05.05.2010

“Euro-samarbejdet vil fortsætte, men de lande, der ikke var indstillet på at følge tysk økonomisk politik – primært de sydeuropæiske – kommer til at betale en høj pris i form af høj ledighed og tilknyttet social uro.”
RÆSON bragte i RÆSON7 et stort interview med fire førende danske økonomer, bl.a. Christen Sørensen. Dengang var forhandlingerne om en hjælpepakke til det trængte Grækenland undervejs. Nu foreligger hjælpepakken til Grækenland endelig – og RÆSON har derfor bedt Sørensen vurdere perspektiverne.

af RÆSONs redaktion

1. Eurolandene er endelig blevet enige om en hjælpepakke til Grækenland. Men er den tilstrækkelig, og er hjælpen stor nok?
      Pakken skal først og fremmest tjene til at genoprette tilliden til investorerne, idet høj rente og lav vækst er en giftig cocktail for gældsudviklingen.
      Om hjælpepakken er tilstrækkelig og stor nok afhænger efter min vurdering først og fremmest af, om regeringen/politikerne i Grækenland er villige til eller i stand til at føre en ansvarlig finanspolitik.
      Den græske krise demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det ikke er skattetrykkets absolutte størrelse, der er afgørende i forhold til stabiliseringspolitikken, men om politikerne er villige til at sørge for offentlig finansiering til de velfærdsgoder/offentlige udgifter, som de bevilliger.
      Der er med rette en betydelig skepsis over for de græske politikere, blandt andet på grund af deres uvillighed til at lave effektiv skatteopkrævning og deres fiflerier med tallene.

2. Ifølge nogle fremskrivninger kan Grækenland med hjælpepakken forventes at opleve økonomisk vækst inden for det kommende år – er det realistisk? Hvad vil hjælpepakken betyde for græsk økonomi?
     Personligt tvivler jeg på, at det med de nødvendige stramninger af finanspolitikken i Grækenland og den verdensomspændende økonomiske situation er realistisk at forvente snarlig vækst i Grækenland. Og i hvert fald vil det vare længe før Grækenlands BNP er tilbage på det nuværende niveau. Men jeg kan da ikke udelukke, at faldet bliver så stort, at der snart igen vil komme vækst – fra et meget lavt udgangspunkt. Det er dog ikke nok at se på vækst, der skal også ses på niveauet for BNP og dermed også beskæftigelsessituationen.

3. Hvordan sikrer euro-landene, at krisen ikke forværres i Italien og Spanien – og at de to lande ikke stiller samme krav til hjælpepakker som Grækenland, hvis deres økonomiske situation skulle forværres?
     EU-landene har med hjælpepakken gjort det nødvendige for at undgå, at gældskrisen fra Grækenland smitter til Italien og Spanien. Men om det er tilstrækkeligt er et åbent spørgsmål. Personligt mener jeg, at det ville inddæmme krisen, hvis politikerne i Italien, Spanien og vel også Portugal fremsatte og gennemførte troværdige opstramninger af deres finanspolitik. Men med fast valutakurs kommer det til at koste på beskæftigelsen – det er den uundgåelige følge, hvis man deltager i en monetær union og ikke følger den stabiliseringspolitik, som det ledende land – Tyskland – fører. 
 Og selvfølgelig vil der være forventninger til nye hjælpepakker, når nu vejen er banet. Men det er jo da også gjort klart, at det ikke er gratis at anmode om hjælpepakker. Man kan håbe dette er nok til at få politikerne til at handle.

4. ECB har ikke haft meget albuerum til at handle, og euro-landene har i en vis udstrækning lurepasset i spillet om en redningspakke til Grækenland. Er der behov for en ny struktur i euro-samarbejdet og en ny rolle til ECB – hvis lignende kriser skal undgås fremover eller bremses tidligere i forløbet?
     Forløbet har udstillet det, som allerede den (vest-)tyske forfatningsdomstol tilkendegav: at ØMU’en var en forkert betegnelse. Der er i EU kun gennemført en monetær union, ikke en økonomisk union. Og da først de store lande ikke blev mødt med sanktioner, som det ellers var forudsætningen, da vækst- og stabilitetspagtens krav om ikke større underskud på de offentlige finanser end 3% af BNP, var det klart, at konstruktionen kunne komme i fare. Denne mangel i konstruktionen er blevet udstillet i det forløbne forhandlingsforløb.
     Den aktuelle krise giver efter min opfattelse ikke anledning til at give ECB en ny rolle. Der kunne efter min mening anføres mange grunde til, at ECB ikke alene skal have prisstabilitet som målsætning. Men det har ikke noget med den græske krise at gøre. Derimod er det relevant at overveje vækst- og stabilitetspagten og hele den manglende side af ØMU-konstruktionen: nemlig den økonomiske union.

5. Hvad har det betydet for euroens position i verdensøkonomien, at forhandlingsforløbet om en redningspakke har været så ujævnt, ugennemsigtigt og usikkert?
     Der er mange, også økonomer, der helt ureflekteret giver udtryk for, at det er godt med en stærk euro, dvs. der skal relativ få euro til at købe andre valutaer. Jeg mener ikke selv, at jeg hører til denne gruppe.
      Det er efter min mening politikere, der må tage stilling til spørgsmålet om evt. konsekvenser for euroens position i verdensøkonomien. Og hvis de blot kan tænke lidt, er det måske ikke attråværdigt at have en overvurderet valuta – tænk på USA’s problemer hermed (og de modsatte problemer for Kina).

6. Hvad kommer der til at ske med euroen og euro-samarbejdet på længere sigt? 

     Hvis ØMU’en skal bestå, må den økonomiske union udbygges og forstærkes, som jeg allerede forudsagde i min bog fra 1990 og 1992: ”Danmark – delstat i Europa?” I tilknytning hertil gav jeg udtryk for, at en ØMU ikke burde omfatte de sydeuropæiske lande, idet disse givetvis ikke ville følge tysk disciplin.
 Jeg hører til dem, der tror, at euro-samarbejdet vil fortsætte, men at de lande, der ikke var indstillet på at følge tysk økonomisk politik – primært de sydeuropæiske – kommer til at betale en høj pris i form af høj ledighed og tilknyttet social uro.


Christen Sørensen er professor i økonomi ved Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet, og tidligere økonomisk vismand

[Udgivet 5/5 2010. Ny korrektur 8/5 2010]