19.05.2010

Grækenland er reelt sat under administration: landets borgere bliver ikke længere regeret fra Athen, men fra Bruxelles og Frankfurt – og det er nøjagtigt den skjulte dagsorden med euroen.Men så længe de grundlæggende konstruktionsfejl i eurosamarbejdet ikke er blevet udbedret, er det sikkert at krisen vil vende tilbage.

Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

Berlingske Tidende bragte den 11. maj en glimrende artikel om de store budgetunderskud i eurolandene. En af illustrationerne var et stort kort over Europa, som viste de enkelte landes budgetunderskud, og hvor det var påfaldende, at ingen lande inden for eurozonen lever op til de stabilitetskrav, som gælder for euroen. Underskuddene rækker fra 3,8 % af BNP – for Finlands vedkommende – til 9,8 % for Spaniens vedkommende. Og budgetunderskuddet må maksimalt udgøre tre procent af BNP. Det er påfaldende, at flere lande uden for zonen – heriblandt Danmark – generelt kan fremvise langt pænere budgetter.

Men i Danmark tager vi alligevel EU’s løftede pegefinger i forhold til det beskedne danske underskud 5,5 % gravalvorligt. Jeg siger ikke, at vi ikke skal tage vores underskud alvorligt, men jeg er træt af de evige henvisninger til EU. Som om vi skulle have noget som helst at skamme os over i forhold til de sydeuropæiske lande, hvis økonomiske uansvarlighed har bragt euroen i fare, og som nu skal reddes ud af suppedasen via en fælles EU-hjælpefond, som også Danmark bidrager til med ca. ti milliarder kroner.

På den baggrund har jeg svært ved at se, hvad vi skal leve op til. Det burde omvendt være eurolandene, der skulle lære økonomisk ansvarlighed af os.

MEN hvis nogen for alvor tror, at den netop afværgede alvorlige krise har fået danske eurotilhængere til at tænke sig om, så tager de fejl: Repræsentanter fra den danske regering med finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen, mener tværtimod ikke, at det kan gå hurtigt nok med en dansk tilslutning til euroen. Det underlige rationale synes at være, at nu hvor danske skatteydere via hjælpefonden er blevet tvunget til at spænde et sikkerhedsnet ud under uansvarlige og reformfjendtlige sydeuropæiske økonomier, så kan vi lige så godt tage det sidste skridt og tilslutte os euroen fuldt og helt.

Det rigtige svar havde naturligvis været, at vi ikke skulle have ydet en krone til hjælpefonden – dels fordi ingen reelt ved, hvor stort behovet for hjælp bliver, dels fordi den medvirker til at forlænge krisen yderligere, idet den bliver en sovepude for inkompetente sydeuropæiske regeringer.

BILLEDLIGT talt minder uroen om en gigantisk cykelslange med flere og flere lapper. Hjælpen til Grækenland lappede et stort hul, men da finansmarkederne gik i panik over mulige sammenbrud i Portugal og Spanien, begyndte der straks at sive luft ud et nyt sted, og så satte man endnu en lap på slangen med den nuværende hjælpefond.

I øjeblikket holder slangen luft, men det er kun et spørgsmål om tid, førend dækket bliver fladt igen. Ganske vist kan man prøve at pumpe varm luft i slangen – det er det, EU’s politikere løbende gør, når de gennem højstemte besværgelser forsikrer tvivlsomme iagttagere om det ukuelige sammenhold i EU, og hvor Danmark ivrigt medvirker, fordi vi bilder os ind, at det er i vores egen interesse. Men som regel rækker den varme luft ikke alene, og der skal sættes flere lapper på.

Det siger sig selv, at der skal sættes en helt ny slange i dækket. Euroen skal genopfindes, hvis den skal fungere, uden at det resulterer i en total umyndiggørelse af medlemslandene. Der er to muligheder:

Enten tager EU den logiske konsekvens af en fælles valuta og gennemfører en total ensretning af medlemslandenes finanspolitik og udøver dermed reel kontrol over landenes indenrigspolitik. Det er naturligvis alle eurokraters hemmelige drøm, fordi det vil sætte medlemslandenes regeringer uden for indflydelse i alle økonomiske anliggender. Og det er da også tanken bag Kommissionens seneste forslag om, at alle medlemslande skal sende deres finanslovsforslag til Bruxelles, inden de debatteres i de nationale parlamenter.

Alternativet er, at euroen ændres grundlæggende, hvilket vil være en vanskelig manøvre, som vil munde ud i en udelukkelse af visse landes deltagelse i samarbejdet.

Den første løsning er for eurokraterne den mest populære, men samtidig demokratisk dybt problematisk. Da euroen i sin tid blev introduceret, blev den præsenteret med en masse fornem pynt og sukkersød glasur. Det hed sig, at en fælles valuta ville lette samhandelen og skabe stabilitet. Men man byttede om på rækkefølgen, som den burde have været: Først stabilitet og jævnbyrdighed derefter fælles valuta.

Euroen er endnu et eksempel på EU’s tendens til at konstruere taget først for derefter at bygge mure og fundament. Når først en fælles valuta er en realitet, vil resten komme af sig selv – det var rationalet. De første år gik det også ganske godt, men det skyldes udelukkende den globale vækstbølge, som brat blev bremset i 2008 – herefter blev virkeligheden og de store forskelle inden for eurozonen et stadig større problem.

NU viser den fælles valuta sit “virkelige ansigt”. I Grækenland betyder det, at landet reelt er sat under administration, og at landets borgere ikke længere bliver regeret fra Athen, men fra Bruxelles og Frankfurt – og det er nøjagtigt den skjulte dagsorden med euroen.

På den måde er krisen vand på eurokraternes mølle – for det er lige præcis krisen, som vil gennemtvinge de yderst upopulære tiltag og den uønskede kontrol, som man ihærdigt forsøgte at skjule, da euroen blev introduceret. Nu kan tilhængerne sige, at der ikke er nogen vej tilbage, og at hele Europas økonomiske fremtid er afhængig af euroen. En selvopfyldende profeti er hermed en realitet.

Det danske bidrag til EU-hjælpefonden – og fonden som helhed – er i medierne med held blevet præsenteret som et sine qua non for dansk vækst og økonomi. Samtidig er angsten på finansmarkederne verden over blevet dæmpet betydeligt.

På kort sigt er det muligvis rigtigt, men på langt sigt er danske skatteydere via milliardstøtten med til at forlænge euroens krise, fordi hjælpefonden bliver en sovepude for reformfjendtlige sydeuropæiske regeringer.

Krisen er i øjeblikket udsat på ubestemt tid, men så længe de grundlæggende konstruktionsfejl i eurosamarbejdet ikke er blevet udbedret, er det sikkert som amen i kirken, at krisen vil vende tilbage. Og det kan ske i morgen, i næste måned eller om et halvt år. Et dystert budget fra Portugal, Spanien eller et af øvrige eurolande kan pludselig forårsage en genopblussen af krisen – og så må finansministrene igen komme ilende for at sætte en ny lap på slangen. Euroerne vil populært sagt fosse ud af kassen igen, fordi hjælpefonden ikke er tilstrækkelig.

I DANMARK fortsætter selvpineriet imidlertid med uformindsket styrke. Som middelalderens flagellanter pisker vi os selv med skyldfølelse over, at vi ikke er “bedre europæere”, at vi står uden for euroen, og at vi stadig har vore fornuftige forbehold. Ja, til tider fornemmer jeg endda, at danske ministre skammer sig over for deres europæiske kolleger. For en gangs skyld kunne vi tage ved lære af Sverige, hvor både statsminister Frederik Reinfelt og oppositionens leder Mona Sahlin håndfast afviser at tage en afstemning om euroen. Ja, den tidligere så glødende EU-tilhænger Mona Sahlin går endda så langt som til at pege på, at eurolandene ikke har magtet opgaven, og at Sverige er bedst tjent med at stå udenfor. Desuden skal svenskernes nej fra 2003 – i modsætning til det danske i 2000 – respekteres. For en enkelt gangs skyld kan jeg næsten blive helt misundelig på de svenske vælgere.

Det ville pynte på de danske politikeres anseelse både herhjemme og i udlandet at stå fast på de danske vælgeres afvisning af euroen – og samtidig ville det klæde Danmark at stoppe det grænseløse selvpineri en gang for alle.

Vi har intet at skamme os over. Vi har en af de bedste og stærkeste økonomier i Europa, og vi sender et ufatteligt dårligt signal ved at lovprise en falleret fælles valuta som euroen. Det er ikke på nogen måde i Danmarks interesse at deltage. I stedet skal vi glæde os over, at vi har valgt at beholde kronen – og dermed vores selvbestemmelse.

Og må jeg så ikke afslutningsvis tilføje, at jeg ikke accepterer eurotilhængernes anklager om, at Dansk Folkeparti skulle være tilhængere af inflation og devalueringer, fordi vi vil holde Danmark uden for euroen. Flere steder i eurozonen forlød det under krisen flere gange, at man glædede sig over euroens lave kurs over for den amerikanske dollar. Er det ikke præcis udtryk for den tankegang, man prøver at skyde os i skoene; nemlig at man skubber problemerne over på sine handelspartnere? Åbenbart gjorde det ikke noget, at euroen blev billigere. Det er endnu et eksempel på den dobbeltmoral, der præger det europæiske samarbejde – og spørgsmålet er i virkeligheden, om ikke globaliseringens virkelige udfordringer er ved at forvandle EU til en provinsiel anakronisme?

Fra Bruxelles skriver i UGENS RÆSON: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen