26.05.2010

INTERVIEWSERIE: Niels Krause-Kjær, Claes Kastholm, Helle Ib, Peter Nedergaard og Johannes Andersen om Genopretningspakken.


Af RÆSONs redaktion

1) Hvordan vil du vurdere regeringen og DF’s spareplan overordnet set?  

Niels Krause-Kjær: Overordnet set er planen betydelig bedre for regeringen, efter at DF kom indover. Man lægger sig ikke ud med ALLE vælgergrupper, og samtidig er der med dagpengereformen taget fat på nogle strukturelle problemer, som det oprindelige udspil slet ikke forholdt sig til. 
Claes Kastholm: 20-24 mia. – besparelser bliver altid mindre end aftalt her i landet – ud af et offentligt forbrug på næsten 1.000 mia. er det stor ståhej for ingenting, hvis man ser det i fugleperspektiv. At der er en så stor opstandelse over det, fortæller mere om kombinationen dansk politik-danske medier end om indgrebets dybde og perspektiv. Bjerget barslede: det blev en mus.
Helle Ib: Den er et solidt bud på, hvordan de aktuelle budgetproblemer i relation til EU’s krav løses, og hvordan man kan løse en del af de langsigtede finansieringsproblemer for velfærden og den offentlige sektor.
Peter Nedergaard: Overordnet set mener jeg ikke, at spareplanen at dømme ud fra EU’s krav havde behøvet at være så omfattende, som den er blevet. Den kan således ikke alene begrundes med krav fra EU, men må i lige så høj grad ses som resultatet af et indenrigspolitisk ønske. Faren er, at den indebærer en for hård ombremsning af dansk økonomi.
Johannes Andersen: Vurderet ud fra det politiske perspektiv har planen både positive og negative sider. Den rammer bredt og er dermed med til at give det indtryk, at det er fællesskabet, der agerer. Et tema, oppositionen også har slået an.
Og dette perspektiv bygger man videre på: Krisen kræver reaktioner fra fællesskabet. Samtidig vil en række grupper opleve, at de er særligt hårdt ramte, og de vil reagere. Enkelte med succes og bred opbakning, f.eks. hvor der er børn inde over. Andre vil mere fremstå som krævende grupper, der tænker for snævert. Vurderet ud fra et økonomisk perspektiv rummer planen en ambition. Måske endda især en langsigtet ambition. Hvordan den virker i praksis må tiden afsløre. Det kan hverken økonomer eller politikere forudse.

2) Er det en økonomisk holdbar plan? Kommer regeringen med bedre løsningsforslag end S-SF?  
NK-K: Planen er mere holdbar på mellemlang og lang sigt end det oprindelige forslag. Dagpengereformen er også mere konkret end S-SF’s plan om 12 minutters ekstra arbejde om dagen. Vi har endnu til gode at se en realistisk køreplan for implementeringen af det. 
CK: Det er i det store og hele en holdbar plan. Dog ved man aldrig, hvad kommunerne kan overraske med af merforbrug. På den anden side har kommunerne ret i, at Christiansborg-politikerne ved hele tiden at vælte nye opgaver over på kommunerne er hovedansvarlige for det enorme kommunale forbrug.
Som løsning på kort sigt er planen langt mere kvalificeret og virkelighedsnær end S og SF-planen, som i realiteten vil forværre både konkurrenceevne og dansk økonomis holdbarhedsproblem.
HI: Umiddelbart virker den holdbar – flere af besparelserne er permanente – men hovedparten af stramningerne sætter først ind efter 2011, og det mindsker risikoen for, at opsvinget slås i stykker. S-SF’s plan virker mere visionær på den lange bane, men den økonomiske holdbarhed i oppositionens plan står og falder med, at arbejdsmarkedets parter hurtigt kan blive enige om, hvordan arbejdstiden forhøjes. Her kan man have sine tvivl.
PN: Holdbarheden af den afhænger naturligvis ganske af, om den overlever næste valg. Hvis den gør, er den politisk holdbar. Det kan imidlertid ske, at man bliver nødt til at slippe planens stramme økonomiske tøjler noget allerede inden for de næste par år.
JA: Begge de politiske alternativer opererer med nogle grundlæggende antagelser, der primært er langsigtede, og derfor meget idealistiske. Så om en plan, økonomisk set, er bedre end en anden er svært at sige. Der er ingen, der kan sige noget om, hvad en times arbejde mere om ugen vil medføre. Men ambitionen og signalværdien kan være vigtig. Det samme gælder besparelser på dagpengeområdet. Heller ikke her kender man antallet af personer, der bliver ramt på et givet tidspunkt. Det er økonomisk håbefulde planer fra begge afsendere.

3) Hvad er hhv. de mest lovende og de mest problematiske tiltag?
NK-K: Dagpengereformen er konkret og løser nogle strukturelle problemer også på sigt. Det mest problematiske for regeringen er, at den med yderligere et års udsættelse af indførelsen af det sidste af skattereformen skuffer en del kernevælgere. 
CK: Halveringen af verdens længste dagpengeperiode er et skridt på vejen mod nødvendige reformer. Fastholdelsen af topskatten i de kommende år er et skridt i den modsatte retning.
Det er også uheldigt, at man ikke fastfryser overførselsydelserne i en periode. Dette ville have gjort det såkaldte paradoksproblem mindre, altså dette, at mange almindelige lønmodtagere har ingenting eller meget lidt ud af at arbejde i stedet for at modtage overførselsindkomst.
HI: Det mest lovende element er halveringen af dagpengeperioden – det er reformelementet, som kan bidrage til at sikre velfærden i fremtiden. En dagpengeperiode på fire år er simpelthen ikke ansvarlig i en periode med udsigt til mangel på arbejdskraft. S-R skar selv i længden, da ledigheden i 90erne var på et højere niveau.
Men det er også et af mest problematiske i VKO’s aftale. Hvis ledigheden stiger, eller der ikke bliver taget hånd om de langtidsledige, kan afkortningen føre til deroute for mange familier. Især i udkantsområder.
Det andet kontroversielle element er loftet over børnechecken – de familier, som bliver ramt, bliver ramt meget hårdere end eksempelvis den fastfrysning af overførselsindkomster, som DF fik taget af bordet. Men loftet vil nok blive accepteret hos hovedparten af vælgerkorpset.
PN: En del af spareplanen (fx reformen af dagpengene) er med til at øge holdbarheden af dansk økonomi. Omvendt er der besparelser, som forekommer ufornuftige fremadrettet fx brugerbetaling på tolkebistand (mindsker integrationen) og besparelser på uddannelsesområdet (fx universiteterne).
JA: Det mest lovende er signalværdien. Det er ‘hårde’ planer, og der tales med store bogstaver – hvilket formodentlig kan betyde, at folk får en stor forståelse for krisen og dens betydning.
Det afgørende bliver så, hvem der er den bedste afsender af disse planer. Hvem der fremstår som den mest troværdige. Og dermed som den bedste til at forvalte velfærdssamfundet i de kommende år. Det mest problematiske er, at man ikke ved, hvordan de virker.

4) Hvad med selve forhandlingerne – hvem har vundet, dvs. hvem kommer ud af forhandlingerne som vindere, og hvem har måttet give de største indrømmelser? 
NK-K: Dansk Folkeparti har fået en pæn betaling for at bide i det sure æble. Men dagpengereformen ville regeringen formentlig selv gerne have spillet ud med, hvis der blot havde været flertal for det i sidste uge. Men det var der jo ikke. 
CK: De Konservative, som har ønsket reformer, har meget ud af halveringen af dagpengeperioden. Til gengæld taber de på skatten. Dansk Folkeparti har tilsvarende tabt, men vundet på ulandshjælp, øvrige overførsler, annullering af kommunale besparelser og udskydelse af topskatreguleringen.
Venstre har vundet ved, at aftalen faktisk er blevet gennemført med det ønskede beløb. En helhedsbetragtning vil efter min mening nå til den konklusion, at der hverken er vindere eller tabere, men at VKO som sådan har vundet.
HI: DF er vinder. Støttepartiet er rykket en liga op – har brugt en ekstremt vanskelig situation til at demonstrere, at man både kan levere varen og samtidig presse egne mærkesager igennem især på udlændingeområdet. De Konservative kan glæde sig over, at en dagpengereform nok aldrig var kommet igennem, hvis udgangspunktet var et andet – fx at De Konservative selv krævede det. Nu er reformen i hus. Til gengæld må det trække nedad for De Konservative, at topskattelettelserne nu udskydes i hele tre år – og det rammer faktisk hårdtarbejdende sygeplejersker og andre grupper, De Konservative gerne ville belønne.
PN: Forhandlingerne har først og fremmest vist endnu engang, hvor dygtige forhandlerne fra Dansk Folkeparti (især Kristian Thulesen Dahl) er. Der er ganske enkelt lige til et 12-tal, hvad dette parti har præsteret under pinseforhandlingerne. Dansk Folkeparti er så afgjort vinderen. Kristian Thulesen Dahl er efter alt at dømme mestertænkeren bag forløbet. Det er forbløffende, hvad han har nået med lige dele hårdt politisk arbejde, politisk tæft og en god portion forhandlingsmæssig coolness. Man slås af beundring over det politiske håndværks kvalitet.
JA: Dansk Folkeparti fremstår – endnu engang – som det suverænt dygtigste parti, når det drejer sig om at få sig placeret i centrum af det hele. De fremstår som de svages hjælpere og som dem, der har været i stand til at gennemføre nogle forandringer af dagpengesystemet, som man har talt og talt om meget længe. DF fremstår med andre ord som et parti, der formår at sætte handling bag nogle af ordene.

5) Er der tale om et økonomisk opgør med Fogh-regeringen? 
NK-K: Der er tale om et opgør med Fogh-æraen, både hvad angår form og indhold. For det første er skattestoppet nu endeligt afgået ved døden. Det samme er tilfældet med kontraktpolitikken. 
CK: Jeg synes, det er en uhistorisk overdrivelse at sige, at der er tale om et økonomisk opgør med Fogh-regeringen. Der er tale om en nødvendig justering til ændrede konjunkturforhold. Verden er jo ikke statisk, og Fogh ville formentlig være nået frem til en nogenlunde tilsvarende løsning på de kortsigtede problemer. Og man skal her – i det meget små skridts land – ikke undervurdere det perspektiv, der ligger i halveringen af dagpengeperioden og begrænsningen af skattefradraget for kontingenter. LO har fået et første gok i nøden.
HI: Opgøret består i, at kontraktpolitikken og skattestoppet er smuldret. Det er også historisk i forhold til hele Foghs periode, at Venstre åbent siger, at man må tage noget fra nogen.
PN: Der er definitivt tale om, at Løkke Rasmussen er trådt ind i post-Fogh-æraen. Spørgsmålet er nu, om det bliver indledningen til en ny politisk fase eller et intermezzo. Det kommende valg vil vise det.
JA: Ja, forstået på den måde, at Fogh-regeringen trådte til i en opgangsperiode, mens de nuværende initiativer afspejler en økonomisk kriseperiode, soom tvinger til upopulære initiativer. Og dermed til noget, der minder om et opgør med Fogh-regeringen. Men der er tale om et nødvendigt opgør. Ikke et ønsket politisk opgør.

6) Hvordan står regeringen positioneret i forhold til det forestående valg? 
NK-K: Regeringen er kommet tilbage på banen. Det her er rigtig politik, som man kan være enig eller uenig i. Ikke så meget snik-snak og fedten rundt i grøden. Regeringen står stærkere. Ironisk nok kan den takke DF for det. 
CK: Hvis ikke Løkke, Lene Espersen og de mange uerfarne ministre laver alt for mange dumheder, vil denne plan, når støvet har lagt sig, og hverdagen begynder, blive anerkendt som ansvarlig af flere og flere vælgere. Den vil vokse i anseelse, og da den faktisk – modsat S-SF-planen – har et substantielt indhold, vil den slet ikke være så dårlig at gå til valg på, forudsat at valget først kommer om 12-16 måneder.
HI: Her og nu vil protesterne fra aftalens tabere og oppositionens hårde retorik fylde. Men frem til valget har VKO et bedre udgangspunkt, et stærkere fundament for at stå som de ansvarlige i den økonomiske politik.
Hvis økonomien bedres yderligere, kan der muligvis endda skabes råderum til mere positive initiativer inden for vækst, uddannelse osv. Områder, der skal have et boost, hvis Løkkes “danske drøm” fortsat skal leve. Det er langt fra sikkert, at VK vinder næste folketingsvalg – men alt i alt har regeringen nu skabt sig et bedre fundament frem for at stå i stampe og sige ingenting. VK kan samtidig håbe på, at splittelsen i “rød blok” fortsætter.
PN: Alt afhænger af, om regeringen kommer ud af de næste måneder som en mere økonomisk ansvarlig regering bredt opfattet. Eller om det lykkes oppositionen at få rollen som økonomisk ansvarlig. Italesættelsen af dansk økonomisk politik i de næste par måneder er afgørende for næste folketingsvalgs udfald. Valget vindes nu.
JA: Regeringen er bagud på point lige nu. Men den er i gang med det lange træk hen mod valget. Hvor man langsomt, men sikkert forsøger at bygge et image op som en regering, der tør tage upopulære, men nødvendige beslutninger, støttet af det danske fællesskab. Det gør ondt, men det er bare for at det kan blive bedre. Om det er nok til at trumfe over for oppositionen, er det endnu for tidligt at sige noget om. Men hvis dansk økonomi i løbet af det næste halve til hele år udviser markant positive udviklingstendenser, er man kommet langt. 

Niels Krause-Kjær (NK-K) er vært i ”Krause på Tværs” på DR P1 og politisk kommentator ved Berlingske Tidende samt tilknyttet Danmarks Journalisthøjskole. Har tidligere været pressechef for De Konservative, institutleder ved Institut for journalistik ved Syddansk universitet og ligeledes politisk kommentator i Jersild&spin

Claes Kastholm (CK), forfatter, skribent og samfundsdebattør. Kommentator ved Berlingske Tidende, skriver blandt andet klummen: ”Groft Sagt”. Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet.

Helle Ib (HI) er politisk redaktør for BT.

Peter Nedergaard (PN) professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Johannes Andersen (JA): lektor i politologi ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet.

Opdateret 29/5 (ny forsidetekst)