Jakob Vestergaard til RÆSON: G20 er ikke det rette forum til økonomisk samarbejde

Jakob Vestergaard til RÆSON: G20 er ikke det rette forum til økonomisk samarbejde

11.11.2010


En snakkeklub, der undgår at berøre de ubehagelige problemer, kalder seniorforsker ved DIIS Jakob Vestergaard kredsen af G20-lande. Han kritiserer G20 for at være en eksklusiv klub af lande, som laver aftaler, der ikke er juridisk bindende, men giver flotte overskrifter i medierne. I stedet burde G20-konstruktionen reformeres, så den kommer til at ligne IMF og Verdensbanken.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

Når G20-landene i denne uge mødes for at forsøge at nå til enighed om et globalt økonomisk samarbejde, der skal bringe ro om den ulmende valuta- og handelskrig, genskabe balancerne i verdensøkonomien og sikre et holdbart opsving, så har det mere karakter af løs snak i en klub for de udvalgte få end formel forhandling af bindende aftaler
”Der er ikke nogen beslutninger, der er bindende for de involverede lande. Det er stadigvæk en snakkeklub og der er ikke noget formelt grundlag, som i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. På den måde er det ikke et formelt institutionaliseret samarbejde, men mere en klub af lande, der mødes og snakker,” vurderer Jakob Vestergaard, der er ph.d. i international økonomi og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
”De største aktører mødes i en relativt lille gruppe uden at skulle besvære sig med at konsultere resten af verdens lande.”

Vestergaard: Reformer G20
Netop det, at G20 består af en udvalgt skare bestående af EU og 19 lande – Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Mexico, Rusland, Saudi Arabien, Sydkorea, Sydafrika, Tyrkiet, Storbritannien og USA – er ifølge Jakob Vestergaard måske i virkeligheden det største problem.
”Der er 172 lande, der er permanent ekskluderet. Det gør for mig at se, at det har nogle meget alvorlige legitimitetsproblemer,” siger han.
G20-kredsen blev oprindelig stiftet som et finansministerforum i kølvandet på Asien-krisen i 1999 og er siden i kontekst af den økonomiske krise blevet gjort til et statslederforum.
”Folk der har været tæt på det fortæller at det i virkeligheden er samtaler mellem den tyske og amerikanske finansminister på det pågældende tidspunkt (ved oprettelsen i 1999), der afgjorde hvem der kom med og hvem der ikke gjorde. For mig at se er det absurd at der sidder lande som Saudi Arabien, Argentina, Australien og Canada, mens en lang række andre lande som ville være væsentligt mere relevante ikke er med.”
I en klumme i Financial Times den 21. oktober tog Jakob Vestergaard med professor på London School of Economics Robert Wade hul på sit forslag om at reformere G20. De foreslår en konstruktion i stil med Verdensbanken eller IMF, hvor medlemmerne udvælges ud fra kriterier om bl.a. befolkningsstørrelse og BNP på en måde, der giver en bedre repræsentation end i det nuværende G20.
”Min foretrukne løsning vil være, at man tog fat på at skabe et egentlig Global Economic Counsel, hvor man havde et juridisk grundlag som i Valutafonden (IMF, red.) og Verdensbanken. Det ville jo så også gøre, at det hele ville komme ind i et regi, hvor beslutningerne var bindende,” siger Jakob Vestergaard til RÆSON. Samtidig understreger han vigtigheden af, at møderne foregår på statslederniveau.
”Problemet, når bestyrelsen for IMF og Verdensbanken mødes, er, at det ikke er statsledere. Det er en af de store styrker ved G20, at det er højeste politiske niveau.”
Og når G20 er blevet det forum alle kigger mod, når det gælder globalt økonomisk samarbejde skyldes det ifølge Jakob Vestergaard både, at det foregår på statslederniveau, samt at IMF og Verdensbanken voldsomt trænger til reformer. Derfor har de mest centrale aktører søgt et mere fleksibelt forum og fundet det i G20.

G20 undgår de vigtige emner
Men seniorforskeren er ikke specielt begejstret for netop den løse form, der giver mulighed for at sylte de besværlige problemer.
”En af de ting man har været ”succesfuld” med i G20 har været at holde de mest betydende emner væk fra dagsordenen. Man har fundet fællesfodslag i ikke at ville snakke globale ubalancer seriøst, fordi det politisk er for følsomt. Og når det er et uformelt forum, så har man ikke kunne tvinge USA eller Kina til at tale om hver deres side af den historie for alvor. Det er først nu hvor det er spidset til, at man begynder at stikke til hinanden på det område. Men det er alt for sent. De ting har været diskuteret i akademiske kredse meget længere. Det er et virkelig stort problem for sådan et forum, at det ikke har været diskuteret og været en del af dagsordenen.”
Selvom det aktuelle G20-topmøde i Seoul i denne uge har fået stort opmærksomhed og forventningerne til hvad der kan komme ud af mødet er temmelig store, så er det ellers ikke fordi G20 kan pryde sig med de store resultater, siger Jakob Vestergaard.
”Hvis jeg skal vurdere G20 samarbejdet indtil videre, så synes jeg det er fantastisk svært at få øje på succeserne. Det er enormt godt for statslederne i forhold til foto-ops og smarte deklarationer. Men i realiteten har jeg svært ved at se, hvad det er for nogle resultater man har nået. Og jeg tvivler meget på, at et G20-topmøde ledet af Sydkorea er den rigtige måde at tackle valutakonflikten på. Så mener jeg det er betydeligt bedre, hvis det foregik i et reformeret IMF-regi.”
”Det man beslutter har en karakter, så folk efterfølgende kan gøre fuldstændigt, hvad man vil.”

De to fremtidsscenarier
Hvordan vurderer du mulighederne for, at G20 i uændret form også i fremtiden vil være det centrale forum for internationalt økonomisk samarbejde?
”For mig at se er der to scenarier. Det ene er, at G20 fortsætter som sådan en uformel snakkeklub og får en masse mediebevågenhed. Det har en positiv effekt i den forstand, at statslederne mødes jævnligt og får en diplomatisk dialog i gang om de her emner. Det andet scenarium er, at det kollapser, at G20 bliver efterladt, og man tager fat på en alvorlig reform af Bretton Woods-systemet (IMF og Verdensbanken), sådan at man får et statslederforum, som en del af det. Der er kun en måde at nå resultater, det er ved et samarbejde, der er langt mere bindende og institutionaliseret,” vurderer Jakob Vestergaard.
”Det er de to scenarier jeg kan se, og jeg håber meget på det sidste. Det har en lang række fordele ikke kun i forhold til legitimitet, men også i forhold til nogle resultater, der er mere end topmødeerklæringer.”