Troels Mylenberg om Christiansborg: Da Danmark fik en opposition

Troels Mylenberg om Christiansborg: Da Danmark fik en opposition

30.09.2009


Tirsdag åbner Folketinget. Oppositionspartierne er tilbage, men balancen mellem blokkene synes foreløbig urokkelig. Det kommende år bliver afgørende for næste valg: Det er over de næste 12 måneder, regeringsalternativet skal optjene vælgernes tillid.

Af Troels Mylenberg

PÅ tirsdag skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for første gang åbne Folketinget på den traditionsrige første tirsdag i oktober, hvor folkestyret rulles ud i al sin glamourøse pragt med alt fra gudstjeneste og dronningebesøg over forudsigelig oppositionskritik af statsministerens tale til Enhedslistens larmende ankomst i folketingssalen efter hilsnen til kongehuset – det republikanske partis repræsentanter deltager ikke i den slags royalt pladder.

Men selv om det meste vil se ud og lyde, som det plejer, er der i år ganske meget nyt at lægge mærke til. Nye magtstrukturer og frontlinjer er ved at materialisere sig. Til gavn for spændingen og underholdningen, men nok også for debatten, som de senere år har været solidt præget af den urokkelige flertalskonstellation, som Dansk Folkeparti har forsynet VK-mindretalsregeringen med.

Flertallet lever stadig godt og trygt, men sidste weekends socialdemokratiske kongres viste tydeligt, at Socialdemokraterne efterhånden er færdige med kun at slås med sig selv. Det betyder reel modstand til VKO og dermed også en mulighed for, at se VKO-blokken blive udfordret. Og hvordan klarer VKO sig så?

I Anders Fogh Rasmussens syv et halvt år ved magten var han reelt aldrig rigtig presset af oppositionen. Der var kun lige en kort overgang tilbage i 2004, hvor daværende S-formand Mogens Lykketoft havde et pludseligt overtag I meningsmålingerne, hvor ledigheden steg en smule, og hvor Fogh syntes at have mistet sit greb om regeringen og magten.

Men dengang formåede oppositionen på ingen måde at udnytte det pludselige overtag til at blive en trussel, og faren drev hurtigt over. Ikke mindst fordi oppositionen var kronisk splittet og stadig led af den individuelle markeringstrang, som følger af et langt regeringssamarbejdes mange kompromisser. Lykketoft, den daværende radikale leder Marianne Jelved og SF’s Holger K. Nielsen repræsenterede tilsammen en svunden tid, mens Fogh trods alt var fremtidens mand for de fleste danskere.

I dag er oppositionen en helt anden med nye folk på posterne, som efter valgnederlaget i 2007 har fundet ud af, at hvis de skal lykkes, så skal der trækkes i samlet flok. Bevares, Det Radikale Venstre med Margrethe Vestager i spidsen har ikke mistet sin hang til masochisme, men de radikale kamptropper er langt tættere på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal og deres S-SF-ægteskab, end de har været før.

Det Radikale Venstre er, hvad enten de selv vil erkende det eller ej, et parti, der for længst har meldt sig ind i den røde blok. Den fløj i partiet, der besynger friheden til at kunne samarbejde med VK-regeringen, er reelt ikke længere eksisterende. Morten Helveg Petersen forlod politik denne sommer. Hans far, Niels Helveg Petersen, genopstiller ikke, og tilbage i gruppen sidder nu alene Johs. Poulsen og repræsenterer den såkaldte højrefløj i partiet. Han er sjovt nok tidligere SF’er med byrådssæde i Herning tilbage i 1990erne – og han tilhørte dengang den del af SF, der forsøgte at trække partiet ind mod midten. Det lykkedes ikke under Holger K. Nielsens SF-ledelse, og Johs. Poulsen blev radikal. Og der er han altså nu ret alene om at være meget skeptisk over for SF.

Margrethe Vestager selv holder fast i sit (ultimative) krav om, at hun ikke vil acceptere ultimative krav i et samarbejde, sådan som S og SF har stillet dem på skatte- og udlændingeområdet. Men at hun som snart sagt eneste ledende oppositionspolitiker med ministererfaring (undervisnings- og kirkeminister fra 1998-2001) skulle lade radikal regeringsdeltagelse glide fra sig på den baggrund, er utænkeligt.

Dér skal man nok få forhandlet et resultat hjem. Ikke mindst fordi både Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager så gerne vil i regering. Thorning vil gerne have De Radikale med – så hun kan skærme sig mod kritik af, at hun reelt skaber et rødt kabinet. Og Vestager har reelt samme begrundelse, dog med den ekstra tilføjelse, at det regeringsvante radikale parti  efterhånden er så tynget af manglen på indflydelse, at der skal tankes den slags rygradsrankende benzin, som får den radikale motor til at spinde. Dvs.: ministerposter.

Det behøver ikke være mange ministerposter til De Radikale, men et økonomisk ministerium – skat, erhverv, økonomi eller beskæftigelsesministeriet – samt et af holdningsministerierne – kultur, undervisning eller udvikling – vil styrke den skrantende radikale selvfølelse gevaldigt.

Selv om SF udadtil virker som oppositionens stærkeste kort, og selv om Søvndal er dansk politisk svar på Kong Midas – eller måske snarere fætter Højben – så vil situationen for SF formentlig forandre sig drastisk, når et regeringssamarbejde bliver reelt. Sådan noget har SF aldrig prøvet før, og euforien over en given valgsejr og over at have bragt SF helt ind i magtens inderste gemakker vil nok gøre det vanskeligt for SF’erne at stille meget skrappe krav til et regeringssamarbejde, hvor Socialdemokraterne og De Radikale basalt set blot vil føle at de er tilbage, hvor de hører hjemme.

DET folketingsår, der blæses i gang på tirsdag, er præcis det mellemår, hvor oppositionen skal vise, at den slås mere mod regeringen end med sig selv. Det sigte blev præsenteret meget klart på Det Radikale landsmøde i Nyborg for et par uger siden og ikke mindst på den socialdemokratiske kongres i sidste weekend. Begge partier lykkedes – stort set – med at få knæsat regeringen som den egentlige fjende. Og hvor indlysende den strategi end lyder, så har det faktisk de senere år vist sig at være særdeles vanskeligt for de to partier at nå derhen.

Lad os tage De Radikale først. Optakten til det lille partis landsmøde var præget af diskussioner med S og SF om, hvordan de såkaldt ultimative krav kunne spænde ben for samarbejdet. Men weekenden i Nyborg afsluttedes i en hel anden toneart, hvor De Radikale hyldede og priste tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen for hans indsats i dansk politik.

”Jeg savner Uffe Ellemann-Jensen,” lød det fra Margrethe Vestager, der ud over at glæde den gamle venstrekæmpe også fik sendt et klart signal til alverden om, at Venstre har flyttet sig og fjernet sig gevaldigt fra de værdier, som Uffe Ellemann-Jensen stod for. Uagtet at han ikke lykkedes med at vinde regeringsmagten, så var det ham, der gennem 1980’erne og 1990’erne fik mobiliseret vælgerne til at gøre Venstre til landets stærkeste parti. Og i dag står hans stemme stærkt blandt de borgerlige, der føler, at Dansk Folkeparti i lige vel høj grad fører taktstokken i regeringssamarbejdet.

De mennesker fik Vestager sendt et signal til på sit landsmøde – og hun fik tilmed vist noget af det overskud, som ellers ikke har været en del af hendes offentlige fremtoning, siden hun i juni 2007 overtog partilederposten efter Marianne Jelved.

Helle Thornings kongres i Ålborg gav hende lignende succeser. Thorning talte længe og markant om Dansk Folkepartis magt og fik dermed smart iscenesat Pia Kjærsgaard som regeringens egentlige magthaver. Tricket er velkendt – Fogh var en mester i at udråbe Villy Søvndal til oppositionens åndelige leder for på den måde at udstille Thornings svaghed, og nu anvender Thorning altså samme trick over for dansk politiks tavse mand, statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig lå Thorning & Co’s spark til Dansk Folkeparti godt i fortsættelse af den DF-frustration, som venstremanden Eyvind Vesselbo luftede i en kronik i Berlingske Tidende i ugen om til S-kongressen. Godt nok blev kritikken af regeringens følgagtighed over for Pia Kjærsgaard skudt prompte ned af Venstres ledelse. Men Vesselbos tanker flugter godt med de frustrationer, som mange, rigtig mange, venstrefolk stadig oftere lufter uden for citat over for journalister på Christiansborg. Det er frustrationer, som Lars Løkke Rasmussen nok ikke slipper for at forholde sig til, når han fra sine mange rejser verden rundt indimellem mellemlander på Christiansborg.

LØKKE. Han farer rundt til møder i Indien, New York, Paris og møder alle de store internationale politiske stjerner, men er reelt ude i præcis samme rille, som gjorde Poul Nyrup Rasmussen til taber i 2001. Det var dengang lige efter 11. september, hvor Nyrup opøvede al sin statsmandskraft og fløj til møder med FN’s generalsekretær og den slags folk, og hvor oppositionsleder Fogh i valgkampen i november 2001 blæste Nyrup af banen med det primære argument om, at valg ikke vindes på de bonede gulve, men handler om danskernes hverdag.

Godt nok har Løkke en bunden – og helt afgørende – opgave i et klimatopmøde og adskillige internationale forpligtelser, men sandheden er stadig den, at valget, når det kommer, vindes på hjemlig grund. Det kan nok så mange Obama-besøg ikke gøre noget ved. En stærk klimaaftale i december vil selvfølgelig give Løkke mange point, men samtidig vil alle de store landes ledere kæmpe om opmærksomheden – og få den.

For dansk politik er det en gave, at kampen mellem blokkene synes at blive mere ligeværdig. Det giver klarere valg og dermed bedre og mere interessant politik. Der er langt til valget, og Lars Løkke Rasmussen skal nok få chancer for at vise, hvad han kan. Faktum er, at han indtil videre blot har administreret sin forgængers regering. Det siger en hel del om tilliden til Løkkes forgængers politiske jugement, og om manglen på samme hos oppositionen, at Løkke står forholdsvis stærkt – helt uden at sige, ville eller gøre noget på den politikformulerende front.