Tyskland: Hvad vil Merkel med sin multikulti-kritik?

Tyskland: Hvad vil Merkel med sin multikulti-kritik?

01.11.2010


Om kansler Merkel efter afslutningen af sin tale til CDU-partiets ungdomsorganisation weekender tilbage havde forventet, at én sætning ville brede sig som en steppebrand til alverdens webmedier i løbet af ganske få timer, vides ikke. Sikkert er det dog, at Merkel med sætningen ”udgangspunktet for multikulti er fejlet, absolut fejlet” ville markere over for sine unge supportere, og resten af det tyske vælgerkorps, at integrationsdebatten afkræver klare svar. Klare svar er netop noget Merkel selv er blevet kritiseret for at give alt for sjældent.

Af Kim B. Olsen

De få ord om multikulturens fejlen i Tyskland har skabt debat, både i og uden for landets grænser. For omverdenen er Merkels udmelding blevet opfattet som endnu et bevis på Europas højredrejning. For tyskerne selv er det nu blevet tid til at konfrontere tabuer, der, som Jakob Søndergaard for få uger siden skrev i RÆSON, nu er kommet til overfladen (læs artiklen hér: http://raeson.dk/2010/tyskland-tabuerne-kommer-til-overfladen)
      Men Merkels bastante udmelding må forstås som mere end simpel højrepopulisme. Presset på hende er vokset efter den konservativ-liberale regerings mildest talt beskedne præstation efter det første år ved magten. Kræfter både internt og uden for hendes parti tvinger hende til at indtage mere markante positioner, end hun har været vant til tidligere. Dette pres må tages in mente når Merkels udtalelser fortolkes.
      Sidste efterårs valgsejr for den konservative union CDU/CSU og det liberale FDP blev af begge partier betegnet som ”ønskekoalitionen”. Nu skulle det være slut med den træge konsensuspolitik, der kendetegnede Merkels første regeringsår i den store koalition bestående af kristendemokraterne og socialdemokraterne fra SPD. Mens det konservative bagland accepterede den gradvise bevægelse mod venstre som en strukturel nødvendighed for et samarbejde med socialdemokraterne, blev antennerne efter valgsejren igen rettet mod højre. Merkel skulle ikke længere optræde som moderator mellem højre og venstre, men endelig vise lederskab og bringe konservative mærkesager på dagsordenen – de liberale juniorpartnere skulle levere de nødvendige stemmer.

”Afgørelsernes efterår”
De første måneders politiske realiteter talte dog et helt andet sprog. Uenighederne mellem de konservative og de liberale syntes nærmest større end de pinsler, der prægede den tidligere koalitionsregering. Spørgsmål om muligheden for skattelettelser, en gennemgribende sundhedssektorreform og forlængelsen af tyske atomkraftsreaktorers levetid er alle eksempler på konflikter, der i hidsig konflikt er blevet diskuteret i al offentlighed. Konflikterne er som oftest opstået mellem forskellige resortministre fra de to partier, eller med delstaternes ministerpræsidenter, hvor særligt formanden for CDU’s bayerske søsterparti, CSU, har lagt en konfrontatorisk linje over for mange FDP-mærkesager. Et velfungerende regeringssamarbejde burde i mange vælgeres øjne se anderledes ud.
      Merkel har indtil for ganske nyligt forholdt sig passivt og ladet konflikten mellem sine ministre buldre. Kritikken for hendes manglende lederskab har været omfattende, særligt fra egne rækker. Og måske er den blevet hørt. Efter sommerferien har kansleren i alle tilfælde lagt en ny linje, og markeret sig offensivt, i en periode hun selv har udråbt som ”afgørelsernes efterår”.
      Delstatsvalgene i Baden-Württemberg står for døren, CDU frygter at miste sit flertal for første gang siden delstatens første valg i 1952 og dermed komme i endnu større vanskeligheder i andetkammeret, forbundsrådet. Skulle CDU tabe, spekulerer flere medier allerede i en eventuel afløser for kansleren.
      Merkel har derfor haft en stærk interesse i at vise lederskab på områder, der interesserer den tyske vælger og hun har accepteret, at et sådant lederskab kræver markante holdninger. Hendes uforbeholdende støtte til det kontroversielle infrastrukturprojektet ”S21”, der er blevet mødt af markant folkelig modstand og kulminerede med voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter i Stuttgart, er ét eksempel – hendes skarpe kritik af multikulturalismen et andet.

Tysk interesse i stedet for multikultur
Kanslerens nyvunde stil må også føres tilbage til det markante ideologiske pres hun har været under fra egne rækker. Det kristendemokratiske CDU var fra barns ben tænkt som et folkeparti der kunne og skulle forene konservative, liberale og kristen-sociale strømninger. For mange, særligt konservative partifæller, har Merkel, en østtysk, protestantisk kvinde, ikke formået at personificere denne samling på tilfredsstillende vis. Med de seneste års venstredrejning har flere kræfter følt sig marginaliseret, hvilket har ført til synlige modreaktioner. Roland Koch, der indtil sin afsked fra den politiske scene for små to måneder siden var Hessens ministerpræsident og en af CDU’s mest værdikonservative hard-linere, udgav for nylig bogen ’Konservativ – en stat kan ikke laves uden værdier og principper’, hvor han med sin accentuering af både traditionernes og mådeholdets vigtighed taler et langt mere værdipræget sprog end Merkel – der dog naturligvis skyndte sig at sige ja tak til at være hovedtaler ved bogens officielle lancering.
      Merkel forsøger med sin bekendelse til den kristen-jødiske tyske kultur som ledende i det tyske samfund at tilfredsstille den nationalkonservative utilfredshed. Bemærkelsesværdigt er dog, at hun stadig anvender ganske mild retorik, og argumenterer for at anvende kulturdiskussionen som middel til bedre integration – ikke som advarsel mod grupper med anden etnisk baggrund som sådan. Kansleren lægger sig derved midt mellem to andre af forbundsrepublikkens konservative spydspidser. Mens CSU-formand Horst Seehofer i sin vanlig aggressive stil har erklæret multikulti for død, betegnede forbundspræsident Christian Wulff i anledningen af 20-året for Tysklands genforening sig selv som alle tyskeres, og de tyske muslimers, præsident. Dermed har den konservative trojka formået at indfange mange tyskeres tanker om integrationsdebatten – anstrengelser, der ikke mindst gøres i et forsøg på at undgå nye politiske grupperinger på den tyske højrefløj.

Et Sarrazin-parti?
At integrationsspørgsmålet skulle komme på dagsordenen netop nu, er nok ikke Merkels eget ønske, men Thilo Sarrazins indvandrekritiske teser og den efterfølgende resonans de har mødt i befolkningen, har særligt rystet de store folkepartier CDU/CSU og SPD. Begge har med ét forstået, hvor store dele af deres vælgersegment føler at debatten er blevet forbigået.
      Thorsten Faas fra Universität Mannheim fremlagde for nylig en undersøgelse der viser, at 26% af den tyske vælgerbefolkning potentielt ville vælge et parti med Sarrazin som formand – et rystende antal i et land, hvor kun CDU/CSU ved seneste forbundsdagsvalg fik mere en 30% af stemmerne (Merkels CDU fik kun 27,3%).
      Med til historien hører, at det tyske valgsystem, med sin høje spærregrænse på 5%, netop må forstås som et værn mod muligheden for ekstreme holdninger i forbundsdagen. Frygten for et parti til højre for CDU/CSU går tilbage til 1969, hvor nationaldemokraterne fra NPD næsten nåede spærregrænsen, og frygten er ikke blevet mindre af udviklingerne andetsteds i Europa: Hvis de etablere partier kan enes om noget, er det at en tilsvarende udvikling ikke må ske i Tyskland.

Hvad vil Merkel egentligt?
Merkel ved at hun har måttet træde i karakter og har vurderet, at den mest effektive måde var at fastslå, at udgangspunktet for multikulturelt tysk samfund er fejlet. I den store mediestorm som ordene udløste, er det blevet overset, at Merkel ikke udtalte sig mod kulturel mangfoldighed som sådan, men at det ikke er acceptabelt, hvis mangfoldigheden ender i parallelsamfund. Ligeledes gjorde hun det klart, at islam er en del af Tyskland, og fokus skal rettes mod integration, ikke mindst fordi andelen af unge tyskere med migrationsbaggrund vil stige markant henover de næste par år. Sammenholdes dette med arbejdsminister Ursula von der Leyens og forskningsminister Annette Schavans formaninger om, at det aldrende Tyskland henover de næste årtier bliver afhængig af højtkvalificeret, udenlandsk arbejdskraft, tegner der sig et andet billede.
      Merkel har erkendt hvordan en ukontrolleret integrationsdebat på sigt kan blive skadeligt for Tyskland selv – særligt når man skæver til landets demografiske fremtid. Fremmedfjendskhed vil have en negativ påvirkning på både muligheden for bedre uddannelse og integration af de mennesker med indvandrerbaggrund, der i forvejen lever i landet, såvel som en afskrækkende effekt på de potentielt veluddannede tilflyttere. Hvis hun ikke udnytter chancen til at række en hånd ud til de frustrerede Sarrazin-tilhængere, vil andre kunne komme hende i forkøbet. Merkel risikerer at miste kontrollen over en debat, der ikke tegner til at blive overstået lige foreløbigt. Den hårfine balance kansleren bevæger sig på, risikerer stadigt at tippe, og den tyske debat er derfor på ingen måde immun over for en yderlig højredrejning. Dette sætter den i forvejen pressede Merkel under et yderligere pres.

Kim B. Olsen (f. 1986) er kandidatstuderende på statskundskab ved Københavns Universitet, har studeret international og tysk politik ved Freie Universität i Berlin og er tidligere ansat i Udenrigsministeriet og den Danske Ambassade i Berlin. Studerer nu ved UC Berkeley, hvor han på Institute for German and European Studies forsker i mulighederne for tysk udenrigspolitik i det 21. århundrede.