03.11.2010

Dan Jørgensen langede i forrige uge ud efter Jens Rohdes manglende vilje til at regulere de europæiske finansmarkeder. “I valgkampen forud for EU-parlamentsvalget 2009 kan jeg huske, at Jens Rohde fra Venstre på flere møder brugte sætningen: “Nu skal vi passe på, at vi driver spekulanterne ud af Europa”. Jeg kunne ikke være mere uenig. Vi skal i allerhøjeste grad have gjort op med de kræfter på finansmarkedet, der lever af spekulation. Det kommer der nemlig intet godt ud af.”
     RÆSON giver Jens Rohde mulighed for at give svar på tiltale.

Af Jens Rohde, Medlem af Europa-Parlamentet (V)

I artiklen “Gør op med kasinoøkonomien!” argumenterer Dan Jørgensen på en kende pubertær facon for, at vi “driver spekulanterne ud af Europa.” (læs artiklen hér: https://www.raeson.dk/2010/dan-j%C3%B8rgensen-til-r%C3%A6son-g%C3%B8r-op-med-kasino%C3%B8konomien/) Det lyder jo også alt sammen meget godt, når man står på en ølkasse i en skolegård, for hvem kan lide spekulanter?! Dan Jørgensen glemmer bare, at hvis han jager spekulanterne ud af Europa, så jager han også kapitalen ud af Europa. Naturligvis er der spekulation, som vi kunne være foruden, men Dan Jørgensens definition af spekulanter er så snæver, at den er vanskelig at tage alvorligt.
     Naturligvis skal vi ikke fremme kasinoøkonomi. Venstre har stillet meget konkrete forslag til et fælles europæisk finanstilsyn, og vi er gået forrest i kampen for en såkaldt stability levy, der skal udgøre en fond, som sikrer, at det ikke er skatteborgerne, der skal betale regningen, når banker krakker. Vi noterer os med tilfredshed, at der endelig synes at være enighed om et fælles finanstilsyn, og vi støtter til enhver tid skrappe sanktioner mod brud på god forretningsskik. Finanssektoren kender ikke til nationale grænser, og derfor giver det heller ikke nogen mening, at tilsynet alene foregår nationalt. Europa skal have skabt en mere tidssvarende og effektiv finansiel regulering.
     Dan Jørgensens tilgang til finansmarkederne med skrap detailregulering og for eksempel beskatning af valutatransaktioner vil imidlertid ikke gøre stort andet end at svække Europas konkurrenceevne. Tiden er ikke til at bremse væksten og drive kapitalen ud af Europa. I stedet skal vi gøre det attraktivt at investere og udvikle i Europa på ordentlige vilkår.
     Vi lever i en globaliseret verden, hvor man kan flytte såvel virksomheder som investeringer rundt i verden ved hjælp af et tryk på en knap. Derfor er det nødvendigt, at vi skaber et åbent og fleksibelt Europa, hvis ikke Europa skal ende med at være et sted hvor kineserne tager hen for at se, hvordan man levede engang.
     Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal kigge på enkelte produkter, men vi skal være meget varsomme, når vi regulerer det finansielle marked, for det er umuligt, at lave en regulering, som kun rammer de ikke ønskelige spekulanter. Man skal hele tiden huske, at hvis ikke der er nogen til at spekulere økonomisk, er der heller ingen risikovillig kapital.
     Tilstedeværelsen af risikovillig kapital – også indimellem højrisikovillig kapital – er med til at få Europa ud af krisen og skabe den vækst, der er nødvendig, hvis vi vil opretholde de europæiske velfærdssamfund. Økonomiske aktører i en kapitalistisk markedsøkonomi arbejder for at skabe profit til sig selv og deres virksomheder. Det er drivkraften, og en fornægtelse heraf bør give skolepengene tilbage.
     Havde det ikke været for kapitalfondene, er der ingen tvivl om, at den økonomiske krise var gået endnu hårdere udover de danske virksomheder, og dermed også hårdere udover danske arbejdspladser. Kapitalfondene investerede i store danske virksomheder, som eksempelvis TDC, gjorde dem profitable og reddede derved mange arbejdspladser i Danmark. Det samme var tilfældet, da en hegdefond indskød kapital i BabySam med det formål at øge kædens omsætning markant og ekspandere i hele norden.
     Et utal af forskere og meningsdannere har analyseret krisen, og der er kommet ligeså mange svar som spørgsmål på, hvad der var årsag til krisen. Dan Jørgensen tilhører den socialistiske skole og mener at vide, at det udelukkende var det uregulerede finansmarked, der var skyld i krisen. Den tro kan jeg ikke få ham ud af, men det gør den hverken mere rigtig eller mindre populistisk.
     Finanssektoren er reguleret i såvel Danmark som Europa, og alligevel blev vi ramt af en krise. Naturligvis skyldes en del af krisen forbrydere, fantaster, forkert regulering og manglende tilsyn. Det skal vi tage yderst alvorligt. Men hvis vi gør det til en selvstændig målsætning at drive spekulanter ud af Europa, bliver prisen en helt anden, end den vi betaler i dag. Desværre passer de nuancerede synspunkter ikke så godt ind i Dan Jørgensens vokabularium og populistiske verdensbillede. Man fristes til at mistænke ham for, at han selv og ikke sagen synes at være den vigtigste dagsorden i den debat.