VU angriber VK over Afghanistan-exit “Regeringen giver efter for bekymringen”

VU angriber VK over Afghanistan-exit “Regeringen giver efter for bekymringen”

14.09.2010


I denne nye artikelserie diskuterer RÆSON Danmarks fremtid med formændene for VU og DSU, Jakob Engel-Schmidt og Peter Hummelgaard Thomsen. Hvad er arven efter næsten et årti med Fogh og Løkke? Hvad er oppositionens langsigtede plan for de massive problemer, Danmark står overfor? Anledningen til serien er, at RÆSON 17. september udgiver bogen “Helle eller Løkke?” med 28 essays fra politikere, eksperter og kommentatorer.

RÆSON: Vi starter med krigen mod terror. De sidste amerikanske kamptropper har I august forladt Irak (d.19/8, to uger før Barack Obama’s deadline). Da Danmark i 2003 gik med i krigen, var det med et flertal bestående af V, K og DF. Til Jakob: Var det den rigtige beslutning at gå med?

Jakob Engel-Schmidt skriver:
Krigen var uundgåelig

Kære Peter,
       Her i august har de sidste amerikanske kampsoldater forladt Irak, og efterlader bag sig det første fungerende arabiske demokrati. De tilbageværende soldaters og diplomaters opgave er nu at støtte den folkevalgte irakiske regering, og hjælpe dem med at opbygge de nødvendige samfundsinstitutioner og uddanne det irakiske politi og militær.
       7 år efter invasionen er det helt naturligt og yderst relevant at spørge sig selv: Var det rigtigt at gå i krig?
Jeg er overbevist om, at Danmark med Anders Fogh Rasmussen i spidsen tog den rigtige beslutning. Helt overordnet synes jeg man skal kigge på Irak i dag og sammenligne det med det etniske diktatur, som eksisterede under Saddam Hussein. Det er min klare opfattelse, at selvom nutidens Irak står overfor en masse problemer og udfordringer, er det kun et forsvindende lille mindretal, der savner Saddams regime.
       Årsagen til krigen har været diskuteret et utal af gange. Det er dog et uafviseligt faktum, at Saddams regime systematisk drev kispus med FN, mens han narrede verden til at tro, at Irak var i besiddelse af kernevåben samt kemiske og biologiske agenter. Derudover repræsenterede Saddam et brutalt terrorregime, der med iskold foragt for menneskeliv tilsidesatte ethvert menneskeligt hensyn i bestræbelserne på at bevare magten, mens hans nationalistiske udenrigspolitik destabiliserede hele regionen. Med alt dette in mente, støttede jeg dengang invasionen, og mener stadig, at det var en rigtig beslutning af fjerne Saddam.
       Som både du og jeg ved, havde koalitionen i almindelighed og amerikanerne i særdeleshed mere end svært ved at vinde freden. Det spegede politiske magtspil, som førte til oprettesen af CPA (Coalition Provisional Authority) under ledelse af Paul Bremmer, alle CPA’s fejlbeslutninger og rystende mangel på dømmekraft, er efter min opfattelse skyld i mange af de problemer, som Irak døjer med i dag. En kilde til forløbet er bogen ”The Green Zone” af journalisten Rajiv Chandrasekaran (2006), der med afsæt i sit job som stationsleder for Washington Post i Bagdad fra 2003-2004 oplevede hvordan det på den mest klodsede facon lykkedes at tabe freden, indtil Bush’s beslutning om at indsætte yderligere tropper i 2006 for alvor ændrede situationen.
På trods af de mange fejlslagne fredsbestræbelser er det dog lykkedes at skabe et fungerende demokrati, som har overlevet flere parlamentariske udfordringer. De lokale provinsvalg i 2009 markerede for alvor et vendepunkt, idet hovedparten af vælgerne fravalgte de yderliggående sekteriske lister til fordel for mere samlede alternativer (UM 2010). Samtidig oplever Irak en stabil økonomisk vækst, mens antallet af børn (både drenge og piger) som får en uddannelse vokser markant.
       Med alt dette in mente støtter jeg stadig beslutningen om at fjerne Saddam. Konflikten var uundgåelig. Jeg glæder mig naturligvis til at læse dine modargumenter og jeg forventer, at vi får en spændende og nuanceret debat.

Peter Hummelgaard Thomsen skriver:
Krigen var unødvendig og forkert

Kære Jakob,
      Tak for dit indlæg. Jeg synes desværre du forfalder til den Anders Fogh’ske forsimpling med at gøre spørgsmålet ”for eller imod Irakkrigen?” til et spørgsmål om ”for eller imod Saddam Hussein?” Jeg kender rigtig mange som var imod Irakkrigen, men ikke én eneste, som støttede Saddam Hussein. Det er hævet over enhver tvivl, at hans regime var af den absolut værste slags. Men hvis det er argumentet for at gå i krig, så burde vi jo i morgen erklære krig mod Iran, Nordkorea, Sudan, Burma, Congo og alle de andre lande i verden, hvor befolkninger udsættes for massiv undertrykkelse. Hvor synes du vi skal starte?
       Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at det internationale samfund har både ret og pligt til at gribe ind, når der foregår massive overgreb på en civilbefolkning. For den sags skyld også uden et FN-mandat, sådan som det skete i Kosova i 1999, hvor NATO greb ind for at standse den etniske udrensning af kosovaalbanerne. Men situationen med Irak i 2003 var jo en helt anden.
      Selvom FN desværre langt fra er perfekt, lykkedes det jo faktisk i november 2002 Sikkerhedsrådet at blive enige om at Saddam Hussein skulle afvæbnes. Selv Syrien støttede FN-resolutionen 1441. Våbeninspektørerne var i gang med at udføre deres arbejde, og Hans Blix meddelte i marts, at han forventede at kunne afslutte arbejdet inden for få måneder. Pludselig vælger Bush så at kortslutte FN-processen og starte krigen – stik mod hvad flertallet i Sikkerhedsrådet mente. Konflikten var altså på ingen måde uundgåelig, sådan som du hævder. Tværtimod undergravede man FN, som ellers havde vist en sjælden grad af handlekraft.
      I kampagnen for en invasion af Irak argumenterede Bush, Blair og Fogh livligt for at det var “hævet over enhver tvivl”, at Irak besad masseødelæggelsesvåben. Frygten var for masseødelæggelsesvåben var det mest hyppigt brugte argument i månederne op til invasionen. Hans Blix ønskede at afslutte sit arbejde, fordi han ikke fandt det overbevisende at Irak havde våbene. Som du ved Jakob – så fandtes der ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Så, jo – krigen kunne være undgået.
      At kalde Irak et velfungerende demokrati må i bedste fald kaldes en naiv opfattelse af, hvordan virkeligheden ser ud i landet i dag. Du springer også let henover de enorme omkostninger, krigen har haft for det irakiske folk. Den konservative opgørelse fra det uafhængige ”Iraqi Body Count” siger omkring 100.000 døde siden 2003, mens andre kilder sætter tallet langt højere. En stor del som følge af den sekteriske vold, der har præget landet, og som risikerer at bluse op igen, når amerikanerne trækker sig ud.
      Du skriver selv, at Saddam Husseins destabilisering af Mellemøsten var en af årsagerne til, at du støttede krigen. Men mener du helt seriøst, at Mellemøsten er et mere stabilt sted i dag end før 2003? Det har jeg meget svært ved at se. I Gaza har Hamas taget magten, en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne er længere væk end nogensinde, i Libanon står Hizbollah stærkere end nogensinde før, Irak blev forvandlet til den nye træningslejr for al-Qaida, og samtidig er Irans indflydelse i regionen vokset helt enormt. Mens Saddam Hussein ikke var i nærheden af en atombombe, er der nu alvorlig risiko for, at Iran som en direkte konsekvens af Irak-invasionen, faktisk er ret langt i processen med at fremstille en bombe. Jeg har svært ved at se, at det skulle give mere stabilitet.
      Endelig har krigen svækket indsatsen i Afghanistan. Tænk, om man i 2002 havde fokuseret fuldt ud på at gøre Afghanistan til et velfungerende demokrati, i stedet for at fokusere på Irak. Mens USA havde travlt med at føre krig i Irak blev Afghanistan glemt, Taleban vendte tilbage og opiumshandlen blomstrede. Havde Bush dengang sendt 150.000 soldater til Afghanistan i stedet for til Irak, kunne meget have set anderledes ud.

RÆSON spørger:
RÆSON: Peter, vi har 3 opfølgende spørgsmål til dig. Socialdemokratiet stemte i 2003 IMOD Danmarks deltagelse i krigen men alligevel – efter Saddam Hussein’s fald et par uger senere (og i modsætning til SF og EL) – FOR en dansk deltagelse i den multinationale sikringsstyrke, så danske soldater reelt endte med at være en del af krigen i en efterfølgende årrække. Var det en fejl af S?
      
SVAR: Det var ikke en fejl at stemme for dansk deltagelse af den multinationale sikringsstyrke i Irak. Selvom at Socialdemokratiet stemte imod deltagelse i Irak-krigen, var det nødvendigt at tage del i det efterfølgende stabiliseringsarbejde. Det ville ikke have været i Socialdemokratiets interesse, at Irak endte i borgerkrig – uanset hvor meget vi var imod krigen. Derfor følger vi også udviklingen i Irak efter de internationale styrkers exit af landet.

RÆSON SPØRGER: Du skriver, at “det internationale samfund […] PLIGT [RÆSONs versaler] til at gribe ind, når der foregår massive overgreb på en civilbefolkning” men alligevel at vi ikke kan gå i krig med alle de lande, “hvor befolkninger udsættes for massiv undertrykkelse”. Hvad er forskellen på “massive overgreb” og “massiv undertrykkelse”?
       SVAR: Der er desværre alt for mange lande i denne verden, hvor befolkningerne lider under skruppeløse diktatorer og er undertrykt. Jeg er ikke modstander af at anvende militær magt uden om FN. Jeg mener til gengæld at der bør være et sæt kriterier for hvornår og hvordan man anvender militære magtmidler. Jeg er stor tilhænger at anvende de kriterier som rapporten, “Reponsibility to protect” fra The International Commission on Intervention and State Sovereignty i 2001, opstiller for humanitær magtanvendelse. Kriterierne for hvornår det er legitimt at anvende militær magt bedømmes efter:
(a) Truslens alvor. Er truslen om skade mod staters eller menneskers sikkerhed af en sådan art, og tilstrækkelig klar og alvorlig, til at kunne retfærdiggøre brug af militær magt?;
(b) Det rette formål. Er det klart, at det primære formål med foreslåede militære aktion er at standse eller afværge den pågældende trussel?
(c) Sidste udvej. Er enhver ikke-militær mulighed for at imødegå den pågældende trussel blevet undersøgt?
(d) Forholdsmæssige midler. Udgør omfanget, varigheden og intensiteten af den foreslåede militære aktion det minimum, som er nødvendigt for imødegå den pågældende trussel?
(e) Afvejning af konsekvenser. Er der en rimelig chance for, at den militære aktion vil kunne imødegå den pågældende trussel, og er det sandsynligt at konsekvenserne af aktionen ikke vil være værre end konsekvenserne af passivitet?
       Ud fra disse kriterier for brug af militær magt uden om FN, er det helt klart at invasionen af Irak ikke ville bestå disse 4 ud af fem af disse kriterier. Tværtimod ville jeg til enhver tid argumentere for at en evt. invasion af Sudan til beskyttelse af civilbefolkningen i Darfur ville bestå alle disse.

RÆSON SPØRGER: S støttede invasionen af Afghanistan og er fortsat en del af flertallet bag Danmarks krigsførelse dér. Hvad er grundlaget for den krig?
      
SVAR: Grundlaget for krigen i Afghanistan var en reaktion på angrebet på USA d. 11. september. Socialdemokratiet støtter stadig tilstedeværelsen af danske styrker i Afghanistan. Jeg er derimod blevet mere skeptisk henover sommeren. Jeg mener stadig det er fuldt ud legitimt at være i Afghanistan, men er ikke længere i tvivl om vi militært set gør det klogeste. Det er hævet over enhver tvivl, at der burde være 600.000-700.000 mand i Afghanistan, hvis Taleban skulle nedkæmpes. Desværre er der kun 150.000 – alt for få til at skabe sikkerhed, udvikling og tillid i civilbefolkningen. Jeg mener grundlæggende ikke længere, at forudsætningerne er til stede i Afghanistan for at skabe en lykkelig udgang på konflikten. Allerede nu vil amerikanerne forhandle med Taleban, og dermed formentlig give dem hel eller delvis kontrol over Afghanistan. Set i det lys mener jeg ikke, at konflikten længere er vores kræfter værd.

RÆSON: Jakob, Peter skriver: “Allerede nu vil amerikanerne forhandle med Taleban, og dermed formentlig give dem hel eller delvis kontrol over Afghanistan. Set i det lys mener jeg ikke, at konflikten længere er vores kræfter værd.” Giv os et fremadrettet bud på Afghanistan-konflikten. Er jeres støtte til krigen udtryk for, at ‘krigen mod terror’ kører videre, ni år efter 9/11? Er islamisk fundamentalisme den største trussel mod Danmarks sikkerhed?

Jakob Engel-Schmidt skriver:
Vestens sikkerhed afgøres i Afghanistan

Kære Peter,
       I dit sidste brev skriver du, at kriterierne for invasionen af Irak ikke var tilstrækkelig klare og henviser samtidig til rapporten: ”Responsibility to Protect”. Din argumentation fejler såmænd ikke noget, bortset fra totalt at ignorere en række åbenlyse fakta, som alle medvirkede til at umuliggøre fortsat passivitet.
       Først og fremmest overholdt Saddam og hans regime ikke fredskonditionerne, men drev kispus med FNs våbeninspektører, ignorerede irakernes menneskerettigheder og forsøgte i al hemmelighed at genopbygge det irakiske militær. De FN-resolutioner som sanktionerer fredskonditionerne tillader brug af magtanvendelse, såfremt konditionerne ikke overholdes. Jeg mener derfor konflikten var uundgåelig, og i høj grad fremprovokeret af Saddam og hans kumpaner.
       Derudover kan jeg ikke lade være ved at hæfte mig ved den del af din argumentation, hvor du rettet fokus mod den nuværende situation i Mellemøsten. Jeg er sikker på, at vi hurtigt kan blive enige om, at regionen står overfor store udfordringer. Specielt Iran, Libanon og Syrien er urolige områder med et ulmende konfliktpotentiale, som bare venter på at eksploderer. Jeg har dog meget svært ved at se, hvordan et stadig eksisterende regime under Saddams ledelse kunne have bidraget positivt til regionens fremtidige udvikling.
      Nå, tilbage til det egentlige spørgsmål. Du skriver, at Afghanistan-konflikten har slået fejl og ikke længere er vores kræfter værd. Jeg mener, at politikere der ventilerer sådanne synspunkt er medskyldige i Talebans indflydelsesmæssige comeback. Samtidig undrer det mig utroligt meget, at du fuldstændig overser de enorme fremskridt Afghanistan har oplevet de seneste år. Hvordan tror du Taleban vil behandle den million piger (UM 2010) der i dag modtager daglig skoleundervisning, hvis koalitionstropperne forsvinder?
      Desværre ser jeg kampen mod terror som en udenrigspolitisk præmis, der vil påvirke politikudviklingen de næste mange år ud i fremtiden. Mellemøstens økonomiske og kulturelle situation betyder, at ekstremistiske kræfter nemt kan rekruttere forarmede mennesker, der ser ekstrem islam som den eneste løsning, og opfatter kampen mod vestlige værdier som uundgåelig. Kampen mod terror vindes derfor ikke kun med våben, men i langt højere grad med økonomisk udvikling. Jeg tror på, at mennesker der har et realistisk håb om en bedre og lykkeligere fremtid er mindre tilbøjelige til at gå terrorvejen. Desværre er regionens socioøkonomiske udfordringer så massive, at kampen mod terror og for økonomisk fremgang langtfra er overstået. Derfor er det altafgørende først at forlade Afghanistan, når missionen er fuldført:
       Trækker vi soldaterne hjem før demokratiet har rodfæstet sig og økonomien forbedret sig, vil der ikke gå mange år førend Taleban igen står i spidsen for et islamisk diktatur. Tankerne om at trække de mindst ekstreme Taleban-folk til forhandlingsbordet er et produkt af denne indstilling. NATO er kommet til den rigtige erkendelse af, at der ikke findes en smuk fred, men derimod kan skabes en varig løsning, hvis der handles nu. Succesmuligheden forsvinder dog hurtigt, hvis NATO-soldaterne forlader landet efter skemafastsatte tidspunkter og ikke venter på at opgaven er fuldført.
      Hvis ikke vi vinder i Afghanistan, vil problemerne sprede sig til Pakistan og derfra til resten af regionen og medfører voksende usikkerhed for vesten. Kampen i Afghanistan er derfor ikke en isoleret konflikt, som ikke er vores kræfter og opmærksomhed værd. Indsatsen er tværtimod vores fremtidige frihed og sikkerhed.

Vi har endegyldigt spildt muligheden for at gøre Afghanistan til et demokrati
Kære Jakob,
       Først bliver jeg nødt til at kommenterer på dit udsagn om Irakkrigen. Det virker nemlig ret bizart, at du fortsætter med at hævde, at krigen var uundgåelig. I marts 2003 stod FN’s våbeninspektører umiddelbart over for at kunne konkludere, at Irak VAR afvæbnet i overensstemmelse med FN-resolution 1441. Alt hvad de manglede, var nogle få måneders undersøgelser, før Hans Blix definitivt ville erklære Irak fri for masseødelæggelsesvåben. Han mente altså, at det var muligt at undgå krig. FN’s Generalsekretær Kofi Annan sagde direkte, at de eksisterende FN-resolutioner ikke gav mandat til at starte en krig. Og ikke mindst var et stort flertal i FN’s Sikkerhedsråd, 11 lande ud af de 15, imod en invasion af Irak.
      Når vi så sammenholder det med, at der netop ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, virker det noget fantasifuldt, når du fortsætter med at hævde, at krig var uundgåelig. Det ligner jo også en ren tilståelsessag, at Bush og Co. så hurtigt holdt op med at tale om FN-resolutioner og masseødelæggelsesvåben, og i stedet forsøgte at sælge krigen som et spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder.
       Dernæst rejser du spørgsmålet om Afghanistan. Du beskylder mig endda for at være medansvarlig for, at Taleban er på fremmarch. Ret absurd i betragtning af at jeg og mit parti har støttet indsatsen i Afghanistan de seneste ni år, og egentlig en retorik jeg troede var forbeholdt typer som Søren Espersen. Men okay, lad os fokusere på substansen.
      Helt grundlæggende har jeg meget svært ved at få øje på de ”enorme fremskridt”, du hævder, har fundet sted. Efter Talebans fald i 2001 var vi mange, som håbede at se et Afghanistan med demokrati, ligestilling mellem mænd og kvinder, hvor bønderne dyrkede korn i stedet for opium, og med et sikkerhedsapparat, der kunne opretholde ro og orden i landet. Problemet er ikke, at vi ikke har nået alt det i dag. Problemet er, at vi er på vej i den stik modsatte retning.
      Ordet demokrati klinger mere og mere hult i Afghanistan, i takt med at Karzai-regeringens omfattende korruption og valgsvindel kommer for dagen. Opiumsdyrkningen blomstrer, Taleban vinder frem på næsten alle fronter, fra Pakistan vælter nye hellige krigere ind i landet, og sommeren blev de hidtil blodigste måneder for NATO-styrkerne i landet. Tilliden til de afghanske sikkerhedsstyrker, der er udset til at overtage sikkerheden i landet efter NATO, ligger på et meget lille sted.
      Hvis jeg troede, at den udvikling kunne vendes ved at blive i Afghanistan i 1, 2 eller 5 år, så ville jeg med glæde støtte en forlængelse af de danske styrkes tilstedeværelse. Men i øjeblikket er der ingen tegn på, at udviklingen vender. Krigen i Afghanistan har varet i snart ni år – det er længere tid end både Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen. Holland og Canada har allerede trukket sig ud, og flere lande er på vej. Obama vil begynde tilbagetrækningen næste år. Så hvad er det lige præcis du mener vi kan ændre ved at blive i Afghanistan i yderligere 5, 10 eller 15 år?
      Det vil være forkert at sige, at krigen har været spildt. Vi har fået ødelagt al Qaedas træningslejre og forhindret flere terrorangreb i skala med 11. september, hvilket jo var den umiddelbare anledning til angrebet på Taleban. Men vi har endegyldigt spildt muligheden for at gøre Afghanistan til et stabilt demokrati, sådan som det ellers var ambitionen efter Taleban i november 2001 blev drevet ud af Kabul. Havde man dengang fokuseret al sin opmærksomhed på Afghanistan, frem for at drage på nye krigseventyr i Irak, tror jeg man havde haft en chance. Set i det lys har de sidste otte års indsats været spildt. Da en fortsat tilstedeværelse vil gøre mere skade end gavn, mener jeg det er på tide at tage hjem.
      En tilbagetrækning skal selvfølgelig ikke ske fra den ene dag til den anden. Og vi skal selvfølgelig fortsat støtte afghanerne på andre fronter, gennem udviklingsbistand osv. Min pointe er bestemt ikke, at vi skal opgive og vende ryggen til Afghanistan. Men vi er nødt til at se i øjnene, at vi i øjeblikket hverken hjælper afghanerne eller os selv ved vores fortsatte militære tilstedeværelse i landet.

RÆSON spørger JAKOB: Nye oplysninger i søndagens udgave af New York Times synes at støtte Hummelgaard: “Four years ago, the insurgents were active in only four provinces. Now they are active in 33 of 34,” lyder det fra flere hjælpeorganisationer. En NGO-repræsentant afviser det amerikanske (og danske) argument om, at eskaleringen af voldshandlinger alene reflekterer den amerikanske oprustning: ‘We do not support the perspective that this constitutes ‘things getting worse before they get better,’ ” said Nic Lee, director of the Afghan N.G.O. Safety Office, “but rather see it as being consistent with the five-year trend of things just getting worse.”
Tør du indrømme hvad regeringen benægter: At momentum i Afghanistan-krigen pt. går i Talebans retning?
JAKOB: Det er åbenlyst for enhver, at koalitionsstyrkerne er udfordrede af oprørene. Danskerne kan jo nærmest dagligt læse beretninger om, hvordan danske soldater fortsat er engageret i voldsomme kampe mod Taleban. Det er dog også åbenlyst, at Talebanerne konsekvent afholder sig fra at møde koalitionstropperne i åben kamp – og men stort set udelukkende benytter asymmetrisk krigsførelse. Dermed minder situation i Afghanistan meget om situationen i Irak før “The Surge”. Jeg mener derfor, at NATO bør tilføre endnu flere tropper til områder for effektivt at kunne bevare kontrollen over landets provinser – og dermed holde Taleban i skak.

RÆSON: Du skriver ovenfor at en sejr er nødvendig men åbner samtidig for at “trække de mindst ekstreme Taleban-folk til forhandlingsbordet”. Er det ikke politikersprog for, at Taleban/andre fundamentalister får magten i en lang række provinser, hvor de fx får lov at terrorisere piger fra at gå i skole? Eller vil du love, at NATO/USA/Danmark først forlader Afghanistan, når alle afghanske piger er sikret skolegang?
      
JAKOB: Det vil være en total falliterklæring, hvis de Talebanere som styrede landet før invasionen igen fik politisk indflydelse. Spørgsmålets formulering antyder, at alle de afghanere som kæmper på Talebans side er motiveret af deres religiøse overbevisning. Der er imidlertid talrige eksempler på, at lokale krigsherrer og stammeledere kæmper side om side med Taleban, fordi de økonomiske og politiske incitamenter er større end ved at bekæmpe dem. Det er den del af bevægelsen, der med fordel kan overtales til at nedlægge våbnene i bytte for en plads ved forhandlingsbordet og et løfte og fremtidig politisk indflydelse.
       Desværre hverken kan eller vil jeg love, at NATO først forlader Afghanistan, når forholdene er perfekte. Afghanistan er på mange områder et udviklingsland, som døjer med store indre spændinger og enorme socioøkonomiske udfordringer. Der vil derfor gå adskillige årtier, førend den uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige infrastruktur er så veludbygget, at den kan tilbyde effektiv behandling og undervisning til hele landets befolkning.

RÆSON: Flere danske eksperter har i RÆSON fastslået, at “USA bliver alene tilbage” i krigen. Er både Statsministerens, Udenrigsministerens og Forsvarsministerens offentlige diskussion af danske exit-strategier det sidste år ikke en de facto-indrømmelse af, at Danmark forlader Afghanistan med briterne over de næste par år?
JAKOB: Står det til mig skal de britiske og danske soldater først forlade Afghanistan, når missionen er fuldført og en stabil frem og varig frem sikret. Det ser desværre ud som om at regeringen har valgt at give efter for den stigende bekymring, som danskerne udviser overfor missionen. Så selvom jeg mener det er forkert, tyder meget på, at de danske soldater forlader Afghanistan i 2015.

Serien fortsætter