07.10.2009

På Labours årlige kongress i sidste uge drejede Gordon Brown sit parti mod midten – med løfter om strammere socialpolitik og ny valglov. Dermed har Brown indtaget den position, han selv kritiserede hos Blair. I denne uge holder de konservative så deres kongres, hvor det altoverskyggende emne, til partileder Camerons store fortrydelse, er blevet irernes ja til Lissabontraktaten. For partimedlemmerne kræver folkeafstemning, mens Cameron forsøger at undgå splittelse på spørgsmålet.

Af Kristian Bøg

SIDSTE UGE – LABOUR.
Gordon Brown gik i sidste uge på talerstolen for at holde sin tale på Labours landsmøde i Brighton. En tale, der måske kan blive hans sidste tale til Labour som formand for partiet. Meningsmålingerne er konsekvent imod Labour, der har den laveste opbakning nogensinde med kun 24 % og partiet er splittet om fremtiden. Men Brown virkede upåvirket af den enorme mistillid til ham og holdt en tale, der manede alle rygter om, at han ville trække sig pga. sygdom, i jorden. Med en entusiasme og styrke, der virkede uvant for en mand kendt som “tør” og “kedelig”, talte Gordon Brown i en time om sine visioner for fremtidens Labour. Han startede med atrose partiet og fremhæve de seneste succeseer – nationaliseringen af Northern Rock i 2008, bankpakker og statsstøtte til 200.000 familier, så de ikke ville miste deres hjem.

Kritikken af det konservative parti faldt også hårdt og kontant: Kun ét parti mente, at det var bedst ikke at gøre noget. Kun ét parti tog alle de forkerte beslutninger – om Northern Rock, om jobs, om Europa osv. Brown kritiserede den konservative leder David Camerons populistiske branding og opfordrede til at vurdere et parti ud fra dets dømmekraft, ikke kvaliteten af dets marketing. Han talte om Thatcherårenes “spildte generation” [wasted generation] og understregede “The only thing about their policy that is consistent is that they are consistently wrong.”

Efter denne opvarmning introducerede han sin vision for fremtiden. En vision om en stærkere socialpolitik – hvor han bl.a. vil straffe asocial adfærd vha. bindende kontrakter med forældrene til børn, der har udvist såkaldt ‘asocial adfærd’. Familierne mister retten til sociale ydelser, hvis de ikke indvilger i at modtage støtte til at forbedre deres evner som forældre. Et meget hårdt og kontant forslag fra en socialdemokrat. Mere i tråd med traditionel socialdemokratisk politik lover Gordon Brown de fattigeste familier ti timers gratis børnepasning om ugen, og pensionisterne stilles i udsigt at der skal indføres en ny National Care Service, dvs. gratis ældrepleje og hjemmehjælp. At det næppe vil finde sted inden for de næste fem år – og at det sandsynligvis vil ske på bekostning af de mere velstillede i samfundet – nævnte premierministeren ikke noget om.

På den finansielle front truer Gordon Brown bankerne på deres bonusordninger, ligesom medlemmer af parlamentet, der stikker hånden for dybt i tilskudskassen, skal kunne smides ud. Forslagene afspejler direkte de ønsker og krav, en række målinger tillægger vælgerne – især er de, efter en række skandaler i foråret, optaget af  grådighed og korruption i det politiske system. Vælgerne vil ifølge målingerne også gerne se en indsats mod kriminel og asocial adfærd – alle de traditionelle tegn på, at verden er gået af lave. Derfor vil tiltagene også for mange give deja vu-følelser til oppositionsleder David Cameron, der beskrev konsekvenserne af Labours politik på den måde, at England idag er et  “broken society”  – itugået, ødelagt. Specielt i forslagene om straf til politikere, der har lommerne lidt for fulde af andres penge, er der sammenfald mellem Labour og de konservative.

Talen markerer en tilbagegang til det midtsøgende program, Tony Blair effektivt brugte i sin regeringsperiode, men som Gordon Brown oprindeligt fandt for hårdt.

Den største overraskelse i talen kom til sidst. Der skal gennemføres en reform af selve valgprocessen i England. Blair lovede det samme, da han gik til valg i 1997, men gennemførte det aldrig – til stor skuffelse for de Liberale, der havde støttet Blair. Hvis Gordon Brown holder sit ord, vil det betyde en overgang til et alternativt valgsystem, hvor en kandidat skal have mere end halvdelen af stemmerne for at komme i parlamentet. Hvis en MP’er findes skyldig i korruption, vil vælgerne have magten til at sparke ham ud. Derudover vil Brown reformere og demokratisere overhuset, the House of Lords, ved at fjerne arveprincippet, hvor medlemmerne bliver valgt ind på baggrund af deres status i samfundet.

Den konservative leder David Cameron har tidligere markedsført sig selv som en fornyer for sit parti, ved at flytte fokus til miljøet og socialpolitik. Gordon Brown prøver nu – med parlamentsændringerne – at fremstå som en endnu større reformator. Det er et træk, der kan komme ham til fordel, hvis han vælger at gennemføre sin ambitiøse reform. Mange valgkredse lider under, at politikere kan blive valgt ind i parlamentet med under 50% af stemmerne. Det skaber  vælgerapati – og  mange har følt, at det nuværende system marginaliserede og satte mindre partier uden for indflydelse. Men de konservative stiller sig stædigt i opposition til forslaget, da de mener, at det nuværende system skaber stabile regeringer.

Formålet med talen var dels at vise at Labour har en fremtidsvision; dels fremhæve, at han – Brown – har  ført England sikkert gennem finanskrisen, og endelig: at han forstår vælgernes frustrationer over kriminalitet, bankernes grådighed og korruption. De konservatives første reaktion har været kølig: talen sammenlignes med en lang ønskeliste uden prismærker. Den er visionsløs, papirtynd omkring engagementet i Afghanistan, blottet for selvransagnelse over tidligere fejltagelser og en besættelse af de konservative, mener partiet selv ifølge the Guardian.

David Cameron selv har ikke kommenteret talen direkte, men har som en optakt til de konservatives landsmøde, der startede igår udtalt, at han ønsker massive forandringer i England. Der skal gennemføres en “Get Britain Working”-plan, som vil blive afsløret på det konservatives landsmøde. En plan, der skal skabe flere jobs og skabe aktivitet i byggeriet og flere investeringer. Cameron lover også en “radical reform”, der skal give magten tilbage til vælgerne.

Kampen om hvem der kan love de største reformer er skudt igang. Tabloidavisen The Sun – Englands største – uddelte dagen efter Brown’s tale et hårdt slag mod Labour, da den udkom med en  forside prydet af ordene: “Labour’s lost it!”. Avisen, der ejes af mediemogulen Rupert Murdoch, som siden 1997 har støttet Labour, har nu afsvoret dem til fordel for de konservative. Dét er et alvorligt knæk for det politiske initiativ, Gordon Brown forsøger at genvinde.

Men medlemmerne af partiet deler ikke The Suns skepsis. Selv udenrigsminister David Miliband, den mest prominente kandidat til at overtage formandsposten efter Gordon Brown, kaldte talen for glimrende og fastslog:”I think Gordon found his true voice”. Miliband har ellers været en af de højest råbende fortalere for, at Gordon Brown skulle gå af. Noget kunne derfor tyde på, at Miliband ikke vil være formand for et parti, der forventer et valgnederlag.

Browns retorik var ellers stærk: “Because we are the Labour Party and our abiding duty is to stand. And fight. And win. And serve.” Ifølge The Guardian var en af de delegerede så rørt over talen, at han rejste sig – fra sin kørestol – for at give en stående applaus. Spørgsmålet er, om også vælgerne vil tage godt imod de nye tiltag, eller om talen kun er en moral booster for Labours egne medlemmer. Gordon Brown kan muligvis helbrede de syge, men at vinde valget vil kræve et større mirakel.

DENNGE UGE – DE KONSERVATIVE.
Da David Cameron ankom til de konservatives landsmøde i Manchester tidligt mandag d. 5 oktober var dagsordenen ikke som ventet Gordon Brown og hans store fiaskoer. Der er en langt større trussel mod England – EU. Irlands ja til Lissabon har spredt skræk og rædsel blandt eu-skeptikere i partiet. Frygt, ikke kun for et stærkere EU, men frygten for, at Tony Blair kunne blive den første EU-præsident!

Fra talerstolen krævede Londons borgmester Boris Johnson at Cameron skal udskrive en folkeafstemning om Lissabontraktaten i sin første regeringsperiode. En folkeafstemning, der med hans egne ord skulle give vælgerne chancen for at blokere Tony Blairs vej til EU-præsidentskabet. Cameron selv, der tidligere i år kæmpede for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, har imidlertid foretaget en 180 graders vending på spørgsmålet og vil ikke længere tage det op til folkeafstemning. I stedet vil en konservativ regering under et nyt styrket EU kræve mere magt på de nationale områder.

Når David Cameron selv indtager talerstolen i morgen, torsdag, vil han være en mand dybt frustreret over, at landsmødet skal domineres af EU og ikke hans nye store planer for arbejdsmarkedet og for en velfærdsreform. David Cameron har forsøgt at flytte fokus tilbage ved at afsløre bidder af sine store reformplaner op til landsmødet. Abstrakte overskrifter som “Economic power into people’s hands” og “Get Britain Working” refererer blot til nogle af forslagene. På næsten magisk vis er det faktisk lykkedes Cameron at holde spørgsmålet om en folkeafstemning væk fra avisforsiderne.: at kræve pensionsalderen hævet til 66 over de næste ti år er ihvertfald en måde at fjerne fokus. Med så spændende og fikst navngivnende oplæg som “Rebuilding our broken economy”, “Mending our broken society” og “Fixing our broken politics” kan det måske lykkes for Cameron og hans skyggeministre at trække fokus tilbage til hvad de mener er vigtigt.  Cameron ved også, at hans tale henvender sig til et parti, der er dybt delt over EU. Hans første mission: at samle partiet for ikke at opleve den samme splittelse, der næsten rev partiet i stykker under Margaret Thatcher og John Mayor. Der skal opnås enighed om EU.