Ny krise på vej? USA’s roterende seddelpresse kan skabe bobler i Asien

Ny krise på vej? USA’s roterende seddelpresse kan skabe bobler i Asien

08.11.2010


Når den amerikanske centralbank lader seddelpressen løbe bliver Asien og Sydamerika oversvømmet af dollar-sedler. Med Federal Reserves nye tiltag, der skal nedbringe de lange renter og puste gang i jobskabelsen i USA, risikerer centralbanken samtidig at puste faretruende meget luft i asiatiske bobler.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

Hvad sker der når man i USA slipper $600 mia. ud i systemet med en hastighed på $75 mia. om måneden ved centralbankdirektør Ben Bernankes fingerknips? Pengene flyder som en tsunami over Sydamerika og Asien i jagten på afkast, driver priserne på aktiver – f.eks. boliger og aktier – op og gøder jorden til den næste økonomiske krise. Hvis boblen siger puuff står vi der igen. Det er i hvert fald bekymringen.
     Uroen kommer efter, at den amerikanske centralbank Federal Reserve onsdag offentliggjorde, at de er klar med en ny anden runde af deres særligt kreative krisepolitik, der skal hjælpe USA ud af dødvandet og virke som steroider på væksten og jobskabelsen.
     Når Fed øser penge ud i systemet – og hele $600 mia. af dem – ved at købe statsobligationer, så falder renterne og gør det attraktivt for investorer at låne penge og søge høje afkast i de sydamerikanske og asiatiske lande, der boomer.
     Derved giver dråben på $600 mia. ringe i vandet, der skyller videre mod lande som Brasilien, Sydkorea og Kina og truer med at få rødglødende økonomier til at smelte.

Bivirkningerne rammer Asien
Så mens den amerikanske centralbank gør klar til kvantitative lempelser og smører seddelpressen, forbereder de asiatiske og sydamerikanske lande kvantitative opstramninger, der skal suge de billige penge op, så sideeffekterne undgås, eller iværksætter initiativer der skal forhindre for stor en del af pengene i overhovedet at nå kystlinjen.
     Indien og Australien hævede deres renter allerede før Federal Reserve onsdag offentliggjorde programmet. Det gjorde de bl.a. med udsigten til en bølge af penge fra USA, for at dæmpe aktiviteten og undgå overophedning.
     Sydkorea har offentligt annonceret, at de vil overveje initiativer, der kan bremse en over-indstrømning af udenlanske investeringer. Det samme har Indonesien, mens Brasilien allerede har indført en skat på kapitalindstrømninger.
     Den thailanske finansminister Korn Chatikavanij har ifølge Reuters udtalt, at landet ”kan bekræfte diskussioner med centralbanker i nabo-lande, som er parat til at indføre initiativer sammen, hvis der er behov for at begrænse det mulige inflow af spekulative penge i regionen.”
     Japan, der er det triste eksempel på et land, der aldrig er kommet løs af den krise, der ramte helt tilbage i starten af 1990’erne, har fremrykket deres eget program for kvantitative lempelser for, at det samtidig kan dæmpe effekten fra det nye amerikanske initiativ.
     ”Bølgen af likviditet fra USA er større end en hvilken som helst mur de spirende økonomier (emerging markets) kan sætte op,” konstaterede banken HSBC torsdag. Dagen før offentliggørelsen af den nye runde lempelser fra Fed konkluderede samme HSBC i et research-notat, at ”jo mere vesten forfølger kvantitative lempelser, jo mere vil de asiatiske og sydamerikanske økonomier, via kapitalkontrol, forfølge kvantitative opstramninger.”

Økonomer: Effekten bliver i bedste fald begrænset
Det er ikke hensynet til bivirkningerne i andre lande, der driver den amerikanske centralbanks beslutning. Det er derimod den sløve vækst og udsigten til at arbejdsløsheden ikke foreløbig er på vej ned, kombineret med, at Kongressen ikke har lyst til at booste økonomien yderligere og den almindelige pengepolitik har udspillet sin rolle; renten ligger så tæt på nul som den kan komme.
     Men adskillige fremtrædende økonomer tvivler på, at QE2, som den nye runde penge-dumpning fra Fed kaldes, overhovedet får nogen mærkbar effekt – og at risikoen er større end den potentielle effekt.
     Harvard-økonomen Martin Feldstein skrev for nylig i Financial Times om QE2, at det er et ”farligt gamble med kun en lille potentiel upside og en markant risiko for at skabe bobler, der kan destabilisere den globale økonomi.”
     I en anden kommentar i Financial Times skrev topchefen for investeringsgiganten PIMCO, Mohammed El-Erian, at ”den uheldige konklusion er, at QE2 vil være en begrænset succes i forhold til at fastholde høj vækst og jobskabelse i USA, men vil komplicere livet for mange andre lande.”
Mindre dystre udmeldinger kommer fra andre økonomer, der primært tvivler på effekten af $600 mia.-initiativet. Blandt de begrænset optimistiske hører Obamas tidligere budgetminister Peter Orzag. Og lidt opsigtsvækkende erkender selv det langvarige Fed-medlem den Bernanke-loyale Donald Kohn, der for to måneder siden forlod posten som vice-centralbankdirektør, at det nok vil hjælpe lidt, men ikke vil vende økonomien rundt.
     Argumentet der går igen er for det første at renterne allerede er historisk lave. For det andet at huspriserne er faldet så meget, at mange familier er så pressede, at de dels ikke kan refinansiere deres lån, fordi huset ikke længere er så meget værd som gælden, dels at de ikke har lyst til at optage mere gæld, når de i forvejen sidder i hvad der for dem – og os – forekommer at være et bundløst sort hul.
     Som chefanalytiker i Danske Bank Allan von Mehren forklarede til RÆSON i tirsdags forud for offentliggørelsen af centralbankens nye pengeindsprøjtning:
     ”En stor del af problemet er, at husholdningerne har stor gæld, der er mange, der er ”under vand” – deres hus er mindre værd end gælden – og uanset hvor langt renterne kommer ned, så vil de ikke gå ud og låne penge,” sagde von Mehren. Han understregede at ”hele udgangssituationen er vanskellig” og forudså, at Bernanke sandsynligvis ville handle ud fra devisen, at ”det er bedre at gøre noget, der måske virker lidt, end slet ikke at gøre noget.”

Bernanke: ”Whatever it takes”
Men hvis fordelene er så begrænsede og risikoen er så stor, hvorfor koncentrerer Bernanke sig så ikke bare om at stabilisere det finansielle system og tænke på tiden efter krisen og overlade de kortsigtede vækstinitiativer til Kongressen?
     Ved at printe $600 mia. og købe amerikanske statsobligationer, håber Bernanke, at han kan sænke de lange renter og gøre det nemmere for virksomheder at låne og for de pressede boligejere at refinansiere deres lån. Han håber at drive investorernes penge fra passive statsobligationer til aktive virksomhedsinvesteringer. Og han ved, at flere penge i systemet, vil svække dollaren i forhold til andre valutaer og dermed gøre vilkårene for de amerikanske eksportører bedre.
     Men hverken venner eller fjender er overbeviste om effekten.
     Den nye omgang kvantitative lempelser, som forekommer langt mindre oplagte end første gang Bernanke pumpede penge ud i en ørken-tør økonomi, er endnu et nødvendigt step i Bernankes ”whatever it takes”-tilgang til kriseløsningen. Professoren, der allerede før han blev centralbankdirektør blev en kendt økonom på sit arbejde med Den Store Depression, vil ikke have eftermælet som den centralbankdirektør, der sad på hænderne og lod USA slumre ind i økonomisk dårligdom.