Global krig om penge: Er en valutakurskrig på vej?

Global krig om penge: Er en valutakurskrig på vej?

20.10.2010


I jagten efter en hurtig opskrift på vækst er flere lande – til stor utilfredshed for andre – faldet for fristelsen til at skrue på valutakurs-knappen. Intet tyder på at en global valutakurs-aftale er på vej. I stedet er en kold valutakrig udbrudt med USA og Kina i konfliktens kerne. Chefen for Den Internationale Valutafond frygter, at den kolde krig meget vel kan ende med at blive varm.

Af Kenneth Praefke, økonomisk redaktør for RÆSON

”Grow, dammit, grow”. Sådan stod der for et par uger siden på forsiden af The Economist over et billede af en meget skaldet mand med en meget kort tot hår, som han med bedende øjne prøvede at gøde til at gro.
      Og med tømmermændene fra en ødelæggende finanskrise stadig murrende i hovedet er det den samme vækst-bøn de rige landes ledere har foldet hænderne i. Finansministre verden over kigger på deres økonomi som en trøje, der har fået for længe i tørretumbleren, og spekulerer over, hvordan de kan få trøjen til at vokse igen.
      I en situation, hvor gældsopbyggelsen og offentlige underskud sætter begrænsninger for mere offentligt drevet vækst og hvor renterne allerede er skåret helt ned til roden, leder politikerne efter alternative veje til et vækst-fix. Og særligt én opskrift dukker hyppigt frem; har landet en lav valutakurs, er varerne relativt billigere end udlandets, man eksporterer dermed mere, producerer mere, bekæmper ledigheden og wupti; en genvej til hurtig vækst.
      Men at bruge sin valutakurs som vækst-skaber er ikke nogen ukontroversiel kunst. De, der må betale for kursmanipulatorernes vækst, er ikke synderligt begejstrede. Tag for eksempel kernen af det, der lige nu lader til at være en optrapning mod en valutakurskrig; USA og Kina.
      USA anklager Kina for at styre sin valutakurs som en hånddukke i et gadeteater og holde valutakursen – renminbi’en – kunstigt nede i pris. Det gør Kina for at favorisere de kinesiske eksportører, lyder det amerikanske skudsmål, og løbe med produktionen på – blandt andet – amerikanernes bekostning. Den lave renminbi-kurs gør Kina til en attraktiv samhandelspartner, mens den amerikanske eksportsektor lige nu mest af alt producerer arbejdsløshed. Amerikanerne vil have kineserne til at slippe sit manipulerende tag om renminbi’en og lade den flyde frit. Mest af alt af hensyn til en høj arbejdsløshed, der skaber frygt for et job-løst opsving.
      Vrøvl svarer kineserne og anklager i stedet den amerikanske centralbanks løse pengepolitik for at oversvømme tigerøkonomierne med destabiliserende billige penge. Når Federal Reserve trykker penge for at købe statsobligationer og puste liv i den glødende amerikanske vækst, så ender pengene samtidig med at puste luft i asiatiske bobler, lyder anklagen fra kineserne.

Handelskrig
Også Japan prøver med valutakurs-tricket at sparke gang i den gamle udslidte puck-maxi, som den japanske økonomi er endt som. Engang blank, moderne og smart, nu gumpetung, med motorproblemer og svær at få op i fart. En løs pengepolitik, en centralbank der trykker penge og udmeldinger, der alt sammen skal understøtte en depreciering – en svækkelse – af yen’en, har dog kun begrænset effekt. Selv Schweiz fifler med valuta’en for at beskytte sin Franc.
      Og det er ikke kun RÆSON, der har opdaget, at valutakurs-våbnene pudses til kamp, internationale nyhedsmedier har med stigende frekvens berettet om renminbi-spillet mellem USA og Kina, de japanske kvaler, den franske præsident Sarkozy, der som snarlig formand for G20 taler for en global monetær aftale og de spirende økonomiers lemfældige omgang med deres valutakurs.
      Efter IMF-årsmødet sidste weekend skrev Financial Times på sin forside: ”Verdens finansministre giver IMF til opgave at løse valutakurs-stridighederne”.
      Nogle dage for inden, forud for IMF-årsmødet, udtale IMF-chef Dominique Strauss-Kahn: ”Der er klart begyndt at cirkulere en opfattelse af, at valutakurser kan bruges som et politik-redskab. Omsat til handling vil sådan en idé være en seriøs risiko for den internationale økonomiske genopretning.”
      Frygten er, at konflikten kan ende i en international handelskrig, hvor beskyttende toldmure rejses – noget som den amerikanske Kongres allerede har luftet sine tanker om at gøre overfor kineserne.

The Plaza Accord
I 1985 lykkedes det for finansministre fra fem af verdens største økonomier at lave en international aftale, der afværgede den spirende protektionisme, der nu er begyndt at lure igen.
      Den 22. September 1985 mødtes finansministre fra USA, Japan, Vesttyskland, Frankrig og Storbritannien på hotel Plaza i New York og tegnede stregerne til en stor aftale – the Plaza Accord – der fortsat er forbilledet for internationalt valutasamarbejde.
      USA lovede at skære i det offentlige underskud, Japan lovede en løsere pengepolitik og reformer i den finansielle sektor, Tyskland lovede skattelettelser og sammen lovede alle lande at intervenere i valutamarkedet for at bringe dollaren ned i værdi.
      Planen blev en stor succes og i slutningen af 1987 var der kappet 54 pct. af dollarens værdi over for både D-marken og den japanske yen i forhold til toppen i 1985. Aftalen er stadig lærebogseksemplet på international valuta-samarbejde i dag, hvor fristelsen til at blande sig i valutamarkedet igen vokser. Men denne gang går landene enegang og handler i egen interesse. En global aftale ser ud til at være langt væk og selv efter næsten to års fokuserede velopdragne forhandlinger mellem Beijing og Washington lader løsningen ikke til at være kommet meget nærmere. I stedet har Kina, USA med flere taget plads i skyttegravene, hvorfra de råber skældsord mod hinanden.
      Er en global valutakurskrig på vej? Mere og mere tyder på det. Men der er sandsynligvis stadig lidt vej til, at det første skud løsnes.