08.12.2010

Set fra Beijing kunne signalværdien næppe være værre. Sidste år var det USA’s præsident, Barack Obama, der modtog Nobels Fredspris for sine visioner om en fredeligere verden. I år gives prisen til en af de mest indædte modstandere af det kinesiske regimes autoritære og menneskerettighedskrænkende karakter, den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.
     Men hvorfor er den kinesiske modstand mod prisoverrækkelsen så massiv? Svaret skal findes i Kinas identitetsmæssige rødder.

Af Andreas Bøje Forsby

Kinas indignerede udfald mod Nobelpris-komitéen – og mod Norge som huser komitéen – skal først og fremmest ses i lyset af de enorme bestræbelser Kina har gjort sig de senere år for at fremstå som et respektabelt medlem af det internationale samfund. Kineserne har deltaget aktivt i diverse fredsbevarende FN-operationer, tilsluttet sig en række regionale, multilaterale samarbejdsinstitutioner og frem for alt brugt sin bugnende pengekasse til at foretage infrastrukturelle investeringer i udviklingslande samt til at opkøbe obligationer og andre aktiver i gældsplagede industrilande. Hele denne indsats er blevet promoveret under overskrifter som ”fredelig opstigning” og ”harmonisk samfund” for at forsikre verdenen om, at der ikke er nogen grund til at frygte det kinesiske vækstlokomotiv. Årets fredspris truer dog med at bringe lokomotivet ud af kurs.

At Nobelkomitéens moralske pegefinger stritter fordømmende mod Beijing netop i år er særlig bittert for de kinesiske magthavere. Det tvinger nemlig europæerne til atter at påtale den politiske undertrykkelse i Kina på et tidspunkt, hvor Europa ellers syntes at være faldet til patten. Den økonomiske krise har ganske enkelt mindsket EU-landenes appetit på at udfordre Beijing. Tidligere på året tilkendegav adskillige EU-ministre, herunder den danske udenrigsminister Lene Espersen, at man fremover vil nedtone menneskerettighedsretorikken til fordel for et mere ”realistisk” fokus på fælles interesser inden for samhandel, investeringer, finanspolitik, klima m.v. I frisk erindring står endvidere sidste års såkaldte verbalnote fra Danmark til Kina, hvor vi forpligter os til ligefrem at imødegå tibetansk selvstændighed.

Der er dog også en anden grund til, at Nobelkomitéens timing ikke behager de kinesiske magthavere. Efter i mange år at have ligget i læ af den globale krig mod terror, synes USA’s sikkerhedspolitiske radar efterhånden igen at være blevet pejlet ind på Kina. 2010 har således budt på en kraftig opblusning af spændingerne mellem Beijing og Washington, begyndende med USA’s våbensalg til Taiwan, Obamas møde med Dalai Lama og Hillary Clintons markante kritik af det kommunistiske regimes indskrænkninger af ytringsfriheden på internettet. Senere fulgte en række verbale sammenstød om Kinas suverænitetskrav i det Sydkinesiske Hav og om de flådeøvelser, som USA og dets mange sydøstasiatiske allierede med jævne mellemrum gennemfører i farvandene omkring Kina. Herudover har Pentagon udtrykt stærk bekymring over Kinas militære modernisering, samtidig med at polemikken omkring værdien af den kinesiske valuta efterhånden har sat alvorligt spørgsmålstegn ved frugtbarheden af de to landes indbyrdes, økonomiske samkvem.

På baggrund af de stigende spændinger mellem USA og Kina skulle man næsten tro, at kineserne ville have været fristet til at anlægge en mere afdæmpet tone over for Nobelkomitéen – eller måske endda at signalere vilje til politiske reformer.
     Når den slags er ganske utænkeligt, skyldes det først og fremmest Kinas særlige udviklingshistorie, som noget forsimplet kan inddeles i tre faser. Hver fase indeholder afgørende brikker til en forståelse af Kinas politiske kurs i det 21. århundrede.

Den første periode kan man kalde den dynastiske fase. Den strækker sig angivelig helt tilbage fra det første kejserlige Xia-dynastis grundlæggelse ca. år 2100 før vor tidsregning og ophører formelt først i 1912 med Republikken Kinas oprettelse. Det er i denne periode, den kinesiske civilisation rejser sig fra sin vugge omkring Den Gule Flod og over godt og vel fire årtusinder gradvis opnår kontrol med det nuværende territorium, samtidig med at der udvikler sig et distinkt kulturelt udtryk. Et fælles skriftsprog, en ritualiseret dyrkelse af forfædre, en righoldig filosofisk tradition samt en avanceret agerbrugskultur var alt sammen en væsentlig del af det fundament, hvorpå den kinesiske civilisation voksede frem. Men hvis man for alvor skal indfange den kinesiske civilisations særskilthed, er det nærliggende at fremhæve tre elementer, som stammer fra den dynastiske fase af Kinas udviklingshistorie: Den konfucianske samfundsfilosofi, den kejserlige enhedsstat samt den kulturelle selvhævdelse.

Konfucianismen blev oprindelig formuleret af den kinesiske filosof og embedsmand Konfucius (ca. 551-479 f.v.t.), og den er siden blevet videreudviklet med inspiration fra både taoisme og buddhisme. Som en slags moralsk samfundsfilosofi beskrev konfucianismen gennem en lang række sociale forskrifter, hvordan det enkelte individ kunne indpasses i samfundet som helhed. Formålet var at kultivere og disciplinere den enkelte borger gennem diverse ritualer og rolleforskrifter for at sikre den fornødne sociale harmoni mellem samfundets borgere. Især relationerne mellem hersker og undersåt, fader og søn, ægtemand og kone, ældre og yngre søskende samt indbyrdes mellem venner var centrale i den konfucianske filosofi og derfor omgærdet af talrige ritualer. Det var med andre ord kollektivet, der stod i centrum af konfucianismen, og den enorme betydning begreber som social orden og harmoni stadig tillægges i Kina, skal utvivlsomt spores tilbage til den konfucianske kulturarv.

Den kejserlige enhedsstat var et andet fremtrædende element ved Kinas civilisatoriske udvikling i den dynastiske fase. Den kinesiske kejser var selve omdrejningspunktet for den politiske magt, idet hans autoritet ifølge kinesisk mytologi hvilede på et mandat fra himlen. Det affødte meget tidligt en stærk tradition for dels at centralisere magten, dels at opbygge et magtfuldt, meritokratisk baseret bureaukrati, dels at skabe en autoritær enhedsstat, hvor særskilte erhvervsmæssige, åndelige eller politiske aktører havde mere end vanskeligt ved at etablere nogen form for selvstændig magtbase, og hvor udviklingen af et pluralistisk civilsamfund følgelig havde trange kår. Fra etableringen af den første enhedsstat under Qin-dynastiet i 221 f.v.t. var det kinesiske rige ganske vist opsplittet i omkring en fjerdedel af tiden i den dynastiske fase, men rigets enhed forblev altid et efterstræbt politisk ideal for kineserne. Under alle omstændigheder har fraværet af en uafhængig erhvervssektor, et stærkt civilsamfund og ikke mindst en oplysningstid i stil med den europæiske betydet, at statsmagten stadig spiller en meget afgørende rolle i det kinesiske samfund – indimellem grænsende til det totalitære.

Den kulturelle selvhævdelse var et tredje grundtræk ved den kinesiske civilisation i dynastiernes tid. Den byggede på en følelse af overlegenhed i forhold til omverdenen, som blev rangordnet ud fra graden af kulturelt og til dels også etnisk tilhørsforhold til den kinesiske civilisation. Gennem århundreder demonstrerede den kinesiske civilisation samtidig en imponerende evne til enten at fortrænge, indsluse eller kultivere de befolkningsgrupper, den kom i kontakt med. Det indebar, at selv såkaldte barbarer – fx de mongolske nomadefolk – kunne assimileres i den kinesiske civilisation, for så vidt de overtog dens særlige kulturelle udtryksformer. Andre befolkningsgrupper i periferien af det kinesiske rige såsom koreanere, japanere og vietnamesere formåede at fastholde en særskilt identitet, men tog del i den konfucianske samfundsfilosofi og havde status som en slags vasalstater, der betalte tribut til den kinesiske kejser.
     Troen på den kinesiske civilisations kulturelle overlegenhed er med andre ord dybt indlejret i det kinesiske folk. Denne selvhævdelse rummer desuden en etnisk dimension pga. en omfattende etnisk homogeniseringsproces, som især fandt sted hen imod slutningen af den dynastiske fase, og som har medført, at mere end 90 % af Kinas befolkning i dag opfatter sig selv som såkaldte Han-kinesere.

Den næste fase i Kinas udviklingshistorie, som indeholder nogle vigtige brikker af den kinesiske selvforståelse, er den semi-koloniale fase fra midten af det 19. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede. Denne fase kaldes ofte ”ydmygelsens århundrede”, idet det førhen så magtfulde kinesiske kejserrige blev pillet gradvis fra hinanden indtil det punkt, hvor selve den kinesiske stats eksistens var truet. Ydmygelserne indledtes med Den Første Opiumskrig (1839-42), hvor briterne – i bestræbelserne på at gennemtvinge deres lukrative opiumshandel på det kinesiske marked – besejrede numerisk overlegne kinesiske styrker og tvang kineserne til at indgå Nanjing-traktaten. Det blev den første af en række ulige traktater mellem Qing-dynastiet og datidens stormagter. Traktaten resulterede i, at briterne fik eksklusive handelsrettigheder via udvalgte kinesiske havne og endvidere fik overdraget Hong Kong som koloni.

Kina blev i sig selv gradvist forvandlet til en semi-koloni, da efterfølgende traktater udvidede stormagternes direkte adgang til det kinesiske marked på gunstige vilkår, sikrede bevægelses- og straffrihed for udenlandske statsborgere (herunder missionærer) samt påførte den kinesiske stat uoverskuelige krigsskadeerstatninger. Men den allerstørste ydmygelse indtraf, da japanerne – dengang et andenrangsfolk i kinesisk selvforståelse – i kraft af deres hastige modernisering først fravristede Qing-dynastiet kontrollen over Korea i 1894-95 og senere fra 1937 gjorde alvorlige territoriale indhug i det kinesiske fastland. Ikke mindst den uhørt brutale japanske fremfærd mod civilbefolkningen under Nanjing-massakrerne har efterladt dybe ar på den kinesiske folkesjæl. Den semi-koloniale fase ophørte først definitivt med kommunisternes magtovertagelse i 1949, og den indprentede to hovedlektioner i det kinesiske folk: At værne om statens territoriale enhed og suverænitet for enhver pris og at nære en dybt indlejret skepsis over for enhver udefrakommende indblanding i indre kinesiske anliggender.

Den seneste fase i Kinas udviklingshistorie har været orkestreret af kommunistpartiet. Det interessante er, at lige så afgørende kommunistpartiet har været for at genrejse Kina, lige så begrænset har partiets ideologiske aftryk vist sig at være på den kinesiske selvforståelse. Det var kommunistpartiet, som sørgede for først at genforene landet og dernæst at iværksatte Kinas imponerende genopstigning, hvilket har sikret partiet en høj grad af legitimitet i den kinesiske befolkning. Til gengæld har partiet for længst opgivet Mao Zedongs revolutionære, ideologiske kamp, som ikke blot gjorde Kina til en international pariastat, men også havde enorme omkostninger for civilbefolkningen bl.a. under ”Det store spring fremad” (1958-61) og ”Kulturrevolutionen” (1966-76).
     I stedet har pragmatiske kommunister som Deng Xiaoping, Jiang Zemin og senest Hu Jintao åbnet Kina for omverdenen og ophøjet kombinationen af økonomisk vækst og politisk stabilitet til det bærende ledelsesmantra.

Resultatet er, at Kina i dag står midt i en brydningsfase, hvor landet leder efter sin rette identitet. Mens kommunistpartiet under Mao aktivt forsøgte at kappe båndene til landets dynastiske fortid ud fra ideologiske principper, så har de pragmatiske kommunister bidraget til gradvist at genopdage landets historiske rødder. Det sker både som led i skolernes undervisning og via den hastigt voksende ”kulturindustri”, hvor nye museer og mindesmærker samt historiske film og TV-serier skal vække kinesernes bevidsthed om deres stolte fortid. Samtidig arbejder Kina i disse år ihærdigt på at udvide kendskabet til landets konfucianske kulturarv ved at støtte oprettelsen af et vidtforgrenet net af konfucianske sprog- og kulturinstitutter over hele verden (bl.a. på CBS i København).

Kinas økonomiske fremmarch og sideløbende kulturelle genopblomstring har i det hele taget skabt en fornyet interesse for den kinesiske civilisations særlige karakteristika. Ikke blot blandt kineserne selv, men også blandt udviklingslandene, hvoraf mange betragter Kina som en alternativ samfundsmodel, der er bedre gearet til at sikre vækst og stabilitet end den vestlige, liberale model. Selv i Vesten er man begyndt at spørge, om Kina for alvor kan blive en integreret del af det internationale samfund, eller om et opstigende Kina med tiden snarere vil vælge at udfordre den eksisterende orden. Sådanne spørgsmål afspejler en voksende bekymring for, at vestlige værdier som demokrati, frihed, individualisme og kulturel pluralisme snart vil blive tvunget i defensiven i mødet med en genopstanden kinesisk civilisation baseret på autoritær statsmagt, kulturel homogenitet og en filosofisk tro på det harmoniske kollektiv.

Hertil kommer, at ”ydmygelsens århundrede” har lagt kimen til en ulmende revanchisme i Kina, som indimellem koger over i nationalistiske manifestationer på gadeplan. Typisk er de rettet mod Japan som i september måned, da Japan tilbageholdt kaptajnen fra en kinesisk fiskerbåd, hvis fartøj havde begivet sig ind i farvandet omkring den omstridte øgruppe Senkaku/Diaoyu. Vesten og navnlig USA har dog også været genstand for nationalistisk mobilisering af de kinesiske masser. De seneste markante eksempler fandt sted oven på NATO-bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd i 1999 og Hainan-krisen i 2001, hvor et amerikansk overvågningsfly og et kinesisk jagerfly kolliderede i nærheden af øen Hainan.

Set i lyset af de tiltagende spændinger mellem USA og Kina igennem 2010, kunne det være nærliggende at konkludere, at vi står over for en afart af ”civilisationernes sammenstød”.
     At det næppe går så galt skyldes først og fremmest, at der efterhånden er opbygget et væld af gensidige interesser og tværgående institutioner mellem Vesten og Kina, som mindsker risikoen for at havne i en egentlig sikkerhedspolitisk konfrontationslogik. Men omvendt skal man absolut ikke foregøgle sig selv, at Kina gradvis vil tilslutte sig de vestlige landes værdier, eller at den nuværende vestligt dominerede, liberale verdensorden kan videreføres relativt uanfægtet af Kinas opstigning.

Når Kina i disse dage går skarpt i rette med Nobelpris-komitéen, er det ikke kun et udtryk for landets traditionelle afvisning af enhver form for indblanding i indre kinesiske anliggender. Det er også en påmindelse om, at opstigningen af ”Riget i Midten” er vor tids væsentligste udfordring af det værdigrundlag, vi har lært at tage for givet i Vesten.

Andreas Bøje Forsby (f. 1974) er cand.scient.pol. fra KU med speciale i international politik. Han har tidligere arbejdet i konsulentbranchen og med interessevaretagelse. I dag er han ansat som projektforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med særlig fokus på Kina.