Martin Marcussen til RÆSON: Euroens krise er politisk

Martin Marcussen til RÆSON: Euroens krise er politisk

21.12.2010


Ikke bare euroen men hele EU er i krise, skriver Martin Marcussen i dag i et indlæg til RÆSON: “Det interessante er, at vi endnu ikke taler så meget om euro-krisen som en politisk krise. Det er imidlertid den politiske krise, der kan ende med at sætte sig varige spor i den europæiske integrationsproces.”

Af Martin Marcussen, professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

I dag taler alle om den. Euroens krise. Det gjorde vi ikke for to år siden da euroen havde ti-års fødselsdag. Indtil da havde euroen hovedsageligt været et vækst- og stabilitets-projekt. EU-Kommissionen og den Europæiske Centralbank kunne offentliggøre lange lister af realiserede målsætninger. I dag er den meningsdannende konsensus, at ikke bare ØMU’en men EU befinder sig i en dyb krise. Det interessante er imidlertid, at vi endnu ikke taler så meget om euro-krisen som en politisk krise. Det er imidlertid den politiske krise, der kan ende med at sætte sig varige spor i den europæiske integrationsproces.

De europæiske befolkninger
Hvori består euroens politiske krise så? Grundlæggende har den tre dimensioner. Hvis de kobles, er det muligt, at det bliver relevant at tale om en decideret overlevelseskrise. En første dimension skal vi finde blandt de europæiske befolkninger. Den funktionalistiske tankegang, der altid har været grundlag for økonomisk samarbejde i Europa har antaget, at hvis vi gør det nemt for de europæiske befolkninger at handle sammen, vil der med tiden opstå ikke bare en gensidig afhængighed mellem befolkningerne, men også en interkulturel tryghed og en gensidig sympati på tværs af grænser. Det indre marked og i sidste instans en fælles mønt vil kunne sætte turbo på konstruktionen af en fælles europæisk identitet, et europæisk livs- og skæbnefællesskab. Sådan er det ikke endt. ØMU-konstruktionen har utilsigtet skabt splittelse mellem befolkninger på kryds og tværs. Allerede før den nuværende finansielle krise og gældskriserne blev der foretaget en opdeling mellem de lande, der var ”inde” i varmen – eurolandene – og de lande der var ”ude” i kulden – såsom Danmark, Sverige, Storbritannien og andre. Nogle lande havde selv valgt at stå uden for, andre var tvunget til at være ekskluderet fra det gode selskab. Med finanskrisen er denne opdeling blandt befolkningsgrupper blevet mere kompleks. Nu er der splittelse mellem befolkningerne inde i euroområdet, hvor de såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien) bliver betragtet med dyb skepsis af andre euro-lande, der ikke i nær samme omfang har gældsproblemer at slås med. Der tales nu åbenlyst om, at man kan forestille sig en opdeling af euroområdet i to – de fattige og de rige eurolande. Og den ene meningsmålingsundersøgelse efter den anden viser, at befolkninger i den rige ende af euro-området er eksplicitte modstandere af, at hjælpe befolkninger i den fattige ende af euro-området. Der er ikke befolkningsmæssig opbakning til en såkaldt ”transferunion.” For hver dag der går, bliver det mere og mere illusorisk at tale om en decideret europæisk identitet.

De europæiske eliter
En anden dimension af euroens politiske krise vedrører relationen mellem europæiske eliter. Det er ikke nyt at der rundt omkring i regeringskontorerne er forskellige opfattelser af, hvordan den økonomiske integrationsproces skal forløbe i Europa. En klassisk konfliktlinje har været mellem den franske opfattelse af, at fælles institutioner med tiden også vil skabe fælles holdninger, hvorimod det tyske perspektiv har været baseret på en forestilling om, at deltagerne i de fælles institutioner som udgangspunkt må dele opfattelser af retning, mål og midler i den økonomiske politik for at institutionerne skal kunne fungere i praksis. I realiteten er den slags uenigheder blevet løst på den måde, at man har forsøgt at integrere begge synspunkter i én og samme proces. Tyskerne har eksempelvis fået lov til i hovedsagen at etablere kriterierne for deltagelse i euroen, mens franskmændene har været drivkræften i etableringen af politiske institutioner i euroens maskinrum, herunder eurogruppen, som jeg vender tilbage til. Efter krisen er kortene blandet lidt anderledes. Nu er det tyskerne, der bestemmer, og det er forventningen blandt andre stats- og regeringsledere, at det er tyskerne, der holdes til ansvar for, hvorvidt der findes løsninger på den ene og den anden del af den økonomiske krise. Det er ikke altid at de tyske politiske ledere har ønsket at tage dette ansvar og betale prisen for euroens redning. I sidste ende har det været tysk indenrigspolitik – hensynet til befolkningernes skepsis overfor de mere økonomisk uansvarlige euromedlemmer vejet op mod de tyske bankers økonomiske mellemværende i kriseøkonomierne – der har været afgørende for de beslutninger, der er blevet truffet. I processen produceres der regler – på nationalt niveau, på europæisk niveau såvel som på globalt niveau helt i forlængelse af tidsånden i reguleringens tidsalder. Relationen mellem de europæiske ledere er i nogle henseender iskold, og det er ikke her, man skal finde løsningerne på de strukturelle spændinger der er indbygget i ØMU’ens politiske økonomi.

De europæiske institutioner
En tredje dimension af euroens politiske kriser har med den institutionelle balance at gøre. Grundlæggende er ØMU’en tænkt asymmetrisk i den forstand, at den monetære politik er fastlagt fra centralt hold i den europæiske centralbank, hvorimod de nationale finanslove og finansielle tilsynsregler stadig fastlægges decentralt i medlemsstaterne. Balancen består basalt set i, at ingen blander sig i den uafhængige centralbankdirektørs opgaver når han fastsætter den fælles rente, EU-Kommisionen varetager overvågningen af de nationale økonomiske politikker, mens Økonomi- og Finansministrene træffer afgørelser vedrørende de henstillinger, der skal rettes til medlemslande, der ikke helt lever op til de fælles regler, der skal sikre en lavinflationsøkonomi i Europa. Krisen har imidlertid sat alle regler ud af kraft og enhver institutionel aktør forsøger på bedste beskub, at genetablere sig selv i rollen som drivkraften i den europæiske integrationsproces. I praksis har det betydet, at et forum, der for blot et par år siden blev ansat som det absolut væsentligste forum for koordination af den økonomiske økonomi – eurogruppen – har været underlig usynlig under krisen. Det hænger for det første sammen med, at eurogruppens medlemmer som nævnt ikke er enige om helt grundlæggende forhold i den økonomiske styring i Europa. For det andet hænger det sammen med, som også er nævnt ovenfor, at kriser ikke er tiden for kollegial kaffeslapperas, men derimod for resolut ledelse og hensyntagen til en skånselsløs hjemlig meningsdannelse. Og ledelsen er først og fremmest lagt i hænderne på de aktører, der kan betale sig til kriseløsning, herunder jo særligt den tyske kansler, som åbenlyst har nået ydregrænsen for sin euro-enthusiasme. Krisen har også betydet, at en anden aktør er blevet skubbet ud på sidelinjen, nemlig EU-Kommissionen. Da vækst- og stabilitetspagten ikke fungerer under kriser, er der ikke rigtigt noget EU-Kommisisonen kan monitorere. Hvis der undtagelsesvis er kommet initiativer fra EU-Kommissionen med hensyn til krisestyring er disse som oftest kommet for sent. Endelig er krisen også gået ud over den europæiske centralbanks eneret til at have en mening om europæisk rentepolitik. I nogle henseender er den monetære politik blevet politiseret og det er blevet tilladt at have en politisk mening om monetær krisestyring og ikke mindst at give denne til kende overfor centralbanken. I gamle dage ville dette have været anset som helt utilladeligt.

En overlevelseskrise?
Givet at euroen befinder sig i en politisk krise, der udspiller sig i befolkningerne, blandt de europæiske politiske ledere og mellem EU-institutionerne, hvor alvorligt er så dette? Rådets præsident Herman van Rompoy har ved en tidligere lejlighed talt om, at euroens sammenbrud ville betyde døden for den Europæiske Union. Han taler altså om, at der her kan være tale om en decideret overlevelseskrise. Den britiske tænketank Centre for Economic and Business Research (CEBR) har for nyligt vurderet, at risikoen for det totale eurosammenbrud er 80 procent. The Economist har på forsiden advaret mod at det tillades at euroen bryder sammen. Under overskriften ”Don’t do it” redegøres for, hvilke kolossale omkostninger et sådan sammenbrud vil have for de europæiske sammenfund. Også her tales om en overlevelseskrise. Et eurosammenbrud er ekstremt dyrt, konstaterer lederskribenten, men ikke utænkeligt.

Hvorvidt euroen befinder sig på randen af sammenbrud, skal der ikke gives noget svar på her. Blot konstateres det, for det første, at eurokrisen har en økonomisk såvel som en politisk dimension. Disse er naturligvis tæt forbundne, og det forekommer utænkeligt, at krisen helt afsluttes førend der er fundet løsninger på den politiske krise. Med andre ord, den akutte økonomiske krise tenderer mod at gøre os blinde for de underliggende politiske spændinger, der er indbygget i ØMU-konstruktionen: der er ikke folkelig forståelse for og opbakning til projektet, der er ikke ensartede politiske visioner for, hvorhen projektet skal udvikle sig, og der er ingen naturlig balance mellem de relevante EU-institutioner. At disse politiske spændinger ikke fylder hele sendefladen i krisedækningen gør dem ikke mindre væsentlige. Den anden konstatering vedrører spørgsmålet om, hvordan et sammenbrud ser ud. Man kan forestille sig flere scenarier på et kontinuum mellem total opløsning af ØMU/EU i den ene af dette kontinuum, og en lige så total genopbygning af ØMU/EU efter føderal målestok i den anden ende. Mellem disse yderpunkter er det kun fantasien, der sætter grænserne for institutionelle konfigurationer. Bare fordi det er dyrt og ubehageligt at forestille sig at det bestående transformeres radikalt, er det ikke ensbetydende med at dette ikke kan ske. Hvorvidt vi i 2011 bevæger os mod et ”staternes Europa” eller mod en ”europæisk stat” er der ikke nogen økonomisk logik der kan redegøre for. Drivkræften i den europæiske integrationsproces er først og fremmest politisk lederskab. Og sådan skal det vil også være når samfundets helt centrale værdier er i spil.

Martin Marcussen er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Analysen baserer sig på Martin Marcussen og Karsten Ronit, red. (2011), Kriser, politik og forvaltning, København: Hans Reitzels Forlag.