11.10.2010

Af Jonas Parello-Plesner, European Council on Foreign Relations, medlem af RÆSONs chefredaktion
Damerne stråler i deres farverige traditionelle dragter. Smilene er brede men stivnede og koreograferede. Militærfolkene går strækmarch i lange rækker med hovedet på sned og militærpræcision. De levende billeder går verden rundt. Der blev fejret i går søndag i Nordkoreas hovedstad Pyongyang. Det er det koreanske arbejderpartis 65 års fødselsdag.
     Jeg var selv til stede i Pyongyang for fem år siden, da 60-års jubilæet blev festligholdt med mange af de samme ingredienser. I år er der så en ekstra krølle på programmet: udpegelsen af en efterfølger til Kim Jong-il. Det er sønnen, Kim jong-eun, der nu også indtager scenen ved sin fars side til Arirang-forestillingen. Det er en slags kommunistisk masseballet med over tre tusinde deltagere, der udfører synkrone bevægelser på scenen. Det foregår på landets 1. maj-stadion, der er verdens næststørste og opført i 1988 for at konkurrere med Sydkoreas OL. Langsiden af stadion er fyldt med ca. 20.000 unge, der behændigt vender farvede plakater samtidigt. Det danner enorme baggrundstableauer, der ser ud til at være computerskabte i kvalitet og bevægelighed. Hele showet udføres med præcision og en særegen æstetik. Den totalitære magtforms ypperste kunstneriske udtryk. Et stort element af fortællingen i Arirang er derfor også en sammensmeltning af den koreanske nation, myten om nationens grundlægger, Kim Il-sung og folket, der samles i en højere enhed mod udefrakommende aggressorer som først Japan siden USA. I år var der sikkert også yderligere indbygget subtile elementer, der skulle understrege at den røde tråd fra den evige præsident Kim Il-sung fortsætter til endnu en generation. Således fortsættes i Nordkorea en ellers ukendt kombination af kommunisme og familie-arvefølge.
     Men hvad ved vi så om den nye Kim? Og hvad skal vi forvente? Vi ved, at han er 27 år. Han har gået på skole i Schweiz. Han har ikke været forberedt igennem lang tid på rollen som arvtager. Han er heller ikke den ældste søn, som ellers ville være det forventelige. Til sammenligning blev Kim Jong-il allerede i 1980 udpeget som sin fars arvtager og forblev i den kronprins-rolle frem til farens pludselige død i 1994. Det gav lang tid til at konsolidere en magtovertagelse. Vi ved, at Kim Jong-il er syg og svækket, men ikke hvor alvorligt. Det betyder ihvertfald, at perioden frem til Kim Jong-euns overtagelse af magten bliver betydelig kortere end farens 14 år i venteværelset.

     Vi ved også, at der denne gang står stærke medlemmer af Kim-familien klar i kulissen samtidig. Kim Jong-ils søster, Kim Kyung-hui, blev udnævnt til general forud for partikongressen. Hendes mand, Yang, er næstformand i den centrale militærkommission, der er sædet for magt i Nordkorea. Kim Jong-il er formanden. Kim Jong-eun kommer altså til at have stærke familiepersonligheder omkring sig.
     Militæret må også forventes at bevare sin centrale rolle. Det kan man aflæse af, at Kim Jong-eun blev udnævnt til general før han fik civile titler. Det samme gjaldt Kims søster. Det nordkoreanske arbejderparti er, på trods af gårsdagens jubilæum, reelt en hul organisation. Magten ligger hos militæret, der står for alt fra atomprogram til civil kontrol og økonomisk udvikling. Politikken om at sætte militæret først – også i forhold til befolkningens andre behov, blev i 1998 ophøjet til et særskilt princip kaldet songun. Det vil være endnu et rammevilkår for den unge Kim.
     Der kan derfor forventes en art formynderskab mere end en gentagelse af enmandsstyret hos far og farfar. Dvs.: en relativt svag leder, der – på konfuciansk vis – skal vise respekt både for ældre familiemedlemmer og militære ledere. I den analyse får Nordkorea mere af det samme – blot med lidt flere aktører bag lederen. Det kan dog også skabe en vis ustabilitet, hvis der bliver fraktioner og uenighed magthaverne imellem.
     Der er dog også mulighed for, at skiftet kan give omverdenen nye muligheder for at engagere sig med Nordkorea. Den unge Kim har opholdt sig i længere tid i Europa, og hvor de ældre Kim til nød havde en smule udenlandsk bagage med sig fra Sovjetunionen, så kan der have sneget sig mere økonomisk-liberale ideer med under den unge Kims ophold i Schweiz. Derfor bør USA, de nordøstasiatiske lande og EU prøve ham af – og indledningsvist række hånden ud for at se, om der nu kan arbejdes hen mod en aftale omkring atomprogrammet. Samtidig bør særligt Kina skubbe til den nye ledelse for at gennemføre økonomiske reformer til gavn for landets befolkning. Økonomien vil være det område, hvor en ny Kim sandsynligvis vil have vist manøvrerum og hvor han kan vinde opbakning til reformer hos en yngre mere økonomisk orienteret elite. Derimod er atomprogrammet (som fortsat er den forhandlingsbrik, der gør Nordkorea interessant – og farligt for omverdenen) fortsat et prestigeprojekt for det stærke militær.

Jonas Parello-Plesner kommenterer asiatisk udenrigspolitik ved East Asia Forum og fra sin plads i chefredaktionen for RÆSON. Han starter i denne måned som Senior Policy Fellow ved European Council on Foreign Relations. Han kan kontaktes på j.parello-plesner@get2net.dk