TYSKLAND Folkepartier under pres

TYSKLAND Folkepartier under pres

30.09.2009


Af Kim B. Olsen, RÆSONs korrespondent

DA socialdemokraternes hovedudfordrer og  valgets taber Frank-Walter Steinmeier på  valgaftenen indtog scenen ved SPD’s valgfest i Willy-Brandt-Haus, ville den tragi-komiske jubel  ingen ende tage. Den berusende fejring af  kanslerkandidaten, der har givet de tyske socialdemokrater deres suverænt største  valgnederlag siden krigen, tegner et billede af et  folkeparti, der ikke længere repræsenterer folket.  Få kilometer derfra modtog kansler Angela  Merkel ligeledes folkets hyldest, og selvom hendes  valgresultat sikrede hende den fortsatte  regeringsmagt, kan hendes nye borgerlige regering  give hidtil ukendte vanskeligheder. Begge  folkepartier er kommet under et fornyet  profileringspres.

Socialdemokraternes jubel var så euforisk, at  en udefrakommende ville have tilskrevet det  gamle arbejderparti en historisk storsejr. Realiteterne taler et andet sprog: SPD fik ved  søndagens valg færre end hver fjerde afgivne  stemme og faldt mere end 11 % i forhold til det i  forvejen lave valgresultat fra 2005. Et sådant fald i  vælgertilslutning har intet tysk parti nogensinde  oplevet fra et valg til et andet. Men i stedet for at  tage de personlige konsekvenser af det  sønderlemmende valgresultat, talte såvel  kanslerkandidat Steinmeier som partichef Franz  Müntefering om partiets historiske mission: at  modvirke social ulighed og være et samlingsparti  for hele den tyske befolkning. Steinmeier  anerkendte den borgerlige sejr og accepterede  SPD’s kommende oppositionsrolle. At kun ca. 16  % af alle stemmeberettigede tyskere (og 23 % af  dem, der mødte op og stemte) satte deres lid og  stemme til socialdemokraterne, blev i denne  sammenhæng diskret forbigået. Og man  ignorerede, at SPD’s tidligere vælgere enten er  blevet hjemme på sofaen eller har givet de mindre  partier deres støtte. Selvom Steinmeier i løbet af  valgaftenen eftertrykkeligt gentog, at ”man efter et  sådant nederlag ikke uden videre kan fortsætte  den gamle dagsorden”, virkede det ikke, som om socialdemokraterne helt havde forstået, hvilket  historisk nederlag de i disse dage oplever – endsige  hvordan partiet kan genetablere sig selv.

Borgerlig storsejr
Valget var allerede afgjort fra valgaftenens første  minut. Den første prognose gav Merkels  konservative CDU/CSU og det liberale FDP,  valgets store vinder, et klart regeringsflertal. På  forhånd var det klart, at Merkel ville fortsætte som  regeringschef, usikkerheden bestod i, hvilket  støtteparti der skulle lægge stemmer til.  Meningsmålinger havde spået et tæt resultat, men  det blev til en borgerlig storsejr. Ikke til Merkel  selv, der måtte se sit partiforringe det i forvejen  lave valgresultat fra 2005, men til de liberale, der  gik markant frem og trak 15 % af stemmerne.  Partiformand Guido Westerwelle (fotoet ovenfor),  der spås at blive Tysklands kommende  udenrigsminister, vil formentlig udnytte dette  momentum til at sætte et klart liberalt præg på det  fælles regeringsprogram, der skal udformes  henover de kommende uger.

At det markedsliberale parti, midt i  forbundsrepublikkens største økonomiske krise,  kunne opnå dets bedste resultat nogensinde, kan  virke overraskende. Tilsyneladende ønsker de  tyske vælgere at sende et klart signal til de  folkevalgte om, at krisen skal imødekommes med  skattelettelser og forbedrede vækstbetingelser for  det fri marked.

Merkels balancegang
Kansler Merkel kan ikke undgå at tage dette  signal mere end alvorligt. Nettovælgervandringerne  viser, at over en million af hendes  tidligere vælgere er strømmet til FDP. Samtidig  har 800.000 tidligere socialdemokrater stemt på  Merkel, hvilket er en klar indikation af, at hun i  vælgernes bevidsthed i de sidste fire år er rykket  længere mod venstre, hvilket den store koalition  også gav hende mulighed for. Denne situation  ændres i den kommende regeringsperiode – for søndagens valgresultat understregede tyskernes  forventning om liberale løsninger. Merkel må på  den ene side give plads til Westerwelles krav om  hurtige skattelettelser, men samtidig kæmpe for at  fastholde de vælgere, socialdemokraterne  øjensynligt ikke længere kunne indfange.  Kansleren vil efter eget udsagn være  ”forbundskansler for alle tyskere”, men selvom  hun kan læne sig op ad et stabilt flertal, kan hun  blive tvunget til at vælge en mere liberal linje end  hidtil.

Steinmeier må omvendt reagere på, at han  har tabt vælgere til både højre- og venstrefløjen,  men særlig til socialisterne fra Die Linke. Også  han må skærpe sin profil.

Dette krav-til-tydelighed kan blive en svær  øvelse for begge de to pariledere. I modsætning til  de tre små partier – der fandt polariserende  positioner i valgkampen og blev entydigt belønnet  af vælgerne.

Midten tabte magten
Søndagen bød ikke kun på regeringsskifte,  men også på en markant protest fra den tyske  vælger. Valgdeltagelsen faldt til 70 %, syv procent  under det i forvejen lave niveau fra 2005. 18 mio.  af de stemmeberettigede valgte at blive væk fra  valgstederne, flere end alle Merkels vælgere  tilsammen. Disse tal sender et tydeligt signal om,  at færre og færre tyskere føler sig repræsenteret af  partierne. Årsagen til manglen på interesse finder  mange tyskere i den intetsigende valgkamp, både  Merkel og Steinmeier har ført. Som  regeringskollegaer havde de ingen interesse i at  angribe hinanden, og særligt Merkel prøvede at  undvige enhver konfrontation. Hendes plan  lykkedes, og det borgerlige flertal blev sikret, men  både CDU og SPD har dermed medvirket til, at  deres rolle som samlende folkepartier snart kan  være fortid.

De små partier og især FDP vandt, med  valgforsker Prof. Dr. Karl-Rudolf Kortes ord,  fordi de forfulgte et klart magtperspektiv. Ingen af  de tre forsøgte at repræsentere den brede midte i  tysk politik, men fokuserede bevidst på et mere  indsnævret vælgersegment. Det gav dem mulighed  for at udvikle en klar politisk profil og derved  fremstå som hinandens alternativer. Den  udfordring står både Merkel og Steinmeier nu  over for, hun som kansler, han som  oppositionsleder.

På begge fløje vil man tvivle på deres person,  særligt socialdemokraterne mangler en klar  lederprofil, som de nu skal opbygge. Tiden er  knap: allerede til foråret venter vigtige delstatsvalg.  Derfor vil kritikken mod SPD’s spidser tiltage i  løbet af de kommende dage og uger, den  kommende tid kan blive brutal for mange

nuværende ledelsesskikkelser. Sent tirsdag aften  stod det klart, at Steinmeier har mistet opbakning  i partiet, han bliver ikke ny partiformand, men  blot gruppeleder i parlamentet. Yngre (og mere  venstreorienterede) kræfter som miljøminister  Gabriel står på spring i kulissen, han handles som  bud på ny partiformand. Men presset på ham og  den øvrige nye ledelse i SPD vil være massivt – den  euforiske jubel-opbakning fra valgaftenen vil  næppe blive gentaget ved det næste nederlag.