordi ideen lagde sig faretruende nær nationalsocialisternes ideologiske tale om ”Blut und Boden”. For det andet, fordi den ikke var i stand til at imødekomme globaliseringens udfordringer og at integrere mennesker med forskellig kulturel baggrund. Ideen om et skæbnefællesskab ville nemlig orientere sig efter et princip om assimilation, der ganske vist ville stræbe efter indoptagelse af andre kulturer, men med det endemål helt at ophæve kulturforskellen. Heroverfor stod, og står, den mere dialogsøgende forestilling om integration, der vil indoptage diversitet i samfundet og lade summen udgøre en større helhed.

Nationalkonservative marginaliseres i debatten
De nationalkonservative, og deres nationalromantiske forestilling om en ny national selvforståelse, er i kraft at dens beslægtethed med enkelte elementer fra nationalsocialismen, og som følge af globaliserings migrationsudfordringer blevet marginaliseret i en sådan grad, at diskussionen mellem de nationalkonservative og deres modstandere i dag er udglattet og ikke længere er på dagsorden. Bl.a. lykkedes det i 2003 Angela Merkel at skaffe sig af med den højrenationalistiske fløj i CDU og i 2005 opførtes mindesmærket for de dræbte jøder under Holocaust i Berlin, hvilken betragtedes som en yderligere marginalisering af de højreintellektuelle. Den almene anerkendelse, og den centrale placering kun få hundrede meter fra Brandenburger Tor signaliserer, at man frem for fortrængning, inkorporerer Holocaust som et ufravigeligt centralt element i nyere tysk selvforståelse.
      Spørgsmålet er imidlertid, om denne tabuisering af indvandrerdebatten, er blevet overhalet indenom af verden udenfor rammerne af det politiske establishment. Det er iøjnefaldende som politikerne reagerer med kritik og fordømmelse overfor Sarrazin, mens der blandt befolkningen hersker en større velvillighed til at differentiere og nuancere debatten ved at henvise til, at der eksisterer et problem, som man kritisk bør forholde sig til. Flere har påpeget at integrationsdebatten som tabuområde, kun er begrænset til politikere og medierne, mens at emnet på gadeplan i større grad er et, man vedkender sig og diskuterer. Befolkningen er utilfreds med denne kløft mellem reelt eksisterende problemer og politikernes passive holdning til integration. Og da Angela Merkel forleden proklamerede, at hun hverken havde eller har intentioner om at læse den omdiskuterede bog, blev dette set som et symbol på kløften mellem befolkningen og en arrogant elite, der har fjernet sig fra folkestemningen og virkeligheden.

Ny patriotisme?
At der ude i samfundet tilsyneladende hersker nye folkestemninger blev VM-slutrunden i fodbold i 2006 og den offentlige begejstring for det tyske flag, tolket som et tegn på. Flagvejning af det tyske flag er blevet set som en ny slags patriotisme, der bygger på en anderledes ukompliceret og afslappet forhold til fortiden. Begejstringen for flaget siges at være blevet initieret af tyrkiske immigranter i berliner-bydelen Kreuzberg, og derfra at have bredt sig til resten af landet. Om det virkelig var immigranterne i Kreuzberg, der begyndte flagvejningen er svært at kortlægge, men pointen er, at begejstringen for det tyske flag netop også inkluderede tyskere med forskellige migrationsbaggrunde.
      Når tegnene på denne nye patriotisme netop går på tværs af etniske baggrunde, og det forekommer at den tyske befolkning, i al fald de yngre generationer, abonnerer på en ny og langt mindre besværliggjort patriotisme, der placerer sig langt væk fra den traditionelle højrenationalisme, er det paradoksalt, at man fra politisk side stadig hænger fast i gamle spændinger og tabuisering af integrations- og migrationsproblematikker. Polemikken omkring Sarrazin spås dog nu at tvinge de etablerede partier til at forholde sig til integrationsproblemer – ikke mindst for at undgå, at vælgere søger hen mod evt. nye højreekstremistiske partier. Som en skæbnes ironi kan partierne nu stå med et meget større problem end Sarrazin, om end de fleste stadig ser opkomsten af et højreekstremistisk parti for usandsynligt.
      Imidlertid er det interessant, om undvigelsen af integrationsemnet og den politiske korrekthed indirekte er medansvarlig for, at figurer som Sarrazin finder vej til mediernes spalteplads. Det forekommer paradoksalt, at de ellers ædle og gode ambitioner om at definere standarder for, hvad der god latin og, hvad der ikke er, i sidste ende synes at skabe en modreaktion, der med Merkels ord ”ikke gør det nemmere, men sværere at tage fat på integrationsproblemerne”. Polemikken om Sarrazin vidner på sin vis om, at berøringsangsten og forskrækkelsen over overhovedet at diskutere integrationspolitik er medskyldig i, at det svigtede emne kommer op til overfladen i en mere eller mindre afstumpet modreaktion, denne gang anført af Thilo Sarrazin og hans pseudovidenskabelige argumentationer. Af den grund har røster i det tyske mediebillede lydt, at havde det ikke været for årtiers forsømt integrationspolitik, havde man med stor sandsynlighed undveget denne pludselige radikalisering af integrationsdebatten, og Sarrazins bog var gået over i historien som en fodnote.
      Det bliver de kommende måneder interessant at se, om de tyske politikere formår at indfange debatten og komme overens med den herskende tabuisering. Ikke mindst, hvorvidt de etablerede partier evner at komme i øjenhøjde med bekymrede vælgere og modgå et potentielt sværmeri overfor højreradikale nydannelser.

Jacob Søndergaard (f. 1984) er bachelor i Idéhistorie fra Aarhus Universitet og har studeret filosofi ved Freie- og Humboldt universiteterne i Berlin. Tidligere praktikant i Presse & Kulturafdelingen ved Den Danske Ambassade i Berlin og senest praktikant ved FNs hovedkvarter i New York.