John Dyrby (S) om Afghanistan: Tror regeringen virkelig på en snarlig sejr?

John Dyrby (S) om Afghanistan: Tror regeringen virkelig på en snarlig sejr?

25.03.2010


”Vi er på vej mod sejr i kampen mod Taliban”, proklamerede den nye danske forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, for nylig i et interview i Berlingske Tidende [12.marts 2010, red.]. En noget overraskende melding for nogle – en bekymrende ”frisk” facon for andre. Det er en temmelig optimistisk udlægning af virkeligheden – vi kommer ikke til ”at sejre”, vi kommer snarere til at løse opgaven. Og Taliban slipper vi ikke af med lige med det samme. Til gengæld er det lovende, at udenrigsministeren endelig har fulgt Socialdemokraternes råd og netop meldt ud, at danskerne kommer til at spille en mere tilbagetrukket rolle fra 2011.

Af John Dyrby Paulsen, forsvarsordfører for Socialdemokraterne (MF, S)

Det kan godt være, at man som ny (forsvars)minister har et behov for at melde klart og modigt ud på udvalgte områder, men ligefrem at proklamere en snarlig endegyldig sejr i Afghanistan, forekommer ikke som det oplagte valg for en ny dansk forsvars- minister.  Det er en gammel nyhed, at vi i traditionel militær forstand har besejret Taliban og drevet dem fra magten i Kabul samt de ?este andre større byer i Afghanistan. Og det er ligeledes en gammel nyhed, at Taliban ikke kan vinde militært over NATO, ISAF eller de danske styrker i Helmand på slagmarken i direkte konfrontationer. Vi ved, at de kan genere os, men vinde på slagmarken kan de ikke.  Problemet er, at ministeren ikke giver en nærmere forklaring på, hvad det i ministerens optik vil sige at ”sejre over Taliban”. Ministeren må derfor mene noget andet og mere end de rent militære aspekter, fx at Taliban er ved at opgive deres positioner i Afghanistan, er ved at opgive kampen eller er indstillet på at forhandle en fredsløsning igennem. Intet af dette er imidlertid særligt sandsynligt.  Oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando måtte da også på direkte tv forklare, at forsvarsministeren har ”ret”, hvis altså det, ministeren mener, er, at opgaven er løst på sigt, hvis det fortsætter i den rigtige retning, og de ting, vi har planlagt, på sigt kommer igennem osv. En yderst fornuftig forklaring, der mere end antyder, at Hærens Operative Kommando ser ud til at have en noget mere nuanceret opfattelse af situationen i Afghanistan end den nye forsvarsminister.

Ministerens argumenter

Ministeren argumenterer for sin tro på den kommende sejr med henvisning til en øget tillid til fremtiden blandt afghanerne; ?ere tropper på vej fra USA, og de danske soldaters beretninger fra Helmand. Lad os se på argumenterne ét for ét.  Meningsmålinger blandt afghanerne er et meget usikkert fundament at bygge en så bastant holdning til ”den kommende sejr” i Afghanistan på. Dels er svarene meget forskellige afhængig af, hvor i Afghanistan, man stiller spørgsmålene – i byerne eller på landet, i nord eller i syd osv. – og dels er det en fremherskende opfattelse, at mange afghanere svarer det, de tror, spørgerne gerne vil høre.  At der kommer og er kommet ?ere amerikanske soldater til Afghanistan, herunder til Helmand, er uomtvisteligt, og det vil ganske givet presse Taliban yderligere i de områder, hvor de ekstra soldater sættes ind. Men nedkæmpe og udrydde Taliban kan de ikke. Som en erfaren dansk soldat siger: ”Jeg er ikke i tvivl om, at Taliban i visse områder er presset, men de er langt fra slået. Taliban har en ekstrem evne til at “poppe op” der, hvor ISAF-soldater lige har været. Forstået på den måde, at møder vi talstærkt op, nedlægger Taliban bare deres våben og bliver bønder, indtil vi er væk. Vi har slået Taliban konventionelt – det ved Taliban – og derfor bruger de nu alle andre midler til at gøre os bange, bl.a. IED [vejsidebomber, red.] og små ildangreb, at dele sig op i mindre grupperinger, at danne små lokale skyggeregeringer osv. Derfor slår vi heller ikke så mange talebanere ihjel mere, som vi gjorde før – men det er ikke fordi, de er blevet færre, de er bare blevet meget klogere, og de ved, hvordan vi arbejder.” Flere soldater i en periode gør naturligvis en forskel, men det er ikke ensbetydende med den endegyldige sejr.

Forsvarsministeren hævder, at ”de danske soldater tror på, at kampen kan vindes”. Det er der ingen tvivl om, men det er altså ikke ensbetydende med, at danske soldater tror, at vi står lige foran at vinde kampen mod Taliban. Og man kan sagtens ?nde soldater, der ikke tror på, at vi kan vinde endegyldigt. Det er ikke ensbetydende med, at de samme soldater mener, at indsatsen er ligegyldig, men snarere, at det nu er afghanerne selv, der skal tager kampen op mod Taliban. Selvfølgelig er danske soldater positive over for indsatsen i Helmand og Afghanistan – alt andet ville være mærkeligt – men der er ingen grund til at være jubelidioter og slet ikke til at proklamere en snarlig sejr over Taliban.

Sejren er langt fra nært forestående

Set med den afghanske bondes øjne fra ingenmandsland i Green Zone mellem de danske styrker og Taliban-styrkerne er der mange hensyn at tage. Han skal være gode venner med alle: Taliban, danskerne, det korrupte afghanske politi, lokale narkobaroner og kriminelle bander. Han står over for mange forskellige trusler – der er ingen entydige ”rigtige” allierede for ham; og det ændrer sig ikke lige med det samme. Sandheden er nemlig, at Taliban-soldater meget nemt kan gå i hi og arbejde som almindelige bønder, uden at ISAF opdager noget som helst – her er sejren ikke nært forestående.   Samtidig er man i mange områder af Afghanistan ude af stand til at generere økonomisk udvikling og skabe arbejdspladser for de unge afghanske mænd. Alternativet for dem er at tilslutte sig Taliban – og blive såkaldte ?ve-dollar-soldiers – eller måske blive optaget i den afghanske hær eller i politiet. De ?este af dem kan ikke læse, og for langt de ?este unge mænd på landet er Taliban desværre stadig det mest nærliggende alternativ – så heller ikke her er sejren nært forestående.   Mange af de styrende organer og myndigheds- institutioner er direkte korrupte. Det er der mange årsager til, bl.a. dårlige lønforhold eller sågar manglende lønudbetalinger, men det er desværre også en gammel indgroet del af den afghanske myndighedstradition. Det gør ikke korruption mere acceptabelt, men det gør den sværere at slippe af med – så heller ikke her er sejren nært forestående.  Endelig er der hele opiumsproblemet. Der produceres uanede mængder af valmuer og opium i Helmand-provinsen, og det genererer meget store indtægter efter afghanske forhold. Det betyder regulær kamp om markerne, bønderne og den videre distribution og forarbejdning af høsten fra valmuemarkerne. Det er ikke kun Taliban, der er ude efter det lukrative marked, det er en række lokale ”herremænd” eller banditter også. Og så længe der er penge i opium, vil Taliban gå efter deres store andel af disse penge – heller ikke her er sejren nært forestående.

En afghansk nation?

Man kan med rette stille spørgsmålet, om Afghanistan er en nation. Det er det i folkeretslig forstand, men det er ingen stærk nation, og det er slet ikke en fast sammentømret nation – tværtimod. Opbygningen af de nationale strukturer, der skal binde nationen sammen, er først lige begyndt, og det er ingen selvfølge, at afghanerne først og fremmest tænker på dem selv som afghanere.  På trods af dette er der dog et nationalt tilhørsforhold, og derfor er der også noget at bygge videre på. Fx høres der ofte fra afghanere, der er pro-ISAF, at det er godt, de udenlandske styrker kom til Afghanistan, men at tiden nu snart er kommet til, at afghanerne selv må overtage ansvaret for sikkerheden og deres lands videre skæbne.

Afghanerne må selv overtage ansvaret

Det kan ofte se ud som om, ledende vestlige politikere har den ide, at Afghanistan skal være et ”vestligt land”. Ikke sådan en direkte kopi, men alligevel med demokrati, retssikkerhed osv. Hvis det er målet, så er sejren i landet meget meget langt væk.  Vi må holde op med at tro, at vi fundamentalt kan ændre et land, der har så mange forskellige befolkningsgrupper og en så fundamental anderledes måde at anskue livet på. En kopi af vores vej er ikke nødvendigvis den rigtige for Afghanistan. Derimod skal afghanerne skabe deres egen historie, og det sker ikke ved, at det er os og os alene, der har ansvaret for sikkerheden.  Det står dog efterhånden også klart, at de afghanske politikere ikke af sig selv tager ansvaret for ret meget. Derfor skal der et vist pres fra ISAF- landene til, før tingene for alvor skrider fremad med hensyn til, at afghanske sikkerhedsstyrker kan påtage sig større sikkerhedsopgaver. Det er derfor meget vigtigt at sætte en dato for overdragelsen af ansvaret; kun på den måde kan vi gøre det klart over for den afghanske regering, hvad der ventes af dem – og hvornår. Og så er det vigtigt, at vi for alvor accepterer den vej, som afghanerne selv vælger at gå.

Vejen frem i det danske område

Målet må være at skabe rammerne og forudsætningerne for, at ansvaret for sikkerheden kan overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker i overensstemmelse med strategien for den danske indsats i Afghanistan 2008-2012 og beslutningerne på London-konferencen i januar 2010. Indsatsen skal allerede i 2010 gøre klar til, at Danmark i 2011 kan få en mere tilbagetrukken militær rolle.  Danmark skal derfor snarest for alvor sætte ind med kapacitetsopbygning og etablering af partnerskab med afghanske sikkerhedsstyrker, og dette vil kunne igangsætte en gradvis omlægning og reduktion af den militære indsats til fordel for en mere civil rettet genopbygningspræget dansk indsats.  I løbet af foråret og forsommeren i år forventes de danske og britiske styrker i Gereskh-området – langt om længe – at få selskab af en bataljon på omkring 450 mand fra den afghanske hær (ANA). Det vil for alvor kunne sætte gang i transformationen af de danske styrkers opgaver i retning af mere træning og uddannelse i forhold til de opgaver, det nuværende hold 9 har i det danske ansvarsområde.  Det er en helt afgørende positiv udvikling. Der er tale om et markant skifte, som kun er kommet i stand efter betydeligt pres fra dansk side, og fordi der fra navnlig oppositionens side konstant er presset på for at få mange ?ere ANA-soldater til det danske område. Man skal ikke længere tilbage en november 2009, hvor ?ere S-politikere blev beskydt for at gå “Talibans ærinde” ved at kræve en dansk dato for ANA’s overtagelse af ansvaret for sikkerheden i bl.a. det danske ansvarsområde. Siden har Obama sagt, at en dato er vigtig for at signalere til afghanerne, at vi mener det seriøst mht. deres overtagelse af sikkerhedsansvaret, og efterfølgende accepterede både den daværende udenrigsminister og regeringen, at en konkret dato, faktisk kan være en overordentlig effektiv måde, at motivere afghanerne til at tage ansvaret på sig.   Det giver mulighed for, at de danske tropper allerede fra 2011 kan få en mere tilbagetrukket rolle, og for en nedsdrosling af det danske militære engagement. Men lad os nu se, om de afghanske soldater, der kommer, har en ordentlig træning, og om de har ordnetlig udstyr med. Der er stadig mange usikkerhedsmomenter mht. afghanske soldaters formåen, men der ?ndes faktisk ganske kapable afghanske styrker; det er bare langt fra sikkert, at det er dem, danskerne får. Derfor er det er så vigtigt hele tiden at presse på for, at der kommer gode afghanske styrker til vores ansvarsområde. Og her er det såmænd ikke kun afghanerne, der skal presses, men også dem, der reelt fører det store ord: amerikanerne.  Sandheden er nemlig, at hvis vi ikke presser på, bliver de afghanske styrker, der kan noget, sendt andre steder hen, og så kan vi skyde en hvid pind efter at få omlagt de danske styrkers opgaver i retning af træning og uddannelse.

Vi sejrer ikke – vi løser opgaven

Da den sovjetiske general Sergei Akhromejev i 1986 skulle a?ægge beretning til det sovjetiske politbureau om, hvordan det gik i Afghanistan, sagde han: ”Der er ikke et eneste stykke land i Afghanistan, som ikke på et tidspunkt er blevet erobret af vores soldater”. Men, sagde han videre: ”Vi kan ikke opretholde politisk kontrol over det territorium, vi erobrer”.  Det er lidt det samme problem, ISAF står over for. Og det er netop derfor, det ikke er særlig gennemtænkt at tale om en ”sejr” over Taliban.  Vi kan erobre hele Afghanistan igen og igen, men de vestlige styrker kan ikke i længden med egne militære midler kontrollere hele Afghanistan.  Målet skal derfor ikke formuleres som en simpel ”sejr” over Taliban. Den opgave, der skal løses, er at skabe en god og stabil udvikling i Afghanistan, hvor landets regering kan fastholde de fremskridt, der er sket, og landets sikkerhedsstyrker selv kan tage vare på landets sikkerhed samt sikre, at landet ikke igen bliver træningslejr for terrorister. Men at tro, at sejren over Taliban er nær, grænser til det naive; og Danmarks nye udenrigsminister har da også klogeligt holdt sig fra enhver antydning af dette under sit nylige besøg i Afghanistan.